Kristusveje

Til hjemmesiden: flere tilbud og sprog.

I det 12. Århundrede profeterede abbed Joachim de Fiore en „Helligåndens tidsalder", hvor den enkeltes forbindelse til Gud , uafhængig af institutioner skulle blive alles mulighed. I dag udbredes på verdensplan flere bestræbelser på ikke bare at søge en legemliggørelse af Kristus i mennesket, men at se mennesket som en bevidst celle i „Kristi legeme".

Den tildels dermed forbundne „Kristi genkomst" og nærværende „apokalypse" som processer i helheden, tyder på noget mere omfattende end kun en menneskelig tænkt „genlegemliggørelse".

Netop i en tid,
- hvor der lægges beslag på fænomenet Jesus Kristus, gennem mange teologier og dogmer, igennem sprogvidenskabelige, historisk kritiske, arkæologiske og palæografiske, religionssociologiske og dybdepsykologiske, naturvidenskabelige, politiske o.s.v. betragtninger,
- medens der i urkristendommens tid eksisterede en gammel materialistisk retning sammen med en mere åndelig skueplads, som begge ydede bidrag og også afgrænsninger til den flydende overgang til kristendommen;
- hvor der optræder de mest forvirrede syn, f.eks. flere legemliggjorde Kristus’er på én gang, og hvor der ofte sker problematiske og negative ting i Kristi navn, kan det være af interesse at undersøge, hvad Kristus specielle bidrag i dette kompleks kan være.

Her øses der af egne indre erfaringer, men også af andre kilder, mystiske m.fl. De anvendte synsvinkler er indisciplinære, fra mange videns- og erfaringsområder, - altså ikke bare teologiske.. Ved spirituelle synspunkter skal der ikke nævnes et ord om det fra den politiske bevidsthed afvigende pseudo-inderlighed. Dogmer fra den mekanisk tænkende naturvidenskab kan selvfølgelig ikke accepteres som synsbegrænsning, lige så lidt som teorier fra det østerlandske område, som går ud fra den forudsætning, at der ikke findes noget som ikke allerede stod i de gammelindiske Veden, og at Jesus var en „tredieklasses lærer" for disse. Af de i teksten nævnte sammenlignelige eller supplerende bøger kan man ikke udlede disse ting, men bøgerne eller en teologisk viden er heller ikke påkrævet for en forståelse.(Det samme gælder for en planlagt bogliste, se Links.) Intet må forstås som dogme eller som mening af en yderliggående religiøs organisations. Det her retter sig heller ikke mod en eller anden kirke eller religionsfællesskab og heller ikke mod den apostolske trosbekendelse. Mennesker med en anden religiøs baggrund eller verdensanskuelse , eller som har en positiv interesse i ny viden fra det kristelige gebet , kan i denne skrift hverken finde dogmatiske eller forfladigende udsagn.. Derfor er her gengivet henvisninger til forhold omkring kristelige veje for andre tiltag. Til dels som i Johannesevangeliet hvor der i et for de daværende søgende forståeligt sprog var udarbejdet det specifikt kristelige, så viser dette skrift i dag bidrag fra forskellige sider. Denne skrift er heller ikke stift i stilen. Forskning er noget andet end mission. De kristne, som foretrækker en simpel tro uden dybe spekulationer, kan i denne skrift lære, hvordan de bedre kommer i dialog med mennesker i deres omgivelser og med en anden opfattelse, uden at der hele tiden skal opstå misforståelser.

Det er inholdet som gerne vil tale gennem teksten.

„Jeg har endnu meget at sige Jer; men I kan ikke bære det nu. Men når Han, sandhedens Ånd kommer, skal han vejlede Jer til hele sandheden" (Joh.16:12-13). Gennem denne ånd inspireres dettet projekt.

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

En sådan fremstilling rettede sig ikke imod et syn af Jesus* som menneskeligt forbillede, men de antydede hans nære relationer til Gud og skabelsens forløb. Arten af denne relation kan man tænke forskelligt over, men på forhånd at afvise den som uforståelig eller ikke autentisk, er et utilladeligt kunstgreb. Sligt findes i Johannesevangeliet 1, Joh. 5, Joh. 6,69, Joh. 7 ..., i Matthäus 16,16, i Kolosser- und Epheserbrev, osv.; trivedes også ved gamle kirkelærere, ved mystikere som Jakob Böhme, hos Rudolf Steiner (Helsingfors 1912) hos mystikerne og lever op igen i „Esoterischen Lærer" af den vise kristelige „Daskalos" samt i bøgerne af den amerikanske teolog Matthew Fox „Den stor velsignelse"" og „Vision af den kosmiske Christus", osv..(...)

I den katolske kirke og dele af den evangeliske kirke forsøgte man at konservere denne forsvundne nærhed til sådanne overleveringen ved hjælp af teoretiske trossætninger. Andre dele af evangeliske kirker , som bedre erkendte Jesus sociale virke, mente, at de måtte droppe Jesus guddommelige træk. I læren af hinduistisk oprindelse blev begrebet „Avatare" i forskellige trin, sammenlignet hermed. Herunder forstås mennesker, som ikke lever på jorden for deres egen fremskridts skyld, men frivilligt for at bidrage til et folks eller menneskehedens fremskridt, som en dråbe af „guddommelig fuldkommenhed.". Forskellene imellem sådanne på hinanden følgende „Avatarer" tilsløres dog ofte i sådanne opfattelser, mens den jødiske og den kristelige opfattelse af „Historiens Gud" lægger vægt på aspektet om videreudvikling og den herved tildelte rolle af „Messias". 

Der skal henvises til, at koranen på flere steder anerkender Jesus Kristus som en af Gud sendt profet og som „Guds ord", skabt som Adam. I et velorienteret Islam gælder Han i hvert fald for mere end hos de moderne kristelige teologer som kun så socialreformatoren Jesus! Kun læren af Gud/Søn forholdet som i en senere trefoldighedslære akcepteredes ikke i koranen. Kristne, som forståeligt kunne forklare meningen med dette, sådan at også mennesker af en anden opfattelse kunne forstå det, fandtes næppe. (Se ekstrasiden: „Jesus og Islam).

Her skal fastholdes, at denne del af gåden Kristus, som ofte ikke udsprang af spekulativ tankevirksomhed, men af visionære grænseerfaringer, ses f.eks. tydeligt hos Jakob Böhme, som imidlertid også havde en sjælden evne til at forarbejde erfaringer på en forståelig måde. Alle spirituelle erfaringer kræver nok en (selv-) kritisk forarbejdning, men en vurdering af resultaterne uden at anerkende eksistensen af et sådant observationsniveau, fører som usaglig metode ud i tomheden.
Mennesker med en tydelig mystisk eller spirituel opgave kan heller ikke virkelig forstås, hvis de kun betragtes historisk-kritisk ud fra deres ydre socialisering, uden at deres dybt personlige indre, spirituelle udvikling inddrages.

*) Jesu eksistens som historisk person er relativt veldokumenteret. Historieskrivere fra det 1. århundrede e.Kr., såsom Josephus og Tacitus, bekræfter Jesu faktiske eksistens. Og i selve evangelierne er tid og sted angivet ved flere lejligheder. F.eks. nævnes flere herskere og vigtige personer med navn (eksempelvis Luk 3:1, 2, 23), hvilket gør det muligt at fastsætte det år, hvor Jesus begyndte sit offentlige virke. Disse personligheder figurerer ligeledes i de historiske dokumenter. Bibelens beretninger har således ikke karakter af blot og bar mytologisk fortælling. "Apokryferne", dvs. øvrige kristelige evangelier, der ikke forefindes i Bibelen, bl.a. tekster fra de første århundreder, lægger ofte mindre vægt på nøjagtighed i skildringerne, idet fokus mere rettes mod bestemte fortolkninger af enkeltstående begivenheder, set gennem forfatternes optik.

 På den tyske og engelsek udgave er her et udtog af Johannes evangeliet.Starten af kapitel 1

Evangeliemeditation er i indledningen beskrevet under "Metodiske Henvisninger".enne tekst blev benyttet, for at at komme "på bølgelænge" med Kristus, som en fintunet modtager, fremfor at komme i kontakt med kræfter, som kun formodentlig er kristne.

 Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Efter rækkerne af evangelierne kommer vi nu til mere menneskelige hændelser. Jesus fødsel er traditionelt tilknyttet julen, - selv om festen ikke overalt minder ret meget herom. - Luk. 1, 26ff.; Matth. 1, 18ff. Det er et spørgsmål, hvorfor, i betragtning af den centrale betydning af Jesus senere „tre læreår", teologer ofrer så mange anstrengelser på at bestride Jesus jomfrufødsel. Mens den verdensfjerne tidlige Gnosticisme havde behov for den opfattelse at Jesus kun var i besiddelse af et „skinlegeme", konstateres der for så vidt enighed i andre strømninger, at Jesus måtte gennemgå alle stadier af menneskelivet. Det kunne ønskes for denne diskussion, såfremt sandhedssøgning var motivet, at få mere åbenhed for dagen. I en tid hvor der dukker nye synspunkter op i forbindelse med transformationen af seksualitet og kærlighed , tildels udledt af østerlandsk praksis og mindende om gamle tempelskikke, skulle det ikke være utopisk at hente en sand kerne i overleveringerne. Buddhisterne – som også tilskriver Buddha særlige fødselsforhold- ville slet ikke have det vanskeligt med antagelsen af en „jomfrufødsel" af Jesus, næppe heller med en jomfruelighed mest i åndelig forstand, som f.eks. Steiner påstår. Koranen taler om Jesus som en Guds udsending, som Gud "har skabt ligesom Adam" i Jomfru Maria – ligesom Biblen taler om en engel, der bebudede Jesu fødsel.

Det viser sig, at det træk hos Jesus, ikke at kunne indpasses i nogen af de fastkørte tænkeskemaer, allerede her bliver tydeligt. Specifikke egenskaber vil vi dog i hans livsforløb ofte støde på. Betydningen af den mulighed at blive „nyfødt" *) med Jesus i livsforløbet vil vi også møde.

Lige fra begyndelsen forløber Jesu liv og virke inden for de verdenshistoriske rammer. Det viser sig allerede ved folketællingen iværksat af kejseren af det romerske verdensrige, som gjorde, at Jesu forældre rejste til det fra profetierne så betydningsfulde sted Bethlehem - byen, hvor Jesus blev født. Det blev der taget hensyn til i den teologiske litteratur i diskussionen om Jesu verdensomspændende betydning.

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Også dette område tilskrives, her i adskillige moderne spirituelle skrifter , til dels en noget overproportional betydning. Biblen beretter kun om den vise Simons lovsang og de skriftlærdes forundring over den 12årige- Luk. 2, 29 - 51. Det mest autentiske af de ikke bibelske „børneevangelier" , som i fragmenter og nyfortællinger (Lorber forlag, tysk) er „Jakobusevangeliet", med et indhold af tegnagtige hændelser og møder. Dog indeholder det ikke, at – ifølge en moderne tese- Jesus har lært alt af Essenerne eller af den tildels beslægtede Qumran-menighed, eller efter en anden i ægyptiske, hhv. græske templer, eller efter en yderligere kilde i Indien, o.s.v. Det kunne være frugtbart, på baggrund af holdepunkter at tage den kreative fantasi i brug, bare dette ikke ville føre til nye, overilede dogmer. Så ville der fremtræde et svagt omrids af en Jesus, som intensiv imødegik, -ikke bare den ene eller den anden - men alle datidens væsentlige åndelige strømninger, og herved altid udlægge det, som han af sit indre måtte udlægge, hvilket ikke behøvede at være identisk med hvad andre tænkte at der skulle læres. Det er en grunderfaring, som absolut kan gentages i det små, og som af nogle er velkendt. Den sprænger ensidige psykologiske forestillinger omkring prægning og opførsel. For udprægede individualister og mystikere er den ligefrem typisk. Den kan som små kim allerede vise sig i den tidligste barndom…

I det såkaldte „Femte evangelium" viser R.Steiner en scene, hvor det for Jesus før Jordandåben skulle være blevet helt tydeligt, at nu kunne arbejdsmåden af de fra den ydre verden afsondrede ordener, som Essenerne være kontraproduktive. Deres loviver, - med mange legemlige og etisk/åndelige renselsesforskrifter – værnede dem selv mod negativ indflydelse, men deres omgivelser var dermed mere udsat. I hvert fald i Jesu videre liv finder vi en bibelsk funderet grundimpuls af at „være i verden, men ikke af verden" og indbefattelsen af verdenen i den egne udvikling. Dertil kommer også, at Jesus til syvende og sidst underviser for alle, hvad der førhen var belagt med hemmeligholdelser; hvad der ikke modsiger, at konkrete lærer i klartekst blev videregivet til de noget bedre forberedte diciple..

Det viser sig overfor de gamle, på streng hemmeligholdt baserede mysterie-traditioner, virkelig som et nyt historisk tiltag. På ejendommelig måde viste noget lignende sig også i de nye retninger i Mahayana-buddhismen, hvor medfølelse for alle skabninger kraftig fremhæves. Men først i vores tid er adgangmulighederne til åndelige dybder for alle blevet åbne. Ingen kan sige han/hun aldrig har hørt om det. Da den nuværende banegårdskiok-esoterik imidlertid stadig er meget overfladisk, må man gå ud fra, at denne tendens endnu slet ikke er nået til fuld udfoldelse. Det er logisk, at Vatikanbibliotekets hemmeligholdelsespraksis kan synes „førkristelig".  

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Her burde anføres den Steiners‘ske tydning af de forskellige afstamningsangivelser hos Matthæus og Lukas, som burde kaldes „to Jesus-drenge". Da det ikke blev bestridt at den guddommelige natur Kristi kun kan manifesteres i eet menneske, er det lettere morsomt, hvordan intellektet lod både antroposoffer og teologer glide ind på et „ hovedstridsemne 1 eller 2". Her drejede det sig om noget andet, nemlig om en ledsagelse af Kristus menneskeliggørelse gennem kraften fra de vise fra forskellige kulturer: (...) . Da åndelige forskningsobjekter kan være endnu mere niveaudelte, end det i konkrete jordiske forestillinger kan rummes, er konkretiserede angivelser i litteraturen ikke altid mere eksakte, som sådanne almene synspunkter. 

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Den oprindelige form af vanddåben var ingen symbolsk akt, og krævede ingen medlemskab af en religiøs menighed. Neddypningen ved dem som havde erfaring hermed, her Johannes døberen, medførte ofte næsten druknedøden, og dermed altså en reel grænseerfaring. Den kunne minde om antikke „Indvielser" hhv. „Indvielsesprøver", kun er her de fysiske oplevelser ikke egennyttige, eller kræver overvindelsen af dødsangsten, men dåben beseglede kaldet til at „bøde" som skal oversættes til „vending", nemlig til Gud skaberens vilje, hvis" himmerige" blev kundgjort som „kommet nærmere", - Matth.3, Joh. 1.

Da Jesus beder om dåben, føler Johannes sig ikke i stand til at hjælpe ham videre, han indvilger, men har ingen kontrol over det der sker. Han kan kun se på, at der sker en større forandring med Jesus end han havde været i stand til at formidle. Hvis han allerede havde forudset muligheden for en højere dåb gennem Helligåndens ild, så ser han nu Guds ånd komme over Jesus. Kristelige esotikere ser i dette den egentlige „fødsel af Kristus i Jesus", dette kræver dog ikke den sommetider opdukkende forestilling af Jesus og Kristus som væsener, som før ikke havde noget med hinanden at gøre.

Alt i alt kan dåben, – især åndsdåben - begrebet - benyttes forskelligt, f.eks. i frikirker – og ses som indgang til et menneskes „nyfødsel" - Joh.3. Denne i kristelige forbindelser meget brugte „genfødsel" bliver undgået her, på grund af faren for forveksling med reinkarnation, hvormed det ikke er sagt at spørgsmålet om reinkarnation ikke dukker op i biblen, - f.eks. Matth.11,14 , hvilket i denne forbindelse burde undersøges nærmere.

I stedet for teologisk – teoretiske diskussioner over afgørelsen om dåbens karakter, kunne interessen samle sig om, hvad en sådan „nyfødsel" kan indebære for et menneske. Det kan ud fra en større dybde i dets væsen på en ny måde takle sit liv , fornemme og analysere ud fra en karakter som er vendt mod Gud. Gud kan „legemliggøres" i mennesket, mennesket kan blive mere tydeligt end sit „spejlbillede", eller, som mystikerne udtrykker det „Kristusgnisten" i hjertet fyldes med liv og begynder at vokse i mennesket Det meditative menneske kan også observere dette som et billede af et barn, som virkelig udfoldes, eller som et barn med moderen som billedet på barnets sjæl. Til forskel fra et overfladisk, rutinemæssigt skabt indre billede, viser sig her en udvikling, som genspejler indre menneskelige udviklinger, som ikke kan udløses vilkårligt. Dette indre barn kan senere blive „voksen", og er på et endnu senere tidspunkt stadig bevidst tilstede.

Ved mindre imaginative personer kan det samme fænomen ytre sig gennem indre følelser eller indtryk af tankemæssig art, eller simpelthen som forvandlinger i livet. Kunstværker som den „Sikstinske Madonna" må også være opstået gennem visioner, som ofte kan være behjælpelige med at finde adgang til indre realiteter. (...)

Den „indre" oplevelsesart er derimod ikke tænkt som en erstatning for bøn til den „ydre" Gud. „Bliv i mig, og jeg bliver i jer"- Joh.15 .

Der fandtes ingen tvingende omstændigheder for at fortsætte vanddåben, selv efter at Jesus var begyndt at prædike, eller endda efter „Åndsdåben" under pinseoplevelsen. Hos Jesus selv blev den til et ydre tegn på en i det indre allerede modnet udviklingsfase. Selv om Dåbsbevægelsen proklamerede „vis anger og lad jer døbe", så sagde Jesus diciple efter foreningen med denne bevægelse, „tro", d.v.s. åben jer for troens kraft „og lad jer døbe". Dette var en gestus til Døberens tilhængere. Nu startedes der fra den positive side. Begge døbte voksne, som bevidst kunne tage en afgørelse. Hvilket ikke bør udelukke , at der siden 2000 år også kunne have været en slags velsignelse til nyfødte som „fødselsret, men det ville være mere formålstjenligt at adskille dette fra den egentlige dåb, og også om spørgsmålet om medlemskab af en bestemt kirke. På denne måde kunne desangående diskussioner ende af sig selv.

I en uundgåelig tilknytning til den i det gamle Israel allestedsnærværende interpretation af den spåede Messias som konge, blev dåben også set som indgang til det nye kongerige. Det havde kun ringe virkning at forklare datidens mennesker , at det ikke drejede sig om et verdsligt, statsligt kongedømme, og heller ikke om en verdslig kirkeorganisation, men om fællesskabet for alle dem som så Gud som deres fader, og sig selv i deres indre som nyfødt søn eller datter. Denne sikkerhed, sammen med det søskende forhold som disse „sønner" og „døtre" dannede , og med menneske- og Gudssønnen Jesus som ældre bror, dannede kernen i den lære som blev tilbudt menneskene som åndelig føde. I det gamle Israel fandtes sammen med gamle utilnærmelige gudsforestillinger allerede en forestilling om Gud som en fader. Men han opfattedes mest som Abrahams og hans folks fader. Kun igennem folket blev Gud fader til den enkelte. Det skønnes, at kun enkelte dengang nåede frem til en erkendelse af Gud som far til det enkelte individ, det var først Jesus som kom med det til alle; et individ, som ved sig styret af Gud på sin livsbane, og som til enhver tid kan søge komunikation med Gud; et individ som igennem denne forbindelse med den evige Gud måske kan ane det overjordiske i sit eget væsen. Dette bliver på det videre forløb af Jesu veje yderligere forankret, men er startet allerede her.

(...)

Liberale teologer har udlagt Jesu dåb som en kaldelsesoplevelse. Ud af en traditionel teologi blev derimod også den kalendariske og profetiske indlejring i verdenshistorien tematiseret (f.eks. Luk3:1-4 samt reference til Jes 40:3-5; ); i profetien handler det om Gud, der med sin handling skrider reddende ind .

I dag døbes mest ved stænkning med vand eller neddyppelse. Kirkerne anerkender indbyrdes som regel dåben og dermed de troendes kristelige sind. Frikirker lægger mest vægt på, at dåben enten foretages bevidst som voksen, eller at der foretages en gendåb som voksen. I disse lægges der også i tilgift vægt på den dybere forståelse af Åndens rolle i dåben. (Først blev der i realiteten kun døbt voksne. Men dermed var det ikke udelukket, at også børn kunne velsignes. Men denne havde en anden karakter end dåben.) Det lå ikke i dåbens oprindelige mening, at denne samtidig gjorde folk til medlem af en bestemt kirkelig konfession, som det i dag er tilfældet med de store kirkeretninger.
Som regel anerkender kirkerne også, at "nøddåb" må foretages af enhver kristen m/k: "Jeg døber dig i faderens, sønnens (Jesus Kristus) og Helligåndens navn. Amen".

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

I starten af sit virke stod Kristus* - hhv. Messias, hebræisk „den Salvede"- alene. Dertil hører dåben og de 40 dage i ørkenen - f.eks.Markus 1,12-13 – og med fristelserne. I tilslutning dertil kommer kaldelsen af diciplene.

Ørkenen står i det ydre og det indre som noget afsondret, som ikke desto mindre muliggør et arbejde med at blive mere bevidst, og at knytte sig nærmere og stærkere til den altomfavnende Gud. Denne forberedelse til alt det øvrige er for enhver seriøs religion den vej, som er uundværlig for at knytte en ny forbindelse til den gudelige oprindelse, selv om det ikke er hele vejen. Også Jesus gennemlever på hans vej en sådan fase, som vil mere end f.eks. daglige besindelsespauser.

Kirkerne, som ofte taler om „inderlighed"- og bruger dette som modsætning til f.eks. fredsdemonstrationer – gør sig næppe umage med at vise mennesker en virkelig brugbar vej til denne indre fred. I over 30 kirker kunne der under gudstjenesten ingen steder findes nær tilstrækkeligt af det element af stilheden, det stille inderlige selvsyn, den stille afventen efter bønnen. Salmesang, prædiken, bønner, samtidig med forstyrrende opfordring til pengeindsamling, næsten uden pause, - det viser faktisk et spejlbillede af det nutidige hektiske samfund, gennem hvilken mennesker bevidst eller ubevidst fjerner sig fra deres uudforskede indre. Først i den nyeste tid, i anledning af menneskers søgen efter – næsten ligegyldigt hvad –, findes her små fremskridt, idet der i hvert fald for nogle afholdes weekendseminarer eller lignende, eller på spørgsmål om muligheder henvises til bibelkredse eller møder i hjemmet. Men også her mangler den direkte vejledning. Samtidig kan den ene part se, at for at få en større nærhed til Gud er der også brug for et „stille kammer" og den anden part tænker på samfundsmæssige værdier som evnen til selvkritik, tolerance, evnen til at tale for fred, som udgangspunkt til behovet for at holde stille stunder. Selvfølgelig ville det næppe være fyldestgørende hvis det af og til skete under gudstjenesten, men det kunne være et skub til at erkende dette ofte fortrængte behov.

Mystikeren Jakob Lorber skrev om et råd fra Kristus til menneskene i „kort vej til genfødsel", som man i dag kan kalde „nyfødsel" for at undgå misforståelser, som omtalt i sidste artikel. Se også „Om det indre ord, Stemmen fra stilheden" fra Lorber Verlag (tysk), citat:

"Dette er praksis: Hvis noget menneske vil nyfødes gennem Kristus, så måtte det erkende alle sine - fra Gud adskillende- synder. Det er noget andet, end det der bliver sagt til dem. Derefter skulle det inderligt angre dem, både i sit indre og ydre, og seriøst foretage en ransagelse. Mennesket skulle endvidere have det forsæt, helt at ‚bryde med verden, ment er verdens egoistiske  forviklinger, ikke det aktive liv, og : " helt overgive sig til Mig og gennem sin kærlighed have en stor længsel efter Mig, og i denne længsel skulle det dagligt trække sig tilbage fra verdenen og dens forretninger, og mindst syv kvarter med lukkede døre og vinduer hverken bede eller læse, men i denne fuldkomne ro i sit indre kun beskæftige sig med mig". Efter en tilsvarende indbydende indbydelse, „gå til ro, og voks i længslen og kærligheden til mig! Jeg siger Jer, bare i gør det over en kort tid, skal i høre det tordne og lyne, men bliv ikke bange! Nu kommer jeg til enhver, først som dommer i form af lyn og torden , og først derefter som far med stille, hellige veer. Se det er den korteste og mest effektive vej til en nyfødsel, i hvilken det evige liv kan vindes. Enhver anden vej varer længere og er mere usikker, idet der findes mange smutveje,... den der ikke er velplantet, og er væbnet til tænderne, vil næppe nå målet."
Det er muligt at bede Helligånden om en renselse og forklarelse.

F.eks. Yogis ved, at mennesker tror at de „ikke har tid". Derfor plejer de at nedskrue stillede krav fra nogle timer over en halv time helt ned til 11 minutter, dvs. indtil ingen kan sige, at de ikke har tid. Selv den korteste stund med stilhed, hvor andre tanker, følelser og indtryk ikke fortrænges, men kun iagttages, har sin virkning. Dog erstatter den ikke en længerevarende stilhed. Som hjælp til koncentration bliver der i østerlandske kirker,- måske på bjerget Athos – bedt „Kyrie" (under indånding) og „eleison" (ved udånding), dvs. „Herren forbarme sig over dig", sml. F.eks. Kreichauf: Som pilgrim på bjerget Athos (tysk).

En stærk udfordring ligger i at skulle tie totalt under en seksdages Zen-Sesshin, - en Zen-Sesshin meditation, som også er blevet mere udbredt i de kristne klostre, også udenfor meditationstiderne og måltiderne m.v. Efter tre dage kan uerfarne knap nok holde det ud mere, for på fjerdedagen, - sammenlignelig med fastens virkninger, - at ånde lettet op og indse den effekt, som ord næppe kunne have opnået.

Stilhed skaber åbenhed. En samtidig tilknytning til Gud skaber et værn for denne åbenhed. Efter en meditation er det hensigtsmæssigt igen at omstille sig til de efterfølgende ydre påvirkninger, hvor det kan være hensigtsmæssigt at være mindre åben.

Det ville godtnok være vigtigt at medbringe noget af den stilhed med sig i dagligdagen, for at lære at opretholde en vis „klarsinds" tilstand. Det ville for den enkelte betyde, at i konfliktsituationer, eller så snart en lejlighed byder sig, i et øjeblik at lade den indre ro falde over sig, dvs. at tage begivenhederne med sig, men ikke spekulere over dem; lade følelserne falde til ro og afspænde de enkelte legemsdele, stadig med fuld bevidsthed som et helt menneske, uden at tillade afstikkere i enkelte velbehagelige følelser.

Dette synspunkt ville betyde, at for møder, arbejde, seminarer o.l. måtte der ikke behandles trættende emne efter emne, men mindst indlægges korte pauser imellem, som imidlertid ikke skulle bruges til samtaler, men til at fordøje stoffet og bevidst at indstille sig på et nyt emne. På lignende måde er det hensigtsmæssigt, bevidst at se på hvad man spiser. Mange lighedspunkter kan findes mellem videnskabelig - og åndelig „ernæring".

Fremgangsmåden, som kan kaldes „ at-lade-roen-over-hændelser- falde -over- sig" og som giver styrke til nutid og fremtid er altså ingen uoverlagt flugt fra problemerne. Den skaffer et ståsted, hvorfra en frugtbar bearbejdelse af tingene bliver mulig. Også ved hændelser i hverdagen sker der intet tidsspilde, men tværtom vindes der tid, fordi alt glider lettere. Mange, selv åndeligt tænkende mennesker opdager næppe, hvor meget de mister uden den indre ro.

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Også Jesus med de menneskelige træk måtte lære at vende disse mere mod Gud. Efter 40 dages fasten i ørkenen dukkede „fristeren" op - f.eks. Matth. 4, 1-11

Også i den mindre målestok optræder der på den indre vej og i livet kræfter, som – det gælder alle kræfter – også kan opfattes som noget fysisk. Først kan anføres de fundamentale selvstændig gjorte tendenser i mennesket, uden et integreret hjerte og dermed uden Gud. Denne selvstændiggørelse, først af tænkningen og dernæst af viljen, fører til „spisningen af frugter fra kundskabens træ".

På den ene side er de forhærdende egenskaber bundet til egne materielle ting. Fra dybere forankrede steder i bevidstheden kan der komme modstand, deres væsen kan også blive genkendt, men overvundet bliver de sjældent på dette sted. At kunne give afkald, at kunne få, frem for at skulle have, samt kreativ, etisk behandling af disse tanker er en øvelse for at overvinde dem.

De modsatte ønsker fører derimod til en flugt, og en hånlig afstandtagen fra materielle problemer, måske i visse tilfælde endda ind i spiritismens områder. Sommetider bliver det overset, at dette kun viser den anden side af samme „negative" medalje, efter „pendul - udslagsprincippet" bundet til den anden side. Den anden side er i dag allerede mere åbenbar, og lettere at rense. Et middel til denne omvendelse er medfølelse, samt at give frigørende kærlighed.

En yderligere egenskab, som kan findes sammen med de to andre kunne være knyttet til magtbegær. For at omforme denne illusion, kræves der mod til en betingelsesløs sandhed og på denne skabt tolerance, samt fri solidaritet i omgang med andre.

Fælles for disse områder findes der en mangel på en stærk og alligevel altruistisk individualitet hos disse mennesker, som kan udfylde disse områder, fremfor at glide ned ad negative tendenser.

I Matthäus 4 bliver Jesus udsat for disse vildledende impulser, her kaldet „Satan" hhv. „Djævel". Han henviser ikke bare til den respektive modsætning, men han griber til noget der er mere ophøjet, som står over det ping-pong af de negative kræfter: På „ Guds ord", på „Gud Herren" og på „Den eneste Gud Herren, som vi skal tilbede og tjene". Kristus står udenfor dualiteten mellem lys og mørke, og overvinder denne gennem hans tredje ophøjede vej, som mange andre hændelser vil vise os.

(...) Se også i del 4 kapitlet „Zarathustra". Og del 2, tavlen „en kristelig holdning".

R.Steiner beskrev de to vigtigste negative kræfter som adskilte væsener, som de kan opleves i verdens åndelige show. Som nævnt er det vel nok nyttigt at være opmærksom på begge virkemåder, som de kan opleves i åndelige kredse på verdensplan, men udenfor disse kredse er det ikke helt retfærdigt, når antroprosoffer benægter visse kristelige forestillinger om et eneste negativt væsen, at dette indeholder begge sider. Tendenserne optræder ofte så blandet, at man til syvende og sidst kan behandle disse „antigudelige" tendenser som et hele, som modsat ikke står overfor flere Guder, men overfor Jesus Kristus med alt, hvad der virker i hans ånd.

Der findes dog andre åndelige retninger, som i denne sag virkelig lukker det ene øje, og som anser al opad stræbende åndelighed for gudelig.

Moderne teologer lukker, næsten som visse andre åndelig- spirituelle bevægelser – straks begge øjne og bortforklarer eksistensen af negative kræfter, måske med begrundelsen, at de kun dukker frem på få steder i biblen, men overser, at det her ikke bare drejer sig om forestillinger, men om håndfaste erfaringer, som ikke kun forekom i gamle tider.
Nogle mindre kristelige grupper antog på baggrund af begrebet "verdens fyrste"- f.eks. Joh. 14:30 -, at verden "tilhører" denne indtil videre, og at menneskene kun kunne unddrage sig ham, selv om NT i virkeligheden kun nævner hans forførende og besiddende rolle. Johannes 12:31: "Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud."

Uden angst og andre negative følelser har de negative kræfter ingen magt, og det kan på en måde være et værn ikke „at male fanden på væggen", - også overfor kirkelige trusler. I dag kunne åndelig sondering medføre, at formodentlige „forøgelser" af negative kredsløb viser, at disse består af fremkaldte , men længe eksisterende, skjulte positive potentialer. Positive muligheder kan i virkeligheden øges, selv om de vokser op mod deres ophavsbillede, som også er der.

Nu kan sådanne personlige „ømme punkter" imidlertid samtidig udgøre en resonansflade for ydre negative kræfter. Spor af dette kan findes i alle samfund: I vesten i situationer, hvor penge og egoisme sættes højest, især i den gamle ensidige form uden social sikring; i ensidigheden af nationalisme og nationalsocialisme, - især når resten af verden vistes overlegenhed og ligegyldighed - samt i destruktive „religiøse" aktiviteter; ligeledes i stalinismens ekstremer som dens brutale udjævning af samfundslag. Dette betyder dog ikke en kollektiv fordømmelse af alle og enhver i disse samfund.

Jesus prædiker ikke så meget om „ modstanden mod det onde", han hævder dog heller ikke nødvendigheden af det onde „for ligevægtens skyld"(som nogle østerlandske lærer hævder), samt heller ikke nødvendigheden af dette for at få øje på det gode guddommelige. Ikke engang en - ofte nødvendig - direkte behandling af det „negative" er påkrævet for alle. I det mindste kan en vej, som anbefales i bogen „Christliche Wissenschaft" af Mary Baker-Eddy , virke .Dette beviser dog på ingen måde, at disse modstridende kræfter ikke findes, men at de igennem denne måde indirekte kan forvandles. Hos Kristus findes heller ingen evig fordømmelse, alle destruktive kræfter kan til syvende og sidst omvendes, indtil tiden i det sidste kapitel af Johannes åbenbaring, hvor det loves, at der ikke mere vil være noget mørke (se det tilsvarende kapitel).

På denne tid i ørkenen fulgte Diciplenes kald - Joh. 1, Matth. 4, 18 - 22, Matth. 10. 

* I teologien inddrages traditionelt også ved historien om Jesu fristelse den symbolfyldte sammenhæng med menneskehedens historie: Ørkenen med de farlige vilde dyr som modstykke til den overleverede verden, som Adams Paradis udgjorde; og dermed som en tilstand, der med Jesus som en "ny Adam" skal overvindes. Ved den 1. fristelse, at gøre sten til brød, handler det om, om det materielle eller Gud skal være ledende for mennesket. (Da det senere handlede om bespisningen og opvækkelsen af mange mennesker, ser vi heri ikke længere en fristelse.) Ved den 2. fristelse, at springe ud fra templets tag, handler det om at overvinde hovmodigheden over for menneskelivets laster. Jesus gennemgik alt det, der blev ham pålagt (indtil det var løst ved opstandelsen.) Ved den 3. fristelse handler det om den magt, der udgår fra de eksisterende jordiske kongeriger eller det af Gud givne "himmelrige". (I det videre forløb ville det også jordisk relevante, profeterede "fredsrige" imidlertid bringe forvandlingen af den jordiske magtstræben ved Gud.)

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Her - Joh. 2, 1-12 – møder vi et eksempel, som illustrerer hvordan problemer ikke så meget skyldes dårlige oversættelser, eller fra de tidlige, af kirken bestilte „korrekturer" af evangelierne, men simpelthen skyldes ensidigt emotionelt prægede udlægninger. At Jesus sagde til Maria „Kvinde, hvad har jeg med dig at gøre" blev senere udlagt som nedladende. Den der sætter sig ind i teksten og ser, hvordan Jesus gør alt, hvad hun ønsker, kan let konstatere, at sætningen nærmere var af beundrende karakter og kunne udtrykkes mere korrekt med: " Kvinde, hvad har jeg ikke med dig at gøre!" Det ikke - overleverede, oprindelige aramæiske udtryk „Kvinde, jeg med dig" – uden fornemmelsen for sammenhængen -, bevirkede altså allerede på Jesus tid, at meningen ikke var direkte til at se.

Herfra og til korset viser sig en periodisk skabende oplevelsessammenhæng mellem Jesus og Maria. Hun virker inspirerende; medoplever de væsentlige stadier i hans liv, og gennemgår dermed også en sjælelig forvandling.

Når man i dag bruger begrebet „Kristi brud" som betegnelse for visse nonner, opfattes begrebet netop som en betegnelse, men oprindeligt henviste den til virkelige levemåder.

For mænd var det derfor nærliggende med en vej over Maria, hhv. Marier*. Men begge køn kan gå vejen over Jesus eller over Maria eller over begge, for fra sjælen og til hormonerne er det ikke sikkert, at mennesket er bundet til et bestemt reaktionsmønster, eller skal forblive i det. Der findes mennesker, som finder en bedre tilgang til enten det ene eller det andet. Tilsidst vil den indre helhed imidlertid melde sig. I den katolske kirke fandtes den i dag næsten glemte praksis af tilbedelsen af Jesus hjerte, og af "Marias rene hjerte". Denne indre udfoldelse spørger ikke om f.eks. forfatteren af dette kapitel er ikke-katolik, altså ikke har modtaget mange ydre påvirkninger fra Maria, men den fik heller ikke fordommene, som mange der dyrker en Mariakult har pådraget sig.

Først den, som går en sådan forvandlet vej, kunne uden fortrængning gå en vej „alene". Men også for ham/hende behøver det ikke at være en vej alene. Ud fra en større indre frihed ville en kontakt til det andet køn være mulig, endda mere fuldkommen.

I denne sammenhæng vil også de af far eller mor nedarvede sjæledele integreres i personligheden.

Dybdepsykologiske elementer kan absolut sættes i forbindelse med religiøse oplevelser. Eugen Drewermann prøvede dette på en anden måde. Religiøse grunderfaringer må dog, ved nøjere granskning , vise sig på et særskilt niveau, fra hvilken de påvirker de dybdepsykologiske processer. I dag findes der en tendens til, at se religiøs søgen som en i hvert menneske boende „helhedsfuld, meningssøgende og grænseoverskridende vitalimpuls", se. Hubertus Mynarek: „Möglichkeit oder Grenze der Freiheit", 1977. Han burde dog differentiere i en formløs, almen åndelig impuls, og en religiøs impuls i mere snæver forstand som en re-ligio, den bagudrettede eller ny etablerede forbindelse af mennesket med det guddommelige fundament, „faderen", hvilket for troende, overbeviste kristne absolut er muligt.

Gud, som verdens største hemmelighed, kan vel næppe erkendes på baggrund af en enkelt videnskab, oplevelsesmåde eller et enkelt fænomen, som i bedste fald kan vise enkeltaspekter, men gennem et forsøg på at anerkende og se flere enkeltaspekter sammen. Dette er hidtil kun sket i en meget lille skala. Hvis den nævnte alkymistiske proces, og dermed også den fælles brug af venstre og højre hjernehalvdel (som der i dag ledes efter med mange metoder) også blev gennemskuet af kristne, med et resultat af „kreativ, elskende erkendelse", ville stridighederne mellem teologierne snart tilhøre fortiden. Også her ville en specialisering af enkelte aspekter være mulig, men den ville opdages som en sådan, og ikke mere kræve en nødvendig udelukkelse. Suppleringen af menneskene indbyrdes ville komme til sin ret.

Mens den, som kunne lever efter Jesus grundsætning „Elsk din næste som dig selv", i tidens løb alene derigennem kunne opnå det samme og mere til. Den der gør sig umage med både at elske sig selv og sin næste, vil opdage, at dette først skal læres. Det at blive „ en helhed " i sit indre, kan på sin måde gøre det lettere at føle denne kærlighed.
Spørgsmålet om „miraklerne", som også kunne dukke op i forbindelse med brylluppet i Kana, bliver belyst i et specielt kapitel. Angående de feminin -guddommelige aspekter om Maria-Sophia, se senere kapitlet „Den første pinsebegivenhed".

I den traditionelle teologi er denne hændelse blevet udlagt som en afløser for den græske Dionysos-kult eller som symbolsk henvisning til Israels møde med Gud (på "den tredje dag...", 2 Mos 19:16), samt som foregribelse af passionstiden, hvor vinen får en dybere mening.

*Mens Maria, Jesus moder, anses som en åndelig eller sjælelig moder til dem, som fulgte hende, så er Maria Magdalene for hendes tilbedere den mere jordbundne kvinde.
Maria Magdalena (Maria fra Magdala) var en kvinde, som fulgte Jesus. På grund af overleveringen tror mange, at hun var en prostitueret, som ændrede sit liv på grund af Jesus. Men Jesus sagde jo: „Hun har elsket meget". Dette betyder ikke umiddelbart en masse sex, men – om ikke andet - så evnen til at elske mennesker, at havemedfølelse for dem og vise godhed mod dem. Hun elskede Jesus, dvs. hun tilbad ham som mand og beundrede ham som åndelig leder. Ifølge den mystiske litteratur (Jakob Lorber) afklarede hun følelserne for Jesus mere og mere i retning af en åndelig kærlighed. På den måde var kærligheden for hende vejen til bedre at forstå Jesus og Gud.. 
(Muligvis på sammen måde som Clara, kvinden, som elskede munken Franz af Assisi/ St.Franciskus omkring år 1100, - som først afviste hende men senere tog hende til sig, da hendes kærlighed til ham ændrede sig til det rent åndelige plan. (Om dette emne eksisterer en interessant film på tysk og engelsk.)
Der findes en speciel overlevering, som handler om Maria Magdalene: Legenden om den hellige gral. Josef von Arimathia og Maria Magdalena samt nogle andre af Jesus tilhængere bar gralen, - oprindelig den skål som Jesus blod blev opfanget i – til Sydfrankrig eller England. Nogle mirakler henføres til denne gral..(Gralen er også et symbol på Guds kærlighed). 
Der verserer nogle teorier omkring Maria Magdalene. Feks. at hun havde et barn sammen med Jesus som blev ophav til et tidligere europæisk kongedømme (Merowingen). Ingen kan dog føre bevis for disse spekulationer, heller ikke i moderne, sensationelt opslåede bøger.

**) De nævnte begreber "anima og animus" har ikke noget med tro at gøre. Mange mennesker – kristne eller ikke - har erfaret, at mænd og kvinder har hhv. "mandlige" og "kvindelige" sider i deres psyke, som i hvert fald til dels stammer fra faderens og moderens side, således som oplevet under opvæksten, og som man kan lære at integrere i sin personlighed. Idéen om "animus og anima" er måske ikke fuldstændig i overensstemmelse med den faktiske realitet, men det er et forsøg fra dybdepsykologiens side på at forstå baggrunden for fænomentet.

Spørgsmål:
Kan jeg få et bedre forhold til det modsatte køn med Gud ?

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Udviklingen af kirkelige udtalelser om seksualiteten samt indre- og ydrekirkelige modargumenter skaber det indtryk, at mennesker i denne kreds har det ekstremt vanskeligt ved bare at finde ud af, hvordan de på en menneskelig og kristelig måde skal håndtere dette emne. Ydre moralske forbud tabte allerede i tresserne en stor del af deres virkning og kirkerne var heller ikke i stand til at finde den etisk fornuftige kerne i traditionerne, som så kunne redigeres i forhold til nutidens samfund. Den som modreaktion imod undertrykt seksualitet opståede „seksuelle revolution" førte til det modsatte yderpunkt med en ideologi om seksuel ydelses-tvang – bortkastning af livsenergi – og ignorering af længslen efter også sjælelige - åndelige kontaktpunkter: Følgerne var bestandigt brudte forhold og problemer med arbejdsevnen. Derfor kunne der sidst i firserne kun findes en vis resignation over denne tid, og det var vanskeligt at finde en retning til at komme ud af denne fase i den samfundsmæssige udvikling. Det kunne ligge i overvindelsen af synspunktet om „ejer-mentaliteten". Det kan, ud af menneskenes århundredlange indbyrdes kamp udledes, at begge dele, ansvar og frihed i forholdet mellem mand og kvinde, på ingen måde er realisabel, ej heller kan forenes på en harmonisk måde, uden forsøg på en videreudvikling af den menneskelige helhed. . Enkelte parforhold, hvor det tilsyneladende eller faktisk er lykkedes, viser dog, at der findes undtagelser.

Kristus taler til menneskene om at blive til et i deres inderste og til en helhed, en fuldkommenhed, hvilket må ses som eneste mulighed for reel frihed. Han taler ikke om en fortsat nedbrydning af den i forvejen stærk molestrerede del af menneskene, altså heller ikke om ekstreme udsvævelser med alt hvad det indebærer, men mere om deres nyintegration omkring „hjertevisdommen".

Han er dog heller ikke repræsentant for ydre former og deres overvurdering, eller endda misbrug af begreberne ansvar, troskab og ærlighed, ej heller til afstandtagen fra misundelse, Jalousi og begærlighed; for Ham handler det om den ånd i hvilken der handles. For Ham er alting i ægteskabet ikke automatisk idyl, hvilket udefra ses som en mindre heldig betragning.

At elske Gud, - og ens næste – som sig selv, altså også elske sig selv, den regel, hvor Gud udskifter forbudslogikken i det gamle testamente , beskriver først og fremmest en universel holdning, som gennemvæver og forbinder alle disse tre begreber. I denne sammenhæng er næstekærlighed dermed noget andet end bare instinktivt at værne om slægtninge o.s.v. – men kan også inddrage slægtninge på en mere liberal måde. På grund af menneskets rolle som den kærlige hjælper, hvor end den foregår, er egenkærligheden dermed heller ikke den egoistiske, men en kærlighed rettet på sig selv, - inklusive legemet som værktøj – hvorved man også tjener andre, hhv. Gud .

Den højeste form for kærlighed er betingelsesløst. Tænk endda på kærligheden til „fjenderne", Matth. 5, 43-48 – hvilket ikke betyder, at der skal gives afkald på visdom.

I denne sammenhæng skulle det kunne ses, at indimellem fremførte påstande om at se kærlighed og seksualitet sat i samme bås, eller at forsøge at ligestille egenkærlighed med selvtilfredsstillelse eller fantasier, er uendeligt langt fra Kristus verden. Det der snarere viser sig som en indre isolation af enkeltkræfter, og sætter skel imellem det menneske og de „rigtige" andre, er nu engang et af menneskets mange ufuldkommenheder, som der kan læres af, men som aldrig i sig selv kan blive en målsætning.

For nutidens europæere kan en evolution af seksualiteten tydelig opleves, når to mennesker i en virksomhed kommer i åndelig og sjælelig kontakt, og derved lærer at omgås anti- og sympatiudstrålinger,og ikke kun dem, men disse indbefattet må tages i betragtning for at opnå meningsfyldte eksterne kontakter. Først senere kan den fysiske kontakt så tilføjes, den hører ikke automatisk til ethvert venskab eller møde. Hjertets kræfter kunne så medføre mærkbare seksuelle energier, og disse behøver ikke at blive udlevet med eksplosiv kraft, som det i dag ofte sker på baggrund af den kulturelle forventning. Det forudsætter en kærlig grundstemning.

Mange åndelige traditioner lærer, fremfor en fortrængning eller en udlevelse, en transformation af seksualiteten, som kan være mere end en Freudiansk „sublimering".(...) De ældre, østerlandske retninger havde bl.a. den mangel, at de straks startede med seksualiteten fremfor at lade hele mennesker mødes – i stedet for, hvad der ville være god tone i dag, at starte „fra oven", dvs. først at lære hinanden at kende åndeligt og mentalt. På samme måde bliver de østerlandske retningers synspunkt, at et afslappet samvær,- ikke baseret på mandlige eller kvindelige orgasmer - langsomt kan bringe disse følelser i samklang med individet som helhed. Også i de kristelige kredse fandtes der traditioner i denne retning; disse er i dag gået tabt og må derfor fornyes igen. Mange ting, efterladt af folkesangere og troubadourer viser sådanne sammenhæng.

Da der ved seksualitet kan ske ubevidste forviklinger, bliver den som en vandring langs afgrunden i de forskellige religioner knyttet til et parforhold , hvor den derfor kan håndteres i fællesskab. De der vil holde disse ting indenfor ægteskabets rammer, kan gøre dette, hvis de starter med et venskab, finder ud af hvilke veje de vil gå og hvilke de ikke vil gå, og støtter hinanden i dette. 

Denne gamle retningslinie, som Jesus holder i hævd, helt ned til fordømmelsen af et begærligt blik på en andens partner, skulle dog ikke udelukke et umiddelbart og begejstret møde mellem to fremmede mennesker, som det ofte sker, og denne opløftethed ikke altid forstås af de implicerede: „Når to eller tre er forsamlet i mit navn, er jeg midt imellem dem", eller ligeledes rigtigt oversat „i dem". Dette kræver ikke en proklameret kirkelig forsamling, ingen særlig forberedelse, men kan ske overalt hvor „Kristi ånd" lader to mennesker mødes i en eller anden anledning. Dette gælder også, hvor det drejer sig om en mand og en kvinde, som føler stærk sympati for hinanden, men som hele tiden skal holde hovedet klart, hvilket kan være uhyre vanskeligt, men er en livsnødvendighed . Herved behøver det hverken at handle om seksualitet eller bindinger, men de pågældende må ærligt søge at finde ud af, hvad det handler om.

En forudsætning for passende møder med andre, som man selv kan forbedre, er et naturligt studium af ens egen individualitet, inklusive ens „Aura", dvs. udstråling. Også som par bliver begge ved med at være individualister, en total opløsning af begges identitet i et parforhold tilstræbes ikke af Kristus. 

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

I Joh.2, 13-25 skildres efter brylluppet i Kana „Tempeludrensningen".Jesus fordriver i sin iver håndfast de handlende og vekselererne fra templet. Han vil her vise en umiskendelig handling mod verdens hykleri, som betegner templet som Guds hus, men selv her kun koncentrerer sig om at udøve profitmageri. Da omstændighederne er sådan, at han ikke kan vente støtte af den verdslige eller åndelige ordensmagt, tager han selv hånd i hanke med sagen, da han som den eneste føler sig ansvarlig „i sin faders hus" ; en social modstandsaktion, uden at forulempe mennesker. „At adlyde Gud mere end mennesket"", er ikke på nogen måde en underdanig holdning. Også hvor han siger: "Giv kejseren hvad kejserens er"(og Gud hvad Guds er) kan ikke opfattes som en underdanig holdning, skønt det ofte er forsøgt. Det er mere en bestræbelse på at skåne diciplene for nytteløse gnidninger med samfundets myndigheder. Religion og politik har deres egne grundsætninger. At tjene mennesket og „ at ville byens bedste" er ligeledes ikke underdanigt.**

I denne sammenhæng kunne spørgsmålet om menneskets tackling af emotionelle rørelser dukke op. For ikke alle m/k’er har emotioner på samme niveau som Jesus, som levede i en stadig „ positiv gysen for Gud" og medfølelse med menneskene, og hvis iver kun beroede på en bevidst god hensigt. Ved normale mennesker er alle emotioner blandet med ubevidste pirrings- og reaktionsmekanismer, som er biografisk forskellige og optræder med forskellig styrke, men er ret ens i deres grundstruktur. Selv, hvis man ikke vil nøjes med at andre tyder ens problemer, men selv fisker flere og flere af ens reaktioner frem, ser på dem, og til sidst tackler dem, hhv. overgiver dem til Gud, - er det en lang læreproces.

I de tilfælde, hvor det drejer sig om bearbejdelsen af dagens genvordigheder , kunne en af R.Steiner genopdaget metode hjælpe: Et tilbageblik på dagen, baglæns fra aften til morgen. Derpå er det lettere at komme tilbage til nuet.

Det er også muligt at opstille et „sindsspejl" af egenskaber som skal forbedres eller tilstræbes, og jævnligt gennemgå denne. En succesfuld metode fra dette område.

Fremskridt på det mentale område medfører, at også kommunikationen imellem en flok mennesker kan forbedres. De mange fordomme og overilede udlægninger aftager i samme målestok, så mennesket kan se mere ind i sig selv, og kan slippe mere ballast. Den vægt, som Jesus lægger på „ikke at dømme", og det „hvad der kommer ud af munden" er ikke krav der ikke kan opfyldes, men derimod en opfordring om at komme i gang med denne læreproces. Dette forudsætter, fremfor at fortsætte striden, at gå i stillerum, og her at tale tingene igennem. Se også kapitlet „Stilheden i ørkenen".

I denne sammenhæng findes der europæiske undervisningsmuligheder, som under andre navne inddrager de fra Yogaen kendte nerve- eller bevidsthedscentre under andre navne ( Antrosofi, Universelt liv, o.a.) .Slige bestræbelser er ikke automatisk „ikke - kristelige", som det blev antaget fra kirkelig side, men disse centre i menneskeheden var allerede kendt af de kristelige teosoffer i middelalderen (J. G. Gichtel), og er i mellemtiden synlig i ethvert menneskes energistruktur, på samme måde som de fra Kina kendte akupunkturpunkter ikke automatisk behøver at være „taoistisk", idet de for længst med måleapparatur kan påvises i menneskeligt væv.

For at uddybe dette, se Til 3, „Grundlag for etiske værdier".

Spørgsmål:
Kan jeg bearbejde mine emotioner med Gud mere bevidst ?

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Der er skrevet meget om det gamle - og nye samfunds -udskiftning af normer før og efter bjergprædiken. Sml. Matthäus 5 - 7,29. Den ene part hilser dem velkommen i sammenhæng med samfundsmæssige tiltag. Andre opfatter det som for sødmefyldt „ holdningsetik" og foretrækker deres såkaldte „ansvarsetik" med gammeltestamentariske straftrusler, militær o.s.v. Nogle prøver endda at efterleve dette. Også udover de kristelige kredse sættes der stor pris på bjergprædikenen f.eks. af Gandhi.

Også ud fra bevidsthedsforskningens ståsted kan det ses, at den især er rettet mod mennesker, for hvem bevidsthed er mere end menneskelig forstandsanalyse og for hvem livet ikke begrænses af ens egen tallerkenkant. De „fattige i ånden", som altså ved „at de ikke ved noget „ og derfor er åben for den relativering, at Gud ved mere end dem, samt at han kan lære dem meget endnu, de er „salige", thi „himmeriget er deres". Denne holdning kan derfor vise sig som en enorm accelerator, mere kraftfuld end enhver såkaldt „klog" holdning.

„ Dem der bærer bekymringerne" bærer ikke altid kun deres egen skæbne, - og må dermed stå ret for deres part af det hele, fremfor at skøjte hen over det -. Nogle bærer også tunge byrder i form af hele deres netværk af omgangskredsens personer, og endelig dem der også bærer befolkningers og menneskehedens skæbne. I stedet for statsmænd, er dette i dag ofte græsrodsbevægelser, og hvem viser dem deltagelse, hvem beder for dem fremfor altid kun for de mægtige, berømte og de store fra erhvervslivet ?

De „sagtmodige" er tydeligvis ikke de frivilligt sagtmodige (altså ikke bare ængstelige). De skal „ eje jorden" og kun ved dem kan jorden opretholdes og udvikles.

„ Dem som hungrer og tørster efter retfærdighed „ – ikke misundelse, men fair søgen efter retfærdighed for sig selv og andre - , åbner mennesket mod det høje, og som vil modtage svar på et tidspunkt, selv om det ikke altid er det svar der var ventet. „ De barmhjertige" bærer tydeligvis deres medsøskende og medskabninger mod det høje, og bæres dermed også af „Gud".

„De som er renhjertede og dermed har erkendt og smidt deres briller eller fordomme, skal se Gud". Det er den omfattende betydning af ordet „døm ikke".

„De retfærdige", også dem der stifter fred i den mening som Franz af Assisi‘s fredsbøn, får også andre til at se, at her må der virke en anden kraft end den der ellers bestemmer i livet. Derfor „ skal de kaldes Guds børn".

„De som forfølges på grund af retfærdighed (retskaffenhed)" og de „for min skyld", dvs. for Jesus skyld bliver fornægtet eller forfulgt skal også saliggøres, og dette var også tit deres indre tilstand, mens deres ydre led. Det betyder ikke, at lidelse i sig selv er et mål.

De omtalte skal også udøve rollen som „jordens salt" og som „jordens lys". Netop i dette kapitel henviser Jesus til det gamle forbunds „love" og profeter. Han bruger tit de rigtige ting fra før Hans tid , men gør det frugtbart på en ny måde og til en ny tid, hvor ikke selve lovene, men kilderne til disse kan stå i forgrunden, og hvor ethvert menneske selv kan genskabe de indre livsfundamenter.

Den der „higer efter „Guds rige", skal „arve" det hele. Også her er det synligt, at niveauet af forstandens tænkemåde ikke skal destrueres, men åbnes for at kunne opfatte det, som udspringer af denne højere, åndelige logik. Dermed være ikke sagt, at de verdslige gøremål skal forlades til fordel for en svælgen i særlige åndelige sfærer. En højere indsigt skal derimod fuldtud konfronteres med den verdslige bevidsthed og liv, indtil verden er forandret. Klarsynet bliver opretholdt, eller opstår først, når mennesket står med bestemte spørgsmål, som kan spænde fra uvidenhed over spekulation, teori, overbevisning til viden, og det er et vigtigt udviklingsgrundlag. Det er altså en forskel til den rene salighedshigen, som findes i nogle af de gamle åndelige retninger. 

Disse højere tanker i bjergprædikenen (se også næste kapitel) er allerede ud af indholdet først og fremmest rettet imod mennesker, som ikke bare vil anvende det til en nyordning i deres åndelige aktiviteter. De viser først og fremmest en vej til det individuelle liv, hvor der så kan ledes efter en partner eller efter ens "„næste", som beskrevet i kapitlet om „dåb" og „stilheden i ørkenen" . Så opbygges der på det niveau også mandlig – kvindelige forbindelser, hvorpå føleren igen sendes ud efter yderligere følelsesmæssige vekselvirkninger mellem flere mennesker. Dette blev beskrevet i „brylluppet i Kana" og ."…. Kærlighed). Her ved bjergprædikenen bygges der videre på dette sinds- og etiske niveau, og som igen åbner op for den åndelige målretning, som ud fra menneskelige kontakter kunne danne et fællesskab. Det svarer til indbegrebet af forholdet mellem tone, klang, interval til skalaer – til helheden. 

I teologien er referencen til gammeltestamentlige udsagn blevet udlagt: F.eks. Sl 1 og Jer 17:7f. I henhold til 4 Mos 12:3 sammenholdt med Matt 11:20 blev Jesus set som den nye Moses. På baggrund af profetien i Zak 9:9f. "...han hersker fra hav til hav" blev den globale betydning af det forkyndte Gudsrige antydet. Det var ikke til at overse, at han i sin bjergprædiken flere steder forvandler gammeltestamentlige love til noget nyt: "...men jeg siger jer:..". Det vil sige, at han ikke taler ligesom de skriftkloge rabbinere, men ud af bevidstheden af en guddommelig sendelse. Netop denne profetiske og messianske egenskab var omstridt af dem, som kom fra det Gamle Testamente.

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Mange af Jesus gerninger, fra samtalen med Nikodemus - Joh.3 – over bjergprædiken og bespisningen på bjerget af de 5000, danner i deres symbolik den ydre ramme om det, som i „Forklarelsen" så inderligt kommer til udtryk. Denne Forklarelse har et slægtskab med det østerlandske begreb om den store Oplysning. Ånden bliver oplyst . Ved Jesus og også ved det menneske som er i færd med at lære disse muligheder, drejer det sig godtnok om en tættere forbindelse med Gud, som her ikke opfattes som det alment absolutte, men forstås som et væsen.

Ren positiv tænkning – ikke praktiseret som egoistisk, med storhedsvanvid eller tekniske manipulationer- kunne sætte tankeprocessen i en tilstand, som kunne være mere beslægtet med det som kommer fra Gud; det kunne altså åbne op for det. Litteraturen om dette er imidlertid ufyldestgørende, og derfor kan det hele ende i et selvbedrag.

„Forklarelse" er det i hvert fald ikke. Ved den bliver den almindelige, forvirrede mangfoldighed af åndelige programmer ikke bare forsynet med et tilskud af positive programmer, sådan at der opstår et overskud af positive programmer, - en abslolut gennemførlig proces -. Derimod bliver de åndelige forvirringer optrevlet på et øje blik, befriet for forvridninger og forledende værdinormer. En højere guddommelig styrelse i alt bliver synlig. Hvis man iagttager hvordan modningen af mennesket også kan gå i denne retning, viser den sig som en mere intensiv psykisk renselsesproces, som nævnt i kapitlet om „den hellige iver". Fra et mere fundamentalt erkendelsesniveau bliver alt belyst. Erkendelser er ikke tænkning, de kan dukke op med eller uden tænkning, kan ikke tvinges frem og de befrier. Det er ikke påkrævet at fortrænge tankeverdenen, som andre bevægelser prøvede på.

Tankeprocessen befries for instinktbetonede reaktionsmønstre, og de kontrollable analytiske og syntetiske tankeprocesser bliver lettere et værktøj for den overordnede fornufts-bevidsthed. Differentieringen i tankeprocesserne fortsætter, uden at svækkes. Her opstår f.eks. også forståelsen for, hvad der under bestemte forhold er på sin plads.

Man kan gå ud fra, at Kristus selv ikke behøvede at fjerne alle disse uklarheder som adskiller det almindelige menneske fra hans niveau. Men også for Ham opstod der mere og mere klarhed. Senere bad han ved den såkaldte ypperstepræstelige bøn om den klarhed, som han ejede før skabelsen. (Joh.17).

Nogle teologer tolker forklarelsen på bjerget og Peters bekendelse på baggrund af den samtidige jødiske forsoningsdag og den efterfølgende løvhyttefest. (På forsoningsdagen udtalte ypperstepræsten den ene gang om året Guds navn i templets allerhelligste.) Andre så en forbindelse med Mose opstigen på Sinai-bjerget (2 Mos 24:16).

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Jesus handlede ikke for at tilfredsstille mange menneskers sensationshunger, og slet ikke for at tvinge mennesker til at tro ved ydre hændelser. Hele Hans vej er gennemvævet af det indre klarsyn om hvad der netop var påkrævet , altså ikke på grund af den eller den omstændighed, eller for at „opnå den eller hin effekt".

Som en følge af det er Jesus mirakler ikke tyngdepunktet i hans gerninger. Tit udførte han dem kun for at hjælpe når han blev bedt om det, og uden at store menneskeskarer omgav ham, og han „truede" mennesker om ikke at fortælle noget.

Når der imidlertid er teologer / - inder fra Bultmanns „afmytologiseringsteologi" skole, som fremdeles går ud fra, at de helt kan bortforklare disse undergerninger, f.eks. som symbolske illustrationer, så må man attestere dem, at de tilpasser sig det mekaniske verdens- og menneskebillede fra det 19. århundrede, og at nye videnskabelige strømninger ignoreres. For de nye retninger i kvantefysikken, i biofysikken, den naturmedicinske og parapsykologiske forskning, i astrofysikken har for længst nået det stade, at der kan skimtes antydninger, som eliminerer „utopien" i disse bibelske hændelser. Det behøver ikke at være en søgen efter et Guds bevis, idet disse nok skal findes på andre niveauer end det naturvidenskabelige.

Kun én ting kan medgives denne teologiske retning, nemlig at de ikke kræver videnskabelig objektivitet som en forudsætning for troen.

Ensidighedens tid med den gamle oplysning er forbi. Også for videnskabelige hjerner er det blevet muligt at tro, uden at blive skitzofren. I en tid, hvor mennesker tror på parapsykologiens kendsgerninger, som enkeltes evner at bøje en ske på afstand, tiltrods for meget snyderi bliver der en rest af uomtvistelige kendsgerninger tilbage, og det ville være absurd, at frakende den meget større Kristus disse muligheder. Jesus handlede ud fra andre motiver som spøgen med at bøje en ske, men i dag må det erkendes, at Jesus kunne gennemtrænge alle naturkræfter , og at det netop idag , på grund af vores syn på menneskeheden, for en altomfattende kristelig helbredelse er vigtigt at se dette fænomen i øjnene. Et sådant spirituelt syn på Jesus er ingen modsætning til synet på Jesus som menneskesønnen, som ville give den enkelte og dets sociale integration, f.eks. menigheden et objektivt eksempel. Ofte fører en antagelse af en sådan tilsyneladende modsætning til en modstand mod „miraklerne", fordi de pågældende godtroende mener, at falske tendenser må man sætte sig imod, idet de afviger fra en menneskelig og socialkritisk kristenhed. I virkeligheden burde begge dele i sammenhæng vise et næsten realistisk billede af Jesus virkelige radikalitet, og hans integritet med Skaberens vilje og kraft.

Til „Helligåndens gaver", som helbredelse, at tale i tunger, samt profetiske evner, se også 1. Kor. 12, 7-11; Apostelhistorie 2, 17-20; samt kapitlet „Pinse" i denne skrift.

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Hertil er alle niveauer af det menneskelige væsen, som gamle mysterieskoler i tusinder af år har beskæftiget sig med, blevet ny oparbejdet af Kristus. Nu kan menneskets „overbevidste" selv, som en forståelse af det fysiske liv, og det åndelige og det mentale, træde frem. Derved udfoldes evnerne på den anden side bevidst til at opklare dybere og ældre niveauer i underbevidstheden og at integrere dem og udvide dem.

Vejen, f.eks. i de gammelægyptiske mysterier gik fra det åndelig - sjælelige ned til kraften af den legemlige livsvilje .

Ved opvækkelsen af Lazarus - Joh. 10:39-11* - antydes en yderligere fordybelse. I første omgang ligner mange tilsyneladende ligegyldige enkeltheder i påfaldende måde den egyptiske viden. Dette indeholdt en erfaring, hvor et menneske tilbragte tre dage i en af parapsykologien kendt tilstand som benævnes „Out-Off-Body-Experience", altså som en oplevelse uden for kroppen, som en flyvedrøm, men bare bevidst. Kroppen lå der som skindød. Mennesket fik derigennem den indre vished, at det som åndeligt væsen også ville eksistere videre efter døden. Fra „Hierofanten" skulle det overvåges, at probanten skulle vågne til en jordisk bevidsthed inden 3 dage, idet en genoplivning derefter ikke ville være mulig, idet kropssubstansen begyndte at gå i forrådnelse. Men netop dette fænomen får vi berettet, efter fire dage „lugtede han"(Lazarus). Derfor måtte den kraft der „hentede ham tilbage", virke dybere , til ind i den fysiske substans. Gennem den bibelske hændelse går en tendens til at demonstrere, at en kriselig åndelighed også kan kendes på en faktisk hændelse og i en ydre gerning, en tendens, som i vores tid først igen kan tages op, efter at mystikken fra de forrige århundreder gennemtrængte de åndelig - sjælelige niveauer på en oplysende måde.

Frem for erfaringer fra „ud af kroppen" oplevelser, burde alle religioners lære handle om livet efter døden, fremfor fra filosofiske spekulationer , som ikke lignede menneskerne fra før, tidlig – og antik historiske perioder ret meget. En brugbar fremstilling findes hos Jean Gebser „,Oprindelse og Nutid". Han differentierer mellem et arkaisk, et magisk og et mytisk bevidsthedstrin fremfor den abstrakte tænkning og den integrerede bevidsthed. Om disse brud mellem trinene var berettiget, er et andet spørgsmål, men i dag kan de i hvert fald fremdrages. Også R.Steiner betoner umuligheden i at sammenligne de ældre bevidsthedsformer. Kun små minder om disse kan i dag findes hos det opvoksende enkelte individ på forskellige alderstrin..

Sammenligningen med antikke indvielsesritualer er ikke ensbetydende med, at opvækkelsen af Lazarus var en indbyrdes aftalt rituel handling, som i Egypten. Jesus adskilte ofte sine gerninger fra kultiske påbud, tidsmæssige, f.eks.-Sabbat, lokale, f.eks. tempel eller situationsprægede former. Først ud fra den frihed benyttede han indimellem sådanne omstændigheder alligevel positivt , f.eks. Pessach Fester, tempelfester. Deri kan han i dag være et forbillede for mange trends, f.eks. godtagelsen af de astrologiske synspunker, „kraftpladser", skikke. (se også bøgerne af Marko Pogacnik : "Veje til jordheling", "Jordsystemer og Kristuskraft", ...) 

I forbindelse med Lazarus opvækning bliver Jesus og hans voksende kreds mere synlig udadtil. Heri vises en udvidet bevidsthed hos Jesus, som også omfatter dicipelkredsen, og på den måde også frugtbargør den større sociale omverden. En beslægtet større udvidelse af bevidstheden kan i dag også ske blandt mennesker som Jesus efterfølgere, hvis deres gruppeaktiviteter er udadvendt.

Nu følger Passionsvejen. Ypperstepræsten opstiller i sin tale en forbindelse mellem det, som skal ske med Jesus, og folkets skæbne.(Joh. 11). I sit profetiske udsyn fornemmer han helt rigtig, at Kristus vil dø for alle. Men han påstår det forkerte, at Jesus vil skade folket hvis han fortsætter med at leve. Det kræver en bevidsthed, som udover tænkningen samtidig kan opfatte sammenhæng, en evne, som for det meste først skal oparbejdes. Det er ikke identisk med opdukkende billeder. De dybeste årsager kan afdækkes, opløses og skabes. Ingen negativ eller andre tanker lagres længere halvbevidst, de kan ikke længere, selv i de nederste kropslige sfærer knuges sammen til en knude. Også tilbagevirkende bliver denne problematik løst, hvis mennesket efterforsker disse love. Vejen til en fri, skabende fremtid ligger fri.

Kirkefader Clemens af Alexandrien var i besiddelse af en udvidet, "hemmelig" udgave af Markusevangeliet Denne var ifølge hans ord " et åndeligt evangelium til brug for dem, som var fuldkommen." Og skulle tjene deres "forståelses fremskridt". Her var steder med Markus og Peters optegnelser, som indeholdt Lazarus opvækning, mens den var undladt i de alm evangelier. Kun Johannes, hhv. hans elever optog åbent den slags hændelser i deres evangelier. Clemens betegnede Kristus som en "Mystagog" hhv. "Hierophant", dvs. den som – til forskel fra de gamle mysteriekulturer – indførte eller indviede i de nye mysteriekulter (troens hemmeligheder) (sml. Prof. Morton Smith, "The Secret Gospel..."; som dog også drog tvivlsomme konklusioner.). 

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Et stykke tid inden fodvaskningen blev Kristustilhængerne tiltalt som „får". - Joh. 10, 11-18, og på et andet sted tiltales Kristus som „lam". Her betones diciplenes åbenbare, hhv. igen oparbejdede åbenhed , - især for det der kommer fra Kristus- samt for forbindelsen mellem Kristus og Gud. Selv om det nu må opfattes som modnet, kan mennesket nu føle sig som et ubeskrevet blad, som et barn. Virkelige fremskridt fører – selv om stoltheden hele tiden må bearbejdes - mere til beskedenhed, den indsigt, at alle mennesker godt nok spiller en væsentlig, men lille rolle overfor Gud, vil vokse. Her kan også tales om „ydmyghed", men i en fri og åndelig mening og ikke på en krybende måde overfor verdslige autoriteter, en misforståelse, som ofte er set. Ikke tilfældigt siger Kristus i samme kapitel, „ jeg er døren". Den der åbner sit hjerte for Kristus , for den er også han åben som en dør som fører til Gud, en forudsætning for alt det øvrige.

"Får" stilles også overfor „Bukke" (f.eks. Mt. 25:32-33).

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Resten af evangelieberetningerne fremviser flere og flere symbolske hændelser, hvor medfølgende, indgående vejledning mangler. Først her kan vi lægge de kommercielt tildannede „Alt om Jesus afsløringer" , hvor vi ved slutningen er lige kloge, på hylden. Her kan mange ydre kundskaber være til hjælp, men noget afgørende kan kun en meditativ betragtning åbne. Dette kan dog kun være en opfordring til at finde nye veje til eget brug, idet ingen præst eller historiker vil anerkende dem.

Fodvaskningen omskrives i biblen som en rensning - Joh. 13, 1-20 Da sådanne esoteriske skriftsteder senere næppe blev forstået, forblev de i hvert fald ucensureret stående. Vedkommende er „helt ren", det handler altså ikke om fødderne, men om deres symbolske betydning af hele mennesket. I de mest forskelligartede kulturer var følgende tankeprocesser synonymt udbredt: Man finder de samme funktioner i den menneskelige organisme, d.v.s i mikro- eller mesokosmos, og i den ydre natur, altså makrokosmos. Fødderne er vendt mod det jordiske, deres bevægelser følger viljen. Om mennesket rent faktisk „går" den ene eller den anden vej, afgør viljen. En renselse af denne vilje og dens modstridende kaprioler viser sig at være indholdet i fodvaskningen. Sml. også, at Jesus i Matth. 25, 31ff. tilmåler den gode gerning en højere værdi, end kristelige mundtlige bekendelser. 

 Nok viser denne handling, som alle efterfølgende hændelser ikke bare en gentagelse af de i de foregående år givne impulser til menneskets renselse af div. dele af sit væsen. Alt står under det nye fortegn, at Jesus inderst inde ved, at „hans tid var kommet" og at hans diciple skulle modnes, for at bære „det specielle budskab" videre til større kredse. Ikke bare deres personlige kvaliteter, her deres gode vilje, under overopsyn af deres indre jeg er målet til dette punkt. Men dette højere ikke egoistiske, jeg- forenet med „personen", kan nu selv blive endnu stærkere, blive eet med denne „Kristus, som har taget bolig i os", „Jeg er Jeget".

Denne erkendelse kunne omskrives således, at der ved den indre bearbejdning kan opstå en sådan renhed, at alt nu kan styres tværs gennem de forskellige væsensniveauer, mere direkte fra den inderste kilde . Imidlertid er der for det første viljen. Følingen og erkendelsen vil først blive så fuldkommen i det videre forløb, at mennesket lettere kan forklare sine impulsers: Hvorfor. Også Gud følger i os den rækkefølge, som på et dybere plan viser et barns opvækst. Det betyder ikke, at dette nye afsnit i udviklingen foregår „hovedløst". Den menneskelige udvikling af den etiske fornemmelse og den klare erkendelse er i forvejen stærk medtaget. Kun en større fuldkommenhed af de etiske følelser i Kristus mening, som viljeområdet nu allerede råder over, mangler her.

En anden oplevelsesmåde af disse meget vanskeligt beskrivelige faser kunne være, at se dem i iagttagelsen af ens egen bevidsthed, hhv. et syn, med hvilket „engle" eller det højere Jeg kan se på livet. Det (engleagtige) højere Jeg kan nu vise sig mere bundet til Kristus, og ligeledes gennemgå en forvandling. Engleberetninger er i dag i dele af de nye bevægelser helt almindelige, mens kristne trods biblen fremdeles tvivler på, om noget sådant overhovedet findes, for slet ikke at nævne det spørgsmål, hvad det i virkeligheden er for noget med den i folkemunde nævnte „egen" engel , eller skytsengel, og hvordan en sådan forbindelse kunne se ud. Kristus står imidlertid for det formede, personlige menneskelige væsen, og for bibeholdelsen af det opnåede udbytte af menneskelivet ved „at åbne sig" for "englenes" upersonlige kraftcentre. Men for Kristus er et sådant menneske, som har opnået dette, længst ikke fuldkomment. De første indtryk af dette gav han diciplene i Joh.1 . Mange åndeligt orienterede mener, at det kun drejer sig om engleoplevelsen, og derefter kunne de trække sig tilbage fra det jordiske; men en forskning på dette område forudsætter en allerede oparbejdet stabilitet , hvis ikke det skal ende i illusionernes labyrinter ; endvidere begynder sikkert først med denne fase muligheden for åndens omfattende gennemtrængning af det jordiske . Som holdepunkt kan det her nævnes, at f.eks. R.Steiner som åndsforsker tilskriver menneskets evolution på jorden yderligere mange tidaldre, men for så vidt også for mange andre ting. At andre foretagender, som hypnotisk-spirituelle „Åndsbesværgelser" ikke har noget at gøre med englenes her beskrevne arketypiske basisholdninger, behøver vel ikke at understreges her. Der findes imidlertid mange bestræbelser af mennesker, som bør tages alvorligt, med at være i daglig kontakt med engle. 

Ved fodvaskningen er det indtil videre næppe observeret, at det sted – f.eks. Joh.12 – står i et indre sammenhæng med det, hvor Maria fra Bethanien salverJesus symbolsk, og tørrer hans fødder med sit hår. Står hun bare for sig selv som menneske, eller står hun her også for Guds feminine aspekter, som Maria, Jesus moder og Maria fra Magdala – sandsynligvis ikke identisk med Maria fra Bethanien- tilskrives andre steder? Hvorfor går dette forud for den berømte fodvaskning? For den – modstridende – spæde begyndelse af feminin forsknings-teologi findes der her sikkert ubjærgede eller kun delvist bjærgede skatte. Den katolske kirkes „sidste olie" kan også opfattes som en efterdønning efter denne hændelse.

Det er endvidere bemærkelsesværdigt , at fodvaskningen ikke er en personlig engangsforestilling af Jesus selv, men at også diciplene indbyrdes opfordres til gensidigt at vaske hinandens fødder, ligesom nadveren blev lagt i hænderne på det spirende fællesskab – i ånden af alles præsteskab. Den ved fodvaskningen forfinede vilje, hhv livsvilje bliver flyttet ud over sit eget væsen til en udvidet omkreds, først på partneren, som han/hun vasker fødder på, dernæst også på medansvaret for andre og for alle diciplene.

Fodvaskning kan også opfattes som at gøre en anden en tjeneste. Kun igennem denne fodvaskning har de „del i Ham" som Jesus kalder det. Det understreger den i mange henseende vidtrækkende betydning dette skridt indebærer. Især sigtes der i første række til den kreds, hvor unge mennesker siger: " han/hun går med mig." Her drejer det sig ikke om at have „en forbindelse" men „at have en (levende) forbindelse". Kun som „et skridt frem" forstås fodvaskningen. Den ydre form af en sådan handling er ret uvæsentlig. I henhold til den alkemistiske praksis med at benytte ydre handlinger som anskuelseshjælp også til indre holdninger og processer i menneskene, så er sådan en handling meningsfyldt, men kun med den dertil hørende indre holdning. Det er ikke præstens evt. rigtige holdning det her går på , det drejer sig om de berørte selv, for det er dem det drejer sig om. Dette gælder også for nadveren - over de forskellige aspekter af denne er teologerne meget uenige; på en måde har de måske hver for sig ret, men dette aspekt med forvandlingen af de berørte selv, som det nøjere beset faktisk kommer an på, har hverken den katolske eller den evangeliske kirke skænket nok opmærksomhed.

Tild almindelige forkyndelser, eller belæringer, kunne deltage 5000 mennesker, senere 500 eller 70 som kunne følge med, men ved fodvaskningen var det kun de elleve diciple, der deltog. De havde lært meget af Jesus og var så meget forberedt, at de kunne forstå begivenheden. Judas kunne nok ikke deltage her. Heller ikke Jesus giver hele læren til alle på samme tid, men gør det kun i trin. Det er nok muligt at enkelte kan gøre fremskridt, hvis deres studier påbegyndes ved disse på korsfæstelsen rettede hændelser. Dette forsøgte de kristelige Rosenkreutzer. Fodvask, fornedrelse , tornekroning, korsfæstelse og gravlægning, opstandelse, himmelfart blev kaldt „kristelige indvielser". Omsat til den nyere tids gransken, blev dette til de syv dages drømmebilleder i „Christian Rosenkreutzt chymiske bryllup", som i 1616 ,camoufleret som satire, blev offentliggjort af den lutheranske teolog J.V.Andrea.

Et sådant skridt er sikkert ikke afsluttet ved den første oplevelse i det ydre, i meditationen eller i en drøm. Mennesket, med alle dets færdigheders tilstedeværelse kan udvides i mange retninger, andre trin kan følge, krydses med nogle foregående, men som sådan afrundet bliver kvaliteter først, efter at det foregående hvorpå de er bygget, er afrundet.

Efter salvelsen i Bethania følger i Joh. 12 Jesus indtog i Jerusalem som Messias. Efter fodtvætningen bliver f.eks. i Joh. 13-17 proklamationen af forræderiet ved Judas Iskariot, Afskedstalerne og ypperstepræstens bøn afleveret til Jesus.

Teologer har i fodvaskningen ofte set en symbolsk handling, som peger hen mod den nærtstående korsfæstelse; eller et eksempel på tjenergerningen med Guds rensende kærlighed. Det var dog også bebudet som en umiddelbart virkende gerning.

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Jesus havde holdt sit indtog i Jerusalem, fejret som den fødte Messias - Joh. 12, 12-19. De forhærdede præstekaster forstod at trykke målrettet på menneskenes psykiske knapper og på den måde vende massernes stemning til det negative. Individer, som bærer og værner om det negative og ligegyldige, og forsøger at medtage dette i en forandringsproces, skulle som de første kunne mærke denne stabilitet og Gudsnærhed, hvorved de ikke længere er så modtagelige for massemanipulation – og ydre negative påvirkninger, hvis realitet viste sig i det 20.århundrede på forskellige måder.

Ved pågribelsen i Joh. 18 – soldaterne kastes først billedlig talt omkuld - viser Kristus, at han ikke kontrolleres af dem. Trods det finder han sig derefter villigt i det hele.

Jesus fornedrelse - Joh. 19, 1 – rammer hans ryg. Menneskets midterste del, dets følsomhed , dets smertetærskel i det emotionelle er kvaliteter, som kan dukke op under en meditativ gennemgang af forløbet, ikke et passivt forsagt lidelsesforløb. Trods det beretter alle kristlige mystikere, som frivilligt eller ufrivilligt gennemlevede dette, om smerten. Kristus flygter altså ikke ængstelig fra denne, som han nok havde kunnet ligesom en indisk mester, Pratjaharaen, der kan passivisere sanserne. Vi kan her nærmere fornemme en bevidst handling, som også omfatter andres lidelser.

Her skal bemærkes, at det ikke omfattede hele sandheden, når det blev anført, at Jesus fornedrelse blev til symbolet for et trin af et bestemt indvielsesritual, altså det nutidige menneskets udviklingstrin til en større fuldkommenhed. Det egentlige skridt tages faktisk af Jesus ved den på salvelsen i Bethania følgende nadver (Matthäus 26, 26-29). Denne nadver er et bedre symbol for det, som Jesus skænker de lidende mennesker. Brødet står frem for alt for Kristi substans, (/ f.eks. Jesu Kristi sjæl,) for „Ordet". Vinen står for Kristus guddommelige ånd, som levendegør dette „Ord" til det altruiske virke. Den katolske kirke lagde vægt på substansens forandring af brødet og vinen til Kristi kød og blod; den evangelske kirke fremhævede højtideligholdelsen af mindet om Kristus. Begge har for så vidt ret, - allerede ved det mere almindelige „vievand" har videnskabelige undersøgelser vist en forandring af vinklerne i vandmolekylet. Men det vigtige punkt er egentlig hvad der sker af forandring i den deltagende selv, idet denne er meget koncentreret om at blive forvandlet af det, som udstråles af Kristus forvandlede og forvandlende „kød og blod" som indtages. Derfor er brødet og vinen samtidig en illustrationshjælp. Nogle prøvede endda at koncentrere sig rent åndeligt om det forvandlede og forvandlende „Kristi kød og blod",- og fornemmede virkningen. Dette er dog nok mere vanskeligt. Og, hvis nogen vil praktisere et velsignet måltid, uden at gøre krav på kirkens „sakramente", ville dette nok kaldes et „Agape", - „kærlighedsmåltid" .
Fornedrelsen kan opfattes som en slags svar fra uvidende magthavere på det, som faktisk skete, og bør ikke stå særligt fremhævet i erindringen. Dette gælder også for den efterfølgende tornekroning. Den noget ensidige betoning af lidelserne i den gamle kristelige esoterik forholder sig til de nyere opfattelser, som f.eks. den ældre fremstillingsmåde af Johannes døberens måde at beskrive Jesus og diciplenes måde at udbrede læren på. Det står mennesket frit at vælge , hvilken vej han først og fremmest vil følge.

Teologisk er det også blevet diskuteret, om nadveren udgjorde sin egen form for jødisk Passah- (Pascha-)måltid, eller om Jesus som bebudende sig selv som virkeligt "offerlam" afløste den gamle fest. Guds nye pagt med menneskene (det nye testamente) gennem Jesus (Luk 22:20) blev set i relation til 2.Mos 24:8; Jer 31:31-33; Jes 53:12. Brødet blev snarere set som et udtryk for Jesu person, blodet som den fuldkommen helende hengivelse. Andre har betvivlet overleveringens oprindelighed (de såkaldte indsættelsesord) - hvilket - med blik på deres tilhørsforhold til de tidligste skrifter - ikke ligefrem er nærliggende.

Tilbage til fortegnelsen over denne side (Matthäus 26, 26-29).  Denne Nadver er det bedre symbol for det, som Jesus giver til den lidende menneskehed. Brødet fremstår fremfor alt som substansen, (f.eks. Jesu Kristi sjæl) for „Ordet". Vinen står for Kristus guddommelige ånd, som levendegør dette „Ord" til det altruiske virke.

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Da fornedrelsen var romernes minimumsstraf, træder her en tydning af ordet i den førkristelige mysteriekults ånd i baggrunden. Tornekroningen - Joh. 19, 2-3, et begreb fra disse mysterier, er derimod normalt ikke indeholdt i de romerske repertoires af straffemetoder**. Måden må være ironi. Torne i stedet for guld. Alligevel forbliver spørgsmålet, hvordan det kan hænde, hvorfor soldaterne knyttes så stærkt til mysterietraditioner, selv om de i det øjeblik ikke var bevidst om dette. Selv når mange romerske soldater, som var tilhængere af sådanne kulter- ville have været bevidst om ligheden -, havde de ikke kunnet trække Kristus ned på deres plan.

Medens guldkronen havde været symbol på udadvendt herredømme, - ikke nødvendigvis i negativ forstand - , var Jesus tornekrone symbol på en form for et mesterskab uden betydning. Men tornene stak i hovedet. Men også her skal man ikke hæfte sig ved smerten, men ved den kraft til at overvinde alle tankemæssige anfægtelser, som Kristus her ikke viser tegn på. De bemærkes kun i det øjeblik, hvor han besluttede ikke at „lade kælken gå forbi". Med fornedrelsen og tornekroningen finder vi egentlig noget antydet, som egentlig fortsætter fodvaskningens tanker, ikke mindst følelserne og forståelsen af noget – al modstand til trods - „helliggjort".

Den nævnte genopdukkende tendens i hændelsen, at vokse udover sig selv, har som kraftkilde også forbindelser til nye bevægelser , som fredsbevægelser, økologiske bevægelser, åndelige tiltag som vil „helbrede jorden".

Som ved fornedrelsen, drejer det sig ligeledes ved tornekroningen om en reaktion, om en dårlig efterligning af det, som var gået forud. Dette vigtige punkt, hvor der ud fra det positive, - at vokse ud af sig selv gennem en åndelig åbning, -kommer til udtryk i Jesus Afskedstalen" , f.eks. Joh. 13,31 - 17, og i mødet med Pilatus, f.eks. Joh. 19,5* (*"Se, mennesket", som ved eftertanke kan anes som Jesus Kristus som et symbol af det befriede menneske) Ikke bare fodvaskningen og nadveren som sådan, men også Jesu ord var gerninger i sig selv. Det kunne i henhold til denne erkendelse være meningsfyldt, når der i dag tales om „kristelige indvielser eller udviklingstrin", at tage de positive fundamenter mere effektivt med i betragtning.

**) Der fandtes i religionernes historie en syndebuk eller en karikeret konge, som blev genstand for folkets udladning af vrede. I det Gamle Testamente finder vi syndofferbukken, der skulle bøde for folkets synder (3 Mos 16:15). I begge tilfælde virkede det snarere som et symbolsk ritual. Derfor har den traditionelle teologi bestræbt sig på at vise, at først Jesus kunne bringe et virkeligt gennemgribende offer for alle. En række kritiske teologer mente på grund af disse reminiscenser til gamle offerkulter at kunne stille spørgsmålstegn ved offertanken. Det kan have været letsindigt – men som vist ovenfor ligger der mere gemt i hændelsen end selvopfringsaspektet. Det handler også om målet.

Spørgsmål:
Ønsker jeg at bede Gud  - hvis det endnu ikke er mig bevidst -  om at håndtere grupper, som jeg hører til, på en vis måde* - også selv om dette kræver, at der arbejdes hårdt med mine gamle tankemønstre?

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Der ses endnu mere forskelligt på Jesu korsfæstelse og død, end på andre stationer på hans livsvej; det skyldes på den ene side den position, som kirken tildeler dem, på den anden side, at dem der udlagde materialet hver for sig skulle have anbragt deres syn på verdensordenen i det, se f.eks. Johannes 19, 12-37.

Gnostiske trosretninger var i periferien af den tidlige kristendom parat til at befatte sig med Kristus. På deres oldgræske baggrund kunne de imidlertid ikke forestille sig, at et sådant højere væsen skulle være født af en kvinde, og at det døde en almindelig død. Alstså måtte han være en engel, eller, som det senere blev tilskrevet nogle østerlandske mestre, han havde gjort sig synlig gennem et skinlegeme, som ikke var dødeligt, men bare opløstes. I deres verden regnedes verden og al materie som noget evig ondt. Derfor lå det fjernt for dem, at acceptere, at et sådant væsen havde gennemgået alle livets faser og endda gennemtrængt tilværelsen med sit lys. Her anvendes begrebet gnostisk til forskel fra det det apostolske „gnosis", en differentiering, som selv sekte - kritikeren F.W.Haack anerkendte. Men imellem de to er der forskellige overgange, f.eks. anerkendte det gnostiske „Sandhedens evangelium" at Jesus blev naglet til korset.

Mennesker med materielle eller endnu mere yderliggående indstillinger, udbredte ikke bare legender som at Jesus var en uægte søn af en romersk soldat, hvilket med de daværende moralske begreber var noget meget nedsættende. Der blev også spekuleret på, at Jesus måske ikke døde, men var blevet plejet og blevet rask. Selv i dag sker der lignende forsøg, f.eks. at henregne et gravsted, tilhørende en gammel mand med navnet Jesus i Kashmir til den bibelske Jesus. Flere, endnu ikke lokaliserede europæiske gravsteder omtales i den moderne litteratur. Dertil skal siges, at Jesus, eller Jehoscha, Jeschua, Jesat ikke var sjældne navne. Også i apokryferne ( skrifter ikke optaget i den bibelske „kanon"), nævnes flere andre Jesu‘er. Jesus Sirach, Jesus ben Pandira, helt bortset fra, at den egentlige Jesus efter R.Steiners tydning, i Mattheæus og Lukas nævnes med forskellig afstamning og opfattes som to forskellige, men dog sammenhørende Jesus – drenge.

Dels i sammenhæng med disse teser er der i sammenhæng med Jesus gravklæde fra Turin dukket modstridende analyseresultater op. Den ene gang mente man at det indeholdt pollen fra tiden og fra egnen for Jesus hjemsted, men en anden gang henregnede man det til „middelalderen". Den ene gang kunne billedfremtoningen kun stamme fra højenergistråling, f.eks. gennem pludselig opløsning, en anden gang skulle blodspor have bevist, at Jesus levede efter nedtagningen af korset. En positiv bedømmelse af forskningsstadiet taler for en ægthed af klædet og en uforklarlig opstståen af billedet. Dette kunne hjælpe nogle mennesker med verdslig forstand til at nå frem til en realitet i forståelsen af Kristushistorien. (sml. bemærkninger om diciplen Johannes i del 3, Kap. „naturvidenskab og naturtro"). Hos Lorber er det kun „Livstykket fraTrier " som betegnes som uægte, og med en påmindelse om at finde troen i sig selv, og ikke gøre den afhængig af dette vekselbad mellem teorier og vurderinger .

En sådan forskning kan imidlertid også føre til meditative undersøgelser. Derved findes antydninger, at der foreligger "noget", som ikke kan indpasses i et kendt skema. Sml. Grönbold „Jesus i Indien- legendens endeligt." (tysk). (...).

Som tidligere konstateret , er mystikernes vidnesbyrd ofte til hjælpemidler, for at komme spørgsmålet om betydningen af tidligere hændelser i forbindelse med den nutidige udvikling og menneskenes karakter nærmere. Jo mere åndelig erfaring et menneske har, desto mere forstår det . Iagtagelserne af kristelige mystikere og stigmatiserede ( dem der bærer Kristi sårmærker) er – uden at have haft kontakt indbyrdes – delvis beslægtede; de indeholder mange enkeltheder om Jesus oplevelser, - ofte i biblen ukendte - , men ligner også hinanden derved, - fra Franz af Assisi til Pater Pio og Therese von Konnersreuth -, at de alle stemmer deri overens, at Jesu korsfæstelse og død har præget denne verden indgående, og at en uventet og eller bevidst forbindelse med denne hændelse har forvoldt en kolossal lidelse, men også en følelse af en ikke nedad,- men opadstræbende kraftkilde. Den eksistentielle , hele mennesket vedrørende karakter af korsfæstelse gør sikkert mere indtryk i disse usædvanlige personers liv, end hvis man nærmer sig dem alene ved brugen af intellektet. Ved emnet død og liv drejer det sig om mere end enkelte lidelsesnivauer, men her er begge involveret i at skabe en „kausal" flade af principper og skæbne . Også mennesker med en ikke så nær tilknytning til Gud kan bruge hændelserne som en meditativ bro til virkeligheden, så ufuldkomment det end kan være. Gennem sit ord til den medkorsfæstede forbryder, om at denne snart ville være sammen med ham „i paradiset", antyder Kristus, at en hurtig „indhentning" af hans vej er mulig.

Disse dybeste bevægelser i den menneskelige eksistens , som er forbundet med nedtrykthed, lidelser og degeneration kan ved en bevidst gennemtrængning vise sig at være en reel, forhåndenværende mulighed, uanset omfanget. Selv om denne mulighed ikke er afhængig af årstid eller geografisk beliggenhed , synes påske at fremme erkendelsen. Det synes, som om den gamle, årstids og traditionel bundne rytme af nedbrydning og nyskabelse er præget en oktav højere gennem Kristus.

Også ved korsfæstelsen, samt ved de umiddelbar før denne skete hændelser, antydes en overvindelsesstyrke foruden en universiel bevidsthed, f.eks. ved ordene fra korset som munder ud i sætningen: „ Det er fuldbragt". Den i den forbindelse mærkbare universel hjælpende „ ofrende kærlighed", er ikke udtrykt tilstrækkeligt ved det gamle – næsten juridisk lydende - „ Menneskenes løskøbelse ved offeret fra Jesus." Det kunne i dag gælde som et forsøg, også at gøre det efterlignelig for forstanden. Oprindelig kunne det dog havde været en tilpasning til de daværende israeliters tankeverden, hvor det handlede om, gennem rituelle (dyre-osv.) ofringer at behage guddommen, - noget, som Jesu selv aldrig har lært fra sig.

Lige så lidt finder vi i de andre teologier, hvor tyngdepunktet er lagt på Jesus fastholden i sine standpunkter frem til sin død, et tilstrækkeligt svar på de mystiske fysiske, synlige hændelser som Stigmata, sultepinsler, o.s.v. sml. f.eks. Thurston „Mystikkens legemlige følgevirkninger" og Høcht „ Fra Franziskus til Pater Pio og Therese Neumann" samt næste kapitel. 

Rupert Sheldrake, en biolog, som blev kendt for sine tanker i nye, åndelige bevægelser, opkastede teorien om et „ morfogenetisk område". Når aber på en ø udviklede en eller anden færdighed, kunne aber af samme art på en anden ø uden ydre kontakt udvikle den samme færdighed. Derfor måtte der findes en indflydelse af et ikke tilfældigt kraftfelt, som forbinder dyr af samme art. Da man spurgte forfatteren Rupert Sheldrake, om han kunne forestille sig, at f.eks. Jesus udvikling frem til korsfæstelsen og opstandelsen kunne have været udstrålet ved hjælp af et sådant kraftfelt på hele menneskeheden, svarede han efter forbavset eftertanke:"Ja, men her tror jeg ikke på det morfogenetisk felt, men på et åndeligt kraftfelt."

Også dette er ikke noget „Gudsbevis"", men mange nye videnskalbelige tiltag fremkommer allerede med nye tilnærmelsesmuligheder til disse vanskeligt forståelige sammenhænge, hvor teologien enten fastholder de gamle dogmer, eller bortforklarer noget vanskeligt forståeligt.

Også ved korsfæstelsen viste der sig sammenfald - men ingen identitet – med gamle initationsriter. F.eks. korset, træet, som mennesket blev hængt op i, findes bl.a. i norden, sml. myterne om Odin, som hængte 9 dage i træet for at få en højere indsigt. Motivet af gravkammeret som indvielseslokalitet er vidt udbredt i megalith-tiden, men også frem til den keltiske tid, og særlig udbredt i pyramidekulturen i Ægypten. Pyramiderne, selv om de var begravelsespladser, - som ikke er bevist, idet et indridset navnetræk ikke beviser noget – blev i hvert fald benyttet kultisk, ligesom de keltiske gravhøje. Da det, at bestride det, ville kræve at se bort fra mange faktorer, skal det ikke behandles nærmere her. R. Steiner observerede, at begge åndelige udviklingsretninger, kors- og gravmotivet igen flyder sammen hos Kristus.

Korsfæstelsens efterdønninger, hhv. af „sjælens midnat"eller af den „mystiske død", den følelse at være forladt af alt hvad mennesket kunne klamre sig til, og som alle kristelige mystikere fik al føle under en eller anden form, er på en vis måde beslægtet med Yogaens klimaksoplevelser, kaldet Nirvikalpa Samadhi, hhv. erkendelsen af „Nirwanna‘s" tomhed. Kristelig mystik leverede imidlertid erkendelsen, at der ved denne tomhed igen findes „noget", nemlig Kristus, eller Gud. Aurobindo viste, at der også er en indisk vej til at overskride Nirwana til noget bagved. På den kristelige vej kan der imidlertid være noget af dette – bagved alt liggende ballast, fra det første øjeblik, fordi Jesu væsen har gennemvævet verden, - og det danner en bro.

Man får indtryk af en vanskelig fjeldtop vandring, når en som Aurobindo konfronteres med kræfter, som viser sammenhænge med Kristus udvikling, men mangler en baggrund. Dette er imidlertid ikke umuligt, idet der må huskes på hindudrengen Sadhu Sundar Singh, som ikke vidste noget om kristendommen, men ved sine intensive sprøgsmål om Gud fik en Kristuserkendelse, som han senere udarbejdede i bogform. Også ved hinduistiske, tantriske øvelser fik nogle mennesker, som havde regnet med at indiske gudebilleder ville vise sig, i stedet for en Kristusvision fremvist. „Ånden vajer, hvor den vil".

En for kristendommen som religionssamfund vanskelig anvendelig teologi, men for andre kulturkreds uhyre interessant kunne R.Steiners vision være, med at se et solagtigt væsen i Kristus, som meget vel kunne have været kendt af nogle vise mennesker: se kapitlet „I begyndelsen var ordet" i denne tekst, samt del 3 kapitlet „Det gamle testamente og førkristlige religioner".

Sennere, for 2000 år siden, skete så Kristus legemliggørelse på jorden, som kendetegn på verdensudviklingens vendepunkt, dette ligesom at tage menneskeheden på sig, at genoptage dem i sit liv. De gamle bevægelser er på det tidspunkt degenereret , som også kristendommen senere blev det, set overfladisk, men en forskning i den retning ville alligevel have sin betydning. Kristus ville vise sig som noget, som ikke passer ind i den ham tiltænkte rolle som magtgarant i et særligt religionssamfund. Et væsen, som legemliggør det lige fornyede alment menneskelige, den „nye Adam" fra Golgatha.

Teologien taler om syndsforladelse (Joh. 1:29). Hvad der kan opleves er, at forløsning som en spirende mulighed behøver et „efterarbejde" for at kunne virke reelt i livet. Hvad der kan opleves er det, at ved at lade sig føre gennem livet af den af Kristus formidlede Gud, forløber livsbanen mere organisk, end ved at følge mekanisk virkende skæbne- eller karma- udligninglove. Også Kristus taler om at oparbejde „på en øre", men han siger ikke, at dette stadig skal ske „øje for øje og tand for tand. Menneskets nye opgave står i forgrunden – hvad der er frugtbart for det menneske eller dets omgivelser, bliver taget op med dets perspektiver og omsat. Ingen fortidsbearbejdning påbydes til eget formål eller som udviklingsmotiv. Der kan i dag iagttages en hjælp „fra oven" ved samspillet af menneskers forskellige muligheder.

Ved studiet af dette emne, kan læsning af R.Steiners tanker om dette give det indtryk, at Kristus kun befatter sig med menneskers skæbne og at den enkelte selv må oparbejde og udvikle sin skæbne, så kan mange kristne entydigt og beviseligt berette, at Kristus også kan hjælpe den enkelte med at forme sin skæbne. Han kan lede det frem til en forandring, fremfor at nyde livets goder, - men ikke uden hensyn til den øvrige menneskehed omkring personen. Også „tilgivelsens kraft" mennesker imellem er en realitet, som hører til det egentlige, specifikt kristelige. De evige kredsløb omkring vold og antivold løftes derved ud af deres lejer. Det er imidlertid ikke bare en lære om at undgå verdslige stridigheder, hhv. ikke at ville identificeres med dem, - som kan minde om Buddhas budskaber; men det er en kraft, som ved en intens indsats gør det muligt at løse knuderne indefra, uden at „smutte" udenom; men samtidig blive styrket til at være jordnær, som „en arbejder i en vingård".

Selv på dette krævende niveau flyder mennesket ikke bare ud i oceanet som en enkelt dråbe. Det er tilstrækkeligt belyst med denne i tusinde stykker spaltede person, som lades i stikken, indbefattet fysiske og mentale dele, som korsfæstelsen f.eks. omtales som i teosofiske kredse, og som Castaneda omtalte på lignende måde uden begrebet korsfæstelse.

At „de sidste hændelser i Jesus liv" bliver behandlet så indgående i denne skrift hænger sammen med, at de rent åndeligt er meget lidt analyseret i modsætning til de enklere tidligere hændelser. Og at der derfor er opstået mange forvirrede teorier om dem, som kræver anstrengende forsøg på at blive belyst og pillet fra hinanden, for at finde kernen. Derfor må døden ikke opfattes som det vigtigste i Jesus tilværelse, som visse teologiske retninger har brugt det, og hvor korset synes at være centrum for det hele.

Den traditionelle teologi indså, ligesom allerede de første Jesus-disciple efter korsfæstelsen og opstandelsen, at flere gammeltestamentlige tekster ned til mindste detalje kan læses som hentydninger til den senere lidelseshistorie (passion) og det forløsende vendepunkt, den udgjorde (Luk 24:27; Sl 22; Sl 40:7ff.; Sl 69:22; Jes 52:13-14 og 53; Zak 12:10 og 13:1; Vis 2:10-20; m.m.). Også i overleveringen fra Jesu læreår blev der fundet flere reminiscenser til den senere korsfæstelse og opstandelse - som til dels kan være svære at opdage, og netop også derfor ikke bare kan bortforklares som senere tilføjelse. I øvrigt anede allerede den førkristelige græske filosof Platon, at hans idealbillede om den fuldkommen retfærdige i denne verden ville ende med en korsfæstelse (i Politeia II). Det er værd at bemærke, at denne hændelse også hos romerne har måttet efterlade et kraftigt indtryk (f.eks. Mk 15:38). På trods af den åbenbare store betydning, som denne offergang har i den overordnede bibelske sammenhæng, kunne nogle kritiske teologer ikke så godt håndtere den. Allerede i kristendommens første tid fulgte forskellige grupper i fodsporene på mennesker fra deres egne rækker påvirkede af, hvad de oplevede; eller de fulgte særlige spor, ud fra hvad der gav mening for dem selv - hvilket førte til, at hovedvægten blev lagt forskelligt.

Spørgsmål:
Ønsker jeg at bede Gud om* at hjælpe mig med at søge at overvinde de gamle koncepter om alder, sygdom og død?

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Det ville være muligt at behandle mange flere spørgsmål i forbindelse med korsfæstelsen. Det kunne være spørgsmålet om Jesus tomme grav Joh. 19, 38 - Joh. 20, 10. At det ikke drejer sig om urtehelbredelse af et levende menneske er allerede nævnt. Også Nikodemus anvendte balsamerings - og mumificeringsmidler. Også simpelt ligrøveri – med en begravelse et andet sted – udelukkes ud fra et åndeligt perspektiv, og vil vise sig ikke at være holdbare, ved undersøgelsesresultaterne i forbindelse med næste kapitel „opstandelsen" . Andre ting i denne forbindelse kan ses ud fra meget sjældent stillede spørgsmål:

Man kunne uddybe spørgsmålet om hvad der plejer at ske ved, - og efter et menneskes død., og om der er forskelle. Dette er tit sket på grundlag af religiøse åbenbaringer og overleveringer; endvidere ved filosofiske grublerier og endvidere ved parapsykologiske forskninger, den humanistiske og transpersonel psykologi samt kliniske- og individuelle kundskaber. (f.eks. Elisabeth Kübler-Ross, ...)

På medicinens område findes der ikke kun beretninger af narkopåvirkede eller skindøde, som vendte tilbage til livet og berettede om deres oplevelser i et andet bevidsthedsområde . Der findes også enkelte videnskabelige undersøgelser der viser, at der i dødsøjeblikket sker et vægttab på ca. 21 gram. I anthroposofien og teosofien ville det udlægges som adskillelsen af „Jeg‘et" eller det åndelige Jeg fra det „astrale, emotionelle legeme" samt det „æteriske- eller engergilegeme" som efterfølges af en yderligere tilbagetrækning til det emotionelle og derefter i Jeg‘et, men som følger det mentale niveau i hht. ydre påvirkninger , men hele tiden med det „højere Jeg" over det hele.

Det er især dem som begik selvmord der har leveret grænsevidenskabelige og mediale oplevelser som gik ud på, at de i en lang periode blev bundet til deres jordiske omgivelser. Deres ubehagelige minder var på ingen måde visket bort, som de havde ønsket sig det.

Vores viden i dag kunne bidrage meget til, i levende live at udforske det eget indre, som biblen altid har pålagt menneskene. Den der overvejende har levet destruktiv, egoistisk og begærligt, vil med denne ballast få problemer og ærgre sig over det forsømte. Den der var hensynsfuld over for sine medmennesker og lærte at ære skabelsen som en del af sig selv, og som var hjælpsom vil på baggrund af sin lysere karakter få positive oplevelser.

Der kunne også stilles det videregående spørgsmål, hvad menneskets Jeg ved døden stiller op med de forskellige anlæg, inklusive det fysiske legeme, samt de i livet opnåede færdigheder, erfaringer og evner, og hvad med de store forskelle mennesker imellem. Også på dette spørgsmål finder vi beretninger i litteraturen, f.eks. Pfarrer Roesermüller. Hans beretning peger på en mere eller mindre „medtagen" af det essentielle fra alle væsensled, hvilket også af samme årsag viser en fordel ved den almindelige begravelse, fremfor en kremering. I beretningen var også tale om en observeret, uventet substansopløsning i graven.

Endvidere eksisterer der kirkeligt efterprøvede beretninger, samlet over flere århundreder, om „uforgængelige lig", f.eks. det indtil i dag eksisterende af Bernadette Soubirius fra Lourdes. Ligeledes eksisterer der mange beretninger om „tomme grave". Ofte kunne det konstateres, at disse mennesker havde ført et liv med nær tilknytning til Gud.

Om en sammenhæng med Jesus tomme grav blev der i første omgang ikke tænkt, denne tanke opstod først senere i den esoteriske „bladskov". En del andre ejendommelige hændelser, som ikke er autentiske, men heller ikke kan fejes af bordet, kunne anføres. Sikkert er det, at den fysiske materie skjuler mange hemmeligheder endnu. Forskningsarbejder fra Kemien og Fysikken ryster ydermere billedet af de relativt uforanderlige atomer i legemet, som her kun kan anføres overfladisk, idet det ville kræve et særskilt kapitel.

Desuden skal der mindes om de apokryfe skrifter fra den tidlige kristendomsperiode, som kirkerne ikke behandlede som kætterske, men heller ikke som 100 % korrekt og derfor ikke optog i biblen. En del af det såkaldte . „Nikodemusevangelium" skildrer „Jesus rejse til helvede" efter sin død, hans indflydelse på een som gennemgår en „emotinel" renselse. Endvidere beskrives hans møde med skikkelserne i det i etagen ovenover liggende paradis, som beskrevet i f.eks. det Gamle Testamente. På den ene side kan sådanne visioner ligge ret nær, de kan dog også være ægte visioner, som dels er set direkte og dels er symbolsk.

Som billede viser graven en fase af Kristus veje, en forvandling af – den allerede i livet gennemgejstlige - Jesus lig på den ene side, og på den anden side hændelser af det fra kroppen befriede åndsvæsen. En opståen af en helheds „Ny Adam" bliver her kundgjort. Symbolsk er det jo, at „Adam og Eva" iflg. overleveringen skal ligge begravet på denne egn omkring Golgatha („Pandested").

Endnu ikke helt udtømt er betydningen af en beretning i Joh. 20,11-18, hvor ifølge Maria Magdalene, kald Maria fra Magdala, som den første opdager den tomme grav, og ser Kristus som et „mellemstadium"* . I åndelig sammenhæng synes hun her at symbolisere Eva‘s rolle, - *" rør mig ikke, for jeg er endnu ikke steget op til min fader". Dette er en forskel til Jesus senere rolle som den opstandne, hvor han direkte giver f.eks. Thomas lov til at røre ved sig. Det døde legeme syntes at være genoplivet. Men overleveringerne lægger heller ikke spor vægt på spekulationerne om Jesus som en såret, men helbredt patient. Hans udseende var meget forandret, men reaktionerne hos Maria Magdalena tyder på ingen måde derhen, at denne forandring skyldtes mange sår og sårskorper, som havde været påfaldende. Også de to urteekstrakter som Nikodemus brugte, er i denne sammenligning almindelig brugt som balsameringspræparat til døde. Hvad der er foregået her, passer ikke i et sædvanligt skema i klassisk stil, og heller ikke i de allerede tidligere skemaer om erfaringer i grænsområdet mellem liv og død. Dette er af stor betydning for fremtiden, sml. „Johannes åbenbaring."

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Den tomme grav og Kristus opstandelse satte mange menneskers tankeverden ud for en stor udfordring, f.eks.- f.eks. Joh. 20, 11- Joh. 21. Deres erfaring i menneskers død, at fortrænge uforklarlige ting, samt forældede, - men stadig i skolen brugte – ensidige materielle tanker om livet, er nogle af årsagerne til dette.

Alligevel er der røster fra de ellers ret materialistisk tænkende historisk –kritiske forskere, der konstaterer , at de urkristlige opstandelsesberetninger er de bedst bevidnede beretninger om Jesus liv, bedre underbygget end samtlige andre beretninger; altså udsagn om Kristus tilsynekomst på forskellige lokaliteter med et ikke altid letgenkendeligt ydre og med nogle nye egenskaber, men alligevel synlig for fysiske øjne, for alle seende til at iagttage.

Deraf skulle man egentlig give den bibelske skildring medhold, som forudsætter konkrete forvandlingsprocesser med et – i forvejen gennemåndeligt – lig af Kristus og/eller i Jesus afdøde „legeme" (såkaldte ånder er normalt usynlige). Som følge af den menneskelige udviklings splittede bevidsthed kunne opdelingen være gået tabt: „Adskillelse" er den ordrette betydning af „synd". Adskillelsen var også en adskillelse af menneskene fra Gud, deres ophav. På den måde kunne det „lavere", altså kroppen på ny optages i Kristus tanker og egenskaber. Sml. det forudgående kapitel „og graven var tom".

Også efter antroposofisk anskuelse (R.Steiner) er Kristi opstandne legeme skabt som en "ny Adam" - 1. Kor. 15:45-47 – og er siden hen tilstedeværende som udviklingsmulighed i alle mennesker (såkaldt fysisk "fantomlegeme", funderet i det åndelige, men potentielt virkende ind i det fysiske. Der er her en sammenhæng til mystikernes erfaring af den indre Kristus, som forbinder sig med menneskets udvikling.). Også i teosofiske kredse bliver opstandelse anset som en reel nyskabelse. Hvor unøjagtigt det teosofiske syn på enkelte ting også er, så må kristelige teologer i hvert fald spørge sig selv, hvorfor de ikke selv opstiller deres syn, eller endnu bedre et mere rigtigt syn på disse ting, som dermed i det mindste ville modsvare den almene, bredviftede almendannelse. Mange teologers tøven, overhovedet at tage opstandelsen alvorligt, modsvarer i dag ikke kriteriet for en god almendannelse. 

Forestillinger om reinkarnation, - dvs. legemliggørelsen af sjælen i en ny krop - i de forskellige religioner og i den ene eller den anden udmøntning, ville være en dybere mere ufuldkommen „oktav" af den nye opstandelses forestilling, og ikke identisk med denne. Læren om en præeksistens af sjælen før befrugtningen, og også læren om reinkarnationen var udbredt , efter Ruffinus endda alment udbredt i den tidlige kristendom. Men eftertiden lagde ikke stor vægt på dette, hvilket er interessant. Dette skal ikke bare tilskrives omstændighederne at menneskene for en tid mere skulle koncentrere sig om jordelivet, som R.Steiner skriver -: heller ikke eventuelle bestræbelser fra magtsyge paver, kan gøre mennesker mere afhængige af det begrænsede i det ene liv, som andre autorer tror. Og hertil kan der yderligere findes andre kilder. Det vigtigste er rodfæstelsen af opstandelsesmotivet i menneskene. Selv om dette i praksis kan lyde som fremtidsmusik, så ville reinkarnationen derved få en karakter som en af Kristus overhalet proces. Den opstandne Kristus behøvede ikke en ny legemliggørelse for at ses af mennesker. Kritikken fra mange kristelige grupper – ikke af alle - af reinkarnationslæren må for så vidt være retfærdigt, som at forestillingen om stivnede, „sjæle-mekaniske" love om skæbne, død og reinkarnation, og ikke mindst til egoistiske formål, ikke modsvarer Kristus eksempel at leve livet på. Men det betyder ikke at reinkarnation aldrig er sket eller kan ske. Selv om mange tidlige og nutidige såkaldte „reinkarnationsoplevelser" ikke behøver at bero på faktiske reinkarnationer, men ofte på konkrete andre faktorer, - kan ikke alle afvises eller bort diskuteres. Men på det kristelige område hvor de dukker op, er det som særtilfælde, som f.eks. i Johannes Døberen. I stedet for at overtage funktionen efter Elia siger Jesus simpelthen:" Han er Elias". Dette ville dog være en rolle for et til en bestemt opgave sendt væsen for at hjælpe menneskerne, og ikke en fange i fødselshjulets tvangskredsløb.. Endvidere bliver der i området for kristelig mystik, - f.eks. Lorber-, ofte betonet den store betydning af nye skolingsmåder, også der hvor reinkarnationen accepteres som et faktum. Der kan i dag læres uhyre mængder i et menneskeliv. Reinkarnationen til normal oplysning/videreudvikling, evt. med nye opgaver i henhold til omfanget, burde ikke længere have den gamle automatiske karakter. Disse gamle forestillinger kunne være anledningen til at reinkarnationslærer ud fra de kristnes synspunkt blev mistænkelige, og dertil kom, at der ikke var taget hensyn til Gud og Kristus i disse andre lærer. Det betyder dog ikke, og ville rent sagligt ikke være korrekt at afvise alle fænomener som fremføres af andre religioner som på forhånd ikke relevant for kristne. Mennesket er først og fremmest ens overalt, og alle kan lære noget igennem sammenligninger, - uden at forfalde til en homogenisering.

Om virkningen af mekaniske forestillinger i henhold til karma og reinkarnation blev der skrevet om i kapitlet „Korsfæstelsen".

Det er påfaldende, at man i dag hyppigt hos markante personligheder, knap voksne, ser en stor forskel mellem dem og deres forældre. Ofte synes disse personer, som om de har påtvunget deres fremtoning mere fra en anden tidligere kultur, end det er normalt. Det kunne have en sammenhæng med en overfor alderdommen mere udpræget betydning af den sjælelige - åndelige væremåde, med en i henhold til alderdommen forstærket betydning af ophavs- og arvesammenhænge. R. Steiner tænker på en sammenhæng med Kristi virke.

Trods dette fænomen giver det ingen anledning til at se en ensidig betoning af det sjælelige – åndelige i Kristi virke; derimod på længere sigt mere en impuls til at forfine begge områder og at bringe dem i samklang. Ånd, sjæl og krop skal passe sammen (hvad der ofte ikke er tilfældet i dag). En ideologi med at udslette mangfoldigheden blandt alle folkeslag og ensrette dem, ligger så fjernt fra denne impuls, som ideologien om et herrefolk der dominerer alle andre. Der findes dele, - og et hele; hvad der måtte lyde som en selvfølge, men intet er en selvfølge i dag, alting må tilkæmpes.

Kristus motto er „ se, jeg skaber alting ny". Selv om dette til syvende og sidt er rettet mod individualismens kerne, hvor mennesket „hverken er jøde eller græker", men et menneske, er der dermed alligevel ikke ment en enheds - menneskelig overbevidsthed, men den tanke, som Gud tænker gennem det enkelte menneske, og måske endda virkeliggør. Ud af individualiteten kan mennesket bygge samfund, som ikke er bundet til gamle familie -, rangs – o.s.v. traditioner. Blandt de nye åndelige sammenhæng kan der dog også være „gamle", som på grund af ubevidst tvang er blevet til frie afklarede forhold.

I forbindelse med bemærkningerne om virkninger af menneskeheden omfattende kraftkilder, som de er beskrevet i kapitlet om korsfæstelsen, skal man her tænke på, at eftersom Kristus allerede har gennemlevet alle trin, er de „der" samtidig og som helhed. Men selv om de indeholder Kristi trin og deres rækkefølge, er en „efteroplevelse af korsfæstelsen" noget andet, idet opstandelses -impulsen allerede skinner igennem. Det er ikke en selvfølge at den fysiske død må indtræde, før opstandelseskraften kan virke, - heller ikke ved alvorlig eftertanke. R.Steiner fandt på et andet grundlag, at påskehændelsen i dag virker som en enhed; andre kilder, som „Blodets æterisation" fulgte op.
Også det, som „Jesus Kristus efterfølgere" har udviklet sammen med Ham, spiller en rolle i dag.

I denne sammenhæng er det meget interessant, at der findes nye tiltag, som på samme måde som Kristus ikke deler den almindelige antagelse om kroppens selvfølgelige, tvangsvise dødelighed. 

Den indiske filosof og Yogi Aurobindo arbejdede efter Nirwana erfaringerne i en beslægtet retning, og søgte at bringe „supramentale, d.v.s. overmentale kræfter" tilbage til det jordiske liv. Hans spirituelle ledsager, „mor" Mira Alfassa kunne på den måde gennemtrænge de erindringsbelæssede niveauer af den fysiske krop (f.eks. cellerne) som har med de gamle styringer af døden at gøre. Hun oplevede dette samtidig som et „arbejde på menneskehedens krop."  

På anden vis talte Rudolf Steiner om nyskabte, højere væsensled eller „legemer" i området hævet over forstanden, som ville gøre det muligt bevidst at legemliggøre de ældre emotionale , de æteriske livskræfter – og de fysiske væsensområder i rækkefølge. Han kalder de højere væsensled „ Egoselvet, Egoånd, Åndsmenneske". Man kunne hos ham få det indtryk, at denne forudsigelse først bliver virkeliggjort in en fjern fremtid. En sammenligning med nutidens udvikling viser imidlertid, at dette, måske kun som en spæd begyndelse, allerede nu er ved at være relevant.

I den esoteriske Buddhisme var disse højere „legemer" for Buddhavæsener ligeledes aktuel – „Dharmakaya, Sambhogyakaya, Nirmakaya". Nogle entydige mål, metoder eller resultater aftegner sig dog ikke. Det der træder frem er, at forskellige mennesker, uafhængige af hinanden omtaler de samme emner, hvilket gør at disse skal bedømmes det mere realistisk.

Her skal en erfaring fra vores århundrede tilføjes:: Carl Welkisch, „I Guds Åndsild." Han var en fysisk utrolig følsom mystiker, som følte det det som sin opgave, - bekræftet af visioner -, at også kropsmaterien kan forvandles af Gud, og at han var redskabet dertil. Da det imidlertid ikke sjældent sker, at mennesker med usædvanlige „ fra oven tildelte opgaver" mener, at de er de eneste der kan udføre dem, medens Guds opgavefordeling nærmere må betegnes som kompliceret, bliver de ofte fejet til side som „ fantaster". Men den, som er fortrolig med den slags mystiske oplevelser må erkende, at disse oplevelser til trods for subjektive indrømmelser er af reel betydning. Dette gælder også Welkisch.

„Immortality", udødelighed, bliver prædikket af specielle, nye spirituel - terapeutiske grupper især i USA. Man forsøger at bortterapeutisere „dødsforestillinger", endvidere bliver der anvendt åndedrætsteknik „Rebirthing" – til bearbejdelse af fødselstraumer – og gennem en sund kost til en reel livsforlængelse, samt ved en positivitet udstrålende livsform søger man at bidrage til formålet. Selv om Kristus i disse kredse kun er en perifer figur, er også kristne, som mormonkvinden Annalee Skarin et begreb, idet hun har skrevet om selvoplevede de- og afmaterialisering af kroppen, men her på baggrund af hendes forbindelse til Gud.

Andre, på det medicinske område, forsker efter hormonelle metoder til at blive yngre på. Denne udvikling indeholder meningsfulde motiver. De må ikke som helhed mistænkes for storhedsvanvid.

Man må dog tænke på, at det i Kristus ånd må dreje sig om hele menneskeheden, og ikke om en legemskult, som betragter det fysiske liv som den største og eneste værdi. For Ham drejer det sig heller ikke om en levendegørelse af cellerne, men om en helheds-helbredelse af hele legemet, - inklusive organerne, cellerne o.s.v. – og om menneskets åndelige områder. For Kristus handler det også om en frihed til at leve, og ikke en tvang til at leve. Alt dette skal ikke som helhed indregnes under disse tiltag, men de skal nævnes ved denne balance på en knivsæg, som en farekilde.

Opstandelseskraften, oplevet sammen med Kristus, som ene og alene har sat den synlig og helhedsmæssig i værk, viser det egentlige ferment i en udvikling i denne retning. Meget, som Han har vist som en spire, er slet ikke åbent endnu. Derfor er det meningsfyldt, bevidst at stole på Ham.

„Opstandelse" er imidlertid ikke kun et åndeligt fænomen. Den kan blivende fornyende for alt hvad der er i live; derfor har en mindre kendt ny åbenbaringsgruppe, nemlig „ Lyscentret Bethanien" i CH- Siriswil, i deres tidsskrift „Lysbudet" dannet begrebet „opstandelsesliv". Efter korsets „smalle port" kommer fyldigheden. Jesus understregede, at hans vej først blev klar gennem gerningen. Nogle fremskridt på den personlige vej for „Kristi efterfølgere" kan gøre dette trin – med endnu større perspektiver – så småt forståeligt. Som vi har set, er denne vej ikke nogen ensformig – heller ikke nogen ensformig stigende vej, som ender på et toppunkt., men den viser sig i vedkommende som et af Gud ledet byggeri af en rummelig bygning, hvor hver sten stables på den næste. Stenene er evner i menneskernes tilværelse, som overlever hans eksterne bygningsværk.

Som urmennesket blev skabt fuldkomment,- iflg. overleveringen fra forskellige hellige skrifter -, sådan kan han efter at have passeret de frie forhold, hhv. den ufuldkomne verdens dramaer, langsomt på ny blive „ fuldkommen som faderen i himlen" lover Jesus menneskene. Dette gælder ikke bare for de simpleste trin på vejen, men selv for opstandelsens trin, – Han har ikke sat nogen grænser , og slet ikke sat den enkeltes fatteevne som målestok. Selv sætter han nye målestokke , sml. „ Jeg er …" – ordene i evangelierne: „ Jeg er verdens lys…" „ Jeg er livets brød…" „ Jeg er porten …" „ Jeg er den gode hyrde …"; og ikke mindst: „ Jeg er opstandelsen og livet…", den som tror skal leve evigt, også hvis han straks dør…" dvs. ikke først efter en dommedag, som bestemte kristelige retninger påstår; „ Jeg er vejen, sandheden og livet"; „ Jeg er den rette vinstok, og min fader er vinbonden… og i er grenene…", „ jeg er en konge, født til det og kommet til verden for at vidne om sandheden". Kristus er det egentlige JEG ER i mennesket , som vel at mærke må adskilles fra det daglige Jeg.

I den jødiske tro fandtes der en opstandelse eller genopvækkelse, dog kun ved tidernes ende. I den traditionelle kristelige teologi ses opstandelsen som en ny mulighed ved troen på Kristus - dog uden forsøg på en nærmere forståelse heraf, ud over nadveren. Inden for rammerne af moderne, kritiske teologiske overvejelser kan det ses som et fremskridt - i forhold til en mere materialistisk teologisk retning, som simpelthen ville bortforklare alt det svært begribelige, metafysiske - at opstandelsen tages op igen som "metafor" = i en overført, lignelsesagtig betydning. (Hans Kessler, Sammelband "Auferstehung der Toten"). Nogle har måske behov for en sådan tilnærmelse til det svært begribelige; men ikke nødvendigvis dem, der er i stand til at tro umiddelbart på opstandelsen som en indre og ydre realitet. Denne tro blandt nogle kristne svarer i meget mere til nutidens forsknings- og vidensniveau inden for mange områder, således som den tages op i vore undersøgelser. Hos den, der kun ser alting "metaforisk", indvirker det efter vore undersøgelser snarere kun i betydningen af en sjælelig opbyggelse; den helende virkning, som også i dag kan strække sig helt ind i det fysiske legeme, kan på den måde i det mindste blive forsinket eller forringet.

Bemærkning: På engelsk er begreberne Himmelfart og Opstandelse identisk: Ascension. Hvordan ordet „Opstandelse" bruges af visse moderne spirituelle bevægelser „lysarbejderne", henvises der til foregående kapitel om Opstandelse; se dette.

Når Jesus starter sin læretid med 40 dages tilbagetrukkenhed i ørkenen, så afslutter Han sit synlige virke på jorden med de 40 dage efter påske, hvor han viste sig for mennesker på forskellige steder.

Efter et sidste måltid og en samtale, „ ledte han dem mod Bethania, løftede hænderne og velsignede dem. Og idet han havde velsignet dem skiltes Han fra dem og blev båret op til himmelen". - Luk.24, Markus16. „...mens de så på blev han løftet op og en sky opslugte ham, bort fra deres øjne… Da stod der to mænd i hvide klæder og sagde til dem `… Denne Jesus, som I har samlet op, vil komme til himlen, som I har set Ham fare til himmels.‘ " (Apostlenes Gerninger 1 ). Åbenbart skelnede diciplene tydeligt mellem de 4o dage , hvor Kristus også nu og da pludselig var blandt dem, men forsvandt igen, og tiden derefter, hvor de følte sig forsamlet i hans ånd, men altså uden personlige tilstedeværelse.

Kristus havde forudsagt, at han gik til sin fader. Først efter himmelfarten bliver det sagt af Ham, at han „sidder som Guds højre hånd", altså på samme niveau som Gud, udenfor menneskelig rækkevidde, „hinsides". Her visualiseres et punkt, hvor Kristus universelt virker sammen med Gud. Er Gud: „ Jeg er den jeg er", han er almægtig, men også et levende udgangspunkt for alle kræfter og alle væsner, men alligevel for sig selv; han er udenfor rummet, men allestedsnærværende; han er evig men også til hver tid en skjult realitet. Det betyder ikke, at Kristus har opløst sig i intet, han er tværtimod overalt. Også den overgang mellem menneske og Gud gennem Kristus er fortsat farbar i livet – „ Bed til Gud i mit navn" (Joh.15,16). Dette er – også uafhængig af hændelserne for 2000 år siden – en særlig realtitet.

Diciplene bliver nu klar over deres ophøjethed til apostle, som er på jorden for Kristus skyld. Kristus træder nu ind i dem, - over dem, på en mere udpræget måde. Det ville være ukorrekt at vurdere denne tilstand rent objektiv, som om der ikke var sket andet, end at en lærer ikke var der mere og de derfor selv måtte fortsætte arbejdet. Inddrager man derved Himmelfarten i en mulig selvstændig rolle, kan det omskrives til Kristus universielle virke. En illustration af dette kunne være et holografi, hvor hver splint igen omfatter hele billedet. Bemærkning: Med dette billede skal der ikke sammenlignes med den holografiske verdensanskuelse, hvor mennesket alligevel er lig med Gud, altså ikke behøver at anstrenge sig for at blive det- i øvrigt beslægtet med den frelse - opfattelse , som glemmer, at frelsen først kan opnås efter en beslutning og en opfølgelse.

Foruden forbindelserne til andre mennesker får diciplen også kontakten til Kristus. Netop himmelfarten måtte være det segl, som bekræftede den impuls til diciplerne og for alle mennesker, hvad der var tilbudt som en mulighed mens Jesus levede – således blev der i Jordandåben kapitlet henvist til muligheden af Jesus legemliggørelse i mennesket. Dvs., det Kristus har bragt, hhv. har oparbejdet har nu en endnu større vægt i virkningen på menneskeheden, eller hvad et menneske har gjort sig fortjent til. Det er rodfæstet i Gud, ikke alene i et „morfogenetisk" felt – se kap. „Korsfæstelsen" . En anden måde at sige det tilnærmelsesvis på ville være: „ Derved drager Gud alt efter sig".

Paulus er nutildags ofte kendt for traditionelt at være noget kantet. Bortset fra, at dette gennem en ensidig udlægning ofte er overvurderet, må hans visionære oplevelser anses for ægte. Paulus kunne på sin måde erkende, hvilket også kommer til udtryk i Johannes evangeliet, at Kristus betydning var mere end at have en rolle i jødedommen, men at jødedommen nærmere var udset til at være udgangspunktet for den universielle Kristus bidrag til menneskene i det hele taget. Forståeligt nok var det den første uoverenstemmelse diciplerne imellem.

Kirkelige udsagn hælder til at sidestille kirke og Kristus figuren, selv om den øvrige menneskehed indregnes i en mere omfattende betydning. Antroposofiske udsagn ser mere menneskeheden som Kristus figuren. Teosofiske beretninger, som ikke alene er fremkommet på kristeligt grundlag, ser til dels ligeledes en betydning af Kristus for hele menneskeheden, skønt de faktisk kun ser ham i en lærerrolle.

Moderne kristelige „nyåbenbaringsgrupper", især det der kalder sig „ Universelt liv" ser i dag Kristus i en rolle også for ikke - menneskelige væsener, - helt til konsekvensen, at jordens videre skæbne undrages menneskenes styring. Men dem, som ikke i første linie er skyldig, skal få deres plads, som nævnt i bjergprædikenen.

Den der virkelig kan knytte sig til Kristus og hans for mennesker uforanderlige mål for hans virke, ville slet ikke være i stand til at opstille alle de teorier, udtryksmåder og gerninger, som i århundreder var almindelige fra kirkelig side. Kristus er ifølge vidnesbyrd fra mystikken hverken bevidst og slet ikke ubevidst modtagelig for ham modsatte bestræbelser..

Også „himmelfarten" kan få en betydning for Kristus eftertid. Rosenkreutzer f.eks.oplevede at skyen sank ned fra himlen og på dem, en oplevelse både i billeder og drømme. En enkelt eller flere oplevelser af denne art betyder imidlertid ikke, at dette menneske er kommet et trin op i tilværelsen; det betyder som ved andre fremskridt, at denne kraft i ham vokser.

For at få hele forståelsen af „himmelfart" forudsætter det en del åndelig udvikling, og må i hvert fald ikke sammenlignes med at blive bortført af en „UFO" (uidentificeret flyvende objekt). For ældre bibelske overleveringer om „bortførelse" af bibelske profeter, er det under hensyntagen til andre spirituelle muligheder heller ikke sandsynligt, at det er sket sådan.(se kap. „Opstandelsen"). Dermed skal det ikke, på baggrund af den overflod af „UFO" observationsmaterial bestrides, at der findes „UFO‘s" med udefra kommende astronauter*, og at man kan gå ud fra, at nogle beretninger fra fortiden beror på tilsvarende fænomener af positiv eller negativ art, samt at de også vil spille en rolle i fremtiden. At visse kredse prøver på at identificere enhver kridttegnet bjergskråningstegning med rumskibe, er imidlertid helt ude af proportioner, og udspringer fra en ensidig teknisk – materialistisk orienteret civilisations - fantasi. Hvis mennesket har behov for guddommelig hjælp af enhver tænkelig slags, må det selv gennemføre det frelsende gennembrud. Gennem fremskridt, aktivitet og omtanke kan jordemennesket overleve og ydermere finde og opfylde deres opgave. Intet, - heller ikke egne synlige goder, kan erstatte det at vokse ind i nye bevidsthedsområder. Den stræben, som f.eks. førte til Challenger rumfærgen og dens advarende uheld, fornemmes tildels som en ydre, dårlig efterligning af det væsentlige.
Anmærkning: Dertil har fra kirkelig side f.eks. teologen Monsignore Corrado Balducci (Vatikanet) flere gange ytret sig tilsvarende. Ellers har det fra kirkens side ofte været formodet, at der blot er tale om et psykisk eller sociologisk fænomen. I den officielle Vatikan-avis "Osservatore Romano" kunne man i maj 2008 alligevel læse: "Universet består af milliarder af galakser, hvoraf hver enkel igen består af hundrede milliarder stjerner. Hvordan kan man udelukke, at liv også har udviklet sig andre steder? Vi kan ikke sætte grænser for Guds frihed i sin skabelse. Hvis vi ligesom Franz af Assisi anser jordens skabninger som brødre og søstre, hvorfor skulle vi så ikke også kunne tale om en overjordisk broder? Muligvis lever andre intelligente væsner stadigvæk i fuld harmoni med deres skaber." 

Dermed være ikke sagt, at teknisk pionerarbejde ikke også er nødvendig, f.eks. til at finde erstatning for den livsfjendtlige atomenergi, nogle andre slags elektromagnetisk stråling, genteknik og andre teknologier. Men også dette kan kun ske i en anden ånd. Sker det nævnte voksen ind i nye bevidsthedsområder i Kristi ånd, må det være et organisk vokseværk, og ikke en teknisk manipulation. Ikke nogen spirituel „teknik" kan fremtvinge en „heling". Øvelser af forskellig art bliver lagt på hylden, når de har opfyldt deres formål; kun det som er tilegnet, tæller i den sidste ende. Helt umuligt er det at „konsumere"„ Gud" passivt eller til dels ubevidst gennem de nye problematiske elektroniske „Braine – Machines", i sandhed: Hjerne – manipulations apparatur. 

Kristus er i første linie tildelt sin specielle rolle på jorden, man bør dog også tænke på manifestationer på andre niveauer og områder af kosmos: Jævnfør det noget fantastiske skrift „The Urantia Book"/ USA; som her blot skal nævnes som inspiration, ikke som kilde; dens utvetydige opgave på den meget tætbefolkede fysiske jord skal der her ikke stilles spørgsmålstegn ved. Se endvidere bøgerne: „Analekta" 1 og 2. "Analekta" kan fås fra restoplag hos: Mag. Alois Thurner, Staudach 103, A-8230 Hartberg, Österreich.

Teologer har set Jesu optagelse i en "sky" sammen med gammeltestamentlige skriftsteder (2.Mos 13:21 og 40:34). De har betragtet disciplenes glæde efterfølgende som udtryk for en tydeligt oplevet ny form for Kristi nærværelse; for nogle som noget helt reelt, for andre som noget subjektivt.

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Før korsfæstelsen havde Jesus forudsagt, at ved hans bortgang til faderen ville Helligånden, „Trøsteren", „Sandhedens ånd" komme fra faderen - Joh. 14,15,16.

Omtrent 10 dage efter himmelfarten er urmenigheden samlet til bøn i Jerusalem. „Og hurtig kom der en susen fra himlen som en vældig storm og fyldte hele huset"…. „ Og de så delte tunger som af ild og satte sig på hver af dem og de blev fyldt af helligånden og begyndte at prædike med andre tunger"….- Apostelhistorie 2.

Ingen beskriver med sådanne ord en vanlig opfyldthed efter bønnen. Man kan finde ligheder i udlægningen hos kvækerne og pinsemenighederne. Den første pinsehændelse er i lighed med det eksterne fænomen, som her er beskrevet i kapitlet, nemlig Kristi virkes udbredelse til diciplene og deres omgangskreds. Undervejs ved „nedsendelsen" af "sandhedens ånd"får vi igen noget at vide om Gud og Kristus fælles virke. I denne henseende kan den første pinse opfattes som et første tegn på en begyndende „Genkomst af Kristus", i hvert fald en tilnærmelse. Ud fra dette synspunkt kan man forvente, at de profetier, som forudsiger „Kristi Genkomst" skal opfattes på en anden måde end den anden legemliggørelsen som menneske.

Bemærkning: „Trøsteren", hhv. „sandhedens Ånd" kan streng taget ikke ligestilles med „Helligånden" hhv. „Helligåndinden", se under „Sophia".

„Sandheden Ånd" fremtoner som et stykke af Kristus selv, som minder om Ham og hans ord, og som nu gør det muligt for diciplene at videreføre hans virke på jorden. I grunden er det siden ikke mere seriøst at behandle religiøse og filosofiske spørgsmål kun ud fra en historie med litterær reception og tankemæssige udledninger. Om dette er der skrevet meget. Andre faktorer er medvirkende, - også menneskelige - og at finde dem frem, er især formålet med denne skrift.

Arven fra Skaberguden, faderen i mennesket, såfremt dette er „… født af Gud", Ev. Joh.1 - opfattes alment som en bevidst indre fordybelse i Jesu liv, og siden pinsehændelsen befæstes nu også Jesu arv hos de tilbageblevne på jorden, som vil tage imod det.

Helligånden med „kvindelige, moderlige" åndelig – intelligente Gudsegenskaber og – energi, fandtes allerede på forskellige niveauer og forskellig fremtoning før Jesus blev født; han fandtes både udenfor mennesket, samt også som en inspirerende virkning på mennesket.
Der findes henvisninger til den"himmelske Manna" (Exodus, Deuteronom., Numeri, Psalmer, Nehemia, Joshua, Joh., Hebräerbrev, Åbenbaring).

Det er dog heller ikke helt forkert, når begrebene „Sandhedsånd" og „Helligånd" i praksis sættes lig med hinanden, som det ofte sker. Det kan være, at det sker mere og mere, at gudskræfter virker samlet som en helhed,, - og i sidste ende som en helhed, ligesom mennesket, som oprindeligt blev „skabt i Guds billede", men kan opnå en erkendelse til at uddifferentiere bevidstheden, men også kan opleve en integration af sit væsen.

Derigennem fremtræder også det fælles liv af menneskeheden og jorden, som det næppe findes mere i dag, og som her skal behandles i forbindelse med Johannes apokalypsen, uden dog at mene, at denne fremtid kan tilpasses nuværende forestillingsmuligheder.

„Helligånden" er ikke bare ånd eller livsånde, livskraft. Det kan være formålstjenlig at følge dens tilsyneladende trinvise optræden på Kristi vej. Den nævnes i sammenhæng med Marias undfangelse, ment som en medvirken til en enkelt begivenhed.

Den kan også findes på det sted, hvor Kristus personligt i det opstandne legeme „puster" (ånder) på diciplene og udtaler: „Tag imod Helligånden" (Joh. 20, 22) – hvor den altså virker igennem Ham. En renselse af deres iagttagelsesevne eller samvittighed kan opfattes som en forudsætning for det ansvar, der bliver lagt på dem, eller som de bliver gjort bevidst om: „At tilgive synder eller intet (gøre)" Denne samvittighed, som også mystikeren J.Lorber ser som en virkning af Helligånden, er ikke denne blanding af biografisk prægede angsfornemmelser, som det ofte forveksles med, og bag hvilket der ofte kan være gemt en bid ægte samvittighed. Samvittighed i sin reneste form er en bevidst indre styring af det enkelte menneske.

I den første pinsehændelse virker Helligånden upersonligt, direkte „kosmisk", men på mange måder svarende til en forarbejdningsmulighed for dem, som er berørt af den, eller i forhold til de tiltaltes, hhv. verdens forudsætninger, at ramme sårbare punkter og at opløse dem ved tvangsiagttagelse, samt at lære væsentlige forskelle og sandheder bedre at kende; det er kendetegn for en bevidsthed, der er strejfet af Helligånden. Der, hvor det ikke drejer sig så meget om optrevling af forvirrende ting, viser den samme kraft sig som kreativ skabende, gøre tingene mere fuldkomment, -føre til Gud.

I det 19.århundrede med dets forskellige vækkelses – og nyåbenbaringsbevægelser, men også i det 20. århundrede kan ved nøjere undersøgelse erkendes nye tiltag af Helligånden og dens følgevirkninger. I det hele tage fornemmes det, at kristelige impulser og Helligånden danner en overgang til det område, som Johannes - apokalypsen befatter sig med, nemlig mod den store udvikling.

I disse afsnit af apostelhistorien ser vi også diciplene sammen med Maria og de andre kvinder, eller dicipelinder „ forenet i bøn og anråbelse". Kvindernes rolle, enten talende eller som hos Paulus, „tavs", må af forskellige årsager have været uvurderlig. De var f.eks. følelsesmæssig mere modtagelig for en forfinet indflydelse, og kunde sikkert videregive dem til omgivelserne både verbalt eller ikke - verbalt. Også i dag kan man i forsamlinger af åndelig eller anden art iagttage denne forskel. Hvis det ikke drejer sig om en maskulin opvisning, kan mødet forløbe mere inspirerende og ildnende, forudsat en aktiv og koncentreret deltagelse i det der foregår. I antroposofiske og rosenkreuziske kredse bliver Maria, Jesu moder, endda anset som den egentlige kilde, hvorigennem Helligånden kunne påvirke diciplerne.

Her støder vi på hemmeligheden om „Sophia", det gamle testamentes „visdom", en feminin udtryksform for den guddommelige kraft. I den ortodokse østerlandske kirkekreds er Maria ofte blevet identificeret med Sophia. Sofisten, den visionære Solowjoff har først i vores tid oplevet hende som en skikkelse i en kosmisk dimension – som man også antog om Kristus, f.eks. Steiners „Kristi æteriske genkomst" fra ca. 1909 . Som Jesus og Maria i det små, sådan kan den „ kosmiske Kristus" og Sophia som himmelmoder opleves i det store. Se også Hildegunde Wöller „ En drøm om Kristus". Sammenhængen kan også udtrykkes på denne måde: Guds „moderegenskaber" medvirker til at skabelsen gror imod ham, ligesom Gud også er imødekommende.

Kvindelige teologer har gjort opmærksom på, at Helligånden på det daværende sprog hed „Helligåndinde". Maria eller Sophia kunne måske bedre bruges i den forbindelse, som indgydes af Helligånden og antager en skikkelse, der ligesom duen bruges som symbol.

Også i de forskellige kvindebevægelser i øst og vest kan man finde adskilligt „Sophia – agtigt", sml. Dr. Susanne Schaup i Protokoll der Ev. Akademie Bad Boll til mødet „New Age 3: Sophia". På lignende måde kan der også findes meget „Kristus – agtigt " som i det modelagtige projekt „ Universelt liv", eller i fornyelsesbestræbelserne i kirkerne og andre verdensomfattende bevægelser. Kommentar fra det Nye Testamente: „ Ånden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens røst, men du ved ikke hvor den kommer fra eller hvor den bliver af,; således er enhver , der er født i Ånden".(Joh. 3).

Mens der findes noget af Kristus virke i ethvert menneske, som forklaret i de forgående kapitler, så kan dette nu kun forstærkes på ny gennem den ydre Kristus og Helligånden, også gennem Hans ord, men ikke kun gennem disse.

Gralsordenen gik på en anden måde ud fra, at der var blevet noget tilbage af Kristi virke på jorden for 2000 år siden, som mennesker ledte efter og kunne finde: „Gralen". Denne legende beretter, at noget af Jesu blod, som dryppede på jorden fra korset, blev opfanget i en skål. Josef fra Arimathia og hans ledsagere skulle have reddet det og bragt det til Frankrig eller England; de samledes altid til bøn og til at modtage inspirationer omkring denne „undergørende gral". Sml. f.eks. B.R. de Boron, „Historien om den hellige gral",skrevet omkring år 1200. Selv om legenden kan være sandt, er det iøjnefaldende, at den gyldne gralskål, med kalken foroven, den tykke del i midten og den bredere del, eller åbningen nedad, symboliserer *) mennesket, som fra midten (hjertet) åbner sig oventil for Helligånden, og nedad for forløsning af jorden; et „forløst menneske" på hvilket „kreaturet venter" (Romerbre 8, 18-28). I et større perspektiv kan det også ses som et symbol på en mod Gud åbnet jord. Omkring disse teorier grupperede sig de tildels verdensfjerne Katharer, ment er: Kættere, Albigenser, folkesangere og troubadourer. Flere millioner af disse esoteriske kristne blev udryddet af pavedømmet som formodede hæretikere (kættere). Gralens dybere betydning er altså ikke udtømt med den legende, hvor påståede direkte efterkommere af Jesus integreret i kongeslægter, skulle have været gralen.  

Joh. 4: „Tro mig kvinde, den time kommer, da det hverken er på bjerget her eller i Jerusalem , I skal tilbede faderen. I tilbeder et, I ikke kender, vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Der kommer en time, og det er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i Ånd og Sandhed. Den art tilberede er det, Faderen ønsker, Gud er Ånd, og hans tilbedere skal tilbede i Ånd og Sandhed." Denne selvbevidste, frie holdning i den frie kristendoms retninger ville kun kunne accepteres af institutioner, hvis de havde modet til at forny sig på basis af frie kristne mennesker. Da sådanne retninger af den åndelige kristendom er så indskrumpet, at selv deres indhold er vanskelig at rekonstruere, så har kirken til syvende og sidst selv afstødt denne rest af egne åndelige traditioner, som den i dag langsomt erkender som værende et vakuum. Efter at der er dukket mange tilbud op for at udfylde dette vakuum, til dels som tvivlsomme tilbud fra andre kulturer, leder nu også kirkerne efter den forliste kristelig åndelige praksis.

Den berømte abbed, Joachim di Fiore (ca 1100) talte om faderens tid – tiden for den gammeltestamentariske lovreligion - , samt om sønnens tid med kirkelig forkyndelse, og han profeterede en tredje „ Helligåndens tidsalder", som er bogens titel(Turmverlag), hvor der i mennesker selv vokser en egen individuel forbindelse til Gud. Også fra denne profeti, hvis betydning vi må sande mere og mere, er der integreret flere og flere elementer i de forskellige tiltag, fra Luther over Marx – til Hitler, hvor de blev misforstået og misbrugt. Oftest ligger der et meningsfyldt urbillede til grund for sådanne misfortolkninger.

Her er det også på sin plads at anbringe en bemærkning om forskellen på åndeligheden hos Helligånden, og dens spiritistisk praktiske anvendelse. At „være grebet af Helligånden", i bedste fald en indre optagelse af Helligånden, går igennem det inderste af mennesket. Hypnose, hhv. ekstatiske trancetilstande og at „være besat" af "afdødes ånder" fra hinsides har ikke noget med dette at gøre, og slet ikke deres „besværgelser". Hverken for mennesket eller andre deltagere er førstnævnte måde anstrengende, som den er i et spiritistisk møde. Bevidstheden bliver ikke indsnævret, men udvidet. Bl.a. kan ydre indtryk fra omgivelserne registreres og huskes .

Helligåndens virkemåde ville være foreneligt med meditativ stilhed – som savnes i næsten alle vesterlandske kirker – som med forsøg på at opnå det samme ved en bedre kommunikation, som det blev udviklet i vesten, især i Amerika. Hvis stilhed og kommunikation, hhv. indhold blev forenet - en chance som især gælder for mentaliteten i midten af Europa - , så kunne det som Kristus, hhv. Helligånden vil fortælle os, træde meget tydeligere frem. Kristus legemliggør ofte noget helt tredje, hinsides øster- eller vesterlandske ekstremer; men kun hvis anstrengelserne ikke har et egoistisk, dvs. uetisk motiv. Kristus kan kun nås med rigtig forstået beskedenhed, etik og ud fra den mening, som Han gav verdenen gennem sin Frelserberetning.

Helligånden kan heller ikke betragtes som helt adskilt fra den Kristus, hhv. hans budskaber. Kristus tillagde Helligånden den egenskab, at den ville minde diciplene„ "om alt hvad jeg har sagt til Jer", og desuden „ jeg har meget mere at sige, men I kan endnu ikke fatte det, men når denne Sandhedens Ånd kommer, vil den lede Jer til sandheden."

Alt det, som udrenser på vej mod sandheden, kunne imidlertid forenes med Helligånden til de kræfter, som vil redde jorden.

* På den tyske og engelske side tilføjes en symbolsk skitse af den hellige Gral.

Tilbage til fortegnelsen over denne side.

Den der vil have en mere eksakt vision af Jesus udseende, skal her ved afslutningerne af evangeliernes gennemgang henvises til det billede, som kunne tænkes at være det mest ægte, selvom der ikke eksisterer et officielt anerkendt billede:
Det såkaldte eneste virkelige „ Billede af vores Frelser" fås gennem Lorber forlaget. Ifølge overleveringen blev det fremstillet på befaling af Kaiser Tiberius efter et skilderi på en smaragd; det blev fra Konstantinopels skatkammer, gennem Tyrkernes Sultan, overrakt pave Innocenz VIII. For at løskøbe hans bror. Dermed er beskrivelsen af Jesus skikkelse forbundet med Publius Lentulus, dengang statholder for senatet og det romerske rige i Judæa.:
"I disse dage kom der en meget dydig mand, som hed Jesus Kristus og stadig lever iblandt os, af hedninger betragtet som en sandhedens profet, medens diciplene kalder ham Guds søn. Han opvækker af døden og heler alle slags sygdomme. En mellemstor mand, med en statelig figur og et ærværdigt udseende, således at dem der ser Ham, både må elske Ham, og frygte Ham. Hans hår har en farve som en helt moden hasselnød, ned til ørerne næsten glat, men derefter noget krøllet vælter det ned over skulderen, og på mere orientalsk vis, efter Nazarenernes skikke, med en skilning i midten. Hans pande er åben og glat, hans ansigt uden pletter eller rynker, pæn, af en behagelig rød farve. Hans mund er formet, så der ikke er noget at kritisere. Hans skægvækst passer til hårfarven og er ikke særlig lang. Hans øjne er mørkeblå, klare og livlige. Hans krop er velformet og tæt, hans hænder og arme er velpropotionerede. Han er frygtelig til at revse, formaner venligt og indtagende, fører en dæmpet tale, vis og beskeden, blandet med ærværdighed. Ingen kan mindes at have set ham le, men mange har set ham græde. En mand af stor skønhed som langt overgår menneskebørnenes."

Tilbage til fortegnelsen over denne side.