Kristusveje

til hjemmesiden: Andre tilbud og sprog.

Kristusveje i den menneskelige bevidsthed og jorden.

Gud, min oprindelse, min hjælp og mit håb!
 Sammen med Jesus Kristus takker jeg dig for alt det, der kommer fra dig.
Tilgiv mig det, der har fjernet mig fra dig.
Jeg beder om, at jeg i denne stilhed, gennem din ånd må blive skabende.

Vejled mig, så jeg ikke skader.
andre på deres vej til dig.
led mig, så jeg kan hjælpe andre i din ånd.
skærm mig på min vej*.

Inspirer menneskene, så de overlader afgørelsen om liv og død i dine hænder **.
Hjælp dem, som arbejder for din skabelse***.
Før denne verden til et gennembrud til din lovede nye tid ****.

 *) Her kan andre inddrages.
**) her kan enkeltheder medtages, eller påfølgende bearbejdes igennem en meditativ betragtning; 'at gøre en ende på modspillet vold og antivold.', 'at fratage volden et af dens grundlag gennem problemløsninger', 'kun at foretage de forholdsregler, som sikrer fredelige borgere m/k deres menneskerettigheder 'at føre en fredelig dialog mellem de velmenende tilhængere af forskellige religioner', ... . Matthäus 5:9; 26:52. "Churches' declarations", på engelsk.

Religionens hellige skrifter understregede oprindelig menneskets kamp med dets egne skyggesider – såvel biblen, som også koranen,, Zend Avesta‘en eller Bhagavadgita‘en, ... og ikke eksterne krige. Dette blev senere tit overset eller misforstået. I dag findes der bestræbelser, for at stille de opnåede etiske fællesbeslutninger religionerne imellem overfor værdidestruktionen i denne egoistiske civilisation. De forskellige religioner beholder deres særpræg.

***) Den plagede natur skriger om hjælp. Det burde være på tide at bede Gud, hhv. Jesus Kristus om beskyttelse imod de oprørte naturkræfter. Dette må dog ikke være en erstatning for menneskenes væremåde overfor skabelsen.

****) Lukas 11:2; 21:31. Åbenbaringen 11:16; ... se også Fadervor, Matthäus 6, 7-15.

Se også Markus 12:30 " ... du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke", jvf. 5. Mosebog 6,4.5. Med til bønnen hører en dybfølt tro på virkeliggørelsen efter Guds vilje og følelsen af taknemlighed. Joh. 16:23 "Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn" indeholdt oprindeligt også "... lad svaret omgive jer" (jvf. Neil Douglas-Klotz: Prayers of the Cosmos. Meditations on the Aramaic Words of Jesus.). Bøn, samt et liv og handlemåde i samme ånd, hører sammen. Begge dele understøtter hinanden gensidigt. (De her givne delvist nye impulser udgør ikke nogen modsætning til den florerende bønspraksis i kirkerne osv.) Gud kan uddele den kærlighed, der gives ham, i enhver kirke.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

Jesus Kristus lagde vægt på, at det enkelte menneske i sit liv havde en målestok for en etisk, moralsk væremåde, fremfor at det kun var trykket af lovmæssige normer eller skikke som var bestemmende. Denne indre norm opstår ikke gennem en ydre „indterpning", men gennem et liv, hvor „kærligheden til Gud og til sin næste, som sig selv" kan udfolde sig. "Elsk hinanden" (Joh.13,34) er kraften, som muliggør en handlemåde i overensstemmelse med den virkelige samvittighed. Kærligheden til Gud lader os fornemme Hans virkelige mål. Hvor enkelte, par, grupper osv. Omfattes af denne universielle kærlighed, bliver forskellen synlig. Jo mere dette udfylder alle, des mindre vigtige bliver ydre, detailerede direktiver.

Derved er indholdet i de ældre ti bud ikke forældet, men bekræftet. Ikke i det grundlæggende, men i detaljer er de underkastet de kulturelle forvandliger. Dette attesteres af Moses beretning, som først fik formidlet en form for højere etik, men som af hensyn til den umodne befolkning videregav en mere simpel version. Disse etiske grundsætninger er de samme i kristendommen, jødedommen, i islam næsten de samme samt i praktisk talt alle andre religioner er der noget beslægtet, som det viste sig i „Verdensreligionernes parlaments deklaration verdensetos"(se vores link-side). Selv en etik, der forstår sig som "ikke-religiøs" eller humanistisk, har relationer til værdier fra religiøse kulturer. I etikkens kerne drejer det sig om, at behandle andre så humant, som man selv gerne vil behandles; altså ikke skade andre, nærmere hjælpe dem. Dette er væsentligt for ens skæbne, for "hvad I sår, skal I høste" (Gal 6,7; 2 Kor 9,6). Det er som et mindstekrav nødvendigt for at overleve i et samfund, der til stadighed er under udvikling. Det er i sidste ende også hovedkriteriet for at deltage i denne nye tid, hvor det i Fadervor bønnen hedder „ komme dit rige" (Matthäus 6), og hvor der i bjergprædikenen står, „ de sagtmodige skal arve jorden".
I videre forstand fremkommer heraf synspunkter, som er livsvigtige for den menneskelige eksistens på forskellige niveauer. Det er forkert, når bjergprædikenens etik i dag af nogle kristne kredse betegnes som uanvendelig „sindsetik". Umiddelbar giver den godtnok ikke nogen handlingsvejledning til f.eks. alle politiske afgørelser; og dog kunne den i den sidste ende være en god rettesnor her. Der hvor menneskelig overvejet „ansvarsetik" fører til samfundmæssige divergerende afgørelser, end den enkeltes „sindsetik" i sit privatliv forventer, må man ikke uden videre forvente, at Jesus ville træffe afgørelser på samme måde. 
Individet er ansvarligt for sin del af hændelsen, og må ikke modregne denne del med andres fejltagelser. Det er ikke altid, at skylden kan placeres så konkret, som det ofte er tilfældet i retssager. Også gruppepres, eller den positive eller negative skoling, den repræsenterer, kan ofte være en del medansvarlig. De havde derfor brug for et etik-kodeks (som nogle brancher allerede har). Udover den individuelle etik, ville ifølge dette desuden være brug for en „strukturel samfundsetik". Love, med deres indbefattede vilkårligheder kan ikke alene erstatte dette.

*) i den i islamiske lande mest benyttede ægyptiske verstælling; i andre verstællinger kan verset f.eks. stå et vers længere fremme.

**) Til dette blev der fra de forskellige religioner knyttet mange forskellige detailer. Dette kunne vække mistanken, at de samme enkeltheder ikke længere er rigtigt for alle. Ligeledes blev der i fortiden ikke skelnet så meget mellem religiøse principper og og detaillerede verdslige love, - set med nutidens øjne. Men det betyder ikke at det ville være ønskeligt, om troen og lovene stadig viste større modsætninger.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

I Websidens tekst blev nogle af de mest graverende ensidigheder fra nogle teologiske sider korrigeret indirekte – ved hjælp af nye opdagelser og metoder. Her skal der yderligere gøres opmærksom på nogle forvirrende buketter af moderne "Sensationsforfattere". Vi vil ikke yderligere fremme disse bestselleres publicity, men det følgende er tiltænkt dem, som kender denne literatur, og føler sig irriteret over den.

Med henvisning til skriftrullerne fra Qumran, blev det af disse forfattere påstået, at de fleste af det Nye Testamentes skildringer om Jesus er et falsum. Jesus og diciplerne m.fl. skulle i virkelighed have været simple militante oprørere imod det romerske regime. *

For at opnå større troværdighed bliver denne tydning indhyllet i en slags sammensværgelsesteori: De i 1947-1956 opdagede skriftruller af Qumrans menighed skulle for 75 % vedkommende været hemmeligholdt, hvorunder især lærde fra den katolske kirke skulle have haft kontrollen med dem. Allerede dette er simpelthen forkert - , hvilket her skal fastslås, selv om denne Webside ikke skal retfærdiggøre nogen kirke, og slet ikke kan acceptere en hemmeligholdelse af kristlige skriftstykker. Ydermere bestod det lærde team af katolske, protestantiske, anglikanske, jødiske og selv ateistiske lærde. På grund af mangfoldigheden af meninger angående de mange små beskadigede papirlapper varede det godt nok længe, inden alt var offentliggjort. Da imidlertid den engelske udgave af de pågældende "lukkede sager" forelå, var 80% af Qumran-teksterne offentliggjort. 1992, et år før udgivelsen af en af de sensationsprægede paperbacks, som fremdeles på bagsiden påstod, at der forelå 75 % uoffentliggjort tekst, var imidlertid den resterende tekst også offentliggjort, såvidt det kan spores.

For at tyde indholdet var det påkrævet for autorerne at opstille en hel række vovede teorier, for ved at sammenholde dem at nå frem til ovennævnte reultat. Disse skrifter er ikke fra før Kristus, men fra en samtid med Jesus.**) Skrifterne er imidlertid øjensynlig fra forskellige tidsafsnit, og i udsagn ikke i overensstemmelse. Qumran- menigheden eksisterede over en længere tid. Den kan hverken sikkert sidestilles med Essenerne, eller med de militante Zeloter, som senere havde fæstningen Massada i nogen afstand derfra. Qumran kunne sammenlignes med en nutidig øko-landsby. De har haft kontakter til alle sider, fra Essenerne havde de vistnok taget nogle skikke i en noget anden form, fra Jerusalems tempels skriftlærde fik de betroet optegnelser om tempelskatten- som viser, at de som ikkedeltagere under skærmydslerne med romerne blev vurderet som et sikkert opbevaringssted, og også til enkelte Zeloter kan der har været kontakter.

Autorerne påstår ligeledes, at Essenerne ikka var munke,som levede som asketer, men at de var militante modstandskæmpere. Alt det der er overleveret om Essenerne tyder imidlertid på en pacifistisk, vegetarisk, strengtroende jødisk – esoterisk retning, som på grund af deres ligefrem zaratustrisk virkende renhedsforskrifter søgte en afsondring fra resten af verden, nærmest mere end nutidige munke. I den omtalte bedømmelse af Essenerne som militante, blev Essenere og Zeloter blandet sammen, uden at der kan findes tilstrækkeligt belæg for det.

Johannes Døberen, Jesus, og Jakobus, (halv-)broder til Jesus, skulle have haft de samme militante motiver "som Essenerne". Også denne bedømmelse, - ovenikøbet præsenteret i sammenhæng med det foregående som et faktum – er ikke beviseligt v.hj. af Qumranskrifterne. Jesus, Jakobus og Johannes kan ikke på nogen måde indentificeres som sådan disse steder. Så måtte man identificere "læreren af Retfærdigheden" , åbenbar en ledende person i menigheden, med Jakob, hvilket er en ubeviselig teori. Ligeledes at denne "lærer af retfærdigheden" skulle have været en radikal Zelot er ikke bevist og meget usandsynligt. Det kan være, at menigheden anerkendte ham som en højere – gejstlig- autoritet overfor tempelpræsterne, som befandt sig i en opløsningsfase. Også det, som er overleveret om personen Jakob selv, passer ikke til dette militante billede. Jakobus – ikke diciplen Jakobus, men den nævnte broder til Jesus, som efter korsfæstelsen var leder af den kristne urmenighed i Jerusalem, var efter al sandsynlighed en udpræget tolerant og udglattende karakter. Han måtte så at sige sætte sig mellem Petrus og Paulus, og mægle mellem de stridende diciple for at holde menigheden sammen.

For endvidere at kunne påstå, at Paulus skulle have været en romersk agent som havde forfalsket det hele, måtte en yderligere kunstig konstruktion stables på benene, nemlig at romerne havde iscenesat hans anholdelse. (I vores tekst "Kristusveje…" vil ,sammen med meget andet, personen Paulus blive yderligere belyst, bl.a. med hensyn til at uanset hvordan man ser på disse problemer, f.eks. til hans holdning til kvinder, - så er hans visionære oplevelser og – erkendelser autentiske, hvis man i det hele taget gør sig ulejlighed indgående at sætte sig ind i disse mystiske oplevelser på en dybgående og praktisk måde, hvilket sensationsautorerne åbenbart ikke har gjort.)

Qumran – rullerne er simpelthen nogle blandt mange andre skrifter fra den daværende tid, som ligesom mosaiksten på mosaiksten giver oplysning om nogle af de daværende skikke. Nogle andre skrifter fra disse århundreder er længe kendt som apokryferne, andre er først opdaget fornylig ( f.eks. fundene fra Naq Hammadi, som fortæller noget om troen blandt de kristne i Egypten.) Det er imidlertid sikkert, at folk i Qumran troede på Gud, og at mange af deres indstillinger og skikke var beslægtet med Jesus lære, den som står i Biblen, og ikke den militante lære af den Jesus, som sensationsautorerne prøver at fremmane. Det er muligt, at Johannes Døberen oprindelig stammede fra Essenernes, evt. Qumranernes strengtroende grupper, eller i hvert fald var en almen velset gæst. Ligeledes er det tænkeligt, at Jesus mødte disse mennesker. (På vores Website "Kristusveje" begrundes det, hvorfor han mødte mange forskellige kredse, men at han ikke automatisk kom fra den skole, hvis elever han mødte.)

2. Flere forfattere tilsluttede sig de nævnte spekulationer om Jesus, med mange detaljer om den jødiske historie, men uden at de pågældende modsigelser lod sig ophæve. Idet en del af denne litteratur også reducerer Jesu opstandelse til et historisk opstandelsesritual hos de sene ægyptere og evt. essenerne og herpå støttende traditioner, forholdes læserne deri netop det fornyende, som Jesus har hidbragt i denne sammenhæng. Det ville dog på ingen måde være et tab for de der skildrede sammenhænge mellem historiske grupperinger, såsom essenere og tempelriddere, hvis man så bort fra dette anti-opstandelses-dogma. Den del af Jesu fuldbringelse, som kun lader sig begribe mystisk, overgik allerede i den tidlige kristendom nogle jødekristne og gnostiske samfunds forståelse, hvorfor det er nytteløst med afsæt i deres opfattelse at ville påvise, at alt det, de havde forstået, allerede havde været. Andre havde forstået andre dele af sandheden, hvilket såvel de mange tidlige kristne viser, som troede på en mere omfattende betydning af opstandelsen, som også dem, der benyttede stridsskriftet fra Filipsevangeliet desangående. Paulus, som ofte fremstår som den store bussemand, var på ingen måde den eneste kilde til de traditioner, som holdt fast i den såvel spirituelt som materielt forvandlende opstandelse. Mennesker, som møder den gennem kirkehistorien bredt anerkendte kristne tradition med blot en vis agtelse, kommer faktisk sandheden nærmere, end de, der letsindigt bortforklarer alt det, der ikke passer ind i konceptet.
Hvor sådanne aktiviteter udarter til en stadig besudling af Jesus Kristus, kan det også have følger rent åndeligt, som gør det til mere end et blot menneskeligt anliggende.

3. Der er også blevet spekuleret i flere angivelige "grave med Jesu dødelige rester", flere i Israel og andre steder. I et område som det nære Østen, hvor gravrøvere i det skjulte udøver deres gerning - en af de fundne knoglebeholdere i en grav er f.eks. pludselig "forsvundet" - og hvor tusinder af sådanne beholdere er opbevaret på museer, og hvor knogler er blevet fjernet og videregivet til genbegravelse, osv., er det næsten umuligt at indhente nogen pålidelige oplysninger om personerne. Hyppigt indskrevne navne beviser i den forbindelse ingenting. Og pr. sandsynlighedsberegning lader navnemæssige ligheder i forskellige familier sig ikke udelukke. 
En historisk helhedsforskning ville ikke gå ud fra den forudsætning, at opstandelsen i overleveret forstand ikke kunne have fundet sted. Ligeledes ville det ligge nutidens vidensniveau nærmere, ikke at forstå profeti, der kan henføres til Jesus, som udelukkende en kilde med udspring i Jesu subjektive forhåbninger for 2000 år siden, men derimod tage i betragtning, at profetien kan henvise til noget helt reelt – hvor en endelig udgrundelse må vente indtil profetiens eventuelle opfyldelse.
Supplerende information (på engelsk): http://dukereligion.blogspot.com/2008/01/talpiot-tomb-controversy-revisited.html

* 4. Der findes yderligere en række andre spekulationer om Jesus, som alle kom til forskellige slutninger. F.eks. tesen om, at Jesus skulle have været en tilhænger af den kyniske filosofiskole i Grækenland... Andre ville endda sidestille Jesus med Moses eller en ægyptisk farao, eller med Julius Cæsar, eller med en militant byzantinsk kejser.

** Det er påfaldende, at det i den slags bøger ikke bliver nævnt den kendsgerning, at der i Qumran også blev fundet evangelietekster fra det 1. Århundrede, som sammenlignet med nutidige evangelietekster viser mange påfaldende ligheder.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

For at retfærdiggøre naturvidenskabelige bidrag.

At der findes mennesker, som har behov for støtte i trospørgsmål i form af ydre iagttagelser, tælling, måling, og vejning, erkender Jesus i tilfældet Thomas, som blandt diciplene kan betragtes som en „naturvidenskabsmandstype", og som derfor netop i dag kan være forbillede for mange. Da han fik lejlighed til at afprøve, om det virkelig var Jesus Kristus der stod foran ham, sagde Jesus: „ vær ikke vantro, men troende". Dvs. den nu indhøstede erfaring skal Thomas gennem ærligt og dybtgående eftertanke omsætte således, at roden til hans tvivl forsvinder, at der „ går et lys op for ham": - at Jesus overhovedet bagefter skal sige det, betyder også, at Thomas ikke var nogen skeptiker, som nu ved den ydre realitet blev kastet til gulvet og under trusler om straf blev „tvunget til at tro"; men at Thomas havde bevaret sin skepsis også ved fremkomsten af nye overbevisninger fra sit indre. Alligevel skulle han komme til at sanse, at der findes andre muligheder for en overbevisning end den ydre betragtning. Jesus vidste, hvad der kunne tilmåles Thomas. Han ville ikke tvinge nogen, hvad der kunne have lignet en domstol, og der kan heller ikke findes en antydning af mening med at provokere én, der ikke var moden, til at træffe en afgørelse om at skubbe vedkommende fra sig.

En videnskab, Empirien = at samlede erfaringer bliver nedtonet hvis noget ikke passer ind i billedet, er ikke betegnelsen som videnskab værdig. Sande genier som Einstein brugte ikke denne form for forvaltning af viden, men satte forskningen ind der, hvor der forelå noget uopklaret. Også denne søgen kan være én af vejene til Gud, sålænge motiverne er ærlige og videnskaben ikke infiltreres af økonomiske eller andre problematiske interesser.

Imidlertid er det manuelle, naturvidenskabelige arbejde med at iagttage, opstille hypoteser og endelig teorier og deres beviser, ikke fyldestgørende i forbindelse med åndsvidenskabelige- og trosspørgsmål. Der er ikke altid et væsen til stede, som viser os en utvivlsom og muligvis reproducerbar højere virkelighed,( som ved Jesus diciple), eller som for os åbner erkendelsen af samme(som nævnt i Joh.1, 51 ). På trods af dette er der mange tegn på at der findes lag i det menneskelige væsen og også derudover, som ikke kommer fra det fysiske spekter af kræfter og materie, men kun viser sig i deres virkemåder: Livsskræfter, sjælelige rørelser, tænkning, bevidsthed……(nogle eksempler kan findes i hovedteksten af Kristusveje net). Ofte afsløres gamle „førvidenskabelige" overleveringer fra de mest forskellige kulturer sig som en ældre form for erfaring og „videnskabelighed"… Det er også muligt at anvende specielle fremgangsmåder i dag for iagttagelser og tydning af disse områder, som eksemplet med Goethes naturvidenskabelige betragtninger, og de derpå beroende erkendelsesteoretiske arbejder af Rudolf Steiner viser. Også nyere videnskabelige flige af kvanteteorien, samt de videnskabsmænd som er ved at udarbejde en ny biologi, en ny geo- og astrofysik og slutteligt også et nyt videnskabeligt „paradigma"(verdensbillede), peger i denne retning; men ofte uden at finde en passende ny metodik til det nye indhold, som Steiner gjorde.

Derfor er resultatet indtil videre, at de hidtidige videnskabelige resultater
a.) kun viser en flig af virkeligheden;

b.) at naturvidenskabens fundamenter bliver mere og mere relative: Materie viser sig som fortættet energi eller endda som fortættet ånd; energiformer kan komme op på hastigheder over lysets og til det uendelige (tachyoner); derved"forynges" de, tiden bliver endnu mere relativ som relativitetsteorien; de kan forsvinde ud af vores rum, og dukke op igen fra en slags hinsides/transcendens – således at også rummet er mindre absolut, som det allerede fremgik af rummets „krumning". Tilbage bliver den ikke fattelige „information" fra Cyberteknik, som er materie- og energiløs, og derfor slet ikke kan beskrives med til rådighed stående midler. Her kunne der blive tale om „bevidsthed".

c.) Nu ville et sammenbrud af det gamle verdensbillede strengt taget ikke være noget „Gudsbevis", men højst en forberedelse. For mange er dette nok, idet de kun var blokeret af det gamle materialistiske verdensbilllede, og som nu kan gå mere på direkte trin mod Gud. Men se, det fører længere endnu: hvad er nu denne „information" eller de andre ufattelige forløb i verdensrummet? Hvad/hvem skaffer hele tiden ny materie og energi, -og opløser den igen? Hvad/hvem er det, som her – og også i livet – regulerer og lader os overskride grænser mellem liv og død, og ligeledes mellem en vågen tilstand og søvn? Hvad/hvem er det, som kommer til udtryk, når der hele tiden gribes ind i universets tid -og rumforhold? Er mennesket, som i sin bevidsthed „udefra" kan opleve energi, tid og rum virkelig en mini „kopi" af én, som kan disse ting i stort format (sml.. Genesis 1,26) ?

d.) Hertil kommer, at kaos eller tilfældighed som svar, faktisk falder bort. For denne verden, disse levende væsener, og denne verden af smådele, og også livets forløb viser en sådan overmåde høj orden i kaos‘et, i målrettethed og mening med det hele, som i et samlet kunstværk; desuden mangler der mellemled, som ville være påkrævet til en tilfældig evolution, o.s.v.. Allerede igennem disse opdagelser ses det, at det er blevet vanskeligere ikke at tro, som at tro – på en central urintelligens, som sætter starten og målet for et „skabelsesprogram" , og som afstikker vejen med skiftende lovmæssigheder. På den måde er det blevet muligt, via forstanden at komme til et resultat, som bevidstheden hos de gamle mytiske folkeslag i 800 f.Kristus, som med deres „mytiske, højre hjernehalvdel" så Gud i arbejde. (Andre folks „Guder" var oprindelig kun betegnelser for egenskaber hos den ene Gud; først da denne visdom blegnede, blev de anset for selvstændige „Guder" og ofte forvekslet med eksisterende, veludviklede menneskelige væsener.) På lignende måder fik ikketroende videnskabsmænd deres tro på „Gud", som Max Thürkauf, Georg Todoroff og mange flere..

e.) Tro, som en opstået, dyb overbevisning, er andet end en intellektuel tro på noget.

f.) Til dette må også henregnes de mennesker, der som mystikere, men også normalt troende m.v., bevidner skiftende erkendelser med Gud og Kristus; og som gennem denne kontakt opnår realistiske erkendelser med den kreative guddommelige ånd i sig selv. Disse veje kan også senere føre til en forarbejdning og erkendelse af naturen af disse forhold. Og her tager hovedteksten af "Kristusveje" fat.

Inden for den katolske kirke findes encyklika "Fides et Ratio" (tro og forstand/ fornuft) fra 1998, og pave Benedikt XVI tog temaet op i sin Regensburg-tale i 2006: Tro uden fornuft og fornuft uden tro er hver især intet værd, fordi de adskilt ikke rummer det hele menneske. Michael Springer argumenterer heroverfor i "Spektrum der Wissenschaft" fra januar 2007, at ethvert hul i menneskets viden ikke nødvendigvis pr. automatik viser hen til noget uforklarligt eller Gud – hvilket er os ret uvæsentligt; det drejer sig om helt konkrete konklusioner, jvf. ovenfor. Han indrømmer dog, at troen på, at videnskaben en dag vil kunne finde svarene på alt, på sin side netop også blot er et udtryk for "tro". Sagen er her, at man har måttet gøre sig store anstrengelser for for den enkelte videnskabsmand at holde muligheden åben over for ikke at skulle tro på Gud (hvilket ikke behøver at være ateistisk, det kan lige så vel være agnostisk, dvs. manglende tro uden dog at frasige sig muligheden af Guds eksistens.) Også en anden ny opfattelse, som kun anerkendte gudstroen som et grundlæggende bidrag til den etiske opretholdelse af den materielle kultur, imødekommer i sig selv ikke ovenstående synspunkter.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 *) Se dog forskellene i de arkaiske, magiske, mytiske og intellektuelle... udviklingstrin af den menneskelige bevidsthed–således som de er skildret i vore generelle synspunkter om naturreligionerne & "religion somen genskabelse af menneskets forbindelse med Gud...". Kilderne til menneskelige følelser blev i bestemte tider sanset kraftigere uden for mennesket og til andre tider kraftigere i menneskets indre. De muligheder for bevidsthedsudvikling, der findes i dag, udfoldes i vor hovedtekst del 1 med udgangspunkt i de skridt, Jesus tog. Mennesket kan i dag bevidst – i modsætning til en tidligere, mere instinktlignende måde –f.eks. lære, hvordan det igen bedre kan erkende sammenhængene med sit nærmiljø, sin omverden samt jorden. Således opstår der også for samfundet generelle etiske og religionsfilosofiske synspunkter, der rækkerud over de sociale og økologiske erkendelser.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

Forhistorien: I første Mosebog (Genesis), 29, hedder det: Så sagde Gud: „Jeg overdrager jer alle planter som bærer frø, og alle træer med frøagtige frugter. De skal tjene til jeres føde." Dette måtte betyde, at menneskene har tygge- og fordøjelsesorganer, som i første linie svarer til en frugivor (frugtspiser)- og ikke som tænkt til et altædende væsen, når der tænkes i store linier på rovdyr, altædende dyr og græsædende dyr – Efter syndfloden (iflg. arkæologiske fund i det nære Asien) derimod Genesis 9,3 blev der sagt til Noah: "Alt levende skal tjene til jeres føde; …kun kød, som indeholder blod må I ikke spise." Hertil har dette her kun forbindelse til tiden før de nutidige folkeslag, og vedrørte ikke – såfremt overleveringen er sket korrekt – kun det senere jødiske folk.
Dette blev bekræftet efter udflytningen fra Egypten i 5. mosebog (Deuteronomium),14,3-21 og der fulgte flere detaljer. Tilsyneladende drejede det sig siden syndflodens følger om i princippet at tillade alt, og kun undgå de ernæringsmæssigt mest uegnede emner.** Her kunne der i nogle tilfælde drages moderne, ernæringsvidenskabelige slutninger . Der var dog fremdeles steder, hvor der blev gjort opmærksom på den vegetabilske ernæring, uden at det dog blev påbudt alle, se Daniel 1,8. 

Ofte syntes der at være en sammenhæng mellem de dengang mere udbredte – i dag næppe gennemførbare – påbud om dyreofringer og fortæringen af offerkødet. Allerede profeten Hosea (6.6) overbragte budskabet: "Jeg vil have kærlighed, ikke slagteoffer, Guderkendelse, ikke brandofre". Idet han tog dette op, sagde Jesus:" Derfor må I lære hvad det vil sige: „Jeg vil barmhjertighed, ikke ofre"", (Matth. 9,13 und 12,7). Om Lukas 22,11, hvor Jesus spørger, hvor Han kan spise lammet – som slet ikke dukker op under nadveren -, findes der førkristelige apokryfe skrifter ( som omkr. 400 f.Kr. ikke blev indlemmet i den bibelske kanon), som f.eks. "Ebionäerevangeliet". Der læser man: "Forlanger jeg måske at spise lammekød sammen med jer til Passahfesten?". Det aramæiske sprog plejer at anvende nogle færre ord til sådanne sætninger, og muliggjorde derfor flere læsemåder når tonefaldet ikke længere var nærværende. Dette medførte forskellige oversættelser, som var fortrinligt egnet til gensidige bebrejdelser. (De jødekristne samfund - som praktisk taget er forsvundet, da de senere blev islamiseret – var en ægte og vigtig del af den tidlige kristenhed, også selv om de i en række spørgsmål, som i eksemplet ovenfor, adskilte sig fra de øvrige kirker, der var under udvikling.)

Apostlenes gerninger15,19 beretter om et udsagn af menighedslederen Jakobus i urmenigheden, om at de (af Paulus frelste) „hedninger, som vender sig mod Gud , ikke må pålægges afgifter(uvante). Man skal anvise dem at undgå forureninger med afguder (offerkød), samt utugt og hverken spise noget der blev kvalt, eller spise blod." Derimod påpeger den tidlige kirkehistoriker Eusebius i apokryfer og apostelakter (se ovenfor) at Jesus, Johannes, Petrus, Jakobus osv. Ikke spiste kød.  
Matth. 15,11-20 / Mk.7, 17-21 viser imidlertid, at Jesus lagde mere vægt på det „ som kom ud af munden, end det der kom ind i munden", skønt dette vedrørte et spørgsmål fra farisæeren om håndvaskning inden man spiser. Det er samme værdinorm, som viser sig i sætningen „om at se bjælken i sit eget øje, fremfor at pege på splinten i sin næstes øje". D.v.s. det drejer sig om at starte med sig selv, fremfor frygten for ydre indblanding. Der er derimod intet påbud om at skulle spise kød.
Iflg. Luk. 10,8 anbefalede Jesus diciplene under deres vandringer at spise det, som blev dem tilbudt af deres værter. Dermed er det ikke automatisk sagt, at det kan være fuldstændigt ligegyldigt. I det arabiske område kan det den dag i dag medføre de mest uberegnelige reaktioner, hvis en eller anden afviser en velment spise eller drik, og ikke gør dette på en meget snild måde. Desuden var diciplene blevet forsynet med den egenskab, at selv meget skadelige stoffer ikke kunne skade dem. (Markus 16,18.). Det er derfor uden mening, at trække sådanne bibelord ud af sammenhængen, og bruge det alment uden begrænsning.

I endnu højere grad end de bibliske ernæringsbud er den religiøse faste begrundet i renselsen af kroppen, hvorved åbenheden over for dybere sjælsforankrede, åndelige erfaringer øges. Dette var ganske vist navnlig i den katolske kirke et fænomen – på fredage med relation til langfredag, og i fasteperioden mellem "fastelavn" og påske. Men også uden for den katolske kirke har fasten – efter at det i lang tid ikke rigtig blev taget alvorligt – igen indtaget en større betydning. Ud over det rent ernæringsmæssige praktiseres også på anden vis evnen til frivilligt at lide afsavn. Der tænkes her også på, at mange mennesker i verden sulter. Hvor dybt det kan stikke, viser det manglende næringsindtag, der er iagttaget helt tilbage fra middelalderens mystikere og op til vor tid - "inedia" – streng faste over flere uger. Dette forekommer både på en kristen og en ikke-kristen baggrund – i dag af mange kaldet "lysnæring" – og antyder, at ånden meget bedre er i stand til at beherske materien, end dette hidtil er blevet forstået af videnskaben. Det forudsætter, at den pågældende ved sig "ført" af Gud eller støttes af en sagkyndig person for at imødegå farer. (Dette skal ikke forstås som en anbefaling til at følge denne vej.)

Kroppen er et værktøj, og sådan et kræver en ansvarsfuld håndtering.
I øvrigt er også dyr, biblisk betragtet, levende væsner skabt af Gud, medskabninger; altså ikke en „ting", man kan behandle efter forgodtbefindende, således som det til dels er tilfældet i dag (dog begrænset ved dyreværnslove). 
Afgørelsen om hvilken ernæring der er det rigtige for m/k, må enhver selv træffe i den sidste ende.

**) Sådanne forskrifter følges også i dag f.eks. blandt ortodokse jøder i forhold til "koshere" fødevarer: Eksempelvis ingen svinekød, ingen blod, hvoraf følger særlige slagtemetoder for andre dyr. Ligeledes undgår man i islam gennem "halal" - ernæring i særlig grad svinekød. 

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

Jesus med hans diciple og andre ledsagere opfattedes dengang af mange som en bevægelse med det formål at gøre krop og sjæl raske. Da dette i dag ikke længere er en selvfølge, må der arbejdes på det.

Jesus stillede et uforberedt menneske et vigtigt spørgsmål:"Vil du blive rask?" (Joh. 5,6). Jesus taler til sjælen. Den syge fortæller om de ydre hindringer for en helbredelse. Men spørgsmålet bevirker, at han må blive sig bevidst, om han virkelig vil blive rask. Dette er den første forudsætning for en korrekt forstået helbredelse. Sålænge underbevidstheden af en eller anden årsag blokerer vejen til helbredelse og hjælp, vil et tilbud om hjælp være problemfyldt at modtage. I så fald kunne en ydet medicinsk førstehjælp tages i brug, eller man kunne behandle et symptom. Men helbredelse (healing) er noget videregående, som kun fungerer hvis den syge selv medvirker, altså samtidig anvender sine „selvhelingskræfter".
I dette område virker ikke bare dem, der tilhører en healingsgruppe eller „kloge m/k‘er", men også seriøse healere, samt mennesker som fremmer helbredelser gennem tro, eller forbøn.

Matth. 9,22 : Jesus klæder berøres af en helbredssøgende, - og hun bliver rask. Da sagde Jesus: "Din tro har hjulpet dig". Den der har troserfaring, forstår noget helt konkret ved forbindelsen til Gud, hvilket muliggør helbredelsesprocessen. Dog viser den såkaldte placebo-effekt (hvor der f.eks. gives sukker i stedet for medikamentet)noget om menneskets kraft i overbevisningen. Dog sker der her ikke en sådan dybgående ændring af sygdomsprocesser, som det kan ske ved troshelbredelser. Jesus er indbegrebet af et i videste forstand sundt menneske, både hvad angår krop, sjæl og ånd.

Tit, men ikke altid brugte Jesus og diciplene håndspålæggelsen i forb. med helbredelse. Denne praksis kan en sjælden gang stadig ses i dag. Personen, som lægger hånden på hovedet eller skuldrene af den syge, beder samtidig en bøn, måske ledsaget af menigheden. Det understøtter indfølingen og bevidstheden om at være et redskab for Guds hjælp. Det kan opfattes symbolsk. Men på grund af erkendelserne fra moderne åndshelbredelses foretagender – under deltagelse af mange kristne - ved vi, at det er en realitet. I den tidlige kristendom talte man om „Pneuma", livsåndedræt eller Helligånd*), som blev formidlet. Denne praksis anvendtes også ved forbøn for helbredelse samt ved velsignelser, dels forbundet med andre gøremål. Se f.eks.. Matth.19,13; Mk.8,23; Mk.10,16 (Velsignelse af børn); Luk.4,40-41 (Helbredelse og åndsuddrivelse); Luk.24,50 (Velsignelse af diciplene); Apostlenes gerninger 6,6 og 19,12 samt 28,8.
En helbredelses forbøn er imidlertid ikke anvist på en håndspålæggelse. Det kan også gennemføres på lang afstand, men er nok mere vanskeligt.

Helbredelsen af psyken, livskraften eller legemet, hænger tæt sammen. En god „sjælesorg" eller en sund livssførelse kan have indflydelse på psykosomatiske lidelser, - hvis vejledningen følges, fremfor at fortsætte med de samme fejl.

En anvendelig metode til ovennævnte kan være følgende:

at se på, og intens studere den negative følelse man finder( angst, had, vrede, ligegyldighed, overlegenhed, overdreven tvivl,…)

fremfor at gruble over denne følelse, skal man vente en rum tid, for at blive klar over hvad det handler om. Derefter

overgive det fundne, ligefrem fysisk mærkbare problem i bøn til Gud.**)

vente, indtil en mærkbar lettelse indfinder sig.

Dette kan efter nogen meditativ ***) træning føles som en ovenud fraflydende flod, og indimellem som en fra oven tilflydende strøm af nye kræfter. En anden mulighed er det at „udånde" de negative følelser med den holdning, at det overgives til Gud , og ved indåndingen være åben for at modtage det positive fra Guds nåde (en lignende metode som de kristne munkes ustandselige bøn på bjerget Athos, som er nævnt i vores kapitel „Stilheden i ørkenen „ i vores hovedtekst. )

Fra den moderne helbredelse af sindssygdomme findes der tilfælde, hvor en helbredelse (endnu) ikke er mulig, hhv. ikke er „lovlig". Det ligner noget fra et niveau af „programmerne". Det kan være et tilfælde, hvor den syge fremdeles „vil" eller skal lære noget af sygdommen. Men også her er en løsning sammen med Gud tænkelig. Se her også afsnittet foroven om „Viljen til at blive rask".

En ren kristen helbredelse gennem bøn, inklusive håndspålæggelse er sikret gennem den grundlovfæstede frihed til religionsudøvelse(f.eks. i Tyskland). Den der imidlertid udøver dette udenfor hjemmets eller kirkens private kredse og tilbyder det som en tjenesteydelse, burde først undersøge det lovmæssige i dette. Hvis der under sådanne seancer sker ting, som af andre kan udlægges som at stille diagnoser eller som direkte terapi – selv om det sker gratis eller ved frivillige bidrag – skulle i Tyskland kunne forevise en naturlægeeksamen, eller være ordineret som læge (Åndelige helbredere f.eks., hvis praksis ofte afviger fra den oprindelige klassiske urkristne healing, samtidig med at der dog er lighedspunkter, kan ofte føle sig frem til sygdommene o.s.v.) Selv om det kunne være ønskværdigt, at lovgiverne på ubureaukratisk måde kunne håndtere disse aktiviteter, anbefaler „Hovedforbundet for åndelig Helbredelse" ****) at der under de nuværende forhold aflægges en naturlæge prøve. Teoretisk er en simpel udgave af denne tilladt, såfremt der kun ydes psykologisk rådgivning eller åndelig healing. Om denne simple form kan begrænses i praksis, er et andet spørgsmål.
I England f.eks., er „åndeligere healere" akcepteret i al almindelighed, og er tilladt af sygeforsikringerne.

Uafhængigt af juridiske spørgsmål bør den, der søger helbredelse, gøre sig sine egne bestræbelser, såsom en sund kost/diæt eller sygegymnastik, og - så vidt muligt – tilstrækkeligt med søvn; og bøn.*****

*) Hovedteksten behandler dette og andre synspunkter ud fra en større synsvinkel, - nemlig om mulighederne for den menneskelige udvikling set som et hele; altså udover „helbredelse" i en mere snæver betydning .

**) For at finde den bedste indre holdning ved bønnen, se også vores side "En bøn for friheden..."

***) Se siden"Kristen meditation"

****) World Federation of Healing – mange grupper på verdensplan. http://www.wfh.org.uk
Blandt de forskellige foreninger er vi ikke bekendt med én, som kun består af kristne helbredere. Dette er forståeligt, sålænge denne kristne overlevering var begravet. I dag bliver det langsomt til noget værdifuldt enestående. Dog findes der simple, effektive former for forbøn for helbredelse iblandt de evangeliske frikirker, som Baptister og i Pinsekirken;men også på nogle katolske valfartssteder, f.eks. Lourdes sker der ekceptionelle helbredelser gennem bøn og tro.
(Vores Website er ikke ansvarlig for andres Websites, og understøtter ikke automatisk deres skiftende indhold.

*****) (...) Den viden, vi har i dag, om reguleringssystemer i mennesket, der er blevet dokumenteret gentagne gange - og som rækker ud over ensidige molekylærbiologiske betragtninger - er grundlæggende for forståelsen af bestræbelserne inden for naturlægekunst og åndelig helbredelse. En større inddragelse af disse bestræbelser overalt ville kunne lette samarbejdet mellem forskellige medicinske retninger.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

Som troende kristen kan du velsigne alt og alle, såfremt du føler, at det er i overensstemmelse med troen og at du er i samklang med Gud. Der findes ikke kun den anvendte velsignelse fra præst eller pater, fra 4.Mose (Numeri) 6:23 - 7:1 . 

Du kan også uddele velsignelse som menigmand. Du behøver ikke nogen formel eller at tale højt. Kun den rette indre holdning er påkrævet. Meningen er denne: " Herrens velsignelse være med Jer, som han ønsker det. Gud vil ikke misfortolke din velsingnelse. Denne skik er sjældent brugt, men kunne være til stor hjælp. 

Der findes mange bibelsteder om emnet velsignelse. Her nogle typiske aspekter til velsignelsen: Sakarja 8:13; Apostelhistorie. 3:26; Efeser 1:3; 1 Petrus 3:9-12; Hebræer 6:7. Nogle flere bibelsteder: Matthæus 5,44 hhv.. Lukas 6:28; Rømer 12:14; 1. Mose (Genesis) 9:1; 5. Mose (Deuteronomium) 11:26; Psalmen 115:13; Ordsprog 11:25.

*) Det er indlysende, at hvor man forsøger at velsigne våben, vil englene få problemer med disse "velsignelser"…

Mange kristne kredse, ikke mindst de strengt troende, giver det ensidige indtryk, at kristne gør bedst i at finde sig i deres skæbne og afholde sig fra kritik af den øvrige verden: De kan bede om forbedringer eller prøve at gøre andet. Men at de overfor Gud kan komme med bitre beklagelser - se Klagesange i det gamle testamente – forekommer kun sjældent undtagen i litterær form ('Don Camillo og Peppone'), det doceres kun sjældent officielt i kirken. Det kan nok nærmere forkomme i den private bøn.. Hvis man vil sammenligne den jødiske skik med hændelser ved klagemuren i Jerusalem med ovennævnte, - uden at ville anbefale kristne at gøre sådan noget – så må det understreges, at det her kan handle om en trosbestanddel af stor vigtighed.

Det lå ikke længere åbent, hvem og hvad der klagedes over. Over andre mennesker? Eller de – af nogle teologer bortforklarede . djævelske magter, som kan have deltaget i forførelsen af menneskeheden? Alle må bære deres del af ansvaret. Der anes dog tit det omsvøb „dette var lovligt" (ofte fulgt af det menneskelige „fordi"…") Men er denne „regi" som kan give lov til noget eller ej og på den måde udmønter Herrens spilleregler det Allerhøjeste? Det ville være for billigt, at gøre Gud ansvarlig for verdens onder eller for hver „tilladelse" der udstedes. I de første århundreder skrev de – i nogle kirker fremdeles – højt ansete kirkefædre om de overleverede englehierakier, som står melle Gud og menneskene. Gnostikerne omtalte også nogle såkaldte "Archonter" ofte med problematiske egenskaber. Også andre kulturer har opsnappet sådanne overleveringer : F.eks. den tibetanske dødsrulle er fyldt med anvisninger, hvordan slige afdøde væsener skal behandles, Netop ting, som går udover menneskenes småborgerlige kritik kunne en skønne dag vise, at vi her har at gøre med en ikke helt fejlfri „regi" lige under den „Allerhøjeste" men også under Kristus: men sammenlignet med mennesker, eller endda direkte negative kræfter rangerer højt. Denne synsvinkel er også et bidrag til det klassiske filosofiske spørgsmål om "teodicé", om forholdet mellem Gud og verdens lidelse (problematikken om "Guds retfærdighed"). 

Konklusion: Vi har mulighed for at beklage os til Gud, for han er den rette samtalepartner, men der er ingen mening i at beklage sig over Gud.. Disse beklagelser kan omfatte at lægge voldsomme menneskelige følelser over til Gud, selv om disse følelser drejer sig om overgået uret fremfor sorg. (Mt. 5:6).  Når disse følelser helt overlades til Gud, drejer det sig faktisk om en intensiv bøn. Kærligheden og respekten for Gud er tæt forbundet hermed og beskytter mod at falde i ren negativitet, hvilket ikke ville føre mod Gud, men til andre steder.

At lade følelserne falde til ro er en anden vej, så det på den måde er muligt at fremkomme med en klassisk, ren bøn, hvor tingene frembringes for Gud med tak og bøn. Det er nok den mest passende holdning overfor Gud at fremføre bønnen på denne måde. Imidlertid er det tilladt at beklage sig, såfremt det skønnes nødvendigt og er ærligt (autentisk) ment.

Det må konstateres, at mennesket heller ikke iflg. de seneste samfundsøkonomiske undersøgelser *) er dette rent egoistiske væsen, som den hidtidige samfundøkonomiske teori antager. Kun et mindretal handler ud fra helt egoistiske interesser. For flertallet er andre værdier, som samarbejde, af mindst ligeså stor og ofte af afgørende betydning. Denne „gensidige altruisme" fører dog lige så lidt som egoismen til det bedste i hele samfundet, men kan virke som en klikedannelse. Her hjælper kun bevidste, konsekvente afgørelser videre frem.

Her kan der bruges psykologiske, religiøst-etiske synspunkter. Mennesket er indrettet både som et individuelt og som et socialt væsen. Både en sund – og ikke overspændt selvbevidsthed, og en solidarisk holdning overfor medmennesker, kan med en passende åbenhed opnås. Der hvor der kun synes at være en egoistisk side, er den altruiske side enten ikke udfoldet, eller den er visnet på grund af det vestlige samfunds hårde skoling. De vestlige socialistiske samfund understregede deres indbyrdes solidaritet, men lod på den anden side den frihedshungrende, individualistiske side af mennesket visne, og levede dermed ikke op til det, som mennesket er disponeret for. Der hvor mennesker ikke kan leve under trygge, udlignede forhold, viser de det før eller senere i form af kritik m.v. Enten lærer man af det, eller også går det før eller senere ned ad bakke. Dette gælder også for samfundsøkonomien på verdensplan, som er kendetegnet af verdensomspændende storkoncerner. Jesus påpeger, at vi først må afklare problemerne derhjemme. (Matth. 7).

„Guldkornene" i bjergprædikenen (Matth. 5-7) ** osv. Kan ikke umiddelbart oversættes til samfundsmæssige handlingsplaner. Alligevel ville en bevidsthedsspaltning ikke være i Jesus mening, f.eks. at handle efter påbudet om næstekærlighed i privatlivet, og i faglige eller samfundsmæssige funktioner anvende de modsatte principper. En alvorlig ment etik må kunne stå sin prøve under alle forhold, og i den sidste ende gælde på verdensplan. F.eks. værdien af barmhjertighed, og at Jesus i praksis henvendte sig til de fattige, er uden tvivl også relevant ud over de kirkelige, sociale tjenester, og må ligeledes gælde for den menneskelige kontakt på virksomhederne. Matth. 22,21 har stor praktisk betydning, idet der her sammen med barmhjertigheden godkendes et „tiende" af Jesus, dvs. at sammen med en romersk skat den eksisterende 10% gave til religiøse og siciale formål. Hjælpsomhed i Jesu forstand beror dog på frivillige afgørelser; det er ikke muligt heraf at aflede tvangsmæssige omfordelingskoncepter. Budene 9 og 10 "Du må ikke begære din næstes…." På trods af alle bestræbelser på for mange mennesker at forbedre den sociale situation, forbliver de forskellige skæbner i Guds hånd.
Lignelsen i Matth. 25,14-30 / Lukas 19 belyser kendte materielle forhold. Sammenhængen(ved Lukas f.eks. en tolders etiske holdning, ved Matthäus f.eks. lignelsen om jomfruers trostyrke), viser dog, at der her skal anskueliggøres noget større end forøgelsen af jordisk gods og penge. Dette ses tydeligere hos Luk. 12 / 33 , hvor åndelige værdier sættes højere end de jordiske. Trods dette har den ansvarlige håndtering af betroet gods også en forbindelse til det materielle. Ligeledes tillægges det en værdi at understøtte de fattige og forfordelte materielt og financielt. Der er altså den forskel, om pengene eller godset tjener egne formål, eller bruges til noget mere meningsfyldt - Matth. 6,24: Umuligheden af at tjene både Gud og mammon.
F.eks. at lyve og snyde, at mobbe, at iværksætte projekter med tvivlsomt formål for ikke-kriminelle medmennesker, er ikke meningen med et ansvarsfuldt samvær, som Jesus viste os det, skridt for skridt. Jesus lærte os heller ikke, at „ting der skal gøres" altid skal stå i forgrunden. 

*) Iflg. Ernst Fehr, direktør for Institut for Empiristisk Samfundsøkonomisk forskning ved universitetet i Zürich, iflg. interview i "Spektrum der Wissenschaft" Marts 2002, "Reziproker Altruismus...".
**) På en mere åndelig måde forklares disse værdier i kapitlet om bjergprædiken i hovedteksten del 1.
***) Se også vores kapitel "Etikkens grundlag".

På den ene side kan værdiskalaen i bjergprædikenen (Matth. 5-7)m.fl. ikke umiddelbart overføres til samfundsmæssige handlemåder. På den anden side var det ikke Jesus mening, at man i privatlivet handlede efter næstekærligheds pricippet, mens man i sammenslutninger eller ved politiske aktiviteter gjorde det stik modsatte. En alvorlig ment „etik" må være fundamental på alle områder, og i sidste ende også på verdensplan.**)
F.eks. ville det ikke ligge til Jesus sandfærdige og ansvarlige væremåde, at gennemtvinge ting med uredelige metoder overfor ligestillede, at bedrage offentligheden, og henover hovedet på folk at starte projekter, som almindelige, ikke-kriminelles mennesker og andre skabninger ikke kan gennemskue. Således kan et kristeligt engagement også fordre en selvstændig tænkning, som overskrider grænserne for et ensidigt "venstre-/ højre"-syn.

Mt. 7:3-5 "...træk først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje" er tydeligvis ikke en opfordring til, at den enkelte udelukkende skal koncentrere sig om sine egne svagheder – et indtryk, der efterlades inden for nogle kristelige kredse. Det skal blot være en levepraksis altid at begynde ved sig selv – for så desto mere frit, uden at projektere egne problemer over på andre, at kunne formane eller kritisere sine medmennesker konstruktivt, hvor det måtte synes nødvendigt. Dette kan både være i forhold til den personlige omgangskreds og på mere overordnet politisk plan.

Et profetisk råd finder vi i Jeremia 29,7: "Gør alt for byens bedste, som jeg har ledt jer hen til, og bed for dem til Gud, for hvis det går godt for dem, går det godt for jer." Dette er en afgørelse til fordel for fællesskabet i sin helhed. Kristne bliver også pålagt gennem Matth. 5,13, Matth.13,33 m.fl, at interessere sig for samfundet, og at være „jordens salt".
Der forekommer dog situationer for kristne, hvor de må tage afstand fra samfundsmæssige misforhold: Johannesåbenbaring 18,4: "Og jeg hørte igen en stemme der talte fra himlen: Drag bort mit folk, fra hende(byen babylon), gør ikke fælles sag med hende i hendes synder, så hendes plager ikke kommer over jer!"

*) Denne Website har ingen politiske målsætninger. Her gives kun nogle impulser til dette emne.
**) Se også vores kapitel: "Etikkens grundlag"
Se også kapitlet: "Kristne synspunkter til samfundsøkonomi og sociale spørgsmål."

Mens kristne hhv. religiøse kredse i verdslige anliggender oftest tilpasser sig det lokale sprog, måtte nu, iflg. Habermas, de verdslig tænkende og talende kredse i dialog med kristne,hhv. religiøse mennesker indstille sig på deres tænkemåde,i stedet for bare at eliminere det, „som egentlig var ment". Sækulare flertal burde ikke kunne gennemtvinge flertalsafgørelser uden at undersøge, hvad de selv kunne lære af disse indsigelser. Anmærkning: Javel, skal naturvidenskabsmænd, politikere o.s.v. i samtale med kristne virkelig sætte sig ind i det særlige, der ligger i begreberne „bevare skabelsen", „skabning", ja selv"menneske", over for egne begreber som kosmos, biosfære, økologi, levevæsen, Homo Sapiens …..

. Anmærkning: F.eks. i Tyskland fungerer dette kun i ringe grad, eller kun når de store kirker inddrages i diskussionsprocesserne . I USA er de enkeltes religiøse aktiviteter mere respekteret, men de religiøse værdier når frem til det sækulare samfund i en form, som næppe kan genkendes.

Også i det Nye Testamente blev skabelsen taget alvorligt:: I Römer 1:20 står der, at „ Guds usynlige væsen, Hans evige kraft og guddom siden verdens skabelse kan kendes på skabningernes værker." Römer 8:19 " For skabelsens længselsfulde venten på Guds sønners åbenbaring", ( i anden oversættelse: „på det forløste menneske", dvs. på mere fuldkomne mennesker.) Römer 8:22 For vi ved, at hele skabelsen sukker i fællesskab og til nu ligger i fødselsveer. Markus 16:15 Og Han sagde til dem: Gå over hele verden og fortæl evangeliet om hele skabelsen. (s.o. Kolosser 1:23) Nu hjælper Jesus Kristus. Men han fratager dem ikke deres ansvar for medmennesket og medskabelser; men hjælper til at med at mennesker „ skal være fuldkomne, som Faderen i himlen" (Matthäus 5:48), dvs. på en måde som det oprindeligt var tænkt - så de er deres ansvar bevidst.**** Først derigennem forenes skabelsen igen. Men dette forudsætter, at de modtager denne hjælp. Menneskets fremturen uden Gud kaldes i Romerbrevet 1:20 som „ uden undskyldning".

I Johannes-Åbenbaring (se indhold i del 2 i hovedteksten) anføres godt nok bl.a. katastrofale følger, som kan ramme menneskeheden eller dele af den, samt den øvrige natur. Men ingen steder vises disse følgevirkninger i en tid med guddommelige korrektioner som positive, hhv. som egentlige guddommelige mål; og ingen steder i Åbenbaringen undskyldes mennesker, som bidrager til at arter uddør eller til andre katastrofer, og de opfordres på ingen måde til at deltage i dette.***) Tværtimod ses der yderst kritisk på denne letsindige civilisation .
Åbenbaringen ændrer ikke det positive syn i det øvrige Nye Testamente, f.eks. af Bjergprædiken (Matth. 5 "De sagtmodige skal eje jorden"….)

Angående "kreationisme", som er særligt udbredt i engelsktalende lande: Vores side repræsenterer ikke nogen form for -"isme". Bag verdens og menneskenes skabelse skimtes faktisk en guddommelig ageren frem for et rent tilfældighedsprincip. Se også vores side "Naturvidenskab og gudstro". En vis grad af berettiget tvivl hersker der da også med hensyn til en række ikke endeligt fastlagte arkæologiske/geologiske tidsangivelser. Men de, der oven i det, forstår de "7 skabelsesdage" i genesis som 7 dage i nutidens forstand med 24 timer, må erkende dette som en interpretation: troen står og falder ikke med det. Dagene, som vi kender dem, forudsætter den endeligt opståede/færdigskabte jord med dens nutidige drejning – alt sammen noget, der ikke fandtes i begyndelsen. Biblen selv slår fast "for Gud er tusind år som en dag". De 7 dage kan sagtens betyde noget reelt, men det i form af "tidsrum", "skabelsescykler" à ikke nærmere angivet varighed. At anse netop de mest omfattende skabelsesprocesser, der nogensinde har fundet sted, som de mest kortvarige, må – i lyset af de seneste opdagelser - snart vise sig at være lige så uholdbart, som mange hidtidige arkæologiske forestillinger. Biblen indeholder rigeligt med antydninger af, at Gud allerede før Moses kunne åbenbare sig over for mennesker, f.eks. Henoch og Noah. Vores nutidige skabelseshistorie rækker tilbage til en gammel mundtlig, senere skriftlig, overlevering af ægte fordums oprindelse, hvoraf dele også er bevaret i andre kulturer. Inden for forskningen kendes f.eks. nogle bemærkelsesværdige ligheder med det sumeriske Gilgamesch-epos. Det betyder ikke, at genesis så må være afskrevet herfra. Men det minder os om, at Abraham stammede fra Mesopotamien.

*) Denne Webside er ikke politisk aktiv. Derfor diskuteres her kun almene opfattelser, og ikke nogen handlingsvejledninger til bestemte aktuelle, politiske spørgsmål. Emner, der har været behandlet af kristne fra forskellige retninger i forbindelse med opretholdelsen af skabelsen, er f.eks. ufødt liv og misbrug af gener samt atomkraft.

**) Dette kunne ses som en særlig form for pan-enteistisk anskuelse ("Gud er også at genfinde i hans skabelse") – ikke at forveksle med panteisme ("Gud er alt"). Imidlertid kommer Guds mest umiddelbare forbindelse til skabelsen her i stand ved hjælp af mennesket (jvf. også Joh. 14:21, 14:23, 15). Og selv denne kommer først til sin ret i praksis i det omfang, at mennesket bliver sig dette stadigt mere bevidst, og nærmer sig kristus mere og mere. Også glæden ved skabelsen kan føre til Gud; men ved en sådan skabelsesmystik åbner sig også risikoen for falsk forgrenede afveje, hvor Gud blot fungerer som et begreb for egne materielle anliggender og ønsker.

***) Ikke alle i USA f.eks. er klar over dette.

****) De anlagte muligheder for bevidsthedsudvikling udfindes på grundlag af skridtene i Jesu liv i vor hovedtekst del 1. Mennesket kan i dag bevidst - i modsætning til en tidligere, mere instinktlignende måde - f.eks. lære igen i stærkere grad at kunne erkende sammenhængene med sin omverden og sit miljø samt med jorden. Mennesket kan her også finde frem til en "netforbundet tænkning" (et begreb, der på andet grundlag er blevet benyttet af Frederic Vester) eller "multifaktoriel tænkning" (af Dörner benyttet begreb til studiet af komplicerede økologiske sammenhænge i stedet for det her uanvendelige gamle "lineær" eller "monokausal" tænkning = "1 årsag  ? 1 virkning". Se også vor side "Bevidsthed, hjerneforskning og fri vilje"; samt siderne "Principper bag etiske værdier", "Kristelige synspunkter ang. økonomi og sociale spørgsmål", "Generelle kristeligesynspunkter ang. samfund ogpolitik", "Kristendom og filosofi..."

Et andet spørgsmål er imidlertid den praktiske håndtering af disse anskuelser. 
Det kendte bud „Du må ikke slå ihjel" - Exodus 20 – blev i gammeltestamentlig tid forstået som „ du må ikke myrde"; hvorved forestillingen, hvad der er mord og hvad der er drab, senere skifter betydning. I en større sammenhæng anvendes budets målestok for alt menneskeligt liv, og af vegetarer endda også på dyrene. Den moderne ansats af en interreligiøs „verdensetos" indeholder denne sætning" … en kultur med ærefrygt for alt liv" ** som ledetråd. 
I alle tilfælde må man, - som det også sker i enhver seriøs svangerskabsrådgivning, og selvom de opmuntrer til at beholde barnet og gerne vil hjælpe-, tage den individuelle livssituation for den enkelte, med al dens vanskeligheder, angst, samvittighedskvaler m.m. meget alvorligt, fremfor at fordømme alle som går med en forestilling om en abort. Kvinder tager det som regel ikke let med at træffe afgørelsen. Man må også tænke på mandens medansvar samt omverdenens ansvar, fremfor at læsse hele ansvaret på kvinden. 
Hvis det drejer sig om at nedsætte antallet af svangerskabsafbrydelser mest muligt, og i sidste ende helt undgå dem, så er det påkrævet, udover individuelle bestræbelser, at først og fremmest samfundet bestræber sig på, at en tilværelse med børn lettes; dvs. tage fat på problemer, som i dag er påskud for at foretage en del af svangerskabsafbrydelserne – fremfor at overbyde hinanden med nye byrder også for de socialt svagt stillede.

De retslige spørgsmål *:
Jesus Kristus pålagde menneskene en bevidst stillingtagen til etiske og moralske holdninger, fremfor at bygge på presset af en ydre lovmæssig norm eller skik, som det skete i gammeltestamentlig tid. Trods det kan retslige normer være en støtte i etiske spørgsmål, sådan som det har været tilfælde i snart alle livets forhold.
Lovmæssige bestemmelser, (som den tyske §218), enten de er strenge eller liberale, har i international sammenligning kun haft en begrænset virkning på aborternes antal. Derfor er det påkrævet, som allerede anført, at anvende andre bestræbelser for at løse dette problem.

Sammenhængen mellem genteknik og forplantningsmedicin: 
Både i forb. med videnskabelig forskning og ved kunstige befrugtninger findes der på internationalt plan et vist „embryoforbrug", hvilket man dog søger at begrænse, bl.a. gennem den tyske embryobeskyttelseslov. For tiden bidrager præimplantationsdiagnostikke (PID) til, at friste med yderligere abort begrundelser.

Konsekvenser på andre områder: 
Hvor det drejer sig om beskyttelse af liv burde det også handle om alle de farer, som de allerede fødte er udsat for, - og især dem, hvor født og ufødt liv er udsat samtidig. Miljøskader rammer mødre og embryo‘en, den sarte embryo, langt stærkere end voksne mennesker. Dette blev ofte forbigået af de såkaldte livreddere, og modsat mange som kæmpede for miljøet, men ikke kæmpede for problemet med svangerskabsafbrydelser, hvilket bl.a. allerede bekymrede f.eks. Franz Alt ,1985

 E-mail: ways-of-christ.com Skriv venligst på tysk eller engelsk. Ellers skriv i korte sætninger og angiv det sprog som benyttes.