til hjemmesiden: Andre tilbud og sprog.

Kristusveje i den menneskelige bevidsthed og jorden.

Denne ekstra side er et bidrag til en bedre forståelse af det gamle testamente og til den indbyrdes religiøse dialog. Dertil er der ikke knyttet kravet om at skulle behandle de gammeltestamentariske skrifter på samme vis, som denne Webside behandler evangelierne og Apostelberetningerne (Pinsen).

Jesus Kristus og hans diciple henviste ofte til hellige skrifter, som var kendt af deres tilhørere. Dette er som det ene det Gamle Testamente. Det indeholder en skabelseshistorie, bøger om jødernes historie, lovskrifter, profetiske skrifter, psalmer, apokryfer osv. Jesus og hans diciple gør klart, at deres arbejde ikke ophæver indholdet i de gamle åbenbaringer, men at de ikke i første linie kommer som skrifttydere, men at det nu drejer sig om livet i umiddelbar kontakt med Gud og Kristus. (Se også"Grundlag for etiske værdier" og hovedteksten) Derved opstår så nye synsperspektiver overfor det Gamle Testamente.

I det Nye Testamente findes imidlertid mange henvisninger til trosretninger fra denne tid, f.eks. henvender Johannesevangeliet sig ofte til dem, der kendte de gnostiske visdomslærer, for at forklare dem med deres egen baggrund, den forskel der var til den kristne lære. Et typisk eksempel er betegnelsen „Han var det sande lys…" i Joh.1, Nogle Paulusbreve tager ligeledes hensyn til oplysningen hos de mennesker fra de gamle mysteriereligioners kreds, mere hensyn, end de jødiske overleveringer. Den, der ikke kender disse traditioner, vil ikke lægge mærke til det. På sådanne steder i det Nye Testamente findes der ingen almene fordømmelser af de gamle ikke-jødiske skrifter. Sådanne fordømmelser finder vi kun, hvor der har foregået udpræget misbrug hos bestemte, degenererede kulte, for at advare mennesker om disse veje. Missionens gamle, lovmæssige vej gik ud på at nå mennesker der, hvor de stod; fremfor at forlange, at de bare helt skulle glemme deres egen biografi, hvilket nærmere ville have medført et knæk fremfor at give en forløsning, som heler brud. Det krævedes ikke af Mennesker med en anden bagrund, at de først skulle tilegne sig hele den jødiske tradition. På denne måde var de ligeberettiget med jøderne. Godt nok kunne dette diciplene imellem medføre gnidninger, som endnu kan findes i dag.

Selvfølgelig havde det været muligt at fremmane det kristne på grundlag af andre religiøse overleveringer end det Gamle Testamente. Dette prøvede f.eks. Mani, manikæernes grundlægger, som blev udbredt meget i Asien, senere forfulgtes de af kirken, og i dag er de praktisk taget udryddet. For ham var udgangspunktet Zarathustras ligeledes monoteistiske religion fra Persien. Hvorvidt det lykkedes ham at vise Jesus rolle på den rigtige måde, eller det ikke lykkedes for ham – til trods for hans læres høje niveau – skal vi ikke drøfte dette sted.;(hans lære havde et meget ensidigt, verdensfjernt indhold).

Om Gudebillederne.

I starten kaldes Gud i det Gamle Testamente for „Elohim", dvs. „guddommelige (skaber)ånder" og ikke materielle overjordiske med gentekniske eksperimenter , som flere bøger i dag funderer over; for så vidt der er sket en negativ indflydelse på jordens udvikling, så er disse kommet til.
Navnet Jahweh/ Jehovah/ JWHW optræder først senere i det Gamle Testamente. Da Gud dukker frem gennem epokerne, er der bl.a. sket en fremtoning af Gud som Jehova, iflg. videnskabelige kilder som Lorber oder Steiner. Kun i oversættelserne anvendes altid de samme betegnelser, hvorimod der i originalerne altid er brugt mange forskellige Gudenavne. Derfor går man hen over menneskenes forskelligartede opfattelser i de forskellige epoker. Den oprindelige ægte Gudsoplevelse med Jehova blev sandsynligvis senere krakeleret, idet negative individer, fulde af hadske følelser og med en forfladiget ånd, kan have ført folk på afveje. Ifølge oplysninger fra Prof.J.J.Hurtak/USA behøver ikke alle historier i det Gamle Testamente have forbindelse til „Jahwe" eller „JHWH". Men det betyder ikke, at alle gammeltestamentariske hændelser kan bedømmes af den menneskelige logik i nutidens samfund. Gud ved bedre end vi, hvad Han gør og hvorfor, og hvad han ønsker af mennesker og hvorfor.

Det kan være vanskeligt for et på kristendommen baseret religionssamfunds teologi , - men for andre kulturkredse uhyre interessant - , at godtage en af R.Steiners forslag, at se Kristus som et væsen, som i førkristelige tider var ret kendt af nogle vise personer; dette trådte frem i Hinduernes Vishwas Karman, Parsernes Ashura Mazda, Egypternes solagtige væsen Osiris, kelternes Belemis= Baldur, Apollo. Se også kapitlet „I begyndelsen var ordet" i denne tekst. Se også f.eks. Rudolf Steiner s Christologie, og deraf talerne „ De åndelige væsenselementer i Himmellegemerne", 1912 ,"Trin før Golgatha‘s mysterier",1913, 1914 „ Fra Jesus til Kristus", „Christologie".

Endnu senere, for 2000 år siden, så vi så legemliggørelsen af Kristus på jorden, som en målestok for verdens vendepunkt, idet Han ligesom tager denne, hhv. menneskeheden på sig, optager dem igen i sit liv. De gamle kulter er til dels degenereret, som også kristendommen senere hen blev overfladisk, men forskning i denne retning ville dog have sin betydning. Kristus ville vise sig som noget, der ikke passer ind i billedet af Ham som en magtgarant for et bestemt religionssamfund. Et væsen, som legemliggør det fornyede menneskelige, den „nye Adam" fra Golgatha.

Vedr. tiden før "syndfloden", og den nytestamentlige tid, f.eks. skrifterne fra det "Indre ord" af Jakob Lorber: www.lorber-verlag.de ; samt Rudolf Steiner. Mystikkens erkendelser medfører også, at man helt kan glemme påstanden om at Jesus slet ikke har eksisteret som historisk person, eller at han kun var en simpel vandreprædikant.

Update English/ Deutsch.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

Zarathustra.

Hos Parserne findes endnu i dag Zarathustras oprindelige lærer, samt disses hellige skrift, Zend Avesta. Nogle forskere af denne religion fandt i Indien ud af, at denne religion er ældre, end de vestlige forskere antager, således at de antikke historieskrivere fik ret. Endvidere fandt de ud af, at det ved denne religion oprindelig ikke alene drejede sig om kampen mellem lys og mørke, som senere gik over i de gnostiske lærer. Men den ene personificerede Gud, kaldt Ahura Mazda stod som den „ overgode" mod de modarbejdende kræfter. Begrebet for den upersonlige Gud var „Ahu". (en adresse til de nuværende bedste forskningsresultater for denne religion: Mazdayasnie Monasterie, Mustafa Bldg., Sir Pherozeshah Mehta Rd., Bombay 400001, Indien.). Andre steder fandt man ud af, at der i iranske overleveringer fandtes henvisninger til Noah/Nuahk, sammenstemmende med bibelske beretninger. Det er vores indtryk, at Zend Avesta har meget tilfælles med en slags uråbenbaring af menneskeheden før den asiatiske syndflod, - dvs. med den ældste gudstro, som dyrkedes trofast af Noah i denne degenererede kultur. Abraham var ikke den første, som tilbad en Gud. Der findes fingerpeg om, at den oprindelige form for denne religion fra ca. 3500 år f.Kristus forelå i skriftlig form; og den mulighed består, at der en skønne dag dukker skrifter op fra denne gamle tid. Lorber kalder en af disse gamle skrifter „Seanthiast Elli"; Gud skulle have vist sig for menneskene før floden , ligesom han senere havde virket som den bibelske Melchisedek.

I øvrigt regnes Parserne også af mange af Islams Åndelige personer som hørende til koranens „folk fra skriften", som jøder og kristne, dvs. ikke de „vantro", men dem som tror på den samme Gud, og af profeter altid bliver påmindet om dette. Selvfølgelig er der også i denne religion gået en del tabt af den åndelige dybde, som i alle andre religioner, som nu må oparbejdes igen.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

Som "vantro" – ordret omtrent: "tilhyller" – i streng forstand regnedes på profeten Mohammeds tid polyteisterne resp. afgudsdyrkerne, som han kæmpede imod i Arabien, og som også allerede jødernes og de kristnes bibel havde advaret imod. I mere bred forstand anses inden for Islam de for vantro, som ikke tror på den ene Gud og dommens dag. Undertiden anvendes begrebet i dag fejlagtigt som betegnelse for alle ikke-muslimer; af og til endda som betegnelse for muslimer af en anden retning.

I dagens Islam findes der ikke nogen central instans, der træffer afgørelse om religiøst-etiske spørgsmål. Holdninger, som deles af et betydeligt flertal af de ansete lovkyndige, vil dog sandsynligvis vinde almindelig anerkendelse.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

Her skal der belyses fælles holdninger samt forskelle mellem buddhitiske retninger og en kristendom, som (igen) er blevet bevidst om sin egen åndelige dybde. Dermed er ikke lovet, at Buddhas liv og lære (500 f.K.) skal beskrives i detaljer.*) Det er kun kernepunkter som skal tages under lup.

Kernen i Buddhas oprindelige lære, som fremdeles er grundlaget i „Hinajana"- buddhismen, er menneskets frigørelse af alt, hvad der ikke hører til kernen af dets væsen. Sansernes ydre og indre krav, som fører til lidelser, skal erkendes som „ikke tilhørende ens selv" („anatta"), og gennem en målrettet leve- og skolingsmåde, foruden meditation, skal de udslettes og munde ud i Nirwana-tilstanden. Dette har den senere opståede „Mahajana"-buddhisme misforstået, skønt den også medførte fremskridt i form af en større medfølelse med alle medskabninger, fremfor at flygte fra jorden. Den tydede det nævnte, altid igen opdukkende begreb om „ikke-selvet" sådan, som om der slet ikke fandtes et selv levnet, når de lave egoistiske egenskaber var aflagt. Tilsvarende har den også en tendens til at se Nirwana som et „Intet". Men Buddha selv talte under beskrivelsen af hans største erfaringer om: „og jeg gennemskuede…. med tiden også elendigheden af området „ hverken sanse og ikke sanse, jeg blev helt klar over det, og trængte heldigvis frem til en ophævelse af sansning og følelse, og smagte på det....Og siden opnår jeg – efter helt at udelukke „hverken sansningen eller ikke sansningen, ophævelsen af sansning og følelse, og hviler i dette, og indflydelserne udefra er – efter at jeg havde erkendt alt det vise – helt tørret ud." (Suttam des Anguttara Nikaja 9, Nr.41 ...). 
Her kan det fornemmes, at Jesus Kristus ligeledes opfordrer til lutring af de menneskelige egenskaber, og på en måde, så enhver begynder med sig selv, fremfor at kritisere andre. (Se her hovedteksten af Kristusveje.). Her identificerer Han heller ikke sig selv eller diciplene med verden eller verdslige gøremål, men beskriver dem som ikke hørende til verden, - dog mere præcist som i den oprindelige buddhisme -, for at leve og virke i denne verden(Joh.17), at ville forvandle verden som med surdej.
I hvert fald er der i Jesus og Buddha‘s udtalelser om livets spørgsmål så mange vidtgående overensstemmelser, at der gennem flere årtier var nogle, som formodede, at Jesus havde prædiket buddhisme. Dette stemmer dog ikke. Man kunne ligeså godt påstå, at han havde prædiket denne eller hin lære. I vores hovedtekst forklares det, at disse delvise overensstemmelser beror på åndelige realiteter, som alle der har adgang til det kunne opfatte, uden at skrive af fra hinanden. Det er i sidste ende inspiration, såfremt den er ægte kommer den fra den evige kilde, uden hvis eksistens hverken „noget" eller „intet", eller „ingen intet" o.s.v. kom ud af det eller befrielsen ud af det, idet selv denne befrielse ville være meningsløs. Ud af det (eller den) som står bag alt og som er skjult i alt og samtidig er uden for alt. Det som er uvirkeligt, men dog indeholder alt, og som alligevel ved skabelsens slutning vil være mere tilstede end ved begyndelsen – altså noget som i jordisk forstand er ligeså modsigende som en indisk Koan, (et paradokst ordsprog i Zen-buddhismen). Noget som ikke kan fattes på en teoretisk måde, selv om menneskeånden hen ad vejen kan gøres så fleksibelt at det kan gøre tilnærmelser til forståelsen eller for at kunne forarbejde indre opdagelser..
Det er den styrke, som religioner har overfor en materialistisk og egoistisk verden, men som udnyttes alt for dårligt. Men også overensstemmelser og kontakter religioner imellem ændrer ikke noget ved at alle har deres egne, til dels meget forskellige veje.

Godt nok er det de menneskelige egenskaber som skal lutres, i den jødiske og kristne tro knyttet til begrebet synd overfor Gud. Her handler det først og fremmest om en overholdelse af religiøst baserede etiske normer, eller mere præcist, at overvinde alle egenskaber som skiller os fra Gud. I almindelighed hersker den overbevisning, - også hos de fleste buddhister -, at i buddhismen findes der ingen Gud. Derfor tales der religionerne imellem i fælles etiske spørgsmål om den „sidste virkelighed", hinsides det materielle liv, hvad det så kan være for de enkelte religioner. Dette er dog ikke helt korrekt. Buddha har aldrig påstået, at der ikke fandtes en Gud, men på grund af de daværende omstændigheder indsnævrede han det til kun at videregive erkendelser om den menneskelige vej. Buddha svarede på Hindu-præsternes spørgsmål om Brahma, Hinduernes skaberguddom:" Ham kender jeg godt, også den brahmistiske verden, og den sti som munder ud i den brahmistiske verden, og hvorledes Brahme kom ind i den brahmistiske verden, - også det ved jeg". (Digha Nikaya, 13. Tale – med henblik på åndelige erfaringer, ikke kun på hinduistiske litteraturkendskaber) Brahma og Hindu kan ikke uden videre sidestilles med „Gudfader" Jesus Kristus, det er nærmere en i de forskellige kulturer med tiden skabt personificering af guddommelige delegenskaber. Han er under alle omstændigheder ikke en betegnelse for negative kræfter.
Den som taler om en højere oprindelser af de dengang tilbedte guder, fremfor at tilbede dem som de højeste væsener, hvad taler han til syvende og sidst om? For Buddha lå oprindelsen og målet i det uvirkelige. Denne uvirkelige tilstands højeste realitet er dog ikke „intet. Den er bare uden for alt hvad mennesket med sine verdslige, fysiske eller mentale evner kan forestille sig.
Og her har vi så pludselig en slet ikke så bevidst parallel fra kristendommen, jødedommen og islam. For i alle disse religioner eksisterer erkendelsen, at det er nyttesløst eller endog forbudt at danne sig et billede af Gud - også selvom grunden til dette er glemt. I jødedommen måtte navnet på deres Gud ikke nævnes direkte.
Evangelierne,f.eks.Åbenbaringen betegner „Faderen" som den, fra hvem skabelsen udgår, og i hvis fuldkommenhed den ender (Alfa og Omega), altså Ham der står over deres egne egenskaber, og før Ham ikke endelig kunne nås. Kristne mystikere som Jakob Böhme, har også ud fra deres autentiske oplevelser påpeget, at denne Gud ikke bare står over de jordiske skabelser, men også over de hinsides og himmelske verdener.**) Det hjælper ikke meget, når religioner i den videnskabelige litteratur sammenlignes, uden at inddrage dem, der har erfaringer fra religiøse dybder. Uden dem kan der ikke engang findes et sprog, som er forståeligt for begge parter.

Den buddhistiske vej førte til indgangen til „Nirwana", det hinsides af det hinsidige, noget der for de fleste buddhister er så langt borte, som den mystiske enhed med Gud er for de fleste kristne. Buddha åbnede dog også den mulighed, at én der er „befriet for genfødsler" Bodhisattwa , frivilligt ville komme ned for at hjælpe resten af menneskeheden .
Kristus steg op til faderen ("og graven var tom", opstandelsen & himmelfart), for så at vende tilbage. Med Kristus kan der i dag opnås en stærkere gennemtrængning fra det højeste guddommelige niveau og ned til det jordiske..

Her kunne det være på sin plads at nævne Rudolf Steiner, hvor Buddha ifølge ham har bragt en visdomslære om kærligheden, mens Kristus derefter bragte kraften til denne kærlighed. Her ses Buddha på sin vis som en der beredte vejen. Den der gerne vil vide hvordan det virkeligt forholder sig, kan gå fremad på sin vej, og spørge Kristus, hhv. Buddha selv! 

*) Buddhas overleverede lærer findes især i de omfangsrige oversættelser af K.E.Neumann, " Buddhas taler: mellemste samling"; men også i "længere samling".
**) For mennesker med teosofisk sprogbrug skal nævnes, at i den teosofiske betydning ligger Nirwana eller Atman under det „paraninwaniske" og „logoiske" guddommelige niveau.

Update, Deutsch.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

I de oprindelige hinduistiske lærer findes begrebet „Avatare" på forskellige trin. Dermed mener man mennesker, som ikke er på jorden for deres egen udviklings skyld, men er her, for frivilligt at bidrage til et folks eller til menneskehedens udvikling; som en dråbe af „guddommelig fuldkommenhed". Forskellen mellem disse på hinanden følgende former for „Avatarer"og religioner fortoner sig imidlertid i sådanne fortolkninger, medens den jødiske og kristne opfattelse af „historiens Gud" fremhæver betydningen af videreudviklingen, og her især „Messias‘ses" rolle ( uddrag af kapitlet „ I begyndelsen var ordet" fra hovedteksten * ).
Alligevel er dette en tilladelig tilnærmelse i forståelsen af Jesus Kristus opgave, ud fra en indisk tankegang. Derfor tillægger hinduistiske Yogamestre ofte Jesus en større rolle, end dem blandt moderne kristne teologer, som kun ser Jesus som et normalt menneske, hhv. som en socialreformator. Der findes dog også Hinduer, som i Jesus kun ser en mester eller lærer. I alt dette må man huske på, at kristendommens spirituelle dybder dels var gået tabt, og dels bør gøres så tilgængeligt og forståeligt, for at en meningsfyldt dialog med andre religioner overhovedet kan gennemføres. (Dette arbejder denne Website med i form af udførlige tekster. * ).

I henhold til teksten „ I skal være (blive) fuldkomne, som Jeres Fader i himlen er fuldkommen" (Matth.5,48) er det mest spændende ved enhver religion spørgsmålet om hvorhen de spirituelle stier fører i virkeligheden. Ved Hinduismen drejer spørgsmålet sig om de mangeartede Yoga veje. Disse søger, ved hjælp af kontrol af menneskets indre og ydre natur at føre sjælen tilbage til dens guddommelige fuldkommenhed.
Til dette formål findes europæiske undervisningsmåder, (...), som kan indbefatte de i Yoga kredse kendte nerve- eller bevidsthedscentre –chakre – under andre betegnelser. Disse bestræbelser er ikke automatisk „ikke -kristelige", som antaget af kirkelige kredse, men disse menneskelige centre var allerede kendt af de middelalderlige teosofer (Johann Georg Gichtel), og kan påvises som energistrukturer i ethvert menneske, på samme måde som kendtskabet til de kinesiske akupunkturpunkter ikke automatisk kan medføre at betegne disse som „taoistiske" , - fordi disse centre for længst kan påvises med måleapparatur, og som noget helt nyt også i menneskets histologiske væv. (Uddrag fra „den hellige iver" fra hovedtekstent). Sml. også Albrecht Frenz "Christlicher Yoga - Christliche Begründung einer indischen Meditationsweise", hvor det antages, at kristendom og Yogaens praktiske anvendelser er forenelige.
Afgørende for de kristne er den åndelige holdning; dvs. bliver disse øvelser udført med det formål som ens eget væsens forberedelse til Guds virke, eller antages det fejlagtigt, at Guds nærvær kan gennemtvinges ved hjælp af disse teknikker( legems- og åndedrætsøvelser, koncentration, mantrasange, meditation og kontemplation) ? En anden yderligere forskel for kristne: Hvis der på Yogaområdet dukker begreber op som „Kristuskraft", vil det så blive opfattet som at Kristus healende kraft er en del af hans væsen, eller opfattes kraften kun som et isoleret kosmisk fænomen.
Hvis man ikke direkte fokuserer på Kristus, hvordan kan en m/k så vide, at det vedkommende oplever, virkelig har forbindelse med Kristus? (dels fra "Spørgsmålet om miraklerne" fra hovedteksten) *
I hvert fald findes der andre oprindelige kristne veje, fremfor disse kristendommen tilpassede metoder fra andre kilder; men disse andre veje er først ved at blive tilpasset nutiden. F.eks. ville munkenes gamle praksis på bjerget „Athos."(„kyrie-eleison", „Herre forbarm dig") i den indiske terminologi ligne en kristen åndedræts- og mantraøvelse. (Sml. "Stilheden i ørkenen" fra hovedteksten) * . Desuden findes den specifik kristne Evangelie-meditation, sådan som beskrevet i hovedteksten og også beskrives i tillægget „Kristen meditation". *. 

Korsfæstelsens efterfølgende oplevelser, hhv. „Sjælens midnatstime", af den „mystiske død", oplevelsen af at være forladt af alt et menneske kunne klamre sig til, som alle de kendte kristne mystikere fik at føle på den ene eller den anden måde(f.eks. Meister Ekkehart) har en vis lighed med Yogaens topoplevelser, Nirvikalpa Samadhi, hhv. „Nirwana‘ens" tomhed. Kristen mystik medfører dog erfaringen, at i denne, eller bagved denne tomhed igen findes „noget", nemlig Kristus, hhv. Gud. At det også er muligt at finde en vej gennem Nirwana til det bagvedliggende ud fra det indiske udgangspunkt, viste Aurobindo. På den kristne vej kan der dog være noget af dette bagved alt liggende være tilstede fra starten af den religiøse vej, fordi den af Kristus prægede verden kan danne en bro.
Man får indtryk af en vanskelig balancegang, når én som Aurobindo konfronteres med kræfter, som har nær tilknytning til Kristus udvikling, men hvor baggrunden mangler. Det er dog slet ikke umuligt, man kan bare huske tilfældet med hindudrengen, som ikke kendte noget til kristendommen, men som ved sin indre søgen efter en Gud pludselig oplevede en Kristus - oplevelse, som han senere udarbejdede i bogform (Udgiver. Friso Melzer, "Sadhu Sundar Singh"). Også under hinduistiske, tantriske øvelser oplevede mennesker, som nok havde regnet med fremtoningen af indiske gudeskikkelser, en fremtoning af en Kristusvision."Ånden går hvor den vil".
For en kristendom som religionsfællesskab med en fastlagt teologi vanskelig brugbar, men interessant for andre kulturkredse kunne R. Steiners impuls om at se Kristus som en solagtig skikkelse være, som var kendt af vise mænd i tiderne før Kristus. (Uddrag fra kapitlet "Korsfæstelsen.." fra hovedteksten * ) R. Steiner henviste i forhold til Indien til "Vishwas Karman", en „verdensarkitekt", hvis virke de gamle indiske Rishis (Vise) kunne ane bagved de for dem tilgængelige niveauer. 
Med henblik på de mange Hindu guder må man huske på, at iflg. den nyere viden, drejer det sig ved mange af den gamle kulturs guder, - om aspekte af en guddom, som senere blev tilbedt som en selvstændig Gud. De teoretiske betegnelser, som polyteisme er derfor intetsigende. I den hebræiske originaltekst har jøderne mange forskellige navne for Gud og Hans egenskaber. Men de fandt ikke på at tilbede dem som forskellige Guder. F. eks. beholdt Zarathustrierne (Parsen) fast ved én monoteistisk tro (En Gud). I Hinduismen kan f.eks. Vishnuiternes skole betragtes som monoteistisk.

I denne sammenhæng er det interessant, at der eksisterer nye strømninger, som –i lighed med Kristus ved opstandelsen - ikke deler den gamle antagelse om den logiske, selvfølgelige dødelighed af legemet: (….) F.eks. den indiske filosof og Yogi Aurobindo og hans spirituelle vejlederske "Mutter" Mira Alfassa, som søgte i denne retning. (...)  (tildels Udrag fra „Opstandelsen" fra hovedteksten 1) *.

En væsentlig del af de kristne sociale, barmhjertige tiltag ville i Indien blive betegnet som "Karma Yoga" (skæbne-Yoga) hhv.. "Bhakti Yoga" (Kærligheds -Yoga), mens en fremskridtsorienteret vej ville blive betegnet som "Inana.-Yoga".
Det som i virkeligheden kan opleves er det, at ved at overlade føringen gennem livet til den af Kristus formidlede Gud, kan dette liv forløbe mere organisk, som ved mekanisk virkende skæbnes- (Karma)udligningslove. Men også Kristus taler om at oparbejde „på krone og øre", men Han taler ikke om, at dette fremdeles skal ske ved „øje for øje, tand for tand" (Gamle testamente) metoden. Menneskets nye opgave står i forgrunden – det der er frugtbart for mennesket og dets omgivelser må gribes og omsættes. Ingen fortidsbearbejdning for dens egen skyld eller som udviklingsmotiv er påkrævet. En hjælp „ovenfra" kan i dag iagttages ved sammenspillet af de forskelligheder muligheder som byder sig for mennesker af i dag. (Uddrag fra kapitlet "Korsfæstelsen"fra hovedteksten; der findes også en side om Karma og Reinkarnation.) *

 E-mail ways-of-christ.com : Venligst, skriv om muligt på tysk eller engelsk. Ellers skriv i korte sætninger, og anfør sproget.