Kristusveje

En uafhængig info-side
med synspunkter fra mange
forsknings- og erfaringsområder.

til hjemmesiden: Andre tilbud og sprog.

 

Kristusveje i den menneskelige bevidsthed og jorden.

Indholdsfortegnelse for alle dele.

1. del: Kapitler om evangeliernes trin – klik her

2. del: Trinene i Johannes Åbenbaring – klik her

3. del: kapitler til forskellige emner og livsspørgsmål

Dette er 4. del: Om Gamle Testamente; og bidrag til dialog med andre religioner.

For nedenstående kapitler(fra fortegnelsen) må siden først være helt ladet op.
1   Det Gamle Testamente og den jødiske religion (Judaismen) 
1b. Zarathustra
3.  Jesus Kristus og Islam, forbedret
4.  Jesus Kristus og Buddhismen
4b.Jesus Kristus og Hinduismen
--   Information om:  Jesus Kristus og taoismen & konfucianismen.
14.Almene synspunkter til naturreligioner
13.Vore nye tyske og engelske emne sider

Henvisning til andre udgaver og rettigheder
E-mail.

 

Om det Gamle Testamente og den jødiske religion (Judaismen).

Denne ekstra side er et bidrag til en bedre forståelse af det gamle testamente og til den indbyrdes religiøse dialog. Dertil er der ikke knyttet kravet om at skulle behandle de gammeltestamentariske skrifter på samme vis, som denne Webside behandler evangelierne og Apostelberetningerne (Pinsen).

Jesus Kristus og hans diciple henviste ofte til hellige skrifter, som var kendt af deres tilhørere. Dette er som det ene det Gamle Testamente. Det indeholder en skabelseshistorie, bøger om jødernes historie, lovskrifter, profetiske skrifter, psalmer, apokryfer osv. Jesus og hans diciple gør klart, at deres arbejde ikke ophæver indholdet i de gamle åbenbaringer, men at de ikke i første linie kommer som skrifttydere, men at det nu drejer sig om livet i umiddelbar kontakt med Gud og Kristus. (Se også"Grundlag for etiske værdier" og hovedteksten) Derved opstår så nye synsperspektiver overfor det Gamle Testamente.

I det Nye Testamente findes imidlertid mange henvisninger til trosretninger fra denne tid, f.eks. henvender Johannesevangeliet sig ofte til dem, der kendte de gnostiske visdomslærer, for at forklare dem med deres egen baggrund, den forskel der var til den kristne lære. Et typisk eksempel er betegnelsen „Han var det sande lys…" i Joh.1, Nogle Paulusbreve tager ligeledes hensyn til oplysningen hos de mennesker fra de gamle mysteriereligioners kreds, mere hensyn, end de jødiske overleveringer. Den, der ikke kender disse traditioner, vil ikke lægge mærke til det. På sådanne steder i det Nye Testamente findes der ingen almene fordømmelser af de gamle ikke-jødiske skrifter. Sådanne fordømmelser finder vi kun, hvor der har foregået udpræget misbrug hos bestemte, degenererede kulte, for at advare mennesker om disse veje. Missionens gamle, lovmæssige vej gik ud på at nå mennesker der, hvor de stod; fremfor at forlange, at de bare helt skulle glemme deres egen biografi, hvilket nærmere ville have medført et knæk fremfor at give en forløsning, som heler brud. Det krævedes ikke af Mennesker med en anden bagrund, at de først skulle tilegne sig hele den jødiske tradition. På denne måde var de ligeberettiget med jøderne. Godt nok kunne dette diciplene imellem medføre gnidninger, som endnu kan findes i dag.

Jesu værk var i denne form ganske vist kun tænkelig på baggrund af gudstroen og forhåbningerne til en grundlæggende forvandling, som også angik den øvrige verden, således som dette var forudset af profeterne i Israel. Siden den tid ville det dog meget vel være muligt at finde frem til det kristelige også med basis i andre religiøse traditioner end Det Gamle Testamente. Dette prøvede f.eks. Mani, manikæernes grundlægger, som blev udbredt meget i Asien, senere forfulgtes de af kirken, og i dag er de praktisk taget udryddet. For ham var udgangspunktet Zarathustras ligeledes monoteistiske religion fra Persien. Hvorvidt det lykkedes ham at vise Jesus rolle på den rigtige måde, eller det ikke lykkedes for ham – til trods for hans læres høje niveau – skal vi ikke drøfte dette sted.;(hans lære havde et meget ensidigt, verdensfjernt indhold).

Den jødiske religion (Judaismen) er ifølge den hebræiske bibel fremkommet med nogle yderligere skriftstykker, nemlig de lovmæssige grundlag (Mischna) samt kommentarer (Gemara) fra Talmud – i den babylonske- Jerusalemudgave -; samt fundamentalværker af bestemte retninger, især de mystisk – esoteriske skrifter fra Kabbalistik: Zohar (Sohar) / Sepher Jezirah. De sidstnævnte skrifter henregnes til det 13. Århundrede, men går sikkert tilbage til ældre overleveringer. Noget minder endda om det gamle Egypten. Også i dag forefindes en jødisk mystik.

Om Gudebillederne.

"Abrahams Gud" oplevedes på den ene side som en personlig Gud for familien, stammen og folket; men på den anden side også som hele universets Gud. Denne tro har først med tiden antaget den strenge monoteistiske form, som profeterne appellerede til igen og igen.* 
I starten kaldes Gud i det Gamle Testamente for „Elohim", dvs. „guddommelige (skaber)ånder" og ikke materielle overjordiske med gentekniske eksperimenter , som flere bøger i dag funderer over; for så vidt der er sket en negativ indflydelse på jordens udvikling, så er disse kommet til. De semitiske ord „Elohim" og „Allah" (islamisk betegnelse for Gud) har sikkert den samme oprindelse (som kananæernes "El").

Navnet Jahweh/ Jehovah/ JWHW optræder først senere i det Gamle Testamente. Da Gud dukker frem gennem epokerne, er der bl.a. sket en fremtoning af Gud som Jehova, iflg. videnskabelige kilder som Lorber oder Steiner. Kun i oversættelserne anvendes altid de samme betegnelser, hvorimod der i originalerne altid er brugt mange forskellige Gudenavne. Derfor går man hen over menneskenes forskelligartede opfattelser i de forskellige epoker. Den oprindelige ægte Gudsoplevelse med Jehova blev sandsynligvis senere krakeleret, idet negative individer, fulde af hadske følelser og med en forfladiget ånd, kan have ført folk på afveje. Ifølge oplysninger fra Prof.J.J.Hurtak/USA behøver ikke alle historier i det Gamle Testamente have forbindelse til „Jahwe" eller „JHWH". Men det betyder ikke, at alle gammeltestamentariske hændelser kan bedømmes af den menneskelige logik i nutidens samfund. Gud ved bedre end vi, hvad Han gør og hvorfor, og hvad han ønsker af mennesker og hvorfor.

Messiastroen og Kristus.

„Christos" er allerede i Septuaginta’en, den af jøder til jøder oversatte oversættelse af den hebraiske bibel til græsk i det 3./2. århundrede før Kristus benævnelsen for „Meschiach", den Messias, som blev profeteret. Dette er derfor ikke nogen opfindelse af Paulus, som nogle moderne forfattere troede. Skriftrullerne fra hulerne i omgivelserne af det døde hav (Qumran) viser, at dybtroende jøder netop i årtierne før Kristus forventede et Messias- fredsrige, som beskrevet i Jesaja 11. Men allerede dengang fandtes der forskellige udlægninger om denne Messias væsen - , på samme måde som Jesu diciple havde svært ved at forstå, at det ved spådommen om et nyt "kongerige" ikke drejede sig om en ydre revolte mod rømerne, men om en spirituel, alt forvandlende udvikling, et " himmelsk rige".

Menigheden fra Qumran henregnes ofte til de strengtroende, spirituelle Essenerne, den tredje grundlæggende skole i det daværende jødedom, sammen med Farisæerne und Sadduzæerne. Helt nøjagtig drejer det sig mere om en nærstående,uafhængig menighed, med nær tilknytning til Essenerne, som havde gode kontakter til andre retninger i det daværende jødedom, de fredelige Essenere og også til de ligeledes selvstændige, militante "Zeloter" og til Farisæerne i Jerusalem.(Sidstnævnte betroede dem i deres nød optegnelserne om tempelskatten; trods forskellige anskuelser havde de åbenbart stor tiltro til dem). "Menighedsforordningen" 1QS indeholdt oplysninger om Messiasforventningen. Der blev endog nævnt 2 Messiasser, hhv. 2 afstamningslinier på en sådan forventet Messias, som efter daværende samfundsforhold kunne passe på Jesus: Fra Josef af Davids hus. Og fra Maria, fra præstelinien Aaron.(Dette nævner f.eks. Carsten Peter Thiede, som på foranledning af den israelske Antikforvaltning beskæftiger sig med disse skriftruller).
Profetiet fra Micha 5,1, hvorefter Messias kom fra Betlehem synes ikke at tillægges større betydning i disse kredse, som beskæftigede sig med forventningerne om en kommende Messias. Alligevel henviser f.eks. evangelisten Matthæus til det. Af mange blev det affærdiget som hans egen opfindelse, fordi Jesus stammede fra Nazareth. *

Et sted ved profeten Daniel 9:25 henregnes til Jesus: Om anvisningerne til bygningen af det 2. Jerusalem( se Nehemia 2:18 : ca. 445 år f. Kr.) indtil døden af den (2.) salvede ville der gå i alt 69 (uger). Hvis man herved skal forstå "årsuger" af hver 7 års længde (sml. betydningen af sabbatår osv.) så ville dette omtrent pege på tiden for korsfæstelsen.

Det kan være vanskeligt for et på kristendommen baseret religionssamfunds teologi , - men for andre kulturkredse uhyre interessant - , at godtage en af R.Steiners forslag, at se Kristus som et væsen, som i førkristelige tider var ret kendt af nogle vise personer; dette trådte frem i Hinduernes Vishwas Karman, Parsernes Ashura Mazda, Egypternes solagtige væsen Osiris, kelternes Belemis= Baldur, Apollo. Se også kapitlet „I begyndelsen var ordet" i denne tekst. Se også f.eks. Rudolf Steiner s Christologie, og deraf talerne „ De åndelige væsenselementer i Himmellegemerne", 1912 ,"Trin før Golgatha‘s mysterier",1913, 1914 „ Fra Jesus til Kristus", „Christologie".

Endnu senere, for 2000 år siden, så vi så legemliggørelsen af Kristus på jorden, som en målestok for verdens vendepunkt, idet Han ligesom tager denne, hhv. menneskeheden på sig, optager dem igen i sit liv. De gamle kulter er til dels degenereret, som også kristendommen senere hen blev overfladisk, men forskning i denne retning ville dog have sin betydning. Kristus ville vise sig som noget, der ikke passer ind i billedet af Ham som en magtgarant for et bestemt religionssamfund. Et væsen, som legemliggør det fornyede menneskelige, den „nye Adam" fra Golgatha.

Vedr. tiden før "syndfloden", og den nytestamentlige tid, f.eks. skrifterne fra det "Indre ord" af Jakob Lorber: www.lorber-verlag.de ; samt Rudolf Steiner. Mystikkens erkendelser medfører også, at man helt kan glemme påstanden om at Jesus slet ikke har eksisteret som historisk person, eller at han kun var en simpel vandreprædikant.

Flere opdateringer English/ Deutsch.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Zarathustra.

Hos Parserne findes endnu i dag Zarathustras oprindelige lærer, samt disses hellige skrift, Zend Avesta. Nogle forskere af denne religion fandt i Indien ud af, at denne religion er ældre, end de vestlige forskere antager, således at de antikke historieskrivere fik ret. Endvidere fandt de ud af, at det ved denne religion oprindelig ikke alene drejede sig om kampen mellem lys og mørke, som senere gik over i de gnostiske lærer. Men den ene personificerede Gud, kaldt Ahura Mazda stod som den „ overgode" mod de modarbejdende kræfter. Begrebet for den upersonlige Gud var „Ahu". (en adresse til de nuværende bedste forskningsresultater for denne religion: Mazdayasnie Monasterie, Mustafa Bldg., Sir Pherozeshah Mehta Rd., Bombay 400001, Indien.). Andre steder fandt man ud af, at der i iranske overleveringer fandtes henvisninger til Noah/Nuahk, sammenstemmende med bibelske beretninger. Det er vores indtryk, at Zend Avesta har meget tilfælles med en slags uråbenbaring af menneskeheden før den asiatiske syndflod, - dvs. med den ældste gudstro, som dyrkedes trofast af Noah i denne degenererede kultur. Abraham var ikke den første, som tilbad en Gud. Der findes fingerpeg om, at den oprindelige form for denne religion fra ca. 3500 år f.Kristus forelå i skriftlig form; og den mulighed består, at der en skønne dag dukker skrifter op fra denne gamle tid. Lorber kalder en af disse gamle skrifter „Seanthiast Elli"; Gud skulle have vist sig for menneskene før floden , ligesom han senere havde virket som den bibelske Melchisedek.

I øvrigt regnes Parserne også af mange af Islams Åndelige personer som hørende til koranens „folk fra skriften", som jøder og kristne, dvs. ikke de „vantro", men dem som tror på den samme Gud, og af profeter altid bliver påmindet om dette. Selvfølgelig er der også i denne religion gået en del tabt af den åndelige dybde, som i alle andre religioner, som nu må oparbejdes igen.

Mani(216-276) prøvede at knytte kristne lærer sammen med den gamle Zarathustra-religion. (…) (Dette forsøg skal ikke bedømmes her, se den udførlige tekst på engelsk eller tysk).

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Informationer om:  Jesus Kristus og Islam.

Den interreligiøse dialog

Dette er et bidrag til en bedre forståelse religionerne imellem og til en fredelig "interreligiøs dialog", som den har fundet sted gennem mange år. Disse optegnelser gør ikke krav på at karakterisere Islam som helhed, ikke mindst fordi der også findes flere skoler af Islam.

Koranen*) og de andre skriftreligioner

Islam betyder "underkastelse (at underkaste sig Guds vilje)", også "hengivelse (til Gud)".
Islams hellige skrift, koranen, opfattes som guddommelig inspiration, formidlet til profeten Mohammed af englen
Gibril – som også kan identificeres som Ærkeenglen Gabriel inden for kristendommen. Det ligger fast, at det er koranen, der bør tillægges mest vægt i Islam. Derudover spiller i forbindelse med udlægningen heraf diverse traditioner (Sunna; ordret: "Sædvane") overleveret fra profetens tid (Hadith) en rolle. Også en profet er i sin personlige adfærd et menneske, ingen Gud. Man må også huske på, at der blandt muslimer ligesom blandt kristne findes folk, som ikke har indgående kendskab til deres Hellige Skrift. 

Kristne, resp. jøder, tiltales i koranen direkte som "I Skriftens folk" (Bogens folk, f.eks. sura 4,171*) og som "I Israels børn". Derfor kan de også arbejde med koranen*) – selv om det ikke sker ret tit. Religionsvidenskab befatter sig med de hellige skrifter fra alle religioner, og forsker bl.a. i deres udlægning set i historisk perspektiv. De hellige skrifter bør imidlertid studeres med respekt. Den ene part af de muslimske koran-kommentatorer skrev, at der fra koranen eksisterer en urform – velforvaret hos Gud – som kun er tilgængelig for de rene engle og de rene menneskelige udsendinge; den anden part udlagde teksten således, at læseren af den på jorden foreliggende koran skal være i en ren tilstand.

Profeten anses som sendt for et "tidsrum" (eller mellemperiode; anden oversættelse efter en mellemliggende periode), hvor udsendingene udeblev (sura 5,19*). Koranen adskiller de troende i henhold til profeten Mohammeds lære, "Bogens folk" (Skriftens folk) og de "vantro". Med "Bogens folk" tænkes navnlig på jøder og kristne, som sammen med muslimerne har rod i den samme tradition; undertiden regnes Zarathustra’erne med (sura 22,17*). For koranen anerkender tillige en række "profeter", som overensstemmende udbredte læren om én Gud, fra en hinsides domstol, og som gik i forbøn for deres folk og deres tid (f.eks. sura 6, 83-92; sura 7, sura 4,136*). Såfremt mennesker af disse religioner tror på de fælles grundlag, bliver de i koranen ikke henregnet til de vantro. (Sura 5,48* o.a.) I Islams første århundreder udøvedes der ingen tvang over for kristne og jøder, for at få dem til at overgå til Islam (svarende til koranens lære, "Der er ingen tvang i religionen", se sura 2, 256*).
Abraham gælder som en af "hanifferne", der af sig selv fandt den direkte vej til den sande tro på den ene Gud.

Allah – præislamisk gammelarabisk al-ilah – har som semitisk ord sikkert samme oprindelse som "Elohim", et Gudsnavn fra de hebræiske Mosebøger.

Som "vantro" – ordret omtrent: "tilhyller" – i streng forstand regnedes på profeten Mohammeds tid polyteisterne resp. afgudsdyrkerne, som han kæmpede imod i Arabien, og som også allerede jødernes og de kristnes bibel havde advaret imod. I mere bred forstand anses inden for Islam de for vantro, som ikke tror på den ene Gud og dommens dag. Undertiden anvendes begrebet i dag fejlagtigt som betegnelse for alle ikke-muslimer; af og til endda som betegnelse for muslimer af en anden retning.

Jesus Kristus i koranen.

Jesus nævnes ud over i Biblen også i Koranen (7. århundrede e.Kr.) - med både fællestræk og forskelle. Der skal henvises til, at koranen flere steder nævner og anerkender Jesus som en profet; som Guds udsending,  og også som Guds "ord" i ikke nærmere belyst betydning, samt som en ånd af Gud (sura 4,171), "skabt som Adam" (sura 2, 3, 5,...). I en veloplyst Islam regnes han derfor for mere end hos de moderne kristne teologer, der kun lod socialreformatoren Jesus blive tilbage. Udelukkende læren om Jesus - allerede af de daværende kristne på Mohammeds tid opfattet meget jordisk – som værende Guds søn som del af den senere treenighedslære anerkendtes ikke i koranen. Der fandtes næppe kristne på daværende tidspunkt, som ville have været i stand til at forklare mennesker med et andet udgangspunkt den oprindelige mening, så den ville blive forstået. (F.eks. sura 6,101*). I Romerbrevet 1.4 hedder det, at Jesus blev „indsat" som søn ved Helligåndens kraft – altså ikke født. 
Med den muslimske overbevisning, at Gud er ufødt, og at Jesus ikke blev født, men skabt af Gud, kan kristne egentlig være enige. Endvidere er begrebet (græsk) "logos" – som i biblen står for hhv. den guddommelige oprindelse og udsendelsen af Jesus Kristus – i evangelierne også oversat som "Ordet" (se ovenfor), som i koranen bruges for Jesus. Ligger der i koranen – og biblen – hemmeligheder gemt, som hverken muslimer eller kristne har udforsket til bunds, så de nu nytteløst strides om begreber? Også der hvor kristne præsenterer disse lærer, så de kan forstås som "flergudslære", svarer dette ikke til den måde, Jesus selv har forkyndt på: "Bed i mit navn (dvs. inderligt forbundet med Jesus) til Gudfader" - biblen, Johannesev. 15:16. Alt i Jesu liv drejer sig om den ene Gud, som han var tæt forbundet med, og som netop han kan lede menneskene hen til.

Begrebet "logos" (græsk, i Johannesevangelium 1 "Guds ord", en betegnelse, der er forbundet med Kristus) forekommer i Parets Koran-oversættelse (tysk) uafhængig af Jesus, men forstås i andre koranudgivelser som hhv. Guds "anliggende" eller Guds "befaling" (sura 13,2 og 13,11*).

Koranen ser Jesus "som Adam", som Gud skabte af jord (sura 3,59*) og taler om en "Guds udsending" ud af Guds ånd, som formidlede Jesu jomfruelige fødsel ved Miriam (Maria) (sura 19,17-22*). I den kristlige version varsler Herrens engel Jesu fødsel ud af Helligånden. I koranen hedder det tillige, at Jesus blev styrket med den hellige hånd / hellighedens ånd (sura 5,110*).

Ifølge koranen kundgjorde den unge Jesus sin opstandelse (sura 19,33*), hvormed der dog også kan menes hans genkomst på "den yderste dag" (dommedag, med de troendes opstandelse, som ofte nævnes i koranen, se nedenfor, sura 4,159* () . Koranen taler om, at Jesus levende blev løftet til himmels (sura 4,157 -159*, sura 3,55*).
Muslimer og kristne er ikke enige om, om Jesus blev korsfæstet før sin himmelfart, døde, og med Gud overvandt døden – som de kristne siger – eller om han blev løftet levende til himmels uden at blive korsfæstet – som muslimerne tror det. Men den fælles tro har man, at Jesus på det tidspunkt, han blev løftet til himmels, ikke var „død", men f.eks. underviste menneskene.
Allerede i sura 3,55* resp. 5,48* hedder det, „...jeg vil rense Ham" og „Da vil I vende tilbage til Mig, og Jeg (Gud) vil dømme mellem jer i det, hvorom I (i jordelivet) var uenige". Kristne og muslimer burde således roligt kunne afvente afsløringen af de resterende hemmeligheder, i stedet for at strides.

Ligeledes indeholder koranen de troendes opstandelse på dommens dag (sura 36,77-83; sura 69,13-37; sura 75 og 99* o.a.). Jesus vil da komme tilbage og være vidne for skriftens troende (sura 4,159; jf. sura 16,89*). De, også ikke-muslimer, der tror på Gud og den yderste dag, og gør, hvad der er ret, behøver ifølge koranen ikke at frygte dommens dag (sura 2,62; sura 4,123-124; sura 7,170*). Dommens dag er såvel i koranen som i biblen en sag forbeholdt Gud, og ikke menneskenes sag, det være sig kristne, muslimer eller jøder.
(Sådanne sammenligninger mellem religionerne må her ikke forstås, som drages koranens uafhængighed i tvivl.)

Etiske grundlag i Islam og Kristendom

Også de etiske grundlag i de 3 "abrahamistiske religioner" er nært beslægtede. Påbudene forekommer også i Islam, om ikke i oplistet form, bl.a. i sura 17,22-39; sura 5,38-40; sura 2,188; sura 4,135; sura 2,195; og sura 17,70* (menneskeværdighed). Koranen forbyder f.eks. på det strengeste og uden undtagelse drab på uskyldige (sura 5,27-32*). Begrebet "Gihad" (Dschihad), betyder blot: "Kamp"; betydningen "Hellig krig" stammer ikke fra koranen, men fra udtalelser fra profeten Mohammed og islamiske lovskoler ***): Det indre åndligt-moralske arbejde henimod egne Gudsfjerne lidenskaber gælder som den "Store Gihad", der tillægges større betydning end alle ydre stridigheder. (Jf. f.eks. Jesu budskab om "først at fjerne bjælken fra dit eget øje..."- Mange ydre konflikter ville således miste deres grundlag.) "Ordets Gihad" er troens fredelige forsvar. "Gihad med hånden" er den troendes aktive, belærende eksempel. "Sværdets Gihad" kaldes også den "Lille Gihad"; den er kun beregnet til forsvar af troende, som angribes, og tillades "uden overtrædelser" (jf. koranen sura 2,190*). "Hårdheden" af behandlingen af anderledes troende finder imidlertid også sin grund i koranen (sura 48,29*, sura 47,4*; sådanne "heftige" passager kan sammenholdes med andre tekststeder, som afgrænser dem (såsom "I religion er der ingen tvang", sura 2, 256).
De traditionelle regler om samkvem mellem kønnene er omfattende, inklusiv forbudet mod at indgå ægteskab med personer fra andre religioner osv. 

Med til islamisk praksis hører: 
"Vidnesbyrdet om, at der ikke findes en anden Gud foruden Gud (Allah), og at Mohammed er sendt af Gud; 
at de foreskrevne daglige bønner udføres
(sura 2,177*)
at de årlige fastetider
i ramadanen overholdes (sura 2,185*);
at pilgrimsfærden så vidt muligt gennemføres en gang
i livet (sura 2,196*);
og at zakkat’en (beløb
til sociale formål) betales (sura 2,177*)"

I dagens Islam findes der ikke nogen central instans, der træffer afgørelse om religiøst-etiske spørgsmål. Holdninger, som deles af et betydeligt flertal af de ansete lovkyndige, vil dog sandsynligvis vinde almindelig anerkendelse.

*) Anvendt er bl.a. "Koranen, oversat af Rudi Paret", Kohlhammer-Verlag (på tysk); en gengivelse, der imødekommer videnskabelige krav, og som tydeligt skelner mellem ordrette oversættelser og tilføjelser for bedre sproglig forståelse. Her gøres brug af den i de islamiske lande mest anvendte ægyptiske verstælling. Andre oversættelser benytter en af de to andre måder at tælle vers på; det nævnte sted findes i så fald kort før eller efter det angivne versnummer i den pågældende sura. Vanskelighederne ved at oversætte koranen berører ikke i væsentlig grad sådanne klare tekststeder, som der er angivet her. Betydningen af koranens teksteder er tillige blevet afstemt med "Koranen, oversat og kommenteret af Adel Theodor Khoury, 2007 (på tysk)"; en gengivelse, som også har vundet anerkendelse hos muslimske lærte (f.eks. dr. Inamullah Khan, daværende generalsekretær for den islamiske verdenskongres.), og hvis kommentarer tager hensyn til de islamiske lovskolers traditionelle udlægning.

***) Også de historiske "kristne korstog" har ikke rod i biblen, men var menneskets værk, og har i dag et dårligt ry f.eks. blandt mange europæiske kristne.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Informationer om:  Jesus Kristus og Buddhismen.

Her skal der belyses fælles holdninger samt forskelle mellem buddhitiske retninger og en kristendom, som (igen) er blevet bevidst om sin egen åndelige dybde. Dermed er ikke lovet, at Buddhas liv og lære (500 f.K.) skal beskrives i detaljer.*) Det er kun kernepunkter som skal tages under lup.

"Intetheden" og "Jeg’et"

Kernen i Buddhas oprindelige lære, som fremdeles er grundlaget i „Hinajana"- buddhismen, er menneskets frigørelse af alt, hvad der ikke hører til kernen af dets væsen. Sansernes ydre og indre krav, som fører til lidelser, skal erkendes som „ikke tilhørende ens selv" („anatta"), og gennem en målrettet leve- og skolingsmåde, foruden meditation, skal de udslettes og munde ud i Nirwana-tilstanden. Dette har den senere opståede „Mahajana"-buddhisme misforstået, skønt den også medførte fremskridt i form af en større medfølelse med alle medskabninger, fremfor at flygte fra jorden. Den tydede det nævnte, altid igen opdukkende begreb om „ikke-selvet" sådan, som om der slet ikke fandtes et selv levnet, når de lave egoistiske egenskaber var aflagt. Tilsvarende har den også en tendens til at se Nirwana som et „Intet". Men Buddha selv talte under beskrivelsen af hans største erfaringer om: „og jeg gennemskuede…. med tiden også elendigheden af området „ hverken sanse og ikke sanse, jeg blev helt klar over det, og trængte heldigvis frem til en ophævelse af sansning og følelse, og smagte på det....Og siden opnår jeg – efter helt at udelukke „hverken sansningen eller ikke sansningen, ophævelsen af sansning og følelse, og hviler i dette, og indflydelserne udefra er – efter at jeg havde erkendt alt det vise – helt tørret ud." (Suttam des Anguttara Nikaja 9, Nr.41 ...). 

Her kan det fornemmes, at Jesus Kristus ligeledes opfordrer til lutring af de menneskelige egenskaber, og på en måde, så enhver begynder med sig selv, fremfor at kritisere andre. (Se her hovedteksten af Kristusveje.). Her identificerer Han heller ikke sig selv eller diciplene med verden eller verdslige gøremål, men beskriver dem som ikke hørende til verden, - dog mere præcist som i den oprindelige buddhisme -, for at leve og virke i denne verden (Joh.17), at ville forvandle verden som med surdej.
I hvert fald er der i Jesus og Buddha‘s udtalelser om livets spørgsmål så mange vidtgående overensstemmelser, at der gennem flere årtier var nogle, som formodede, at Jesus havde prædiket buddhisme. Dette stemmer dog ikke. For at forklare disse ligheder behøver vi ingen overlevering i ydre forstand, sådan som en række moderne forskere forestiller sig det – også selv om en eller anden form for kontakt ikke kan udelukkes. Man kunne ligeså godt påstå, at han havde prædiket denne eller hin lære. I vores hovedtekst forklares det, at disse delvise overensstemmelser beror på åndelige realiteter, som alle der har adgang til det kunne opfatte, uden at skrive af fra hinanden. Det er i sidste ende inspiration, såfremt den er ægte kommer den fra den evige kilde, uden hvis eksistens hverken „noget" eller „intet", eller „ingen intet" o.s.v. kom ud af det eller befrielsen ud af det, idet selv denne befrielse ville være meningsløs. Ud af det (eller den) som står bag alt og som er skjult i alt og samtidig er uden for alt. Det som er uvirkeligt, men dog indeholder alt, og som alligevel ved skabelsens slutning vil være mere tilstede end ved begyndelsen – altså noget som i jordisk forstand er ligeså modsigende som en indisk Koan, (et paradokst ordsprog i Zen-buddhismen). Noget som ikke kan fattes på en teoretisk måde, selv om menneskeånden hen ad vejen kan gøres så fleksibelt at det kan gøre tilnærmelser til forståelsen ***** eller for at kunne forarbejde indre opdagelser..
Det er den styrke, som religioner har overfor en materialistisk og egoistisk verden, men som udnyttes alt for dårligt. Men også overensstemmelser og kontakter religioner imellem ændrer ikke noget ved at alle har deres egne, til dels meget forskellige veje.

Blandt de kristelige mystikere, står Meister Eckhart den østlige, upersonlige anskuelse nærmest. Blandt de buddhistiske retninger kan nichirernes lære måske være en bro. Blandt de øvrige indiske vise står Sri Aurobindo – og hans partner, "Moderen" – den europæiske personlige eller immanente anskuelse nærmest. Han gik igennem Nirvana og erkendte – tilsyneladende på samme måde som flere kristne mystikere – at der bag ved Nirvana-oplevelsen findes noget helt andet end "intet". Han taler om "det højeste" og vil bringe bestemte aspekter af dette "højeste" ned på jorden. Der findes mennesker, for hvem netop Sri Aurobindo dannede en bro, der ledte tilbage til kristendommen – dog til kristendommens egentlige kerne, hvor det f.eks. drejer sig om den hele reelle "Kristi efterfølgelse" og endog videre til den kraft, som kom til udtryk hos Jesus selv i opstandelsen.

En „sidste virkelighed" og spørgsmålet om Gud.

Godt nok er det de menneskelige egenskaber som skal lutres, i den jødiske og kristne tro knyttet til begrebet synd overfor Gud. Her handler det først og fremmest om en overholdelse af religiøst baserede etiske normer, eller mere præcist, at overvinde alle egenskaber som skiller os fra Gud. I almindelighed hersker den overbevisning, - også hos de fleste buddhister -, at i buddhismen findes der ingen Gud. Derfor tales der religionerne imellem i fælles etiske spørgsmål om den „sidste virkelighed" ("The ultimate reality"), hinsides det materielle liv, hvad det så kan være for de enkelte religioner. Dette er dog ikke helt korrekt. Buddha har aldrig påstået, at der ikke fandtes en Gud, men på grund af de daværende omstændigheder indsnævrede han det til kun at videregive erkendelser om den menneskelige vej. Buddha svarede på Hindu-præsternes spørgsmål om Brahma, Hinduernes skaberguddom:" Ham kender jeg godt, også den brahmistiske verden, og den sti som munder ud i den brahmistiske verden, og hvorledes Brahme kom ind i den brahmistiske verden, - også det ved jeg". (Digha Nikaya, 13. Tale – med henblik på åndelige erfaringer, ikke kun på hinduistiske litteraturkendskaber) Brahma og Hindu kan ikke uden videre sidestilles med „Gudfader" Jesus Kristus, det er nærmere en i de forskellige kulturer med tiden skabt personificering af guddommelige delegenskaber. Han er under alle omstændigheder ikke en betegnelse for negative kræfter.
Den som taler om en højere oprindelser af de dengang tilbedte guder, fremfor at tilbede dem som de højeste væsener, hvad taler han til syvende og sidst om? For Buddha lå oprindelsen og målet i det uvirkelige. Denne uvirkelige tilstands højeste realitet er dog ikke „intet. Den er bare uden for alt hvad mennesket med sine verdslige, fysiske eller mentale evner kan forestille sig.
Og her har vi så pludselig en slet ikke så bevidst parallel fra kristendommen, jødedommen og islam. For i alle disse religioner eksisterer erkendelsen, at det er nyttesløst eller endog forbudt at danne sig et billede af Gud - også selvom grunden til dette er glemt. I jødedommen måtte navnet på deres Gud ikke nævnes direkte.

Evangelierne,f.eks.Åbenbaringen betegner „Faderen" som den, fra hvem skabelsen udgår, og i hvis fuldkommenhed den ender (Alfa og Omega), altså Ham der står over deres egne egenskaber, og før Ham ikke endelig kunne nås. Kristne mystikere som Jakob Böhme, har også ud fra deres autentiske oplevelser påpeget, at denne Gud ikke bare står over de jordiske skabelser, men også over de hinsides og himmelske verdener.**) Det hjælper ikke meget, når religioner i den videnskabelige litteratur sammenlignes, uden at inddrage dem, der har erfaringer fra religiøse dybder. Uden dem kan der ikke engang findes et sprog, som er forståeligt for begge parter.

Den buddhistiske vej førte til indgangen til „Nirwana", det hinsides af det hinsidige, noget der for de fleste buddhister er så langt borte, som den mystiske enhed med Gud er for de fleste kristne. Buddha åbnede dog også den mulighed, at én der er „befriet for genfødsler" Bodhisattwa , frivilligt ville komme ned for at hjælpe resten af menneskeheden .
Kristus steg op til faderen ("og graven var tom", opstandelsen & himmelfart), for så at vende tilbage. Med Kristus kan der i dag opnås en stærkere gennemtrængning fra det højeste guddommelige niveau og ned til det jordiske..

Her kunne Rudolf Steiner nævnes, ifølge hvem Buddha bragte en visdomslære om kærligheden, hvortil Kristus så bragte kærlighedens kraft, der i sidste ende drager alt tilbage til den guddommelige fuldkommenhed – eller bedre: drager frem. "Bed Faderen i mit navn" – dvs. i samhørighed med ham, gennem ham, fører den kristne vej til det Ene. Her ses Buddha på en vis måde som banebryder.

Den der gerne vil vide hvordan det virkeligt forholder sig, kan gå fremad på sin vej, og spørge Kristus, hhv. Buddha selv!

Buddha i "Kalama Sutra": "Lad jer ikke føre..., ikke af rygter, ...overleveringer, ... tidsåndens meninger, ...hellige skrifters autoritet, ...rene fornuftsgrunde og logiske slutninger, ... udtænkte teorier og de rigtige meninger, ...indtryk af personlige fordele, ...en mesters autoritet. Men hvis I selv erkender ...". (Erkendelse og en virkelig trosmæssig overbevisning har meget mere til fælles med hinanden end blot og bar intellektuel "Für-Wahr-Halten" har til fælles med troen.)

*) Buddhas overleverede lærer findes især i de omfangsrige oversættelser af K.E.Neumann, " Buddhas taler: mellemste samling"; men også i "længere samling".

**) For mennesker med teosofisk sprogbrug skal nævnes, at i den teosofiske betydning ligger Nirwana eller Atman under det „paraninwaniske" og „logoiske" guddommelige niveau.

***) Navnlig den kristne mystiker Meister Eckhart beskrev sine erfaringer således, at slægtskabet med Nirvana-erfaringen tydeligt anes, også uden begrebet Nirvana, men også forskellene, idet det for Meister Eckhart var forbundet med et møde med Gud.

****) Det at vende tilbage til Gud, havende essensen af erfaringerne fra vandringen gennem verden med sig, er på den ene side en tilbagevenden til noget oprindeligt, der allerede var der; og alligevel er det samtidig noget ekstra, der ikke var der førhen, ligesom f.eks. 2 trekanter, der dækker hinanden. Dette paradoks er kun forståeligt i en erfaring, der er fordybet ind i det mystiske.

*****) Der findes også filosofiske aspekter. I Mahajana-buddhismen beskrev Nagarjuna i sine generelle kommentarer til Prajnaparamita, at noget kan ses som sandt, ikke sandt, sandt og ikke sandt, hverken sandt eller ikke sandt, altså et firedobbelt forhold i stedet for et rent dualistisk hverken/eller. Da den klassiske forstand ikke rækker til helt at forstå det, kunne det ligesom ved de paradokse udsagn i zen-buddhismen (se ovenfor) føre til, at mennesket nåede ud over denne dualistiske forstand (en form for "oplysning"), og således kan have et overblik fra et højere stade. I den europæiske filosofi findes der en anden vej til udvidelse af tænkningen, der rækker ud over det klassiske dualistiske enten/eller: Hegels dialektik med tese og antitese indbefatter den syntese, der skal drages heraf. Du kan således selv træne din forstand til at indtage et syn, der er hævet over modsætninger eller tilsyneladende modsætninger, og på den måde blive mere åben over for den højere sandhed i Guds ånd. Vort kristelige projekt har uafhængig af det udviklet noget beslægtet, idet det ud fra forskellige synsmåder hele tiden er muligt at se det, der er forståeligt, kompatibelt ud fra et helhedssyn (overvindelse af tilsyneladende modsætninger).

Update, Deutsch.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Informationer om:  Jesus Kristus og Hinduismen.

Ekstrasiderne til Internetprojektet „Kristusveje" med henblik på andre religioner, er et bidrag til bedre forståelse af disse og til den religiøse dialog på internationalt plan. Her påpeges ligheder og forskelle mellem hinduistiske trosretninger og en form for kristendom, som (igen) er blevet bevidst om sine spirituelle dybder. Det er ikke målet at beskrive den hinduistiske religion i sin helhed. Derimod bliver centrale punkter fremhævet.

Jesus Kristus.

I de oprindelige hinduistiske lærer findes begrebet „Avatare" på forskellige trin. Dermed mener man mennesker, som ikke er på jorden for deres egen udviklings skyld, men er her, for frivilligt at bidrage til et folks eller til menneskehedens udvikling; som en dråbe af „guddommelig fuldkommenhed". Forskellen mellem disse på hinanden følgende former for „Avatarer"og religioner fortoner sig imidlertid i sådanne fortolkninger, medens den jødiske og kristne opfattelse af „historiens Gud" fremhæver betydningen af videreudviklingen, og her især „Messias‘ses" rolle ( uddrag af kapitlet „ I begyndelsen var ordet" fra hovedteksten * ).
Alligevel er dette en tilladelig tilnærmelse i forståelsen af Jesus Kristus opgave, ud fra en indisk tankegang.
Derfor tillægger hinduistiske Yogamestre ofte Jesus en større rolle, end dem blandt moderne kristne teologer, som kun ser Jesus som et normalt menneske, hhv. som en socialreformator. Der findes dog også Hinduer, som i Jesus kun ser en mester eller lærer. I alt dette må man huske på, at kristendommens spirituelle dybder dels var gået tabt, og dels bør gøres så tilgængeligt og forståeligt, for at en meningsfyldt dialog med andre religioner overhovedet kan gennemføres. (Dette arbejder denne Website med i form af udførlige tekster. * ).

Yogaveje** og kristendom.

I henhold til teksten „ I skal være (blive) fuldkomne, som Jeres Fader i himlen er fuldkommen" (Matth.5,48) er det mest spændende ved enhver religion spørgsmålet om hvorhen de spirituelle stier fører i virkeligheden. Ved Hinduismen drejer spørgsmålet sig om de mangeartede Yoga veje. Disse søger, ved hjælp af kontrol af menneskets indre og ydre natur at føre sjælen tilbage til dens guddommelige fuldkommenhed.
Til dette formål findes europæiske undervisningsmåder, (...), som kan indbefatte de i Yoga kredse kendte nerve- eller bevidsthedscentre –chakre – under andre betegnelser. Disse bestræbelser er ikke automatisk „ikke -kristelige", som antaget af kirkelige kredse, men disse menneskelige centre var allerede kendt af de middelalderlige teosofer (
Johann Georg Gichtel), og kan påvises som energistrukturer i ethvert menneske, på samme måde som kendtskabet til de kinesiske akupunkturpunkter ikke automatisk kan medføre at betegne disse som „taoistiske" , - fordi disse centre for længst kan påvises med måleapparatur, og som noget helt nyt også i menneskets histologiske væv. (Uddrag fra „den hellige iver" fra hovedtekstent). Sml. også Albrecht Frenz "Christlicher Yoga - Christliche Begründung einer indischen Meditationsweise", hvor det antages, at kristendom og Yogaens praktiske anvendelser er forenelige.
Afgørende for de kristne er den åndelige holdning
; dvs. bliver disse øvelser udført med det formål som ens eget væsens forberedelse til Guds virke, eller antages det fejlagtigt, at Guds nærvær kan gennemtvinges ved hjælp af disse teknikker( legems- og åndedrætsøvelser, koncentration, mantrasange, meditation og kontemplation) ? En anden yderligere forskel for kristne: Hvis der på Yogaområdet dukker begreber op som „Kristuskraft", vil det så blive opfattet som at Kristus healende kraft er en del af hans væsen, eller opfattes kraften kun som et isoleret kosmisk fænomen.
Hvis man ikke direkte fokuserer på Kristus, hvordan kan en m/k så vide, at det vedkommende oplever, virkelig har forbindelse med Kristus? (dels fra "Spørgsmålet om miraklerne" fra hovedteksten)
*
I hvert fald findes der andre oprindelige kristne veje, fremfor disse kristendommen tilpassede metoder fra andre kilder; men disse andre veje er først ved at blive tilpasset nutiden. F.eks. ville munkenes gamle praksis på bjerget „Athos."(„kyrie-eleison", „Herre forbarm dig") i den indiske terminologi ligne en kristen åndedræts- og mantraøvelse. (Sml. "Stilheden i ørkenen" fra hovedteksten)
* . Desuden findes den specifik kristne Evangelie-meditation, sådan som beskrevet i hovedteksten og også beskrives i tillægget „Kristen meditation". *

**Det indiske ord Yoga betyder ordret "tilknytningen", dvs. ny tilknytning til det oprindelige, på lignende måde som betydningen af det latinske ord Re-ligion betyder øvelsesmetoder af hinduistisk oprindelse for krop, sjæl og ånd.

Kristne og Indiske former for mystik.

Korsfæstelsens efterfølgende oplevelser, hhv. „Sjælens midnatstime", af den „mystiske død", oplevelsen af at være forladt af alt et menneske kunne klamre sig til, som alle de kendte kristne mystikere fik at føle på den ene eller den anden måde(f.eks. Meister Ekkehart) har en vis lighed med Yogaens topoplevelser, Nirvikalpa Samadhi, hhv. „Nirwana‘ens" tomhed. Kristen mystik medfører dog erfaringen, at i denne, eller bagved denne tomhed igen findes „noget", nemlig Kristus, hhv. Gud. At det også er muligt at finde en vej gennem Nirwana til det bagvedliggende ud fra det indiske udgangspunkt, viste Aurobindo. På den kristne vej kan der dog være noget af dette bagved alt liggende være tilstede fra starten af den religiøse vej, fordi den af Kristus prægede verden kan danne en bro.
Man får indtryk af en vanskelig balancegang, når én som Aurobindo konfronteres med kræfter, som har nær tilknytning til Kristus udvikling, men hvor baggrunden mangler. Det er dog slet ikke umuligt, man kan bare huske tilfældet med hindudrengen, som ikke kendte noget til kristendommen, men som ved sin indre søgen efter en Gud pludselig oplevede en Kristus - oplevelse, som han senere udarbejdede i bogform (Udgiver. Friso Melzer, "Sadhu Sundar Singh"). Også under hinduistiske, tantriske øvelser oplevede mennesker, som nok havde regnet med fremtoningen af indiske gudeskikkelser, en fremtoning af en Kristusvision."Ånden går hvor den vil".
For en kristendom som religionsfællesskab med en fastlagt teologi vanskelig brugbar, men interessant for andre kulturkredse kunne R. Steiners impuls om at se Kristus som en solagtig skikkelse være, som var kendt af vise mænd i tiderne før Kristus. (Uddrag fra kapitlet "Korsfæstelsen.." fra hovedteksten
* ) R. Steiner henviste i forhold til Indien til "Vishwas Karman", en „verdensarkitekt", hvis virke de gamle indiske Rishis (Vise) kunne ane bagved de for dem tilgængelige niveauer. 
Med henblik på de mange Hindu guder må man huske på, at iflg. den nyere viden, drejer det sig ved mange af den gamle kulturs guder, - om aspekte af en guddom, som senere blev tilbedt som en selvstændig Gud. De teoretiske betegnelser, som polyteisme er derfor intetsigende. I den hebræiske originaltekst har jøderne mange forskellige navne for Gud og Hans egenskaber. Men de fandt ikke på at tilbede dem som forskellige Guder.
F. eks. beholdt Zarathustrierne (Parsen) fast ved én monoteistisk tro (En Gud). I Hinduismen kan f.eks. Vishnuiternes skole betragtes som monoteistisk.

I denne sammenhæng er det interessant, at der eksisterer nye strømninger, som –i lighed med Kristus ved opstandelsen - ikke deler den gamle antagelse om den logiske, selvfølgelige dødelighed af legemet: (….) F.eks. den indiske filosof og Yogi Aurobindo og hans spirituelle vejlederske "Mutter" Mira Alfassa, som søgte i denne retning. (...)  (tildels Udrag fra „Opstandelsen" fra hovedteksten 1) *.

Læresætninger om "Karma", og Gud.

En væsentlig del af de kristne sociale, barmhjertige tiltag ville i Indien blive betegnet som "Karma Yoga" (skæbne-Yoga) hhv.. "Bhakti Yoga" (Kærligheds -Yoga), mens en fremskridtsorienteret vej ville blive betegnet som "Inana.-Yoga".
Det som i virkeligheden kan opleves er det, at ved at overlade føringen gennem livet til den af Kristus formidlede Gud, kan dette liv forløbe mere organisk, som ved mekanisk virkende skæbnes- (Karma)udligningslove. Men også Kristus taler om at oparbejde „på krone og øre", men Han taler ikke om, at dette fremdeles skal ske ved „øje for øje, tand for tand" (Gamle testamente) metoden. Menneskets nye opgave står i forgrunden – det der er frugtbart for mennesket og dets omgivelser må gribes og omsættes. Ingen fortidsbearbejdning for dens egen skyld eller som udviklingsmotiv er påkrævet. En hjælp „ovenfra" kan i dag iagttages ved sammenspillet af de forskelligheder muligheder som byder sig for mennesker af i dag. (Uddrag fra kapitlet "Korsfæstelsen"fra hovedteksten; der findes også en side om Karma og Reinkarnation.)
*

Etiske værdier.

Etikken er den substans i de forskellige religioner, hvor der er mest slægtskab, og hvor dialogen derfor er længst fremme.F.eks. står der i begyndelsen af den klassiske Yoga-vej til Patanjai som en forudsætning for en succes: Ikke gennem tanker, ord eller gerninger skade levende væsner, ikke være grisk, sandfærdighed, seksuel renhed, ikke bare modtage gaver (være selvstændig). Det andet trin er "Niyama": Indre og ydre renselse, nøjsomhed og beskedenhed, askese, gavmildhed, ofre, studie og tilbedelse af guddommen, ildhu i troen. Yogierne lærer, at med slagmarken i Bhagavadgita menes den egne indre slagmark i forbindelse med renselsen. At der her findes paralleller til de 10 bud og til Jesus lærer er åbenlyst. Hinduer, såvel som kristne og mange andre religioner har været med til at skabe projektet „Verdensetos".

Hellige Skrifter.

Det ældste religiøse fundament er „Veden", som kan føres tilbage til "Rishis" fra den „gyldne tidsalder". Senere kom f.eks. Mahabharata-Eposset til, med skildringer af forhistoriske begivenheder, som ofte udlægges som myter, bl.a. krige, altså fra en ikke slet så „gylden" tidsalder. Upanishaden‘s visdomslitteratur tilsluttede sig dette. Bhagavadgita er en af de vigtigste hellige bøger inden for hinduismen, som forbinder overleveringer fra de ældre vedaer med upanishadernes filosofi og yoga-visdom, og står i forbindelse med Mahabharata. I dette læredigt gælder helten Krishna som en menneskelig fremtrædelsesform - Avatar, s. ovenf.–af den højeste guddom.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Information om:  Jesus Kristus og taoismen & konfucianismen.

De supplerende sider i internetprojektet "Kristusveje" om diverse øvrige religioner er et bidrag til bedre at kunne forstå disse og til den interreligiøse dialog. På denne supplerende side udfoldes ligheder og forskelle mellem taoisme/konfucianisme og kristendommen – en kristendom, der (igen) er sig sine egne spirituelle dybder bevidst. Vi foregiver dog ikke, at ville levere en indgående skildring af Lao-Tse’s eller Konfutses liv og traditioner. Men nogle af kernepunkterne vil blive omtalt nøje.

I den traditionelle kinesiske spiritualitet finder flere beslægtede kilder sammen:

1. Den oprindelige lære om det højeste princip.
Den oprindelige lære om det højeste princip tao/tai-dji, "om det, hvorom intet kan siges", skildrer også den oprindelige enhed i begyndelsen af alle ting, altså før delingen i polariteterne yin og yang*), og herefter i de "5 elementer"*). I dag står denne ur-enhed bag disse fremtrædelsesformer af kosmos.
Blandt de kristelige missionærer fandt f.eks. jesuitterne i dette højeste princip noget, der korresponderede med Gud; mens Franziskaner- og Benediktinermunke og endelig paven modsagde det. "Tao" svarer på den ene side ikke til den nye måde at opleve Gud på som en "Fader", man kan kontakte personligt, ligesom Jesus lærte. På den anden side er det ikke udelukket, at det drejer sig om en ældre måde at opleve eller søge efter Gud på, som det netop var muligt i antik kinesisk tid. 

*) Yin er et udvidende, "kvindeligt" princip –f.eks. idet sympatiske nervesystem, yang et sammentrækkende, "mandligt" – f.eks. idet parasympatiske nervesystem, som begge virker ind i hinanden. De "5 elementer jord, vand, træ, ild, metal" svarer tilnærmelsesvis til inddelingen i de 4 fremtrædelsesformer eller kvaliteter "jord", "vand", "luft", "ild" = "varme", sådan som de opfattes i den gamle vesterlandske alkymi og hermetik og i mange andre kulturer (der fandtes også kristelige alkymister.) Det kinesiske 5. element, det såkaldte "metal" blev i Europa også betegnet som "prima materia" ("urmaterie", jvf. moderne elementarpartikelteorier),eller som"æter", om hvilket det f.eks. i antikke indiske og antroposofiske kilder mentes, at det igen indeholder yderligere sådanne niveauer, så at der var i alt 7 aggregattilstande. Sådanne gamle indsigter ville i dag ikke blive betragtet med et egentligt religiøst afsæt; på den anden side er de heller ikke ren spekulativ filosofi; de udgør derimod en gammel, særegen avanceret form for kosmologi af mere naturvidenskabelig karakter–også selv om datidens erkendelsesmetoder adskiller sig fra vor tids.

Det ændrer ikke ved, at praktikkerne udført af de antikke kinesiske og senere taoistiske mestre har en spirituel karakter. For resultaterne af datidens studier angående hhv. "elementers" rolle og kræfter i mennesket blev kun taget i betragtning, fordi jordiske ufuldkommenheder er svære at komme uden om, når det drejer sig om den åndelige/religiøse fuldkommengørelse. Det ville være en form for spiritualitet, der ikke forsøger at undfly det jordiske, til forskel fra visse andre spirituelle traditioner. Stræben efter fuldkommengørelse som sådan er i første omgang ingen modsætning til den kristne lære om menneskets forløsning. Ofte glemmes det, at Jesus sagde "Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen" (Matth.5,48). Metoderne er dog forskellige. De urkristne osv. var helt klar over, at mennesket kan forberede og åbne sig aktivt for Guds virke; men i kristendommen har det også altid stået klart, at det ikke er muligtregulært at fremtvinge Guds nåde gennem sådanne handlinger. Også Gud er fri.

Mellem hændelserne i himlen, kinesisk "t'ien", jorden og mennesket – alle stammende fra den samme ur-enhed – har man over alt set overensstemmelser (på samme måde som ved de "7 frie kunster" på universiteterne i den vesterlandske middelalder). Således var al stræben rettet hen imod en harmoni mellem menneskets liv og "himlen" – som nutidens højeste magt – og jorden. Dette viser ud over den spirituelleogså den religiøse karakter af stræben som fænomen. Religion (af latin) betyder "genskabt forbindelse", "gentilslutning", nemlig til tingenes urgrund. I en kristelig optik er den umiddelbart kontaktbare skabergud dog tingenes urgrund, begyndelsen og enden på alt; og Jesus Kristus er ligesom et bindeled, der hjælper os til denne forbindelse med Gud.

I tidens løb har man også i det antikke Kina tilbedt flere særskilte guder: Himlen, jordens guder, lokale ånder og hellige. Begrebet „polyteisme", som normalt anvendes i forbindelse med sådanne religioner, er dog her ikke videre brugbart, da disse "guder" oprindeligt ligesom i nogle andre religioner blot var udslag eller kvaliteter af et urprincip (med undtagelse af f.eks. helgentilbedelsen–som dog burde virke bekendt for visse kristne kirker).

Således kan opdelingen af alle verdens tilsynekomster i yin og yang holde menneskets forstand fast i disse polariteter; gennem den rette stræben kan denne opdeling imidlertid også føre ud over denne fastlåste ramme og videre til en mystisk bevidsthedstilstand.

2. Taoismus.
Det hidtil skildrede udgjorde i vidt omfang det fælles grundlag for de senere opståede Laotse- og Konfutse-skoler (der af historikere oftest er blevet fastsat til tiden omkring 500 f.Kr.).
Taoismus (Lao-Tse: bl.a. bogen "Tao-te-king") rettede sig mod gerninger ud fra en meditativ"ikke-gerning"-holdning (Wu-wei); således at intet sker ud fra et egoistisk og intellektuelt overfladelag hos mennesket, men ud fra naturlige instinkter fra den gode kerne i mennesket–som er i harmoni med naturen. Dette vil så føre til en slags naturlig etik af uselviskhed og beskedenhed.
Den gode kerne i den forstand er ganske vist endnu ikke automatisk identisk med Jesus, der har taget bolig i mennesket og her udøver sit frugtbare virke, jvf. Joh.15("Bliv i mig, så bliver jeg også i jer"). Men nutidens teologer ville i dag ikke længere uden videre kunne bestride den gode kerne hos anderledes troende–for så vidt den nært beslægtede etik i de fleste religioner viser, at "det gode" over alt i mere eller mindre grad har fundet fodfæste. Selv "Helligånden blæser, hvorhen den vil" (Joh.3).

Taoister har altid været praktikere, og ikke teoretikere. I taoismen gør man brug af:
- Askese. Noget lignende forekommer inden for alle religioner. Man finder dog også praktikker til hhv. sublimation og transformationaf seksualiteten(f.eks. Mantak Chia, "Tao Yoga" og "Kærlighedens Tao Yoga"; de gamle østlige veje begynder ofte "nedefra og op", mens nutidens europæiske veje i højere grad kan siges at gå "oppefra og ned", dvs. fra bevidstheden.
- Krops-, åndedrags-og koncentrationsøvelser til vækkelse og styring af livsenergien "chi". At denne livsenergi findes, må i dag betragtes som reelt påvist gennem forskning inden for akupunktur og elektroakupunktur; også selv om fænomenets natur stadig ikke er entydigt videnskabeligt afklaret. Akupunkturmeridianerne er i dag sågar histologisk (i vævet) påvist som "tomme" kanaler. Denne livskraft er altså ikke "taoistisk", som nogle kristne troede, men almen menneskelig. Den blev i græsk/ tidlig kristen antik betegnet "pneuma"; et græskord, som blev benyttet både for åndedrag og livskraft  - den livsånde, der blev indblæst af Gud – og for Helligånden; idet dog "Helligånden" forbindes med Jesus Kristus. Hvis en person altså ikke stemningsmæssigt indlader sig på Jesus Kristus, hvorfra vil denne da kunne vide, at det, han/hun oplever, er identisk med Helligånden, sådan som Jesus bebudede den?
- Med til taoisternes repertoire hører endvidere –ligesom også i den indiske yoga - den meditative fordybelse i alle tings urgrund for at transcendere oplevelsen af livets begrænsethed. Også den alkymistiske søgning efter udødelighed spillede en rolle.

3. Konfucianisme.
Konfutse (Konfucius) anbefaler på lignende måde, at mennesket indføjes i "den kosmisk-moralske lov". I stedet for taoisternes mere individuelle vej søgte han mod et moralsk opdragelsessystem for samfundet i dets bredde. Der arbejdes på den bevidste kultivering og fuldkommengørelse af en god kerne i mennesket, gennem sædvane og forbilleder:
Hvis kærlighed og ærefrygt osv. indlæres i familien, vil heraf fremkomme et etisk samfund.
- Siden de ældste tider har f.eks. mord, tyveri, prostitution og billedkult været forbudt i Kina.
- Som praktisk taget alle verdensreligioner lærte Konfutse "...næstekærlighed: Hvad du ikke selv vil, skal du heller ikke gøre mod andre".
- Herunder hører selvbeherskelse, menneskelighed og godhed;
- samt de etiske dyder velvilje, retskaffenhed, passende respektfuld opførsel (også over for forfædrene), gavmildhed, visdom, oprigtighed;
- Dobbelte dyder efter bogen Shu-djing: venlig og værdig, mild og fast, ærlig og høflig, udvisende ordenssans og respekt, lærevillig og dristig, oprigtig og blid, eftergivende og mådeholden, stærk ogpålidelig, modig og retfærdig.
- Tilstræbt blev en indstilling af tilfredshed hinsides vrede, sorg og fornøjelse.
De antikke lærer indbefatter såvel tidløse værdier, som tidsbundne værdier, der relaterede til det daværende kejserrige.

4. Således havde disse skoler en del berøringspunkter, men også en del kontroverser. Alligevel blev de allerede tidligt ofte snarere oplevet som gensidigt supplerende, og ikke som modsætninger. Dette gjaldt endog for den senere fra Indien kommendebuddhismus med sin lære, der var rettet mod overvindelsen af den jordiske lidelse.
Kinesiske templer af i dag, f.eks. i Hong Kong, giver ofte indtryk af en ret simpel søgning efter orakler og riter, der skal skabe lykke i livet. Det vil sige, ligesom det i mere eller mindre grad er tilfældet i alle nutidens religioner, er den åndelige dybde, der oprindeligt var til stede, ikke at finde overalt.
Fra den kinesiske tradition skal endvidere nævnes ikke direkte religiøst relaterede koncepter, såsom orakelbogen I Ging, de kinesiske horoskoper, den kinesiske udgave af geomantikken resp. bygningsbiologi - "feng shui", og den allerede nævnte traditionelle kinesiske medicin. 

Et interessant vidnesbyrd om et tidligt møde mellem kristne og taoister findes i Martin Palmers bog, "The Jesus Sutras", Ansata:en ikke mere eksisterende kristen kirke i Kina gjorde i det 8. århundrede væsentligt indhold af kristendommen forståeligt for sin taoistiske omverden. (I det omfang bøger fra andre nævnes, er det ikke automatisk ensbetydende med, at vi ville kunne stå inde for alt indholdet.)

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Almene synspunkter til naturreligioner

 De ekstra sider i internetprojektet "Kristusveje" men henblik på andre religioner, er et bidrag til bedre forståelse af disse. Samt til en interreligiøs dialog. Fra den kristne side lægges uafhængig forskning til grund for dette, som, som åbner de spirituelle dybder i kristendommen igen, samt moderne bevidsthedsforskning. Angående naturreligioner, så leveres her ikke en omfattende beskrivelse af disse, men nogle synspunkter til dette formål.

Også den japanske Shinto-Kult er oprindelig en af de verdensomspændende –beslægtede naturreligioner, som er ældre end de kendte verdensreligioner som Buddhismen og Kristendommen.
Oprindelsen af naturreligionerne ligger i en tid, da mennesker havde en bevidsthed, som afviger meget fra den i dag dominerende intelektuelle
bevidsthed. Jean Gebser, forfatter til bogen "Oprindelse og nutid"(tysk) ville kalde dette bevidsthedstrin for den "mytologiske bevidsthed". Bevidsthedsforskeren Julian Jaynes, forfatter af "Oprindelsen af bevidsthed" (tysk. engelsk) ville kalde det en bevidsthed, hvor begge hjernehalvdele kommunikerede mere direkte indbyrdes som i dag.*) Den højre hjernehalvdel tillod, at alle slags syn, f.eks. i naturen opfattedes i en helhed som "væsener", og den venstre hjernehalvdel kunne bearbejde dette, så mennesket kunne høre deres "stemmer". Alle overleveringer (incl. de europæiske) om elementarvæsener, eventyrvæsener osv. Stammer derfra, og er dermed ikke fri fantasi. I forbindelse med den tiltagende udbredelse af skrive- og læsefærdighederne, fremfor kun den mundtlige overlevering forsvandt denne form for observationer i den europæisk-vestasiatiske antike frem til ca. 500 før Kristi som et samfundsrelevant fænomen. I den mytiske tid, hvor lokalt bundne eller stammetilknyttede væsener ofte blev tilbedt, har sammenblandingen af kulturerne bidraget til, at den ældre bevidsthedsform ikke længere – eller ikke længere fejlfrit – fungerede. Fejlene gjorde nytten af denne iagttagelse til et spørgsmål, og fremskyndede denne proces.
Det ville ikke være i orden at bedømme trin af denne slags på en sådan måde, at den nyere forstandsbevidsthed er mere værdifuld, og at produkterne af den ældre bevidsthed er uden værdi i dag. Det medførte nye færdigheder, men til gengæld gik andre tabt, og som intellektet alene ikke kan erstatte.Dog er det muligt, ved at fastholde gevinsterne af den analytiske tænkemåde, bevidst at genudvikle de ældre tabte færdigheder af fællessyn og syntese, f.eks. i meditaionen.
Derved kan der opstå en integreret bevidsthed, som kan hjælpe de to hjernehalvdele til at finde deres berettigelse. Den rent intelektuelle bevidsthed er i dag ofte nået til grænsen af deres ydeevne. Det er åbenbart ikke muligt, med den at løse og gennemskue de komplicerede økologiske problemer: Dörner talte om en "multifaktoriel bevidsthed", som en forudsætning for at forstå de økologiske processer, men at hans studerende ved en undersøgelse næsten ikke var i besiddelse af en sådan. Den nutidige menneskehed kan derfor inspireres af de gamle overleveringer af "førintellektuelle" observationer, - uden dog bare at kunne overtage denne form for bevidsthed. Derfor er eventyr værdifulde for børn i dag. De bidrager til, at den venstre hjernehalvdel ikke straks mistrives.

I den oprindelige Kristendom spillede "Gaverne fra Helligånden" en vigtig rolle (bl.a.. Joh. 16; Kor. 12, 7-11; Apostelbreve 2, 17-20). Se bl.a. vores kapitel "Pinse" i hovedteksten på vores engelske Webside samt i andre sprog. Helligånden er en guddommelig kraft, som får menneskenes kreativitet til at vokse ud over sig selv. Den er ikke bare en aktivitet af den højre hjernehalvdel, men den benytter denne halvdel ikke desto mindre.Men: Helligånden står i forbindelse med Jesus. Selvom Jesus sagde til diciplene "Ånden går sine egne veje" – hvordan kan man så være sikker på, at de nutidige budskaber fra Helligånden kommer i Jesus navn, hvis man ikke er på bølgelængde med Kristus ?

Til forskel fra det vi fandt ved andre polyteistiske religioner, som fra deres oprindelse havde en guddom med "egenskaber", som først senerehen blev tilbedt som seperate guder, - er der hos en række naturreligioner ikke en sådan enheds-oprindelse at finde.
Mens hos nogle andre folkeslag
Skabelsesmyten begynder med skabelsen af himmelen og jorden (og underverden), sætter den gamle japanske skabelsesmytos det som en forudsætning, at himmel og jorden er der. Guderne opstår i dette billede spontant og bebor alle 3 verdener, mens jorden også er beboet af mennesker, underverden af mange døde og dæmoner. Anseelsesrige aner tilhørte ligeledes gudpanteon. (...)

Tilbedelsen sker forskelligt , ved fastlagte bønner (takke og bede) og gennem ofring af naturalier eller symboler.
(...)

Mens det i naturreligionerne mest er Schamanen – Medicinmænd med særlige kundskaber og evner som spiller en central rolle, bliver Shinto kulten ledet af præster.

Etiske lærer: I f.eks.Shintoismus fandtes et synderegister; I kontakt med andre religioner blev der udviklet etiske grundsætninger, som de bogstaveligt findes i alle de store religioner.

(...)

*) Engelsk "Bicameral mind". Jaynes selv gav imidlertid det indtryk, som om disse gamle naturlige funktionsmekanismer af hjernen alene gav forklaringen på oplevelserne med gudelige – eller naturkræfter var; dette er efter vores overbevisning simpelthen forkert. Hvad disse væsner "er", det fortæller hans fremlægning intet om. Hverken "Guder" eller Gud findes i hjernen. Det drejer sig om et realitetsniveau på en særlig måde, og hjernen kan kun interpretere den på den ene eller den anden måde. Især den beskrevne ældre måde at opfatte på er ikke uden videre istand til kunstigt at producere sligt "væsen", som den moderne bevidsthed ville være i stand til. På lignende måde spejler spirituelle drømme eller meditationsoplevelser noget helt andet, end bare forarbejdnindsprocesser af fysiske dagsoplevelser.
**) I Europa hørte f.eks. tiden for fremkomsten af de homeriske epen til den mytiske periode, mens den senere tid for den oldgræske filisofi allerede hørte til intelligensbevidstheden. 

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Vore nye tyske og engelske emne sider:
Gamle amerikanske religioner: Maya-kalenderen

En vurdering af den græske religion
Bemærkninger til antik romersk religion
Gammel germansk religion
Keltisk religion
Tidlig slavisk religion
Tidlig baltisk religion
Tidlig baskisk religion
Tidlig finsk religion

 

Om del 1: Evangeliernes trin.    /    Om del 2: Åbenbaringernes trin.   /   Om del 3: kapitler til forskellige emner og livsspørgsmål.

E-mail: ways-of-christ.com Skriv venligst på tysk eller engelsk. Ellers skriv i korte sætninger og angiv det sprog som benyttes.

til Homepage.

 

Henvisning til andre sprog og rettigheder.

De andre internetsider kan findes under http://www.Christuswege.net  (tysk) og http://www.ways-of-christ.net (english). Andre sprog se Homepage. Den tyske og engelske tekst bliver løbende a jourført og indeholder også en side med "ændringer", samt yderligere ekstrasider. Teksten på internettet må udprintes og videregives i uændret form. Oversættelserne i andre sprog er ikke altid kontrolleret.

Anvendte korte bibelcitater og anmærkninger - er på basis af nye oversættelser ny bearbejdet – og er supplerende tekst til de tilsvarende kapitler i hovedteksten.
Disse karakteristiske steder er dog ingen erstatning for et ledsagende studium eller meditation over hele evangeliekapitler eller dele af Åbenbaringen. Her tilrådes det at bruge en bibel eller det Ny Testamente.