1. Gør man en indsats for at hente dels begravede, åndelige dele af kristendommen frem i dagslyset, må man rent logisk starte med indholdet i læren, i livet og betydningen af Jesus Kristus selv, samt de oprindelige kristne (urkristne); dette skal være inklusive deres „apokalyptiske" træk, fremfor kun at drage det frem, som den ene eller den anden teologi kan lide. Derved viser det sig, at også mangfoldigheden blandt de oprindelige kristne må tages seriøst, som også evangelisterne ******) gjorde det, for derigennem at kunne fornemme den bredere betydning af Kristus impulser. *)

2. De næste århundreders gamle kirker blev hovedsageligt dirigeret af „kirkefædrenes" afhandlinger. Kirkefædrene fra de tidlige kirker har ved hjælp af det græske sprog og lærdom gjort de urkrisltlige overleveringer mere forståelige for Europa. Disse vidste også meget om de gamle skrifter, som i dag er forliste. Som i alle udviklingsfaser, blev der også her i tidens løb diskuteret om, hvad der nu svarede til den sande kristenlære, og hvad der ikke var sandt. Men noget af deres viden, som senere blev fortrængt, fortjener et nyt studium, men i sammenligning med det oprindelige. Der fandtes dog fremdeles kristne, - f.eks. i Egypten, sml. her fundene i Naq Hammadi – som ikke søgte frelsen gennem kirken, men søgte den individuelle direkte forbindelse til Gud gennem bøn og meditation.

3. Den middelalderlige Skolastik og Kanonistik førte til en teologisk systematisering gennem tankemæssige, måske religionsfilosofiske slutninger; her regnedes kirkefædrene fortsat som øverste autoritet, men kun sålænge der var overensstemmelse med disse tankerækker. Selvom der for denne tid fandtes en del meningsfyldt åndeligt føde i dette, kunne den ensidige, dominerende og grænseoverskridende intellektuelle logik virke afskrækkende; det nævnte skal skelnes fra de religiøse dimensioner i dette. Troen blev konserveret ved disse lærer, men forledte også til inkvisitoriske handlinger. Ud fra kreativiteten af en nutidig „søgende" eller mystiker kan det let ses, hvad den samme intellektuelle metode på nogle områder kunne have ført til – og førte til -; dvs. at åndelig udvikling forudsætter en mere fleksibelt og en ikke forhærdende bevidsthed. Den strenge skolastiske metode er også i dag udgangspunktet for systematisk teologi, især indenfor katolicismen. Dog findes der i dag en del åbninger, f.eks. økumeniske (f.eks. Yves Congar). Det drejer sig heller ikke om en eller anden ensidig kritik af en teologisk retning. På et tidligere tidspunkt med arbejdet på denne tekst blev det undersøgt, hvilke systematiske leddelinger der foreligger i dette stof. Der fandtes kun én mulighed, nemlig den viste rækkefølge af Jesus trin langs med selve evangelierne. Netop deri spejler sig en ligefrem arketypisk rækkefølge af menneskelige udviklingsstadier og bevidsthedsområder, også i forhold til den ydre verden. Men dette er et nyt, interdiciplinært kendetegn.

4. Da man havde stablet nok kirkelige traditioner på det oprindelige, kom refomatorernes bestræbelser med at genoptage de oprindelige bibelske grundtemaer. Dette lykkedes dog kun for dem i meget begrænset omfang, idet de var børn af tiden, og kun havde meget lidt kendskab til den kristne histories spirituelle og mystiske strømninger. Traditioner blev også droppet, som inderst inde er værdifulde, f.eks. Maria tilbedelsen. Det var dengang forbeholdt enkelte, f.eks. teologen J.V.Andreae, at berette om de " kristne – esoteriske " erfaringer i romantiske, drømmeagtige billeder; at det kristelige ikke var let genkendeligt, skyldes formen, som blev benyttet af sikkerhedshensyn. Også den protestantiske kreds var ikke altid så tolerant, som man kunne tro. Antireformationer, religionskrige osv. gjorde deres. Alligevel havde de forskellige teologiske metoder dengang meget tilfælles. Hvor der i dag, selv indenfor de protestantiske kirker, eksisterer forskellige trossamfund som den lutherske, den reformerede (kalvinistiske) samt unierede kirker , så må deres ledere lytte på, at disse ting nok kan have interesse for faglige teologiske diskussioner, men at det med henblik på de egne menigheder for længst har overlevet sig selv. **)

5. Den efterfølgende nye filosofi´s tid , tiden for oplysning og naturvidenskab førte nu heller ikke til, at der ved siden af den gamle, intellektuel dominerede, systematiske teologi dukkede en åndelig præget teologi op. Tværtimod var der nu flere og flere historisk – kritiske teologer som mere eller mindre bevidst deltog i den daværende ligeledes intellektuelle, og med tiden endda materialistiske naturvidenskab - indforståethed. Teologien blev delvis mere til en literaturvidenskabelig og linguistisk retning, som ikke er forkert, - men ensidigt. 
Der er intet til hinder for en hensyntagen til den litterære genre - men i så fald så vidt muligt passende i stedet for skematisk; se f.eks. vor side (alm.) om det såkaldte filipevangelium (tysk). At sammenholde skrifternes udsagn med datidens forhold er ligeledes ofte nødvendig - blot skal man være påpasselig med ikke på forhånd at forholde sig til datidens udsagn på en nedvurderende måde, som har rod i nutidens tidsånd. Også sammenhængen med den vordende menighed kan kaste lys over betydningen - hvilket dog ikke nødvendigvis fører til, at udsynet begrænses til en ydre, ren menneskelig historie, hvor Gud ikke længere er umiddelbart til stede, som jo dog var det vigtigste for menneskene. At et budskab blev givet til bestemte mennesker udelukker på ingen måde en universel betydning. At søge betydningen af overleveringen for os i dag er vigtig - det fulde indhold vil dog først komme for dagen, hvis vi tager forståelsen af det forjættede alvorligt også for nutidens mennesker, eller i det mindste forsøger det.
(Overfor dem følte samtidige repræsentanter for den gamle systematiske teologi sig som et slags centrum for den egentlige teologi, som de nye forskningsgrene kunne grupperes omkring. Men kunne de være en sådan integreret kerne? Det er nok en dels berettiget tilsnigelse, at sætte de mangeartede videnskabelige opdagelser i forbindelse med tros lærer. I så fald ville det kun være konsekvent, hvis man også gør det i dag. Men dette er næppe sket hidtil. Det ville betyde, at man skulle tage hensyn til det nye, sig langsomt visualiserende verdensbillede (Paradigma), som aftegner sig som nyere, ikke så materialistiske , videnskabelige strømninger indenfor elementardelefysikken, af den moderne biofysik, af geo- og astrofysikken og især af parapsykologiens grænsevidenskaber . Det er meningsløst at basere en nutidig teologi på et verdensbillede fra det 19. Århundrede. ***)

6. I det 20. Århundrede fulgte mange bestræbelser, på at finde facetter i teologien, som den indtil nu ikke havde taget nok hensyn til, men fremdeles uden at medtage disse mystiske – spirituelle dimensioner, - som af bl.a.Karl Rahner blev erkendt som nødvendige. Disse forsøg i katolske og evangeliske kreds har ofte medført resultater for samfundet, idet de ofte tog hensyn til menneskers praktiske behov, f.eks. Karl Barth, den politiske teologi og den tredje verdens befrielses- teologi samt skabelsesteologien.****), feministisk teologi, ... .
I nogle grene, som "afmytologiseringsteologien" af Bultmann blev barnet dog skyllet ud med badevandet, dvs. at troen er reduceret til en – i mellemtiden forældet - materialistisk verdensforståelse; godt nok holdes der fast ved, at troen ikke har behov for en videnskabelig objektivering . Drewermann forøgte derpå med en dybdepsykologisk forståelse af evangelierne. Det kunne betyde en bro for at komme fra den åndsforladte, materialistiske verdensanskuelse, men dybdepsykologien er nu engang ikke biblens egentlige spirituelle dimension, og det er derfor meningsløst at bruge disse to helt forskellige områder mod hinanden.
Problemer mellem fundamentalismus og relativismus dominerede diskussionen indtil nu. 
I øvrigt spiller de sidste år udenfor de teologiske kredse også den formentlige „Jesus – afsløringshistorie" en rolle, som ikke just pynter på dagens helhedsbillede af diskussionen.

7. Vi mærker derfor meget lidt til det 21.århundredes " postmoderne" teologi. En fornyelse af kristendommens åndelige muligheder- ved såvel opretholdelsen af den gamle intensive tro, som også den opnåede sociale bevågenhed, - forudsætter et omfattenden skift i bevidstheden.*****. Åndelig præcision samt et differentieret syn på samfundet og hele verden er der her behov for, fremfor kun at forvalte og fortsætte de hidtidige forskningsretninger i teologien og religionsvidenskaberne. Her tager "Kristusveje""fat.

*) Disse anerkendte bevidst ikke bare "sprogkilden Q", som senere blev åbnet af forskere.(Den indeholdt kun nogle af Jesus udtalelser fra før passionshistorien, med den etik hinsides mange samfundsmæssige konventioner, som i dag ofte hæftes til bjergprædiken. Allerede det nært beslægtede Thomasevangelium viser, at alt efter prædikanter og publikum verserer der en del andre udsagn af Jesus….). Jesus sidste skridt i livet, startende med opvækkelsen af Lazarus osv. – var der kun få som kunne følge og stå inde for. Trods det blev de gjort tilgængeligt for de søgende.

**) I nyeste tid er der i Tyskland bestræbelser i gang for at løse knuderne i denne tilstand…. Om de forskellige kirker se i øvrigt også vores " De syv menigheder (af Åbenbaringen) og nutidens kirker.

***) Se bl.a. vores side : "Naturvidenskaber og Gudstro". Update English/ Deutsch. Om kristendommens udvikling, se også Prof. Hans Küng, Das Christentum. Wesen und Geschichte, Sonderausgabe 2007. Han tilstræber en integreret forskning, som trods arkæologi og kritisk forskning, tager de gamle skrifter alvorligt som kilder rent indholdsmæssigt. Vi deler ikke alle konklusionerne fra den historisk-kritiske forskning, der præsenteres her. F.eks. forekom hændelser med Jesus af og til i for høj grad at være rent subjektive oplevelser; Küng er dog åben over for en selvstændig endnu uudforsket realitet i sådanne oplevelser. I øvrigt formår hans immervæk interessante metode til undersøgelse af kristendommens udviklingstrin (paradigmer) ikke at værdige betydningen af de retninger tilstrækkelig opmærksomhed, som i det store perspektiv ikke har vist sig at spille nogen afgørende rolle - som f.eks. mystikken - retninger, som har bragt aspekter frem, der er væsentlige for at kunne udtømme kristendommens fulde potentiale. Det kan her tilføjes, at mennesker med en indre spirituel "opgave" eller mystikere normalt ikke ville kunne forstås rigtigt gennem en ren historisk-kritisk analyse, da de ud over at have en biografi, der kan begribes i det ydre, tillige har en i sig selv hvilende indre spirituel biografi. Her hjælper det mere at prøve at tage dem seriøst, i stedet for at pille dem fra hinanden.

****) Se f.eks.: "Økologisk teologi", Kreuz-forlag (tysk).

******) Supplement: Jesus og teologien.