Kristusveje

En uafhængig info-side
 med synspunkter fra mange forsknings-
 og erfaringsområder.

 Til Hompege: Andre tilbud og sprog.

 

Kristusveje i den menneskelige bevidsthed og på jorden.

Indholdsfortegnelse for alle dele.

Til første kapitel: Kapitlerne om evangeliernes trin.

Dette er 2. Del: Trinene i Johannes åbenbaring.

For nedenstående kapitler(fra fortegnelsen) må siden først være helt ladet op.
26. Johannes åbenbaringer
27. At omgås profetier
28. Til indholdet i Johannes apokalypsen:"De syv kirker" (med ekstraside om kirkerne i dag.)
29  De syv segl
30  De syv trompeter
31.
De "syv tordener" og de to profeter
32. Kvinden og dragene
33  Dyret med de syv hoveder fra havet
34. Det tohornede dyr fra jorden
35. De "sidste syv plager og babylons endeligt; ...Kristus genkomst"
36. Det (virkelige) "1000 års fredsrige"
37. Den" nye himmel, den nye jord og det Ny Jerusalem"


38  Slutkapitlet: Kristendommen
39. Tavle: En kristen holdning – „ I verden, men ikke ud af verden", en „tredje vej"

Til del 3: 11 kapitler om forskellige emner og livsspørgsmål – klik her

4. del: Gamle Testamente; og bidrag til dialog med andre religioner

Henvisning til andre udgaver og rettigheder.
e-mail.

 

Metodisk henvisning:

De følgende 37 kapitler følger trinene i evangelierne og i Johannes åbenbaring.Det anbefales også at arbejde med dem i denne rækkefølge ved hjælp af bl.a. Johannesevangeliet og Åbenbaringen.
Den der udover at læse teksten måtte være interesseret i et helheds studium af samme, - under hensyntagen til forsømte dele af sjælen-, kan efter studiet af et kapitel af disse koncentrerede betragtninger, læse tilsvarende kapitel i f.eks.Johannesevangeliet, og meditere over det.

Mere udførligt om meditationspraksis.

 

Johannes åbenbaring.

I Johannesevangeliet kan man ved intensiv, meditativ nærstudium ane, at evangelistens tyngdepunkt i indholdet røber, at størtstedelen af hans meditative tilbageblik drejer sig om selvoplevede begivenheder.

Ved Johannes åbenbaring derimod, er det tydeligt, at det hele er baseret på visioner. Her findes der der ingen fremadrettede tankerækker om eksterne livserfaringer. Visionernes udformning viser også, - forudsat ens egen evne til at se forskel på indre billeder – at de stammer fra højere niveauer end dem , hvor ydre forventninger kan udarte i imaginære billeder, en blanding med det personlige kan ikke mærkes. Kilden er også præcist kaldt ved navn, selv om dette alene ved den slags oplevelser ikke er nogen garanti: „Dette er Jesu Kristi åbenbaring , som den blev givet ham af Gud for at han skulle vise sine tjenere, hvad der i hast vil ske og har tydet dem og gennem en engel sendt dem til sin tjener Johannes. ..".

Moderne evangelisk teologi interesserer sig oftest ikke meget for dette apokalyptiske skrift. Den kan med de ydre metoder ikke rigtig „lukke dem op", højst i brudstykker, idet den ikke kender måden og den dermed forbundne symbolik som de er opstået ved. I den katolske kirke har man nogle forestillinger om apokalypsen, men menneskene her læser den næppe, den er alt for fjern fra nutidens selvtilfredse mennesker og kirker. Derimod henviser frikirker og sekter direkte til apokalypsen*. De læser de profetiske syn med forstanden, altså også med en utilstrækkelig metode, tit kun om en enkelt ydre katastrofeperiode, og ser sig selv i alle tilfælde som de udvalgte, eller mindst som de mest direkte udvalgte.* Apokalypse stammer fra græsk og betyder afdækning, åbenbaring, og ikke katastrofe.

I kapitlet om pinsehændelsen blev der allerede henvist til overgange fra Jesus virke i sin egen kreds, til udbredelsen i det større perspektiv.

Hvis man gennemarbejder Johannes åbenbaring som helhed, som tilskyndet i indledningen, viser der sig uventede ting, som ikke kan findes i literaturen:

Åbenbaringen viser en rækkefølge, som er beslægtet med rækkefølgen i Jesus liv. Men der er helt tydeligt tale om udviklinger i menneskeheden, hhv. jorden og kosmos; selv en nok så grundig og inderlig gennemarbejdning bekræfter kun, at det ikke kun drejer sig om om nogle nøgne billeder til understøttelse af det enkelte menneskes udvikling eller „indvielse", selvom de i hht. de nævnte paralleller til evangelierne også på den måde kunne hjælpe individuelt. Apokalypsens egentlige trin er nærmere den bevidsthed, som udvider indholdet af hændelserne omkring Jesus Kristus for 2000 år tilbage, til de på samme måde gennemvævede trin i menneskehedens og jordens udvikling, på baggrund af kosmos. Heri er indbefattet det universelle aspekt af Kristus, af hans virke som menneskesønnen ved vor tidsregnings begyndelse. Ud fra dette perspektiv ville det igen være muligt, i det små at drage nogle slutninger om hændelsen for 2000 år tilbage.

Åbenbaringen er imidlertid i besiddelse af en unik større kapacitet, end evangeliernes beretninger. Den er dermed heller ikke bare en projektion på hændelserne på verdensplan, men af de ting Johannes oplevede under Jesus virke.

Åbenbaringen beskriver i sin inderste kerne en hændelse i flere dimensioner, hhv. eksistensniveauer. Tidsbestemte rækkefølger i trinene finder man kun sekundært .Derfor er det tydeligt, at mange udlægninger som historiske hændelser i bedste fald kan have en lille lighed med det skete.

Fra et andet, ligeledes tilforladeligt synspunkt ser R.Steiner menneskehedens fremtidige visionære bevidsthedstilstande som til dels anskueliggjort ved nogle nutidige åndselever. R. Steiner,kan læses i:„ Johannes Apokalypsen ", foredragsrække1908 (tysk).

I overensstemmelse med Otto Hanish,grundlægger af den zarathustrisk orienterede „Mazdaznan"- livsreformbevægelse fandt Oberdörffer ligheder til de fysiologiske udviklinger af f.eks. menneskers nervebaner. „Apokalypsen", Dt. Mazdaznan Bewegung, Gablonzer Str.7, D-76185 Karlsruhe (Deutschland).

En kapitelvis kristelig esoterisk tydning prøvede også Artur Schult: „ Johannesevangeliet som åbenbaring af den kosmiske Kristus"og „ Udvikling af kosmos og Johannesapokalypse" (tysk). Naturligvis er der tale om tilløb til meninger, som kunne give anledning til mange bemærkninger.

Her endnu nogle bemærkninger til ældre profetier: Det hjælper meget lidt m.h.t.til tydningen, at blande Johannesapokalypsen og profetierne i det gamle testamente sammen. Selv om der i nogle situationer anvendes de samme billeder, burde de gamle profeters udsagn sammenlignes med de historiske begivenheder i den førkristelige tid, samt med tilsvarende tidstavler. Derved viser det sig nemlig, at disse profeter, stort set uden undtagelser talte om forestående begivenheder i den førkristelige tid, samt i Kristus levetid: f.eks. den babylonske fangenskab og jødernes tilbagevenden, samt den påfølgende krig i landet, og jødernes sejr osv.; også om Messias, hhv. Kristus komme blev der spået(se om Messias i kapitlet om det Gamle Testamente) Kun på ganske få steder kan der ydermere anes begivenheder, som tyder på vores tid, hhv. det som står i Johannesåbenbaringerne (f.eks. : Jesaja 24, 25, 27, 66:15, Daniel 7: 9-28).

Åb.5:6blev i traditionel (kristelig) teologi udfundet som grundlæggende vision: Lammet, som blev slagtet, og alligevel står opret foran Guds trone. Ud fra en kirkelig optik blev kirken set som det sted, hvor det nye realiseres. Ellers behandlede teologer Johannes Åbenbaring i forbindelse med den "undergangsagtige" (eskatologiske) tillid til et kommende Guds "kongerige", navnlig set i sammenhæng med tilsvarende taler fra Jesu læreår. Hvad Gud har begyndt med Jesus, men endnu er ufuldendt, udfolder sig fortsat indtil fuldførelsen; jf. Fil 1:6. Her kunne det forekomme, at en begyndelse af en "ny himmel og en ny jord" (Åb 21) allerede blev antaget med Jesu korsfæstelse og opstandelse - og en kontinuerlig udvikling i den retning herefter blev antaget. Johannes Åbenbaring taler om en omvæltning, der selv ved en nok så symbolsk udlægning lader ane et omfang, der ikke tidligere er set. Den tilsyneladende modsigelse mellem noget, som egentlig allerede eksisterer, og en senere virkeliggørelse kan kun opløses, hvis den bevidsthed, som Jesus udviser, når han flere gange i overensstemmelse hermed siger "Tiden vil komme og er allerede nu...", antydningsvist forstås meditativt. (Joh 4 og 5): Det tilsiger, at noget, som allerede er givet på et højere åndeligt niveau, senere vil komme til udtryk på det synlige niveau. 

Yderligere (tysk og engelsk): "åbenbaring Matth. 24-25".

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Om håndtering af profetier.

Her ville nogle tankerækker om håndtering af profetierne være på sin plads, ikke bare Johannes apokalypsen, men også andre, mest korte apokalypser fra den apokryfe litteratur fra de første århundreder, eller om nulevende synske personers moderne apokalyptiske visioner, som mest har "blandet" karakter; derudover om diverse profetier af forskellige slags. De grundfæstede trin af Johannes åbenbaringen burde være ligeså lidt indiskutable, som de forskellige stadier af et embryo eller et andet levevæsen, eller visse trin i udviklingen hos en mystiker, osv. Men hvordan disse trin gennemgås, om små fund giver stor lærdom, om megen hårdhed i det ydre undgås, eller om store katastrofer må ske, det ligger i menneskenes hånd. Den der – uafhængig af profeterne - undersøger de ydre hændelser i verden, vil opdage den samme lovmæssighed, enten man ser på et enkeltmenneskes skæbne, eller på større sammenhæng.

Ikke fundamentale, og dermed mindre rodfæstede enkeltheder i fremtidsvisionerne er åndelige programmer, som på grund af det, der skete forud, er modnedes så meget, at de vil være årsag til fremtidige hændelser, som bliver begrænset efter art, rum og tid. Men hvis de grundlæggende åndelige programmer ved en personlig indsats ændres for det enkelte menneske, eller menneskegrupper, så vil også enkelthederne i fremtiden ændres, såfremt disse er hævet over det fundamentales behov. Derfor ændres visioner i tidens løb. Dette gælder især for menneskers visioner, som ikke er set ud fra Johannes vidtrækkende niveau; deres visioner kan være overhalet i løbet af kort tid. Men menneskehedens spillerum er på grund af menneskers træghed begrænset. 

Synske personer kan konstatere svage impulser, som kan være de mest korrekte; eller de ser mere tydelige muligheder i en symbolsk form, eller ligefrem eksakte fysiske hændelser, hvor ikke fastlagte enkeltheder imidlertid tilføjes af underbevidstheden; fra simple projektioner af oplevelser fra fortiden til fremtiden, eller andre ofte forekommende misvisende observationer, helt bortset fra forkerte udlægninger.

Andre modsigelser i disse " fremtidsiagttagelser" afspejler åbenbart fasttømrede – dels indbyrdes modsigende – fremtidsscenerier (* se også henvisningen i slutningen af dette kapitel om "de sidste syv plager" på internetsiden). Disse er i menneskehedens psykiske nivau " reelle, men ikke afklarede forhold", som skyldes indflydelse af forskellige menneskelige visioner. Ethvert menneske deltager i fremtidens kontinuerlige udviklingsproces, enten bevidst eller ubevidst. 

På den ene side er jorden en bevidst, fri organisme, og hvordan Gud skal håndterer denne del af sit væsen, kan ingen fortælle Ham. På den anden side er mennesket for så vidt også frit stillet ,til hele tiden at træffe bedre løsningsmodeller, på lignende måde som dets celler også kan tillægges en vis variationsmulighed; denne dikteres ikke centralt af den menneskelige bevidsthed, men den kan absolut påvirkes med positive tanker o.s.v.

Ved pulserende tanker og bønner, gennem kærlighed og tillid til Gud, gennem gode gerninger og nåde kan – og er - der udrettet utroligt meget mere, end der kan tillægges fatale handlinger.

Nogle mystikeres observationer, hvorefter der på de højeste niveauer, ovenover tid og rum, alting allerede eksisterer, og det jordiske observationsniveaus kamp om de rigtige afgørelser, er på sin vis begge uafængig af hinanden rigtige. At spille de to filosofisk ud mod hinanden, svarer ikke til disse niveauers helt forskellige karakterer, og medfører forkerte slutninger.

Inspirationer

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Om indholdet i Johannesapokalypsen: De syv kirker (med ekstraside om kirkerne i dag, og økumemen).

I åbenbaringen, 1.kap. beskriver Johannes den første Kristusvision efter himmelfarten. " Jeg vendte mig", eller mere tydeligt i 4. kap. " Kom her op… ", "og straks var jeg grebet af ånden", betyder her ikke at Kristus "stiger ned" til Johannes, men at Johannes indimellem kan komme op på det niveau som han tiltales fra. Dette er vigtigt og ikke symbolsk. "Den første, den sidste og den levende", som "var død". "Og har nøglerne til helvede og døden", den med Gud forenede Kristus taler til ham. Han navngiver dermed også det almene, ofte varierede emne, som gennemvæver apokalypsen som en rød tråd: Gennemtrængningen af de forskellige resterende, hhv. formørkede niveauer af livet – ikke ved hjælp af et eller andet lys – men med det "sande lys", i hht. Johannesevangeliet , gennem Kristus. Alt stilles nu først i kontekst med den nu gentagne profeti om Kristus genkomst "i skyerne."

Kristus viser sig her rent billedligt i sin egenskab som centrum af "Asiens syv menigheder", som solskinsagtig og med dømmekraft. "Iført en klædning, som nåede ned til fødderne", dvs. Hans ånd gennemtrænger alt, også viljen, som udtrykkes gennem fødderne-" omkring brystet bar Han et bælte af guld" -" –hjertets kærlighed er også bundet til visdommen-. "Hans hoved og Hans hår var hvide…- " –gennem denne forbindelse med kærligheden har hovedet en udstråling-; "og Hans øjne som flammer af ild " –Hans øjne belyser verden-; "Hans ben strålede som Guldmalm" – Hans skridt har også en rensende virkning udadtil-; og "Hans røst og stemme var som brusen af vandmasser " –også i stemmen svinger ånden med-. " I Hans højre holdt Han syv stjerner" – Han drager alle kræfter, alle karakterer med den højre, som står for fremtiden, efter sig, de følger Ham -; "og af Hans mund kom et skarpt toægget sværd"- Han bringer den virkelige kraft til at skelne og differentiere.
Denne vision fremtræder som en analog vision af Johannes døberen i starten af Johannesevangeliet, med den sande ånds due; de syv menigheder svarer til diciplenes kaldelse – f.eks. fra Joh.1, Matth. 4, 18-22.

De " syv menigheder" – syv kirker: Åbenb. 2-3 – eksisterer i virkeligheden. De materialiserede forskellige kulturelle problemer, kvaliteter og forhold, som Kristus nådesløst lader nedskrive af menighedens "engle". „Engel" synes her at henvise til den jordiske leder af disse menigheder, brevene er ikke nogen overjordiske frembringelser. Der blev sideløbende gået ud fra, at hvert samfund var i varetægt af hver deres engel. Begrebet engel kan imidlertid yderligere henvise til, at de kristne menigheder i de syv byer kontaktes som vikarer for de kræfter, som de legemliggør, og som kommer til udtryk på anden måde.

Når retninger, som rosenkreuzere, teosofistiske – og anthroposofiske kredse uden større dokumentation går ud fra, at disse menigheder repræsenterer kulturer, kan der være en vis sandhed i det. Disse beskrives i rækkefølge. Den nuværende brydning af den østerlandske kultur, til en i horisonten opdukkende mere mild kulturform, identificeres som et skift fra den 5. Til den 6. Menighed, eller et skift fra den 6. Til den 7. Menighed. Ind imellem prøver man at henvise til en kommende "vandmandstidsalder", som ifølge forskellige astrologiske- og New-Age- kredse skulle ske mellem ca.1961 og 2000, eller startende i 2042; iflg. R.Steiner starter dens aktivitetsperiode imidlertid først ca. år 3500. Her tages også hensyn til underafsnit på 300 – 400 år. Selv om disse kosmiske kredsløb beror på realiteter, overser man dog forskellige forhold.

Efter dens karakter er Apokalypsen ikke rettet imod en cyklus af en "evig genkomst af de samme tolv dyrekredskvaliteter". Billedet af en spiral, hvor al udvikling sker på stadig stigende niveauer, ville være bedre. Menneskehedens- og verdensudviklingens meget fundamentale "kvantespring" i apokalypsen kan dog ikke alene ses på baggrund af en kontinuerlig cirkelbevægelse, jordaksens præcision og åndelige følgeomstændigheder af samme . Ser man f.eks på den tids historie, så sker udviklingen hurtigere og hurtigere. Her kan man ane en indgriben af noget overordnet. Fikseret på kredsløb, måtte man for apokalyptiske forandringer formode et yderligere, større kredsløb. Dog kan det også være de indvirkninger, som apokalypsen omtaler.

I de ikke synderligt seriøst opfattede forskningsresultater om kosmiske forandringer i den tidlige verdenshistorie, som kalendere, arkæologiske fund, skriftlige optegnelser, sagn, af H.J.Andersen bl.a. nøje vurderet, viser det sig, at himmelmekanismen og dermed også tidsalderrytmen forbliver i en konstant rytme. Dog kan de åbenbart forandres ved revolutionerende påvirkninger. Tidskredsløbene ville i så fald have en mindre betydning, end i de første fem "samfund"- i dette lys så man i teosofiske kredse kulturene i Indien, Persien, Egypten og Kaldæa, Grækenland og Rom o.s.v., samt den hidtidige østerlandske kultur.

Supplement: "Åbningen af Apokalypsen" (fra "Schriftwerk des Erzengels Raphael" fra Helene Möller - 1884-1969 -, Radona-Verlag, Am Buchstein 14/15, D-61250 Usingen - tysk/ engelsk) tidsfæster de „ 7 menigheder" mere i henhold til kirkens udvikling, - fremfor kosmiske kredsløb:
1.     33-   333 e.Kr.: Kampe omkring den rigtige måde at følge Jesus anvisninger på… .
2.   333-   633 e.Kr.: Problemer og trofastheden i den tidligere kirke... .
3.   633-   933 e.Kr.: Skriftens åbenbaringer... .
4.   933- 1233 e.Kr.: Farer, opstået på grund af " Indbildskhed, pyntesyge, begærlighed, følelsesladethed" i kirken.
(Anmærkning: Dette tidsrum omfattede også kirkens krigeriske og inkvisitoriske forviklinger.)
5. 1233- 1533 e.Kr.: "Urenhed og Selviskhed i kirken" fulgt af „frafald fra kirken".
(Den katolske og evangeliske kirke anerkendes i bogens videre forløb dog som „de to vidner" iflg. Joh.Å. , 11, eller som partnere der hører sammen.)
6. 1533- 1833 e.Kr.: Forfladiget kristendom.
(Anmærkning: På denne tid opstod også rationalismen og den ældre mekanistiske naturvidenskab.)
7. 1833- 2000 e.Kr.: Gennemgående ligegyldighed vedr. kirken og Gud.
(Det går i den nævnte bog hen imod brydninger omkring Kristi genkomst, som er skildret i det sidste af Joh.Åbenbaringerne. Genkomsten blev fra flere sider tydet som en kosmisk hændelse. Scenariet overskygges godt nok af store krige mellem de ugudelige, men dette imødegåes allerede af „folkeslagenes bøn til Gud", som kan gøre en forskel; og især, at de alvorligt troende kan henvende sig til Gud og „ tilslutte sig hans inspiration", for derved at opløftes til Hans nærhed.

I forhold til de efterfølgende trin i åbenbaringen, kunne "menighederne" opfattes som værende på et niveau, som kan påvirkes med bevidsthedens kraftkilder fra det jordiske liv.

 

De "syv menigheder" og kirkerne fra i dag – (på de tyske og engelske udgaver med yderligere citater fra Johannes åbenbaring 1 - 3). 

a.) De 7 tidlige kirker i Lilleasien.

Tidlig kirke

Kristus taler som:

Anerkendelse

Formaning

Mål for dem, som overvinder sig selv

i Ephesus

"som holder de syv stjerner i sin højre, og går rundt midt under de syv lysestager."

Værker, AnstrengelserTålmodighed, ikke tåler de onde, "Nikolaiter var Jer imod, ligesom de også var mig imod. ****, erkendt falske apostle, Tålmodighed, båret lidelse på grund af Kristus, ikke træt. 

Har forladt den første kærlighed; skal gøre bod og udføre de første gerninger; I modsat fald bliver lysestagen fjernet fra sin plads.

"...den vil jeg bespise fra livets træ, som findes i Guds paradis."

i Smyrna

"den første og den sidste, som var død og blev levende"

Trange kår, fattigdom - "og dog rig", "blasfemien fra dem, som siger de er jøder, men er det ikke , men er satans synagoge."

"Frygt ikke det du skal lide! Se, djævlen vil kaste nogle af Jer i fængsel, for at friste Jer, og i 10 dage skal i være i bekneb."

"Vær trofast til døden, så vil jeg give dig livets krone. Den som overvinder, skal ikke lide ved den andens død."

i Pergamon

"den der har det skarpe, toæggede sværd"

"holder fast ved mit navn og fornægt ikke troen på mig , heller ikke i de dage da Antipas, mit tro vidne, blev dræbt"

Her bl.a. Bileam- Tilhænger: Balak- Afgudskult med (tempel-) hor; "Gør afbigt; hvis ikke skal jeg snart komme over dig og kæmpe mod dem med min munds sværd."

"Den som overvinder, skal få af den skjulte Manna og give ham en hvid sten; og på stenen er skrevet et nyt navn, som ikke andre end modtageren kender"

i Thyatira

"Guds søn, som har øjne som ildluer, og fødder af guldmalm

Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og din tro og din tjeneste og din tålmodighed og ved, at du gør mere jo længere des mere.

Tåler den falske profetinde Isebel: Afgudsoffer med tempel prostitution. Trussel: stor sorg, hendes børn døde; alle får efter fortjeneste. Andet: ikke en last til, "men hold fast i det I har til jeg kommer".

"Den der overvinder, … vil få autoritet over hedningerne (/Nationen), og han skal vogte dem med jernstave og han skal smadre dem som keramikerens beholdere", "... og jeg vil give ham morgenstjernen.

i Sardes

"den der har Guds syv ånder og de syv stjerner.

 

" Jeg kender dine gerninger". Nogle, der ikke har tilsmudset deres klæder..

"Du har navnet, for at du lever og er død. Vågn op og styrk det, som var ved at dø";   Arbejd ufuldkommen. Hold fast i hvad du fik og hørte, gør afbigt. "Ellers vil jeg komme som en tyv…."

"Den der overvinder, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil ikke slette hans navn i livets bog, og jeg vil bevidne hans navn for min fader og hans engle".

i Philadelphia

"den hellige, den sande, som har Davids nøgle, som lukker op og ingen lukker, som låser, og ingen låser op."

Værker: har en lille styrke og bevaret Hans ord og ikke fornægtet hans navn. "Fordi du har bevaret mit ord om tålmodighed, vil jeg også bevare dig for fristelsens time, som vil komme over hele verden...."

"jeg vil sende nogen fra satans synagoge, de siger de er jøder, og er det ikke...."; de skal knæle for Jer og erkende, at jeg har elsket dig."... "Behold det du har, for at ingen skal tage din krone!"

"...Den vil jeg gøre til pille i min Guds tempel, og han skal ikke mere forlade det, og jeg vil skrive min Guds navn på ham og det ny Jerusalems navn, min Guds by, som kommer ned fra himlen, fra min Gud, og mit nye navn, den nye.

i Laodizea

"som hedder amen, det trofaste og sande vidne, begyndelsen af Guds skabelse"

("jeg kender dine gerninger"; men her findes ingen klar, positiv bekræftelse.)

"...Fordi du er lunken ***** og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund". "...Du ved ikke, at du er elendig og ynkelig, fattig, blind og nøgen. Jeg råder dig til at købe guld af mig,som er lutret i ilden...", "og hvide klæder...", "og øjensalve...". "Dem jeg elsker, viser jeg tilrette og tugter. Så vær flittig og gør afbigt!"

"Når nogen hører min stemme, og lukker døren op, vil jeg gå ind og holde nadver med ham og han med mig. Den der overvinder, ham vil jeg give at sidde sammen med mig på min trone, sådan som også jeg har overvundet og har sat mig sammen med min fader på Hans trone."

**** mere alm oversættelse "hader" og "hade" (Kristus hader ingen!); se også Paulus Epheserbrev 4-6; *****"lunken" betyder ikke homoseksuel, men en diffus holdning.
Alene det, at Jesus taler til kirkerne i andre egenskaber, tyder på, at kirkerne også i det positive har forskelligt at lære.

 

b.) Eksisterende kirker i dag.

Disse tidligere syv menigheder/ kirker eksisterer i virkeligheden. I Kristusveje’s hovedtekst henvises til en mere almen betydning for forskellige menneskegrupper / kulturer. Det er dog også muligt at undersøge, om der i de nutidige kirker, hhv. indre kirkelige retninger og kristne bevægelser er beslægtede egenskaber med dem fra de "syv menigheder". For at dette ikke skal bidrage til en overilet identifikation eller skematisering, er sådanne observationer ikke nævnt her; derimod skitseres de forskellige sider af kirkerne i det følgende, således at enhver m/k selv kan overveje dette. Det understreges, at ingen kirke skal dømmes her, - dette kunne alene Kristus selv gøre. Derimod kunne økumenets skjulte mening "Enhed i mangfoldigheden" blive synlig, idet der kan anes en overensstemmelse med en forbindelse i grundmønstrene, som "de syv toner" o.s.v.

Nutidige kirke*/retninger

Styrker

Hvad der for interessenter "følger med" 

Syrisk - ortodoks Kirke & nogle tilhængere af den gamle keltiske Kristendom; armenske Kirke; egyptisk- koptisk og ethiopisk Kirke;

græsk-, russisk-, serbisk- orthodokse Kirker; 

(&udryddede grene af Arius keistendom)

"Thomaskirken" i Indien; Nepalesiske Kirke;...

Ofte dyb tro, hårdt åndeligt stræben v. munke osv. Udholdenhed, Konsekvens,
En snert af oprindelighed, Krypt under Kirken som levn af gamle kristelige - esoteriske traditioner, visdomslære (Maria- Sophia). ...

Dejlig,men streng traditionel rite – f.eks. 3 t. ståen op - (undt.Thomaskirken). ringe tilpasningsevne til moderne unge,især i ateistkredse – som derfor står i periferien, og har en verdslig tankegang.
Ved nogle kirker gennemførtes kommunistisk systemtvang, eller blev påtvunget national forkærlighed som begrænsning i arbejdet, eller fremmedes fjendskaber til andre kirker og folkeslag.. ...

Frikirker, Evangelicale, ogsåPinsekirker, Kväkere

Andre fællesskaber, som indimellem med tvivlsom begrundelse betegnes som "Sekter"** : Adventister, Nyapostoliske Kirke, Mormoner, o.a.

Enkelthed og kompromisløs, modsvarende den egne trosopfattelse og moral. Denne ukomplicerede tilgang til Jesus Kristus giver lydhøre en direkte tilgang til hans kraft: stærke trosoplevelser og bønhørelser, troshelbredelser o.s.v.;
intensivt bibelstudium uden forklaring af vanskelige passager.
Stærk gensidig støtte af menighedsmedlemmer – ikke bare søndags- eller julekristendom...

Foruden den ofte gennemførte bekræftelse i troen, ingen direkte metoder til forberedelse af åndelige- eller trosoplevelser. For lidt stilhed eller lejlighed til kristen meditation(som i andre kirker)
Strengheden i ting mennesker m/k imellem består mest af forbud uden anvisninger, som f.eks. venskaber til at drøfte, hvordan problemer takles.
Begrænset vilje til at forstå mangfoldigheden af andre kredses oplevelser og erfaringer. Mener ofte, hvad der var nok for mig, er også nok til at missionere for andre.
Til dels en for stærk " være udvalgt" følelse mht.egen kirke(især nyapostolske osv.) Sommetider med modsætninger mellem egen overbevisning og den politiske stillingtagen ...

Flertallet i den protestantiske/ evangeliske kirke

& progressive åbne kirker osv.

f.eks. Luthers kraftige indgreb i biblen, som troens kilde.
Mange sociale opgaver. Til dels åbenhed med at troens standpunkter og de politiske skal stemme overens, selv at tænke og formane, - også udenfor de "moralske emner".
Åbenhed overfor det økumeniske forhold ml. kirkerne indbyrdes.. ...

Det historisk – kritiske teologstudium fratager desv. troen på mange ting, og derefter skal prædikant-seminariet lære teologer, hvordan de alligevel kan få menigheden til at tro på det.
Nogle søger veje til åndelig fordybelse, men de tilbydes sjældent.
Tilpasning til samfundet, inkl kirkelige arrangem. meget udbredt. Indimellem står kirken som arrangør. Problematisk udvikling med Ydelsesselskab( Calvinismus). ...

Venstrekatolicisme, Feministisk Teologi, Befrielsesteologier i den 3.verden

Meget tæt på menneskers liv, stærke, kristelig motiverede anstrengelser for sociale og menneskerettigheder. Pgr.a.dette også indrekirkelig agtpågivenhed.
Bestræbelser, også for kvinder, for at finde det passende åndelige og menneskelige ståsted.
I den senere tid også et tilløb til åbenhed omkr. spirituelle oplevelsesveje...

Hos nogle en forfladiget tro.Indskrænkning af dybdepsykologiske og sociale tiltag, (gælder for alle, også humanister)
Indenfor feministisk teologi, en fra gamle kulters påvirkning, som ikke altid er efterprøvet, hvovidt de er kompatibelt med kristendommen ...

Katolsk Kirketradition

& strengere katolske bestræbelser, f.eks.omkr. Marieprofetien, og mystikken. 

Opretholdelse af det, som var givet denne kirke af tro og riter. Indenfor Mariatilbedelsen og andre traditioner også elementer, som andre kirker mangler.
Omfattende karitative og sociale tiltag på verdensplan.
Til dels bremse mod etisk forfald i samfundet. Nogle vage tiltag med enkelte meditationsformer for et lille antal kirkemedlemmer.
Hos mystikerne, - som ikke sjældent sås i denne kirke – dels opsamling af hemmelighederne omkring Jesus korsfæstelse. (Også den kendte teolog Rahner erkendte, at kirken måtte dyrke mystikken). ...

Der satsedes meget på dogmer samt kirkens ydre gennemslagskraft – også indenfor kirken - , fremfor indfølelse og forståelse overfor det nutidige, selvstændige menneske. Moralsk også mest forbud og henvisning. Meget lille indsats mht. det sproglige, som kirkerne må finde, for at levendegøre troen og formidle den til forskelligartede mennesker. Den moralske bremsefunktion rækker ikke til en ændring eller fornyelse.
Den startede revision vedr. den inkvisatoriske og krigeriske praksis og samarbejdet med bestemte verdslige magthavere er problemfyldt.

En lære der siger, at kun den egne kirke er fulkommen.
Mystikere blev ofte kun tålt, fremfor at erkende deres vejvisende funktion....

Kristensamfund og kristologie af Rudolf Steiner; og kristne Rosenkreuzer;

Specielle menigheder, som Nyåbenbarings-bevægelser****;

Andre retninger, bl.a. på baggrund af lærer fra Prof. J. Hurtak's.

Sådanne måder at lære om Kristus er beslægtet med de forsømte, dels udryddede kim til en forskningskristendom *** f.eks.p.gr.af Johannesevangeliet – ikke identisk med "Gnosticisme" -. (Denne mangel medførte mange forbedringsværdige forhold i dagens kirker)
Forskellige uddannelsesveje til åbningsveje mod Gud.
vedr. Hurtaks bl.a. arbejder med det bibelske "Guds navn"

f.eks. i antroposofien ofte kun"Arbejde i Kristus mening", fremfor at inddrage Ham gennem bøn osv. (Den af R. Steiner inspirerede kristenmenighed regnes ikke direkte til Antroposofien)
(Ikke ved alle moderne Rosenkreuzergrupper det kristne islæt lige tydeligt.)
Nyåbenbaringsgrupper, som dem der bygger på skrifterne af mystikeren Jakob Lorber, inddrager ved siden af biblen forskellige former for "profetier" i deres tro. Den der vil danne sig en mening om disse, burde erhverve sig det rette bedømmelsesgrundlag.
****

Nogle organisatorisk næppe mærkbare kredse, i periferien af kristendommen, f.eks. med berøringspunkter til New-Age- bevægelsen.

En indssats for en nytid, på den anden side af det nuværende, ufuldkomne, materialistiske samfund, for så vidt i slægt med løfterne i åbenbaringen. Se på egne egenskaber, fremfor at beskylde andre for noget. Anstrengelser for en dialog i mange forskellige retninger …..

Ikke altid en klar skelnen imellem Kristus og andre "Kristus’ser", samt " Kristusbevidstheden" af nogle retninger.
Da der er en omfattende enighed om spørgsmål, men ikke så meget om troen selv, bliver forskelle til dels borforklaret ved kunsgreb.
At det er nødvendigt, at der på jorden skelnes mellem konstruktive og destruktive kræfter, forstås nogle gange ikke, fordi Gud står over alt. Derfor er der også en del tolerans overfor problemer, og en mangel på takling af etiske vanskeligheder, som har præget den øvrige kristendom. Som bevægelse har de et meget begrænset samfundsmæssigt engagement....

Det ville også være muligt, at undersøge slægtskabet mellem den enkelte kirke og den respektive oprindelige apostel. Forskellige mennesker finder i forskellige kirker det, som hjælper dem et stykke videre frem. 
** Hvis de interesserer Dem for en gruppe, og denne a.) man beholder sin personlige frihed, samt kontakt til familie og venner; b.) forleder dig ikke til uetiske aktiviteter; c.) fratager dig ikke noget, som er dit,(undtagen kirkebidrag, hhv.kirkeskat og frivillige ydelser); d.) henholder sig til biblen eller det Nye testamente, hhv. til Jesus Kristus i hans ånd; e.) erkender, at den ikke er den eneste sande kristne kreds, - så passer det mest nedsættende begreb "sekt" ikke; uanset hvordan deres teologiske interpretationer ser ud, og hvordan deres andre traditioner bedømmes, så findes disse ved alle kirker, -undtagen de ev. Frikirker.

*** f.eks. Johannes selv, Clemens af Alexandria, Origenes, Paulikianerne, Joachim de Fiore, Mester Eckehart, Tauler, Seuse, Nicolaus von Kues (Cusanus), Jakob Boehme, Angelus Silesius, Paracelsus, Novalis osv. Sådanne kredse kan ligeså godt have deres begrænsninger, som alle kirker deres, men de er også en bestanddel af hele kristendommen. Bogumilerne og Katharerne var til dels beslægtet, men noget verdensfjern.
****
Se også kapitlet "Om håndtering af profetier" – også generelt til "profetiske ord" og lignende – i hovedteksten til Christuswege.net. Ikke alle nyåbenbaringsgrupper betragter sig som konkurrenter til kirken, og der derfor ikke opfordres til udtrædelse af kirken, eller kirkeskift (f.eks.B. Lorber). Andre grupper kan være meget kirkekritisk, fordi de den dag i dag anser de store kirker som deres forfølgere. 

 

c.) Løsningsforsøg af konflikterne mellem kirkerne og økumemen.

Kristendommen fulde muligheder bliver først synlig, når man betragter den økumemiske mangfoldighed af kirkerne. Den, som kun anerkender den mindste fællesnævner for kendte lærer af de forskellige storkirker som kristelige, forbeholder mennesker og kirkerne netop den gnist de har behov for, for at skabe fremskridt med den påkrævede fornyelse af den forfladigede kristendom, i den tidlige kirkes ånd. Det er påkrævet, at kristne lærer af hinanden indbyrdes. Alle skal imidlertid beholde deres identitet En stærkere bevidsthed om sammenholdet indenfor mangfoldigheden af kirkerne betyder ikke, at det tilstræbes at få en enheds-kristendom. Dette har Kristus i sit sendebrev til de syv kirker i Asien slet ikke nævnt; han vidste, at menneskene er forskellige. Også den på andet sted omtalte profeti om en hyrde og en hjord betyder jo ikke, at denne hjord ikke bestor af en indre mangfoldighed. Den øverste hyrde er til syvende og sidst Kristus. Han er også den eneste, som på den rette måde kunne klare en forening af kirkerne. Hvem vil man ellers lytte efter? Men der kan startes en udvikling. I det følgende skal der behandles emner, som af storkirkernes ledelse anses for de væsentligste hindringer i denne aktuelle diskussion.(De fleste kirkegængerer er ikke interesserede i at disse "hindringer" opretholdes).

0. Ved 2. Vatikan Koncil 1962 blev der en vis åbning for økumenet:: den katolske kirke anerkendte, at der findes elementer, som Guds ord, levende måde, håb, kærlighed og gaver fra Helligånden – usynlige og synlige elementer - , også udenfor den katolske kirke; og at en frelse også er mulig der. Men den katolske kirke blev fortsat betegnet som den eneste fuldkomne kirke.

1. Den uafbrudte "apostolske succession" (arvefølge) siden de oprindelige apostle, gennem håndspålæggelse og den dermed forbundne biskop- og præsteindvielse, bliver hævdet af den katolske kirke overfor den protestantiske kirke. Derfor er disse ikke "søsterkirker". Imidlertid er nogle evangeliske kirker opstået ved hjælp af nogle landsdelsfyrster gennem en delvis kollektiv konvertering, hvorved der altså også må have været katolske præster som er konverteret Disse var så igen medvirkende til indsættelsen af andre præster til kirkelige handlinger. Håndspålæggelsen til forskellige formål ( Heling, velsignelse …) er absolut dokumenteret i biblen. Hvis udlægningen fra katolsk side skal håndhæves – hvilket biblen ikke direkte foreskriver - , med at det skal være en uafbrudt kæde frem til i dag, så fandtes fremdeles den mulighed, at den evangeliske kirke igen indførte denne håndspålæggelse – hvilket i sig selv ikke ville medføre, at der blev knække nogle takker af deres krone; og hvis de til dette fandt nogen i deres egne rækker, eller udefra til at agere " the missing link", kunne dette, - alt efter forholdene - ryste selvbevidstheden i den evangeliske kirke.
Imidlertid kunne man også gensidigt anerkende, at forbindelsen til Kristus Helligånd, som nu formidles ved håndspålæggelse, direkte kunne opnås ved bøn. (Det kunne udføres af enhver troende m/k. Derfor findes der også mennesker, som har udprægede evner til helbredende håndspålæggelse, uden nogensinde at have modtaget en kirkelig indvielse; de er ofte mere effektive, end de fleste "indviede".) Ud fra dette måtte en præst kunne videregive den Hellige Ånd gennem klassisk håndspålæggelse. Men denne variant ville nok være fremmed for den katolske kirkes selvbevidsthed. (Dog har den evangelske kirke heller ikke praktiseret dette, så ingen har noget at sige hinanden på. Strengt taget kunne den katolske kirke anerkende det som en mulighed, og kunne tage det forbehold, at det ikke kan kontrolleres med normale midler, om Helligånden på denne måde vil virke på samme gyldige måde. Men dertil havde de haft alle muligheder ved hånden, som kunne fortælle dem, hvor gyldigt eller ugyldit denne måde ville være (f.eks. mennesker som Pater Pio o.s.v.) Dertil kommer, at der også findes en indskrænkning af den katolske indvielse. Hvad sker der med de indviede, som gennem en drastisk forseelse sandsynligvis har mistet indgydelsen af Helligånden ? Ville vedkommende være i stand til at videregive Helligånden? Dette er spørgsmål som ikke er besvaret tilfredsstillende, uden undersøgelser og uden medvirken af mennesker som f.eks. Pater Pio.

2. De andre kirkers spørgsmål om Petrusembedet, altså Pavens rolle, står for den katolske kirke i sammenhæng med deres koncept om en synlig enhedskirke under deres ledelse. Jesus havde givet Petrus besked om at "græsse" sine "lam" og "får". (Joh.21). Men dermed havde Jesus ikke givet besked på, at de andre diciple og deres elever skulle indordnes under Petrus,men derimod de eksisterende kristne som helhed: f.eks. de gamle "7 kirker i Asien"(se foroven) blev passet af Johannes, og ikke af Petrus; mange menigheder blev passet af Paulus … o.s.v. Spørgsmålet er, hvad en sådan "græsning " ved en efterfølger for Petrus kunne betyde i dag. Repræsentanter for den ortodokse kirke signaliserede for nogle år siden, at de ville være tilfreds med et paveligt "æresprimas" uden en direkte magtfunktion overfor de andre kirker, ligesom den romerske biskop var anerkendt som den første blandt ligemænd i den tidlige kirke. Selv nogle protestantiske teologer gennemtænkte disse ting. Vatikanet indlod sig dengang ikke på noget. Dog sagde paven senere, at de andre kirke skulle tænke over, hvilken rolle pavedømmet skulle have i en helhedskirke. At tænke over tingene kunne ikke skade nogen. Hvis kirkerne var sammensluttet, kunne de sikkert også vælge en fælles top.

3. Den protestantiske kirke savner den katolske kirkes anerkendelse til at foretage en ordination af kvinder som præster. Dog har både den ortodokse kirke, men også dele af den anglikanske og den protestantiske kirke i visse lande vanskeligheder med dette spørgsmål. På den anden side findes der også indenfor den katolske kirke bevægelsen "Folkets krav til kirken : "Vi er kirken"": som bl.a. stiller denne fordring. Ligeså vigtig dette spørgsmål end kan være, kan det ikke indses, hvorfor dette spørgsmål skal løses i forbindelse med vejen til en enheds kirke. Det er et krav, som de enkelte kirker selv må løse, sådan som deres behov må være. Vatikanet skulle imidlertid ikke tage tilladelsen til fortsat kvinde-ordination fra den evangeliske kirke, selv om der skulle ske en tilnærmelse. Det kan dog være en positiv udfordring, at de enkelte kirker selv arbejder med dette problem.
I biblen (Paulus) er der først og fremmest kun antydet en dels forskellig traditionel tradition mellem kvinder og mænd i menigheden. At kvinder i denne forbindelse skulle have mindre rettigheder var på det tidspunkt ikke noget problem, hvor diciplene endnu havde i frisk erindring, hvor vigtig en rolle f.eks. Maria og kvinderne i pinsehændelsen havde. "Kvinder skal tie i menigheden" havde uden tvivl en anden betydning, end den senere blev tillagt, og har meget lidt at gøre med de aktuelle spørgsmål. Da man dog kan tvivle på, at dette opfattes sådan i al almindelighed, levnes kun argumentet for en upassende måde at bruge dette spørgsmål som kardinalpunkt i bestræbelserne på at opnå en kirkeenhed. Den m/k som mener, at ved at blande dette spørgsmål om kvindeordination ind i debatten om en kirkeenhed at kunne fremme sagen, vil blive skuffet. Hellere to emner, end at behandle to emner samtidig. Når kirkernes enhed rykker nærmere, vil det vise sig, hvilken kirke der er kommet længst.

4. Mariatilbedelsen, som den findes i den katolske, hhv. ortodokse kirke, findes godtnok ikke i den form anvendt i den protestantiske kirke, men dette anses åbenbart ikke som en alvorlig forhindring på vejen til en større enighed. Det 2. Vatikan Koncil medgav ligeledes, at der kunne være forskel på liturgien, alt efter de troendes åndelige oprindelse, også forskelle, som kan være berigende for helheden. Vi er kendt med forskellige forsøg i den evangeliske kirke fra 50erne og 60erne, om at genindføre Mariatilbedelsen igen på en egnet måde.

5. På den ene side er det forståeligt, at kirkeretten (CIC), hvis tidligere udgaver gav anledning til en del misbrug, er et varmt jern. Det burde dog ikke være noget problem i den katolske kirke, hvor der ikke findes nogen bibelsk tvangsrolle, at den skal blokere bestræbelserne på en stærkere kirkelig enhed, som EKD mener det. Dette vedrører i første omgang en enkelt kirke. Enhver kirke, sålænge den eksisterer som en selvstændi enhed eller underenhed kan have sine egne vedtægter og dermed også sin – uanset hvordan udformet – kirkeret. Ændringer i disse indre kirkelige normer er ligeledes op til den enkelte kirke, sålænge ingen kræver, at disse ubeset overtages af alle. Men selv om en sådan diskussion om overtagelse blev bragt på bane, måtte det være klart for den katolske kirke, at dette måtte kræve et nyt fælles koncil, som skulle fremkomme med en ny kirkeret, eller animere til det; sådan som den katolske kirke selv i 1983 havde tilpasset kirkeretten til den nye Folk-Gud-teologi ved deres 2. Vatikansk kocil i1962 . det er altså malplaceret, at dette tema skal fremstilles som enheds-hindrende.

6. Et andet stridsobjekt, menneskets retfærdiggørelse for Gud, gennem gerninger eller Jesus Kristus frelsergerning kan betragtes som afklaret mellem den katolske og den evangeliske kirke, efter en fælles stillingtagen.

Det burde derfor være muligt for kirkerne, at komme tættere på hinanden gennem økomenets synspunkter, fremfor at plage Kristus mere gennem deres indbyrdes afgrænsninger.*) Det, som i dag allerede kan opleves er den "almene kirke" i Jesus Kristus ånd, som består af alle dem, der følger i Jesus Kristus fodspor, og som gør sig umage " at gøre faderens vilje", - ligegyldig hvilken kirke de tilhører, selv dem, som slet ikke er medlem af en kirke eller religionsfællesskab, eller som ikke hele tiden holder sig begrebet kristendom for øje. På dette bygger Websiden "Kristusveje" i forhold til temaet kirkerne. Bestræbelserne for en synlig enighed fortsætter imidlertid som en opgave, trods denne tilnærmelse. Dette må imidlertid virkelig være ud fra en indre vilje. En underskrift på et papir kan ikke gøre det.

*) Se "Om Jordansdaaben ved Johannes døberen": fodnote.
*) F. eks. den katolske kirke kunne hente inspiration i Kristusbudskaberne af den ortodokse Christin Vassula Ryden, "Det sande liv i Gud" Bind 1. Den katolske kirke bedømmer sådanne skrifter som "privatåbenbaringer" (
Inspirationer), modsætter sig ikke deres udgivelse, undersøger dem kritisk, og forbeholder sig en senere endegyldig bedømmelse. Tit dækker indholdet imidlertid meget mere end den inspiration, som kunne have en betydning for livet af de pågældende. (Litteraturangivelser fra denne webside gives kun som yderligere henvisninger. Vore konklusioner er helt uafhængige af disse.)

 

Hvad skal jeg bruge en kirke eller et fællesskab til?

Det er på den ene side absolut muligt for mennesket at finde en individuel, indre forbindelse til Jesus Kristus eller til Gud. Dette er kernen. Det kan endda ledes af Gud til at foretage de nødvendige gøremål, hvis det iagttager de finere små tegn.

Dog er der et andet niveau for denne forbindelse, som først udfoldes i fællesskab med andre: "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, er jeg midt iblandt dem" (Matthäus 18,19-20). Dette lyder simpelt, ordret betragtet. Mere vanskeligt, men absolut muligt er oplevelsen, hvis det sker per distance, f.eks. hvis mennesker laver en aftale til et bestemt tidspunkt. En mystiker kunne opleve et sådant fællesskab helt uden aftale. For de fleste ville dette dog være for stort et krav. Mennesket er ikke født til at være eneboer.

Denne form for fællesbøn kunne f.eks. ende med et regelmæssigt husmøde. Desuden kan det praktiseres i en kirkelig menighed, eller i et andet egnet trosfællesskab. Selv om en eller anden kirketradition fra forskellige trosretninger kan komme til at fremtræde for markeret i den forbindelse, ændrer det ikke ved meningen med mødet.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

 De syv segl.

Den følgende vision skildrer først de "24 ældste’s" tilbedelse af Gud, de "syv ånder foran Guds trone" og de " fire skikkelser"- hvormed div. urkvaliteter og skabelsen er fremstillet. Derefter bliver det berettet, hvordan kun "lammet" - med Kristus attributter – kunne åbne bogen med de syv segl. – Åbenb. 4 - 8, 1. Denne vision foregår i "himlen" – i denne sammenhæng Guds rige. Seglenes indhold skildres først på et niveau, hvis kræfter er kendetegnet med symboler – de fire forskellig farvede heste, hhv. ryttere. Ud fra forandringer på dette niveau, som kan sammenlignes med et billedligt drømmeniveau, udgår indirekte virkninger på jordelivet. 

Til trods for denne primært på udviklingen af det psykiske niveau rettede karakter af disse afsnit, står der i starten også " jeg vil vise dig, hvad der skal ske efter dette", dvs. efter de syv menigheder. Ud fra dette prøvede R.Steiner og Arthur Schult at antyde syv yderligere " seglkulturer" på jorden, som havde sammenhæng med denne renselse af de vedrørende bevidstheds niveauer. En bog, fremkommet i Mexiko ud fra Kristusinspirationer, " Det sande livs bog" lægger hele historieforløbet fra "Kains og Abels" tid frem i de syv segl, til fremtidens fuldbyrdelse.  

I hvert fald umuliggør denne tekst en klar identificering med nutidens fysiske jord. Hvis man brugte en eftertanke i stil med nogle frikirker, kunne man i de fire første segl finde svage antydninger om de første to verdenskrige, den efterfølgende skræk – balanceakt mellem øst og vest samt sult og sygdom; religionsforfølgelse og kosmiske katastrofer kunne følge op: Meteorer, jordskælv, måske polvending/polforandring, men se kapitlet "De sidste syv plager".

Allerede hændelsen i Johannes-Evangelium 2 – Brylluppet i Kana og Jesus bortdrivelse af købmænd og vekselerere fra templet – se vores kapitel om dette- minder i deres fælles aggresive form om karakteren af disse afsnit.

Når Jesus forudsagde åndernes adskillelse - i Kapitel 5 af Johannesevangeliet – i dem der havde gjort gode ting og dem der havde gjort onde ting, så går den sjælelige skildring mellem det 6. og 7. Segl over i " Forsegling af de udvalgte fra tolv stammer" og "De udvalgtes triumf i himlen".  

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

De syv trompeter.

Også englenes vision om de syv trompeter foregår i himlen - Åbenb. 8, 2 - 11, 19.  De opsendte "De helliges bønner" og det til jorden sendte " Ild fra alteret", ligesom trompeterne, benyttet i hovedhøjde, afspejler mest et åndeligt niveau, som det tit er tilfældet med drømme med disse symboler. Her er drømmen udgangspunktet for de forandringer som rækker ned til det jordiske, hvor mange slags skygger hvirvles op.

Til trods for disse primært åndelige, ikke fysiske forhold, er der også her prøvet på at indordne dem tidsmæssigt efter seglene, som en jordisk "trompet – kultur". At finde holdepunkter i tidshistorien er vanskeligt: Det ville ikke være udelukket at se en sammenhæng mellem skovdøden og giftmisbrug og virkningen af den 1. Og. 2. trompet.. Ved den 3. trompet er det bemærkelsesværdigt , at den fakkel, som faldt på 1/3 del af vandløbene, hedder Vermut = Tschernobyl. Den fjerde trompet kunne fremhæve en stjernekonstellation, som kunne ses i midten af august 1987 i den kosmiske trekant af alle planeter. En del af New-Age – kredsenene mediterede dengang – uden forb. med apokalypsen – men med det apokalyptiske antal mennesker (144000) – på indiansk regnbuekrigere - over en tilsyneladende start, eller station på vej i en ny tidsalder. Den femte trompet – røg fra afgrundens brønd, græshopper af jern, fem måneders kval …. – kunne efterlade det indtryk, at Golfkriegen (1991) var en ydre manifestation af denne trompets kraft og dennes fortsættelse i den 6.trompet. Den syvende trompet leder ind i "Guds tempel", igen ledsaget af lyn, torden og stemmer, som også kan have en indre mystisk betydning.

Ved den syvende trompet findes også røster, iflg. hvilke "Vorherres og hans Kristus verdensriger" allerede består; på et åndeligt niveau er allerede nogle ting fuldført, som ikke er gennemarbejdet på jordisk niveau. trompeternes kraft er sammenligneligt med "forklaringens" (Matth. 17, og vores tilsv.kapitel) samt lærene i deres omgivelser,også bjergprædiken(Matth. 5-7) osv..   

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

De "syv tordener" og de to profeter.

Efter den syvende trompet "talte syv tordener", hvis indhold Johannes skulle forsegle og ikke nedskrive.Derefter "måles templet i himlen". To profeter dræbes og opvækkes Åbenb. 10 - 11, 14. Her kan konstateres et slægskab med Lazarus opvækkelse i evangeliet – se vores kap og Joh. 11.  

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Kvinden og dragen.

I alle faser af disse hændelser deltager de spirituelt bærende kræfter og de modstræbende kræfter. I teksten er der den ene gang gjort mere ud af den ene, end af den anden.Tegnet i himlen " kvinden iklædt solen, månen under fødderne og på hovedet en krone med syv stjerner" - Åbenbaring 12 - viser uden tvivl "Sophia", himlens, hhv. jordens moder, - se kapitlet den første pinsehændelse" i dette arbejde - . Hendes antagelige forbindelse til Maria er allerede nævnt. Maria boede op i alderdommen symbolsk i en hule, hvor førhen modergudinden Kybele blev tilbedt, - som om at ville tilføre noget nyt. Hendes "barn" i åbenbaringen, – et barn af et himmelsk væsen må også betragtes som et himmelsk væsen,- som sennere ved hjælp af sit jernscepter, dvs. under løbende formaninger, skal føre mennesker frem til deres oprigtige, individuelle kerne, hentyder til en speciel virkemåde ved den kosmiske Kristus; det kan også oversættes med "jernstav", og er dermed ikke bare et kongesymbol, men et symbol for den "indviende", og kan også have at gøre med de himmelske hærskarer. Mere i kapitlet "De sidste 7 plager" (Vredesskåle).

Her erkendes delvis en forbindelse med karakteren af fodvaskningen og den forudgående salvelse gennem Maria i Bethanien – se vores kapitel "Kristus og fodvaskningen og ev. Joh. 12, 13. Også genoptagelsen af motivet om "genfødsel" på et stadig højere stade af udviklingen er indeholdt i dette.

"Dragen" med sine negative engle er bagsiden. De bliver besejret i kosmos af "Michael og hans engle" og smidt på jorden. Himmel og jord beskytter dem nu mod den store skøge..   

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Det syvhovede dyr fra havet

Også de to andre negative kræfter optræder i denne vision, først og fremmest den, der er rettet mog ønsker og letsindighed - Åbenb.. 13, 1-10; sml vores kapitel "fristelserne" og Joh. 13, 1-10 og Matth. 4, 5-11. De syv hoveder bliver senere i åbenbaringen tydet som "syv bjerge", hvorpå skøgen Babylon sidder, og bjergene kaldes igen "syv konger". I Åbenbaringerne tydes de ti horn som " ti konger", som er enige og giver deres magt til dyret.

Bl.a. på grund af de "syv " som igen bl.a. kunne minde om syvhøjbyen Rom, findes der kristne frikirker, som ser pavedømmet i "skøgen Babylon". Det synes dog langt ude, og er ikke nok dokumenteret igennem den øvrige symbolik, trods den katolske kirkes historiske problematik. I Åbenb. 18:11-23 fremhæves entydigt en sammenhæng med den globale verdenshandel. (Se kap. "De sidste syv plager og Babylons fald...".) Dyrets "billede", jvf. det følgende kap. 14 i Åbenb., kunne have noget at gøre med forkerte billeder (forestillinger) af Jesus. Det kunne også hænge sammen med en sygelig eller kultagtig afhængighed af multimedier.

Dette "dyrs" fundamentale, forføreriske kræfter kan især forvandles af den kraft, som er omtalt i vores kapitel "fornedrelsen" Joh. 19,1.  

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Det tohornede dyr fra jordens indre.

Her har vi denne negative kraft, som er rettet mod materialistiske ønsker - Åbenbaring. 13, 11-18; sml.vores kapitel"Fristelserne" og Matth. 4, 1-4.

Sammenhængen mellem menneskets kendetegn v.hj.a. pande og hånd, samt tallet 666 i disse kapitler som forudsætning for køb/salgsevner, genspejles især tydeligt i verdensomfattende hændelser. Udviklingen af PC-verdens muligheder, betalingskort, stregkoder med tre dobbeltstreger som begrænsning = 666 i denne kode, de i Kanada udviklede, hhv. i Malaysia i storforsøg testede apparaturer til persontest v.hj.a. pande og hånd, betegnelsen " La bête" = bæstet, dyret for den gamle EWG i Brüssel, en international bankkode 666,osv. , viser en tendens , som er bevidst eller ubevidst, eller for sjov, i anvendelsen af disse betegnelser.. Det bibelske "dyr fra det indre af jorden" er også identisk med "afguden mammon".

En yderligere, ikke helt overstået tendens til at bekæmpe stedse mere dramatiske forureningsproblemer i verden, først med uvirksom teknisk kosmetik, og dernæst med forblendende, teknokratisk økodiktatur, fremfor at fremme massive forandringsimpulser, som befolkningen bevidst deltager i. Eventuelle manipulationsmekanismer vil opdages gennem deres karakter. Denne process har en sammenhæng med den kraft, der blev omtalt i Tornekroningen – se vores kapitel og Joh. 2 - 3.

Også i kapitlerne om dragen og de to dyr, er sammenfald med hændelser i nutiden ikke hele essensen. Det hele foregår, som nævnt, ikke på den fysiske jord. I den efterfølgende nye vision (J.Å.14) om de 144000, optræder flere væsner (engle) efter hinanden, som "høster" to slags menneskegrupper på jorden. Dem der er allieret med dyret skal kastes i "Hans vredes skål" , dvs. bliver overladt til naturlovenes udskejelser. Der skal dog henvises til, at Åbenbaringen ikke anvender en "evig fordømmelse", men at alt til sidst kan finde frem til Gud, og på et højere niveau, at alt er omgivet af Ham. Sml. J.Å. 22 og kapitler Den nye jord i dette skrift..  

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

De "sidste syv plager" og "Babylons" endeligt; ...Kristus genkomst.

Dem, der forblev standhaftige, til trods for dyret og dets billede, optræder i den næste vision, på et niveau, som er omskrevet til " et hav af krystal blandet med ild". Fra "templet i himlen" kommer på ny syv engle med "de sidste syv plager", som de af "vredesskåle" hælder på "jorden", på "havet", i "vandstrømmene", på "solen", på "dyrets stol", på "Euphrat" og på "luften" (Å.b. 15,5 - Å.b. 21).

På den ene side ser vi her et endnu højere bevidsthedsniveau i aktivitet; på den anden side kan det bevirke et endu mere voldsomt oprør af alle jordens elementer, samt det omgivende kosmos: Svulster, gifte, lidelser, ildvåde, mørke, negative "ånder" samt verdwensomfattende katastrofer med kontinentsokkel forskydninger, sænkninger og oversvømmelser, meteornedfald, inklusive en tredelt ødelæggelse af den materialistiske befolkning /Babylon) Å.b.:17, - 18-24. En mulighed, hhv. tidsvindue" for en sådan hændelse får vi i det sjette spejl.

Det er muligt, at man her skal regne med større tidsintervaller. Men Jesus afskedsord (f.eks. Markus 13) og mange profetier, som opstod efter Johannes apokalypsen, peger alle sammen på en central omvæltning omkring år 2000, hvor alle sporskifter nyindstilles. (se ovenfor:Håndtering af profetier.) Videnskabelige – og andre ikke helt tydede resultater - peger i samme retning. Den massive nedgang af det jordmagnetiske felt, og i nyere tid stigende aktivitet af jordskælv og vulkanske aktivitet, solens "forøgede lys", bortset fra de cykliske aktiviteter, såvel som forløbet af den maksimale solaktivitet i 2000 ..., viser vågne mennesker, at noget usædvanligt er i vente.

Hvis magnetpolerne pludselig flytter sig, eller magnetfeltet opløses, for derefter at opbygges igen i modsat rækkefølge, som det er sket adskillige gange i jordens historie, ville dette føre til en geologisk omvæltning. Dette ville ikke kun medføre en ny situation for menneskeheden, men ville indlede en ny jordhistorisk æra. Hvis det magnetiske "Van-Allen-bælte" periodevis ville miste sin magnetiske tiltrækning på partikler og "kosmisk støv", så kunne også de profeterede meteornedfald blive en realitet.

Egne erkendelser m.v., tyder på, at den af mange forfattere frygtede omfattende ødelæggelse ikke behøver at ske, hverken i form af en tredje atomverdenskrig, eller ved et komplet økologisk kollaps, eller ved teorien om et polskifte på rotationsakslen eller dets skift i forhold til den kosmiske baggrund. Disse visioners grundlag er ændret meget.

Medens apokalyptiske processer med en guddommelig målretning på den ene side, og manipulationer med naturkræfter af den egoistiske del af menneskene og deres "eliter" sker på den anden side, må begrænsede nyjusteringer af jorden, givetvis helt i det astronomiske, være uundgåelig; samtidig med ændringer i menneskeheden og deres bevidsthed. 

Ofte forudsagt blev "antikristelige" , diktatoriske bestræbelser fra magthaveres side, som ville beholde deres magt, ligesom forkortelsen, hhv. enden på denne gamle tid igennem denne forvandling med indtil 3 dages mørke. Denne ændring kan ikke bare afvises som pjat. 

I denne sammenhæng profeteres i Marienvisionen af Garabandal en "Stor Advarsel", som skånselsløs viser alverdens mennesker i deres indre, hvad de må overvinde i sig selv. - sml. Joh. 16:8; Å.b. 14:6-20 -, hvis de vil gå gennem lyset  (sml. Joh. 16:13). Dette vil være forbundet med et synligt tegn på himlen. Der vil ske et st"stort (helbredelses) under" indenfor et år og et tegn vil blive efterladt i Garabandal. Kun hvis menneskeheden efter dette ikke omvender sig, skal den store "strafferet" komme som "ild fra himlen" ("sidste syv plager"; se også Mt. 24:28).  (Franz Speckbacher, "Garabandal" S.120..., kun tysk). De fleste kommentarer i literaturen ang. Marienåbenbaringerne ud fra en streng katolsk synsvinkel må ikke sløre, at profetierne er tænkt at skulle tilgå hele menneskeheden.) 
En brugbar forberedelse kunne være – udover en renselse af sit eget liv -, kunne være at bede Helligånden om en kraftigere (rensende og oplysende) indvirkning.

I nyere tilkendegivelser tales der om en "nulzone" hvorefter de, som er modne til det, dykker ned i et kosmisk – åndeligt kraftfelt på jorden, ofte, ikke helt eksakt, kaldet "Fotonencirkel", og som derefter kan føre et liv med evner som "lyslegemer" på højere niveauer i det fysiske. (se kapitlerne "Opstandelsen" og "Fredsriget".)

Også hjælpeaktioner, som periodemæssig "virkelighedsflugt" af mennesker, der er forberedt af Kristus eller af engle, eller foreløbige evakueringer og andre former for hjælp, kundgjort af positivt stemte overjordiske væsener. Hvorfra den enkelte forventer at få hjælp, må enhver m/k selv vide. Da der også i kosmos findes lys og skygge er det en god ting, på grund af den komplicerede hændelse, at bede Kristus om hjælp, og bruge den egen differentieringsevne, - fordi denne er en særlig jordisk vej i retning af fællesskab, i sammenhæng med de nye kræfter fra oven.

Kernetemaet for denne gennemgang er de sidste chancer for at træffe en beslutning, også for det enkelte menneske i dets sjæl, om hvorvidt det fortsat vil tage del i udviklingen hen mod "fredens rige", som Gud har udset til at skulle virkeliggøres på jorden. Ved slutningen af denne hændelse sker Kristus genkomst. (J.O.19, vgl. J.O. 12, Matt. 24:30; ApG 1:6-8): Kristus kommer ikke bare tilbage igen som jordmenneske, men som kerne i mere omfattende begivenheder, hvor Guds "himmel" (og "det hinsides") og jorden vil tilnærme sig hinanden; ligesom også ånd (og sjæl) og legeme. Alligevel er Kristi genkomst meget vel også beskrevet som et reelt væsen, altså ikke alene den gennem ham bevirkede ændring i menneskeheden, som nogle moderne grupperinger formoder det. Denne begivenhed har direkte eller indirekte en betydning for alle mennesker, ikke kun for kristne. Jesu genkomst som vidnesbyrd over sine ved Guds dom anerkendes også i Koranen. Det kan endvidere fra profetier i andre religioner sluttes, at deres profeter vil komme til at spille en rolle igen og hjælpe deres tilhængere videre.

Også for dette trin af åbenbaringen er det ikke på sin plads med straftanker. Det føles mere som en del af et i sig selv logisk koncept, som er rettet mod et yderligere evolutionstrin i jordelivet. At opleve denne fælles passage til det højere niveau, hvor alle tilsidst vil finde den til deres udviklingstrin passende placering, er udfordringen. . Den, der optager og omsætter de nødvendige fornyende kræfter i sig med et positivt sind, vil bedre opleve det positive i dem, men også igennem medfølelse fornemme verdens lidelser. Den, som ikke vil lukke disse nye kræfter ind, vil opleve det som en voldsom kollision. Det er den egentlige karakter af "dommens dag", hhv. "Den yderste dag" – ifølge apokalyptens mening. Mennesket har en stor handlefrihed, men, som i alle andre af livets hændelser, må det på et tidspunkt træffe en afgørelse, ellers vil ingen afgørelse også regnes for en afgørelse; de "lunkne" er iflg. åbenbaringens kontekst ikke særlig vellidt. (se i "De7 Kirker" med tilføjelser). Åndernes adskillelse hører også til kernen af apokalyptens hændelser, på vejen til den definitive enhed.

De "syv plager" – den syvende ender med at en røst fra himlen kundgør " Det er sket" – tilsvarende korsfæstelsens " Det er fuldbragt", se bl.a. Joh. 19,og vores kapitel hertil.

Allerede i dag kan det ved indføling opleves, hvordan jorden lider og skriger om hjælp, ja, forbereder sig på den "svære fødsel". Korsfæstelsen, hhv. "gravstedet" vedrører her hele jorden, og dens virkninger går endnu længere ud. Også her kan det fornemmes, som nævnt i evangeliernes trin, at passagen fra korsfæstelsen over en tilstand mellem liv og død og til en opstandelse fornemmes som en helhed, så også fra dette synspunkt kan "de sidste plagers" trin forløbe uden " verdens –undergangs" katastrofer.

Eftersom Åbenbaringen ikke henviser til en mekanisk fortløbende film, men tværtimod til en mangesidet udviklingsproces (se det indledende kapitel "Johannes' Åbenbaring"), kan det tænkes, at de faktiske ydre begivenheder er videre fremskredne, end mange måtte tro, der måske stirrer sig blinde på den ene eller anden detalje, som (endnu) ikke er indtrådt. På andre områder hersker allerede plager, som der i denne videre forstand slet ikke var lagt op til i Åbenbaringen.

En Tilføjelse: Også de nye bøger af Wladimir Megre over den vise sibiriske fru Anastasia (Wega-Verlag, Neufelderstr.1, D-67468 Frankeneck) indeholder den indre viden om, at de gamle verdenskatastrofe - programmer er til at ændre, og at optimere alt dette med Guds hjælp, og i samråd med Gud, er målet. Men det betyder ikke, at alt kan fortsætte som hidtil. (Vores Website er ikke ansvarlig for andres Websites..., og understøtter ikke automatisk deres skiftende indhold.)

Spørgsmål:
Ønsker jeg, at Jesus Kristus som profeteret igen træder tydeligt frem og ændrer menneskelivet og verden?

En bøn

*Scenarier (kun tysk eller engelsk).

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Det (virkelige) "1000 års fredsrige".

Efter gennemgangen af de "syv plagers" periode følger den kosmiske vision af genkomsten af den fra himlen kommende Kristus – kaldet " trofast og sandfærdig" – med sin "hær" af hvidklædte. Dermed er de menneskelige pseudo – Kristus’ser imidlertid ikke ment. Den "falske profet" (med forkerte, ensidige forestillinger af Jesus...) styrtes. Det nu begyndende "1000 års rige" -Åbb. 20, 1-6 er netop ikke et imperium. Netop den samfundsmæssige "store maskine", de ydre negative kræfter og deres manifestationer bliver bandlyst.

Her finder vi også den åndelige dom. Her er det på sin plads at korrigere en misvisende oversættelse, som er udbredt:
Åbenb. 20:4: "Og jeg så sjælene af dem, som var blevet halshugget på grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord, og alle, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke sat mærket på deres pande og hånd: De kom til live og blev konger med Kristus i tusind år."
I virkeligheden hedder det her ordret "levede" og ikke "kom til live" (jvf. f.eks. fodnoterne i Elberfeld-biblen). Dette kan ganske vist – i tilfældet med "sjælene ..." - betyde en genindtræden-i-livet, men for dem, "som ikke havde tilbedt dyret", også et fortsat liv på jorden. Det vil sige, af de sidstnævnte skal ingenlunde alle miste livet først.

Dette stade er beslægtet med Kristi opstandelse,i (Joh. 20-21; og vores tilsvarende kapitel). Også i selve teksten benævnes det den "første opstandelse".

De negative kræfter er dog ikke helt forsvundet, også menneskets ufuldkommenheder må fremover bearbejdes, hvilket dog på nuværende er meget lettere.

Efter „1000 år" optræder de negative kræfter frem i dagslyset som noget kompakt, men opløses så totalt. (Åbb. 20, 7-10).Se også næste kapitel.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Den "nye himmel, den nye jord, og det ny Jerusalem".

Efter „1000-års riget" følger den „ sidste dommedag" også over de døde: "Bøger åbnedes" – overjordiske optegnelser om alt som skete i livet, - og „en anden bog…. Livets bog", som var rettesnoren, bedømmelsen af livet eller udviklingen igennem livet som da<nner grundlaget.
Først efter den fortærende ild på den på ny forførte hær, og efter at „djævelen kastes i den brændende pøl" –iflg. Off. 19, 19 - Off. 20, 3 nu i Off. 20:11-15 – nærmer den nye himmel og den nye jord sig - Off. 21-22 . De tidsrum, som her er tænkt på står hen i det uvisse.

Kristus motto er "se, jeg gør alting nyt" – uden undtagelse. - Åbb. 21, 5 – Også denne "nyskabelse" har lighed med den, der blev udfoldet i betydningen uforgængelige værdier, både i det små og i det store. Derfor bliver nutidens gerning også vigtig for den, som forventer nære apokalyptiske hændelser.

I den nye himmel, - i teksten kaldet den nye jord og det ny Jerusalem -, er der antydet noget i retning af en kosmisk himmelfart ( sml. evangeliernes himmelfart, Luk. 24, Mark. 16, og vores kapitel til emnet). Hvis tyngdepunktet hos beskriverne hidtil lå på det jordiske, træder nu betydningen af hændelserne for den synlige og usynlige "himmel" i forgrunden. Her er ikke tænkt på Guds himmel hinsides rum og tid, - den forbliver uforandret - , men skabte verdener. Måske kunne det konstateres, at den lille jordplanet i kosmisk målestok ikke bare er et "udviklingsland", men at den har en stor, meget specifik opgave i sin problemløsning. Problematikken på grund af stor menneskelig handlingsfrihed og store materielle forviklinger, kan iflg. Lorbers og andres udsagn ikke genfindes i andre "beboede" verdener; heller ikke de negative kræfter, som iflg. Johannes visioner "blev kastet på jorden", og nu i "svovlpølen". På samme måde som Jesus havde indvirkning på menneskeheden, således ville en passage af hele menneskeheden, hhv. jorden, til Kristus have en fornyet, mere omfattende virkning.

Den derpå opståede og den dertil knyttede hændelse om "nedstigningen af de ny Jerusalem" på denne jord, kan sammenlignes med pinsehændelsen (apostlernes historier), men også dette i en kosmisk målestok. Dette er ikke det geografiske Jerusalem. Jorden står i en udveksling på forskellige niveauer med det omgivende kosmos.

„Der skal ikke mere være forbandelser –andre oversættelser: ingen mørke osv. – og Guds og lammets skal være i den" (Åbb. 22:3). Som en konsekvens betyder det, at her er også de dødbringende negative kræfter forløst, verdens splittelse er ophævet. Først her fremtræder verden som et bevidst hele, en tilstand, en ’Gudsnærhed’ som vision kan anes, men er en ubeskrivelig tilstand. En svag aftegning af denne tilstand kunne det være, hvis man fra et eller andet punkt i sig selv kunne levendegøre alle andre punkter, en oplevelse, som kan hænde "på vejen"; "Alt i det Hele". I Gud er den højere enhed af alt allerede tilstede.

Det guddommelige skabelsesmønster, - A’et – og den nye skabelse med alle til Gud knyttede væsener, - O’et – bliver ens, men alligevel består A’et og O’et. "Enden" er altså mere end en begyndelse, selv om begyndelsen allerede indeholder det hele. En gennem hele "overlapnings-lighedens" gående tendens i mindre delområder, f.eks. i menneskene er denne retning i hændelsen allerede synlig.

Her skal lige henvises til, at fænomenet "den ny jord" ud fra R.Steiners syn strækker sig over tre på hinanden følgende kæmpemæssige tidsspænd, "Jordinkarnationerne". Uden at ville tage stilling til dette, skal der anføres mht. karakteren af "den nye jord", at dette som fortalt også fremgår af en anden proces, nemlig - sammenligningsvis – en "legemliggørelsesrytme", som den i Hindu-kosmologien beregnes for planeter og for hele kosmos. Bliver den taget alvorligt, går den udover kendte eller formodede former for tilblivelse og fordærv, ind i stadig højere oktaver,hhv. spiraler.

Selv overfor de i dag muligjorte opdagelser, blegner nogle teologers mening helt, om kun at opfatte apokalypsen som advarende lignelser uden realitetskarakter.

Jesus lignelser i evangeliernes udsprang afs menneskenes liv , for at anskueliggøre synspunkter. Senere, endnu mens Han levede på jorden forklarede Jesus diciplene, at han fremover ikke mere taler i lignelser, men tiltaler dem direkte. Åbenbaringen udspringer ikke af det menneskelige liv; overalt, selv hvor det kun er antydningsvist, drejer det sig om direkte "tilsvarende" hændelser, dvs. på det pågældende bevidsthedsniveau er hændelsen noget virkeligt eksisterende, som i den nutidige åndsforskning , f.eks. af R.Steiner. Apokalypsen formaner dog også; f.eks. at gå fra en "teo- logi" over til en "teo – praksis"; at fornemme hvad der ligger i luften, og "på ethvert tidspunkt at lade Gud komme til syne". Gud handler også gennem mennesker – hvilket dog intet har at gøre med vilkårlig menneskelig handlen: mennesket skal ikke spille Gud eller apokalypse. Menneskets udvikling kan stadig mere ses i en sammenhæng med Guds overordnede plan - skabelsesprogrammet.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

 

Slutkapitel: Det kristelige.

Det egentlig kristelige er Jesus Kristus selv, og dermed selv i det indre at søge forbindelse med den nærværenden Kristus – " søg, og I skal finde". At tage dialogen med ham alvorligt, samt omsætte de modtagne impulser, kan vise sig som den mest direkte vej for at forstå ham. Vi håber, at disse artikler vil opmuntre til dette.

En anden vej, dog forenelig med den nævnte "direkte" vej er den, at fornemme disse specifikke egenskaber som Jesus Kristus gav os, og hen ad vejen integrere dem i sit eget liv. Til dette håber vi, at de ny udarbejdede passager med fed skrift må hjælpe til med.

Disse forskelligartede holdepunkter, som kunne udvides, har det tilfælles, at Kristus åbenbart står på den anden side af denne verdens modsætningspar (dikotomi). Han blander heller ikke bare de to sider, men de af Ham nærlagte indstillinger er altid en "tredje vej", som fra et andet niveau er i stand til at gribe det frugtbare, ikke afsporede, mens det forhærdede blødgøres. Se hertil tavlen ved slutningen.

De enkelte holdepunkter medfører også konsekvenser for de nutidige samfundsmæssige diskussioner, om tiltag af ældre eller nyere slags. Mange af disse grupper udtrykker i det mindste på et punkt og med et mål noget essentielt, som andre grupper ikke tager hensyn til, fordi de er blevet hængende i de forældede venstre- højre modsætninger. Stridigheder mellem gammelt og nyt vil – i en overskuelig tid - ikke forsvinde; Men i stedet for stivnede grænser med pseudomodsætninger ville der træde en dialog; og de respektive diskussionsemner ville komme til de rette steder; f.eks. kan man tjene Gud eller forgude penge. Yderligere ville til hinanden passende mennesker finde sammen, som ikke igen – ville ende med ensidige påstande. De ikke passende ville grupperes på ny.

Også alle andre betragtninger i disse artikler kan få praktisk betydning udover studier, alt efter den individuelle intensitet og udvikling; også selvom mange gennemgående synspunkter er spredt over det hele, og ikke er gentaget i hvert kapitel.

Denne form for undersøgelser går altså længere end mange af de teologiske – og andre retninger gør det; disse "benytter" Jesus altid til deres velmente, men ensidige synspunkter, de fremhæver de steder som passer i deres kram og bortforklarer de andre, eller udlægger dem anderledes end Jesus, eller ingnorerer dem. Allerede evangeliernes forfattere i de første århundreder erkendte delvis, at Jesus mange sider bedre kunne skildres, hvis der var forskellige kilder. De var ikke så dumme, at de ikke bemærkede forskellene i anskuelserne. Derimod så nogle teologer det som en stor opdagelse, da de fandt ud af, at de kunne finde forskellige synspunkter fra forskellige kilder i de overleverede evangelier, f.eks. en såkaldt "Kilde Q"; straks koblet til det overilede spørgsmål og dets afgørelse, hvem af kilderne der kunne have ret. Man kan nu se, at alle faktisk kan have ret på deres måde, borset fra deres ensidigheder. Dette kunne give "Økumenen" nye impulser.

Mennesker, som har en anden religiøs eller verdensanskuelig baggrund, men er interesseret i en kristelig, og ikke forhærdet eller forfladiget tilnærmelse, eller i hvert fald kan se noget meningsfyldt i det, kan sikkert lære noget af det, ligesom forfatteren af dette kapitel lærte de mest forskellige retninger at kende, og at sætte pris på. Mange repræsentanter for andre trosretninger anerkender i dag stadig flere af Jesus Kristus vanskeligt forklarlige sider; det gør f.eks. mange historisk – kritiske kristne teologer. Dette må give dem noget at tænke på. 

Udover det kan Kristus ikke forpagtes af kristendommens religionsfællesskaber. Hans fremtræden kan give mennesker kraften til fællesskabet i mangfoldigheden: Kærlighed og en dybtalvorlig vilje til at forstå., og en harmoniserende kraft. Denne udjævner imidlertid ikke alle forskelle, men beholder det forenelige kærligt sammen, og gør virkelig uforenelige ting synlige. Denne kraft fra Kristus, som bidrager til konvergens af forskellige meningsretninger, har kristne ofte holdt tilbage fra verden. Også med hensyn til jordens redning er det tid til en nytænkning hos de kristne på deres egentlige opgave – forudsat, at de virkelig føler sig som kristne. 

 

Tavle: En kristen holdning - "I verden", men "ikke bort fra verden"*, en "tredje vej".

Engelsk: Table: "Archetypes" (models, symbols) from the earliest history -elucidated by the bible- to Jesus, and to the future.

Tilbage til fortegnelsen for denne side.

Til det næste del: Kapitler til forskellige emner.   /   til 1. Del angående evangeliernes trin.   /   4. del: Gamle Testamente; og bidrag til dialog med andre religioner.

E-mail: ways-of-christ.com Skriv venligst på tysk eller engelsk. Ellers skriv i korte sætninger og angiv det sprog som benyttes.

til Homepage.

 

Henvisning til andre sprog og rettigheder.

De andre internetsider kan findes under http://www.Christuswege.net  (tysk) og http://www.ways-of-christ.net (english). Andre sprog se Homepage. Den tyske og engelske tekst bliver løbende a jourført og indeholder også en side med "ændringer", samt yderligere ekstrasider. Teksten på internettet må udprintes og videregives i uændret form. Oversættelserne i andre sprog er ikke altid kontrolleret.

Anvendte korte bibelcitater og anmærkninger - er på basis af nye oversættelser ny bearbejdet – og er supplerende tekst til de tilsvarende kapitler i hovedteksten.
Disse karakteristiske steder er dog ingen erstatning for et ledsagende studium eller meditation over hele evangeliekapitler eller dele af Åbenbaringen. Her tilrådes det at bruge en bibel eller det Ny Testamente.