Det Nye Testamente skildrer de troendes inspiration af Hellig ånden som noget vigtigt, som noget der hører Kristendommen til. (sml. f.eks.. 1.Kor 14,26; Mk.16,17). Men åbenbart blev vejen til dette vanskeliggjort.

Forskels-kendetegn:
- Her drejer det sig ikke så meget om spørgsmålet, om der overhovedet findes inspirative tilgange, som ikke har afsæt i auto-/massesuggestion, skizofreni eller andre psykiske tilstande**. Den, der fordomsfrit studerer sådanne fænomener inden for kristendommen, vil snart bemærke, at disse indsnævrende, rent psykologiske forklaringsforsøg oftest ikke slår til. Det er først efter denne erkendelse, at de virkeligt interessante spørgsmål melder sig.
Det er meningsfyldt at finde ud af, hvad der kommer fra sandhedens ånd, og hvad ikke, sml. 1.Joh.4,1. Men dette må ske med den nødvendige omhu og respekt. Alene set ud fra biblen er det ikke automatisk sådan, at præster gennem teoretiske, teologiske bedømmelser kan træffe afgørelser om Helligåndens åbenbaringer. De færreste kan afgøre, i hvilken ånd et budskab formidles, derfor må profetiske evner iflg. Matth. 7,15-20 vurderes efter deres „frugter". D.v.s. hvor de fører til Kristus, - f.eks. „omvendelser" med en efterfølgende positiv æandring i livet, men også til en sjælelig eller fysisk heling, ville det være meget tvivlsomt at affærdige dem som uægte, eller ligefrem „sendt af djævlen", for de plejer at ske ved nåde - Joh. 15,5: " uden mig kan I slet intet gøre". Også hvis der opstår en større kærlighed til Kristus og medmenneskene, er det en positivt tegn. Sammenlign også advarslerne imod at fordømme i Matth.7,1; Matth.12,24-30 og Apostlenes gerninger 5,38-39. Også moralteologisk og efter verdslige lovgrundlag ville det være forkert, at dømme hvis der tvivl til stede.
Et yderligere forskels-kendetegn kan disse menneskers beskedne optræden være; for kun hvor mennesket bliver „stille", kan det høre Guds ånd. Teologikundskaber er slet ikke af betydning i denne forbindelse; ofte blev simple mennesker udvalgt, ("Amatørkarismer"). Højtuddannede kan dette kun, når de ikke er indbildske, eller er kørt fast, og på den måde alligevel hører til de „fattige i ånden", efter Matth. 5,3. (f.eks. Sadduzäerne - rationalister og materialister – og farisæerner – såfremt disse for størstedelen var stivnet i religiøs forståelsesviden , hørte ikke umiddelbar til de „fattige i ånden".)
- "At I lever jeres liv værdigt som mennesker og efterkommer jeres daglige pligter, men også giver Gud, den almægtige Fader, den behørige plads i jeres liv" (fra Jomfru Marias åbenbaringer til de synske piger i Garabandal og andetsteds.)
- Et kærligt sindelag i Jesu etiske ånd – se f.eks. Matt. 7,12 – er også et sådant kendemærke. Mennesket får mere kontakt til ånden – der står over forstanden – gennem det med Christus forbundne selv. Dette kan ske så meget mere intenst, som mennesket er i samklang med guddommelige egenskaber såsom kærligheden. Etik betyder dog her ikke pr. automatik en tilpasning til gængse traditionelle forestillinger om fromme mennesker, med hensyn til beklædning, kirkegang osv. 
- Hvor en person f.eks. aggressivt, påberåbende sig inspiration fra Kristus, smædeagtigt fælder domme over medkristne på baggrund af en "tillæst indsigt", vil der altså være overvejende sandsynlighed for, at der ikke er tale om en berettiget handling, endsige et ægte budskab fra Kristus eller Helligånden.
- Supplerende spiller friheden for ydre åndelig undertrykkelse en rolle som kendetegn. Helligånden er fri for menneskelig inddeling af tilværelsen, og for at trives har den behov for frihed.. Apostlernes gerninger 5,29: "Man skal adlyde Gud fremfor mennesker". Hermed skal der dog ikke sås tvivl om, at åndelig vejledning fremdeles har en mening. Hver generation skal ikke begynde helt forfra.
- Kriterier såsom "overnaturlighed" er ganske vist ofte blevet undersøgt: f.eks. ledsagefænomener i nogle tilfælde den såkaldte "henrykkelse" (ingen blinkerefleks, ændret hjertefrekvens, lavere puls, højere blodtryk – uden tegn på manipulation eller stoffer); eller at personen ikke har kunnet kende til det meddelte på forhånd osv. Dette er imidlertid ikke afgørende, eftersom ånden også kan betjene sig af menneskets "naturlige" egenskaber.

Der findes mange måder, hvordan et budskab fra det åndelige kan optræde. F.eks. det "indre ord fra hjertet" ved fuld bevidsthed – altså ikke at forveksle med skizofrene** eller hypnotiske fænomener. Efter nogen praksis bliver det også klart, at det har en anden karakter end telepatiske fænomener. (Jvf. "Vom Inneren Wort", udvalg af Johannes Tennhardt, m.fl., Lorber-Verlag). Enkeltvis kan også en trancelignende tilstand komme på tale, hvor mennesket træder meget i baggrunden, men hvor det ville være tydeligt at skelne (alt efter hvordan man er på bølghøjde, hhv. bundet til Gud), at det ikke drejer sig om en normal trancetilstand, dvs. en ren bevidsthedsforsnævring, hvor der også kan dukke problematiske inspirationer i retning af spiritisme op, som virker nedbrydende på deltagerne. Endvidere hænder det, at nogen har en inderlig oplevelse som vision, Lys, eller ideer, hvor de kan omsætte det i ord, og også nedskrive det. Det hænder også med direkte skrift, ved fuld bevidsthed, ikke at forveksle med spiritismens automatiske skrift, som sker i en trance.
At Helligånden har medvirket til et budskab, gælder ikke kun som at blive tiltalt fra en åndelig kilde, (:"..."). Men også en tanke, en samtale mennesker imellem, en stil eller en bog kan endelig stamme fra denne inspirationskilde, fordi den kan påvirke den menneskelige kreativitet som den vil.
Alment om Helligånden,sml. Joh.3,8; Joh.14,26 samt hovedteksten fra Kristusveje, dell 1, Kapitel "Den første pinsehændelse".
Ang. profetier om fremtidsvisioner, se hoveteksten af Kristusveje, del 2, f.eks.kapilet "Håndtering af profetier"

**) I en del tilfælde kan dog også mennesker med ægte inspirative evner periodevis geråde i en tilstand, som ligner kendte psykiske forstyrrelser – for eksempel med en tvungen konstant strøm af indre dialoger og en permanent manglende evne til at håndtere jordiske nødvendigheder. For så vidt muligt at undgå sådanne excesser kan opmærksomheden - ud over ovenstående punkter – rettes mod følgende ydre forhold: tilstrækkelig søvn; tilstrækkeligt indtag af B-vitaminer gennem kosten, dvs. forsigtighed med faste osv. ved manglende erfaring: bevare en klar indstilling til den ønskede kilde, dvs. til Kristus; ikke alt for lange sessioner, som ville give anledning til udsvævelser og "overtræthed"; tilstrækkelige bestræbelser på, ved siden af de mere intensive indre oplevelser, også at komme tilbage til den jordiske nutid igen; selvbevidst bearbejdning af det hørte; sig selv bevidst bearbejdning af det hørte. Hjælpere, åndelige ledsagere, terapeuter o.lign. kan i sådanne tilfælde ofte kun forholde sig konstruktivt, hvis de besidder specifikke erfaringer/kendskab, hvortil hører ikke blot at tage den øjeblikkelige forstyrrede tilstand alvorligt, men også det uforstyrrede grundfænomen.