Kristusveje

Religion¹⁾ som menneskets „forbindelse bagud" til Gud  - på vejen med Jesus Kristus.

¹⁾ Ordet religion kommer fra det latinske re-ligio = genforening; med Gud, som antager skikkelse i vores inderste. Kan –lidt søgt – sammenlignes med et hologram, noget lignende sker i stor format.

Erkendelsen af de dybere problemer i menneskets liv.

Ligesom for en helbredelse gennem bøn ville Jesus spørgsmål til menneskets yderligere udvikling være:"Vil du være rask?" (Joh. 5,6). H.h.v., 'er du klar over hvilke brist du stadig har som skal heles, før du kan komme videre på vejen mod Gud.?" En „rød tråd" kan findes i ganske almindelige hændelser,sjældent religiøse. I barnets opvækst fra fra ungdommen til voksent liv udvikles nye færdigheder, hvorved der dog ofte tildækkes oprindelige oplevelser. Senere kan mennesket ved hjælp af hukommelsen og bøn prøve at genvinde disse tildækkede hændelser. De tilegnede færdigheder kan herved bevares, mens „skallen" løsnes eller endog opløses. Menneskets spaltning, - opstået gennem livet ved sjælelige-åndelige brud i intellektet og naturlige drifter, og derimellem et kun lidet integreret „hjertecentrum", kan på denne måde igen forenes. Det kan påvises, at „frugten fra livets træ" i paradismyten henviser til denne spaltning, og at kravet „ hvis I ikke vender om og bliver som børn, så kommer I slet ikke ind i Gudsriget" beror på på en dybere erkendelse af „vendemuligheden" - Jesus i Matth. 18,1-3; Mk. 10,15; Luk. 18, 17. Her drejer det sig ikke bare om den barnlige uskyld, men om oprindelige fundamenter i udviklingen, som ligefrem kan betegnes som „arketypiske" 2) , altså fastlagte grundmønstre, en mistet del af en „brugsanvisning" for mennesket. Denne vej kan føre langt ud over den nuværende begrænsede forstandsbevidsthed.

²⁾ arketypisk: et begreb fra dybdepsykologien af C.G.Jung osv.; opleves som forskellige skikkelser i grundmønstret for den menneskelige eksistens. "Arketyperne" indeholder dog også i høj grad blandede, misvisende informationer. "Gud" som gammel mand og detaljer om "himmel" og "helvede" er sådanne "arketypiske" symboler fra det "kollektivt ubevidste". Hvad det nøjagtigt er, vidste Jung ikke. I det mindste en kerne af dette bevidsthedslag med dets i mennesket indprægede billeder og forestillinger er tilsyneladende mere eller mindre til stede i alle mennesker. Som en slags urerindring stammer det således fra en meget tidlig periode i menneskehedens historie - endda før tider såsom den "mytiske bevidsthed", som den skildres i vores kapitel "Bevidsthed, hjerneforskning og fri vilje". Dette bevidsthedslag indeholder også sådanne - delvist tilsyneladende - modsætninger, som de behandles på vores side "En kristelig holdning..., en tredje vej". Ved en nærmere betragtning viser dette lags gudebillede sig snarere som en temmelig problematisk karikatur af Gud. Derfor advarer f.eks. også den Tibetanske dødebog (Bardo Thödol), som C.G. Jung havde skrevet et forord til, de levende mod efter døden at indlade sig på dette lags bedrageriske gude- og dæmonskikkelser. I Det gamle Egypten fandtes der et lignende skrift. Også f.eks. gnostikerne i det kristne miljø havde et kritisk forhold til sådanne skikkelser, således som de sikkert også er blevet oplevet meditativt og i drømme. Et forsøg på at omgås denne symbolverden på en kreativ måde er blevet gjort af eventyr, hvilket uden tvivl kan give en mening for børn. Voksne derimod kan forsøge at komme ud over disse symboler - som har antaget mange menneskelige sider. Kunsten er her at søge Gud direkte i stedet for at lade ham fortone i disse falske gudekoncepter.

Det betyder ikke, at mennesket kan klare dette ud fra egne kræfter. Jesus tilbyder en reel vej samt kræfterne, dvs. nåden til at klare denne. Kristelige sandhedssøgere, mystikere og alkymister har betrådt disse veje mod fuldkommenheden (sml.f.eks. Matth. 5,48; Joh. 10,34;...) Men også mange andre kristne har bevidst eller ubevidst gjort erfaringer i denne retning. Dette er uafhængigt af, om de valgte en indre vej, eller omsatte deres tro på en mere social måde, eller forenede begge disse måder i den „fulde kristendom", som vi kalder det. At lede efter menneskets indre brud er sket i årtusinder i mange kulturer. Bestræbelserne af taoistiske alkymister samt forskellige Yoga former bevidner dette. ³⁾.

³⁾ Det indiske ord Yoga, ordret = lænke til, betyder ligeledes at lede efter genforeningen med det oprindelige.

„Gudsmennesket", eller det af Gud sendte menneske Jesus Kristus, den „nye Adam" personificerer signalet til, at menneskene nu kan genvinde deres tildækkede, oprindelige egenskaber; og at tiden er inde til, at de i mellemtiden dannede, farlige forskruetheder igen kan bringes i lod. Han kunne, til held for jorden, i sig selv forene tilknytningen til livets menings oprindelige kilde, Gud, til den højt udviklede menneskelige bevidsthed. Degenerationens kræfter kunne han overvinde. Skønt forskellen til andre mennesker er mærkbare, så var han dog mennesket, som kunne fuldføre det på denne måde. Derigennem kan mennesker lettere følge denne vej, især hvis det gøres bevidst. Men selv for dem, der ikke kender noget til den historiske Jesus, er Hans liv, indbefattet opstandelsen ikke uden påvirkning, - på lignende måde som dyr på en øde ø kan lære nye færdigheder, og samme slags dyr på en fjerntliggende anden ø også hurtigt kan tilegne sig disse færdigheder, - idet de har et fælles kraftfelt, som f.eks. R. Sheldrake opdagede.

En indre forbindelse mellem mennesket til Kristus og Gud er mulig uden kirkens medvirken, skønt det ofte er en hjælp med et passende fællesskab med medkristne. De modsigende teologier, som opdelte Kristus helhed i en sjælesørger og en socialreformator er ikke de sidste sandheder; skønt de nok kan hjælpe nogen i gang, ikke mindst hvis de har kendskab til flere teologier. Ethvert menneske kan dog finde forbindelse med Kristus, enten det sker fra et lille kammer, eller ude på en åben markedsplads. Dette kan enten ske ved mindet om overleveringen af hans budskaber (evangelierne) . Den, som er åben for at Kristus også kunne mærkes efter at Han var død, (ligesom mennesket ifølge mange vidnesbyrd overlever døden som et bevidst individ – uden jordisk synlighed ) kan også Kristus betragtes som værende aktivt virkende på jorden. Derved bliver den fornemmelse tilgængelig, at bede i „Hans navn", eller i fællesskab med Ham som „storebroder" at bede til Gudfader, som omslutter alle. (sml.. Joh. 15,16; Matth. 6, 7-15; Matth. 18,19-20). F.eks.:
 

Gud, min oprindelse, min hjælp og mit håb! Forenet med Jesus Kristus * takker jeg dig for alt det der kommer fra Dig; tilgiv mig for det, som har fjernet mig fra Dig **; lad mig i denne stilhed blive skabende, ***; løft mig på Din vej opad. *) Den der har behov for det, kan også indbefatte Maria. Både menneskets mandlige og kvindelige egenskaber vil på den måde løftes op. **)1.Endvidere kan enhver negativ følelse som fornemmedes, tages op og betragtes indgående (f.eks. angst, hadfølelser, ligegyldighed og overlegenhed, overdreven tvivl, ...eller et problem; alt, som viste sig i tanker eller ord, sml.f.eks. Matth. 5,22). 2. frem for at gruble, vent et øjeblik for at klargøre, hvad det drejer sig om. 3. Overgiv denne ligefrem legemlig mærkbare ballast i bøn til Gud, ( det er også muligt at lægge sin fremtidige livsbane i Guds, hhv. Jesus Kristus hånd) 4. vent stille og roligt, indtil dette kan fornemmes, eller at en vis lettelse spores, eller at der kommer et „svar" i ens bevidsthed. ***) I stilheden kan dagens hændelser „falde til ro" og på den måde lettere indgå i bønnen og en forarbejdning. Derefter er der åbnet op for nye ting.

 

Etikkens betydning på denne vej.

Et niveau på vejen er „Kærligheden til Gud", som står over alt, „og til din næste som dig selv". (Matth.19,19); altså også sig selv; at elske sig selv kan være en del i bestræbelserne med at få øje på opgaverne i ens omgivelser. Kærlighed kan skabe forbindelse til Kristus, fordi det er dens egentlige formål, - forbundet med visdom. Også den gode gerning i Kristi mening, giver gennem indre og ydre virkninger den kristne vej mening og perspetiv. Jesus har bibeholdt de afstukne etiske grundregler; for mennesket „høster (normalt), hvad det har sået" (Gal. 6,7); imidlertid har Han lagt ansvaret i højere grad ud til den enkelte, fremfor at fremhæve den verdslige lovgivning. Herved kan det hænde, at der i menneskets eget indre findes „noget",- muligvis kun mærkbar som samvittighed -, som er på linie med Kristus, og fra hvilket der kan ske en slags „genfødsel" (Joh.3). D.v.s. at som tiden går, kommer mennesket som helhed mere i overenstemmelse med den ånd, som Kristus viste. Dette udgangspunkt i det indre kan opleves i hjertet eller sjælen, hhv. ånden, oplevelsesmåderne kan være individuelt forskellige. Uanset hvordan m/k oplever Kristus og de til Ham knyttede kræfter, - så vil det være meningsfyldt, at genkalde de individuelle oplevelser i bevidstheden så ofte som muligt, for at kunne opbygge en direkte kontakt på dette, også selv om der ikke i første omgang kan konstateres voldsomme virkninger.

Den kraft, der som en nådegave kan fylde et menneske, kan derefter sommetider forenes med den universelle healingskraft, fra den „ydre" Kristus, hhv.Gud. Også her kan oplevelsesmåden være meget forskellig, dog vil den i dette tilfælde være meget mærkbar, ikke mindst for omgivelserne. Mens disse ydertilfælde indtil nu kun skete for et fåtal, som i givet fald blev kaldt „mystiker" eller „hellig" osv., kan dette nu oftere ske også for simple mennesker, selv om det ikke altid erkendes med det samme, derfor skal det nævnes her. Denne universelle påvirkning „udefra" kan enten optages, eller den kan på en smertefuld måde prelle af på den barrikade hos dem, som ikke har udviklet noget beslægtet, og i dette tilfælde kan virke som en „afsagt dom".

En beslægtet udvikling i kulturen siden urtiden, i store træk.

I lighed med udviklingsstadierne fra barn til modent menneske (se ovenfor) skete der en lignende udvikling i de menneskelige kulturer. Disse medførte på den ene side nye færdigheder (en friere vilje, føle og tænke), på den anden side også sløvede deres oprindelige fortrolighed med hele „skabelsen", og derved ophobede problemer (Sml.f.eks. Jean Gebser, "Oprindelse og Nutid": efter tur, arkaisk, magisk, mytisk, forstandsbevidsthed; derudover kan der udvikles en mere integreret bevidsthed, som f.eks. kan kaldes fornuftsbevidsthed.) Også fremtrædende forbilleder har medvirket til, at sporadiske udviklingstrin kunne udvikles til et kulturelt kendeligt omfang. Dette skete trods megen modstand, og ofte med store tab. I nyere tid kan det skimtes, at menneskeheden og dets folkeslag osv. står ved en skæbnesmæssig betydningsfuld udfordring, at skulle foretage nye små og store „kvantespring", eller evolutionstrin, hvis den vil overleve. ⁴⁾. Disse er påbegyndt for 2000 år siden. Dette behøver ikke længere at ske på bekostning af opnåede færdigheder som f.eks. forstandens. Hvis tilstrækkeligt mange enkeltpersoner udvikler en helheds fornuftsbevidsthed, vil de igen finde forbindelsen til deres guddommelige oprindelse, ¹⁾, og så kan væddeløbet med de apokalyptiske katastrofer endnu vindes med hjælp fra „oven". Hertil hører også kontakter til visse aktivistkredse, som f.eks. fredsbevægelsen m.v., - alle velvillige har deres „nødvendige" plads i dette „spil"-. Mange mennesker – på tværs af etablerede religiøse retninger -, leder øjensynligt efter det; de går foran ind i fremtiden og hjælper med at bearbejde fortiden, selv om meget endnu må betegnes som „middelmådigt". Det er spørgsmålet om hønen og ægget, om den „ydre" redning er målet, eller det er den eksistentielle bevidstheds- og tilværelsesfremskridt det handler om. Tidligere værdiskalaer må nødvendigvis transformeres, fordi mennesket ret nøje kan regne ud, hvor fortsættelsen af det hidtidige forældede program ville føre hen. Ligesom alt er en del af det hele, således indgå også enhver god gerning ind i helheden. 

Der forestår altså en „vending" tilbage til Gud i det små og det store.

Her handler det ikke primært om "forestillinger om tro", altså menneskelige tanker om religion, men mere om menneskets reelt levede forbindelse med Gud.