Det Nye Testamente skildrer de troendes inspiration af Hellig ånden som noget vigtigt, som noget der hører Kristendommen til. (sml. f.eks.. 1.Kor 14,26; Mk.16,17). Men åbenbart blev vejen til dette vanskeliggjort.

Forskels-kendetegn: Det er meningsfyldt at finde ud af, hvad der kommer fra sandhedens ånd, og hvad ikke, sml. 1.Joh.4,1. Men dette må ske med den nødvendige omhu og respekt. Alene set ud fra biblen er det ikke automatisk sådan, at præster gennem teoretiske, teologiske bedømmelser kan træffe afgørelser om Helligåndens åbenbaringer. De færreste kan afgøre, i hvilken ånd et budskab formidles, derfor må profetiske evner iflg. Matth. 7,15-20 vurderes efter deres „frugter". D.v.s. hvor de fører til Kristus, - f.eks. „omvendelser" med en efterfølgende positiv æandring i livet, men også til en sjælelig eller fysisk heling, ville det være meget tvivlsomt at affærdige dem som uægte, eller ligefrem „sendt af djævlen", for de plejer at ske ved nåde - Joh. 15,5: " uden mig kan I slet intet gøre". Også hvis der opstår en større kærlighed til Kristus og medmenneskene, er det en positivt tegn. Sammenlign også advarslerne imod at fordømme i Matth.7,1; Matth.12,24-30 og Apostlenes gerninger 5,38-39. Også moralteologisk og efter verdslige lovgrundlag ville det være forkert, at dømme hvis der tvivl til stede.
Et yderligere forskels-kendetegn kan disse menneskers beskedne optræden være; for kun hvor mennesket bliver „stille", kan det høre Guds ånd. Teologikundskaber er slet ikke af betydning i denne forbindelse; ofte blev simple mennesker udvalgt, ("Amatørkarismer"). Højtuddannede kan dette kun, når de ikke er indbildske, eller er kørt fast, og på den måde alligevel hører til de „fattige i ånden", efter Matth. 5,3. (f.eks. Sadduzäerne - rationalister og materialister – og farisæerner – såfremt disse for størstedelen var stivnet i religiøs forståelsesviden , hørte ikke umiddelbar til de „fattige i ånden".)
En kærlig væremåde i forhold til Jesus etik – se f.eks. Matth. 7,12 – kan netop være et sådant kendetegn, fordi menneske mennesket får det mere kontakt gennem sit indre til ånden, - som står over forstanden – jo mere han kommer i overenstemmelse med guddommelige egenskaber, som kærligheden. Etik betyder her imidlertid ikke kun at bøje sig for forestillinger om fromme personer, f.eks. med hensyn til beklædning, kirkegang osv.
Supplerende spiller friheden for ydre åndelig undertrykkelse en rolle som kendetegn. Helligånden er fri for menneskelig inddeling af tilværelsen, og for at trives har den behov for frihed.. Apostlernes gerninger 5,29: "Man skal adlyde Gud fremfor mennesker". Hermed skal der dog ikke sås tvivl om, at åndelig vejledning fremdeles har en mening. Hver generation skal ikke begynde helt forfra.

Der findes mange måder, hvordan et budskab fra det åndelige kan optræde. F.eks. „det indre ord" ved fuld bevidsthed, ikke at forveksle med schizofrene eller hypnotiske syn. Enkeltvis kan også en trancelignende tilstand komme på tale, hvor mennesket træder meget i baggrunden, men hvor det ville være tydeligt at skelne (alt efter hvordan man er på bølghøjde, hhv. bundet til Gud), at det ikke drejer sig om en normal trancetilstand, dvs. en ren bevidsthedsforsnævring, hvor der også kan dukke problematiske inspirationer i retning af spiritisme op, som virker nedbrydende på deltagerne. Endvidere hænder det, at nogen har en inderlig oplevelse som vision, Lys, eller ideer, hvor de kan omsætte det i ord, og også nedskrive det. Det hænder også med direkte skrift, ved fuld bevidsthed, ikke at forveksle med spiritismens automatiske skrift, som sker i en trance.
At Helligånden har medvirket til et budskab, gælder ikke kun som at blive tiltalt fra en åndelig kilde, (:"..."). Men også en tanke, en samtale mennesker imellem, en stil eller en bog kan endelig stamme fra denne inspirationskilde, fordi den kan påvirke den menneskelige kreativitet som den vil.
Alment om Helligånden,sml. Joh.3,8; Joh.14,26 samt hovedteksten fra Kristusveje, dell 1, Kapitel "Den første pinsehændelse".
Ang. profetier om fremtidsvisioner, se hoveteksten af Kristusveje, del 2, f.eks.kapilet "Håndtering af profetier"